Leg i sne

I dag måtte jeg bare lade hundene hygge sig ude i gården, da jeg er angrebet af virus & bakterier, men det klarede Fille, Odie og Dingle helt fint. Begge de gamle ville “rulle” Dingle i sneen, og når Dingle og Odie legede for sig selv, blev Fille først noget forbavset over ikke at være med, så begyndte hun at knurre lavt, så gøede hun et par høje bjæf og når det ikke hjalp så lavede hun pirouetter i sneen. Det hjalp og Dingle løb straks hen og møvrede sig ind under Fille’s forben. Så kunne Fille igen bide sig forsigtigt fast i Dingle ører eller pandehår, og slæbe glad afsted med hende indtil Dingle peb og løb hen og bed sig fast i sin mors forben. Og så gentog det hele sig.

Heeven har desværre igen problemer med fordøjelsen, og har mistet appetitten og humøret. Vi havde ellers startet op på et nyt naturprodukt som hedder Slippery Elm, og det virkede også rigtig godt i ca. 14 dage hvor hendes mave ikke gurglede, hun pruttede ikke og havde regelmæssig afføring, men nu er det galt igen.
Hvor er det synd for hende…

http://picasaweb.google.com/dandedoes/LegISneFebruar2010?feat=directlink

Klik på billederne af Fille, og hun laver pirouetter.

Hvad sker der hos Emilia?

Selvom der er langt op til Sverige hvor lille DAN de DOES Emilia bor, så er hendes familie meget aktive og fortæller det gerne på deres blog: http://www.metrobloggen.se/jsp/public/index.jsp?article=19.10707979

Så kan vi jo følge lidt med i hvad der sker i Emilia’s liv

Schapendoes gåtur

Dingle hilser "venlig" på sine to søstre.

20 Schapendoes med familie hyggede sig på gåturen.

En rigtig god oplevelse var det, da vi havde arrangeret Schapendoes gåtur rundt i området omkring vores hus. BeeOnly fra vores B-kuld, Chilli fra vores C-kuld, Dicte fra vores D-kuld og søstrene E-mail (Dingle), Emmie og Enya fra vores E-kuld. Derudover havde andre medlemmer af Dansk Schapendoes Klub også benyttet sig af tilbudet, så de kom helt oppe fra Skanderbog og nede fra Sønderborg for at deltage i den fælles gåtur. Sneen var tung og dyb så vi måtte splitte deltagerne op i to grupper hvor nogle valgte en lang tur og andre med f.eks. hvalpe valgte en lidt kortere tur. Til sidst sluttede vi af i en af staldbygningerne hvor vi fik kaffe, kage og en “enkelt” til at styrke os på, mens hundene fortsatte med at løbe rundt og lege eller bare gå på opdagelse. Det var vældig hyggeligt selv om det var koldt, og der blev rigtig snakket “hund”.

Efter et par timer begyndte deltagerne at kører hjem og lille Dingle hoppede straks op i sofaen da vi kom ind, og faldt i dyb søvn. Det tærer godt på kræfterne når man møder så mange hunde på een gang.

Flere billeder kan ses i vores album: http://picasaweb.google.com/dandedoes/SchapendoesGaturD6Februar2010?feat=directlink

JanK

Aktive Schapendoes!

Den hollandske kennel klub har re-designet deres hjemmeside og har derfor sat nye billeder ind af bl.a. Schapendoes. Og det er utrolig dejligt at se at den hollandske kennel klub værdsætter vores races brugshunde-egenskaber og præsenterer Schapendoes som en aktiv hund fremfor en “udstillings-genstand” som flere og flere lande desværre efterhånden har valgt at gøre.

Det sjove er, at vi faktisk kan genkende et par af vores hunde

Prøv at besøge hjemmesiden her: http://www.raadvanbeheer.nl/rashonden/rasgroepen-erkende-hondenrassen/rasinfo/nederlandse-schapendoes/hash/7fabf8c855/back/1466/

Ellers går det godt med Dingle og resten af flokken. Heeven hader hende, men det virker mere som en meget dårlig vane end som noget reelt problem. Odie har snart ikke mere pels på ørerne og på halen, da Dingle hele tiden kaster sig over sin mor når der er mulighed for det. Tilgengæld kan både mor Odie og tante Fille godt finde på at rotte sig sammen når de er ude, og så er det lille Dingle der må ned på ryggen mens de voksne nappe, trækker og puffer til hende. Det kan hun godt lide

Vi glæder os til på lørdag hvor vi jo står som arrangør af en Schapendoes-gåtur for alle som har lyst. Her har Emmie og Enya meldt deres ankomst. Det bliver utrolig dejligt og spændende at se dem igen. Vi har ikke set de to tøser siden midten af november sidste år.
Vi har også allerede nu fået at vide at både Emilia fra Sverige og Emma fra Roskilde deltager i Dansk Schapendoes Klubs klubweekend den sidste weekend i maj. Så må vi håbe at flere af hendes søskende også kommer så vi kan få en familieforening, da både mor Odie og far Zack også deltager i udstillingen.

HVORFOR????!!!!!

Da vi jo bor skønt for os selv, ca. 300 meter fra den nærmeste vej, giver denne vinters store mængder sne og specielt fygningnen os store problemer.  Vi har heldigvis en meget flink nabo som kommer forbi og fjerner sneen med sin traktor, men når det blæser så meget som det har gjort, så fyger vejen til få timer senere. Derfor har vi nogle aftener valgt at kører bilerne op til vejen så vi i hvert tilfælde kan komme på arbejde næste dag. Det har ikke givet andre problemer end at vi skal lidt tidligere op for at gå igennem driverne op til bilerne, men…

Her til morgen, hvor jeg har fri, stod Lene op og skulle på arbejde. 10 min. senere kom hun tilbage og kunne fortælle at nogel dumme svin havde ødelagt ruderne på begge biler for at gennemrode bilerne…… Hvad får dog sådan nogle indavlede tabere til at gøre sådan noget??? De ved udemærket at det vil gøre os meget kede af det, give os store udgifter og særdeles store problemer såfremt vi ikke kan holde deroppe, for så kan vi ikke komme på arbejde op til flere dage om ugen når vinteren er værst.

Nu skal vi have kontakt til politi, Toyota værkstedet og forsikringen, men hvad pokker vi kan gøre for at være i stand til at kører på arbejde ved jeg simpelthen ikke. Vi har hverken lyst, plads eller råd til at investerer i en traktor, og godt nok kan man for et temmelig stort beløb købe udstyr til havetraktoren men når det først blæser og sneer så kan en lille havetraktor ikke holde 300 m vej fri med åbne marker på begge sider.

Gid det vil gå de røvhuller rigtig, rigtig dårligt resten af deres taber-liv!

JanK

Herlig lørdag i herligt vintervejr

Ja, der er mange ulemper ved vintervejret, bl.a. at have en 300 m lang grusvej som ustandselig fyger til. Og prøve at holde gang i løbetræning, når vejene er dækket med sne og is (idag blev det alligevel til 7,5 km). Men i bund og grund synes vi det er utrolig dejlig med konstant frost og sne. Aldrig har vores hus væres så rent så længe – ingen mudder bliver slæbt med ind, højst nogle isklumper der ligger og smelter.

Dingle har ikke været nede i Vejle centrum endnu, men i dag skulle det være. Jeg blev sat af ved det dejlige område ved søerne lige uden for Vejle, og ville så gå ned i byen med Fille, Odie og Heeven. Lige tilpas med frost til at sneen ikke klumpede i hundenes poter. Det var en herlig tur ned gennem Sønderdalen, videre ned i Mølholm skoven for til sidst at ende nede i Vejle. Hundene nød det i fulde drag, og var rigtig dygtige til at komme når vi mødte andre mennesker og hunde. Turen var på knap 5 km. og jeg begynder så småt at holde øje med gamle Heeven. Hun fylder 12 år om 3 uger, og de første alderdomstegn kan godt begynde at vise sig. Men fysikken fejler bestemt ikke noget endnu. Hun spænede afsted med Odie og Fille og viste ikke spor tegn på alderdom.

Jan og Dingle havde haft en alletiders tur ned gennem gågaden som lørdag formiddag er fyldt med mennesker. Dingle var fuldstændig tryg ved at gå der, kunne bare ikke forstå at alle folk ikke ville snakke med hende. Heldigvis var der mange der gerne ville sige hej, så alt i alt blev det til en rigtig god tur.

Da vi mødtes ved bilen som var parkeret i udkanten af byen, kørte vi ind til bageren og købe rundstykker med hjem – frokost-rundstykker, for klokken var efterhånden blevet 11.30. Så skulle der tændes op i brændeovnen indendøres og brændefyret ovre i stalden. Der blev lavet varm the, blødkogte æg, youghurt og rundstykker… og så kaldte sofaen altså lidt og vi tog os for første gang i flere uge den luxus at nappe en “morfar” )

Dingle kunne slet ikke komme til sig selv igen, sov til kl. 18.30 hvor de skulle have aftensmad. Hun var fuldstændig færdig efter gåturen. Selvom det havde været så god en oplevelse, havde det alligevel taget utrolig hårdt på hende at forholde sig til alle de nye indtryk.

Jeg tilbragte resten af lørdagen med at frisere hunde. Fille havde jeg taget igår: 3 timer og 10 minutter, jeg tror det er rekord for frisering af en af mine hunde. Hele maven var igen filtret sammen p.g.a. mælken der stadig flyder og resten af pelsen er også blevet utrolig sølle. Jeg glæder mig mere og mere til hun bliver steriliseret. Mange siger de får en stor tyk pels af det, men de tre hunde vi har haft steriliseret, har ingen problemer haft med tykkere pels. Tvært imod falder pelsen til ro og forandre sig ikke hver gang der skulle have været løbetid. Odie er en ren fornøjelse at frisere, hun har så lidt pels at jeg faktisk kan klippe negle, tjekke øre, øjne, tænder og frisere hende på en halv time – jeg håber Dingle arver den pels.

Og nu hvor Dingle var så træt, besluttede jeg mig for at tiden var kommet til at begynde at frisere hende rigtig. Op på bordet og ned at ligge på siden. Jan måtte lige holde hende mens jeg klippede negle – ville være sikker på ikke at komme til at klippe for meget af, når det nu var første gang. Dingle syntes det var noget underligt noget at blive friseret og ville gerne tage fat i børsten. Men lille og træt var hun jo, så det gik rigtig fint og efter 10 minutter fik hun en lille kalunstang så friseringen kunne slutte rigtig positivt.

Lene

Dingle trænes

Så trænes Dingle i tandvisning (hvilket ikke er noget kønt syn så længe hun skifter tænder), og øver sig at holde en træ-apport i munden uden at tygge i den.

http://www.youtube.com/watch?v=FbgeXVgrpEk

Dingle med til agility…

Mandag aften træner vi her i vintermånederne agility indendørs i en hal. Jeg har både Odie og Fille med og skiftes til at løbe med dem. Men nu har Fille jo, p.g.a. hendes løbetid, været noget svær at trække op i tempo og glæde. Og hvis Odie ikke gider, så gider hun ikke. Sidste gang gad hverken Fille eller Odie at løbe. Jeg kan simpelthen ikke holde gejsten oppe, til at gøre agility sjovt for to hunde, der ikke gider. Så jeg har besluttet mig for, kun at tage den ene af dem med og de får så lov at skiftes.

Sidste mandag var der to hvalpe med – en lille-bitte dværgpuddel og en norsk buhund – de var med for at opleve stemningen og vænne sig til andre hunde og larmen der er i sådanne en stor hal med mange hunde. Så jeg besluttede mig for at  Dingle skulle med sammen med Odie. Jeg var meget spændt på, hvad Dingle ville sige til den oplevelse. Men det gik over alt forventning. Hun gik tillidsfuldt hen til alle hunde, store som små. Jeg havde taget bur med til hende, og placeret hende så hun kunne følge med i hvad der skete. Odie løb faktisk med ganske god fart. Det var nemme baner som man rigtig kunne få fart på. Derefter ud i bilen med Odie, og så fik de små hvalpe + et par søde terrier, lov til at løbe og lege. En rigtig god oplevelse for Dingle og hun skal helt sikkert med Fille derud igen på næste mandag.

Ja, for Filles operation på fredag har vi været nødt til at aflyse. Hun bliver ved med at have mælk i patterne og så opererer man ikke. Jeg glæder mig helt vildt til det er overstået og den gode gamle Fille vender tilbage.

Lene

Travlhed

Der skrives ikke så meget her på blog’en da vi har enormt travlt med at flytte rundt i værelserne, indkøbe nye møbler, afprøve forskellige placeringer og funktionaliteter m.m. Vi mangler stadig en del, og leder efter et garderobeskab som ikke er for mørk og ikke for lys, som passer på en plads der hedder min. 150 cm og max. 190 cm. Desuden ville jeg jo gerne have udskiftet mit skrivebord med et gammelt udseende mørkt skrivebord helst i maghogni, men der er ikke nogen til salg i nærheden af os, eller også forlanger sælgerne en lidt for høj pris.
Der bliver samtidig ryddet op og gjort rent. Julekortene bliver nu taget ned

Dingle er ikke mere den snot-forvirrede lille hvalp der hverken kan forstå hvad vi eller de andre hunde siger, men er nu langsomt ved at finde sin plads i vores lille familie. Hun kan f.eks. slappe af sammen med de andre, og behøver ikke mere skulle ud og tisse om natten. Hendes tænder sidder og dingler, dem som er tilbage, resten er allerede erstattet af fine nye, hvide og stærke tænder.

En helt almindelig morgen…

Hverdagen er så småt ved at glide ind i en fast rutine. Om morgenen, efter at alle er fodret af  – Dingle er stadig utrolig dygtig til at vente til hendes mad bliver serveret – spiser jeg morgenmad og så er det tid til morgenturen. Men denne morgen kom Fille og Dingle ikke ud da jeg tog tøj på. Jeg fandt hurtig Fille, hun var kravlet ind i Dingles nat-bur (et stort transportbur i stof). Det synes hun er utrolig hyggeligt at være i. Men Dingle var væk… Til sidst fandt jeg hende, rullet sammen som en lille kugle, lå hun inde i buret sammen med Fille

Så afsted ud over de sneklædte marker. Og lige pludselig troede jeg, at gamle Heeven fik en hjerneblødning… Hun begyndte at LEGE med Dingle. Det var desværre så mørkt, at jeg ikke kunne nyde synet ret længe, og det sker garanteret ikke igen foreløbigt, at de leger sammen. Selvom det går meget bedre med Heeven og Dingle, så er det stadig ikke godt. Heeven gider bare ikke Dingle. Og jo mere hun afviser hende, jo mere interesseret bliver Dingle i Heeven. Indtil videre har vi undgået det store slagsmål, og sådanne skulle det gerne være noget endnu.
Fille derimod er begyndt at lege med Dingle når vi er ude og gå tur – dejligt at se, de skal nok blive rigtig gode venner.

Nå, men næsten hjemme igen, begynder Dingle og Odie at lege igen. Men pludselig tager det overhånd for Dingle… Hun løber i fuld fart lige ind i siden på Odie og bider med sine små syle-spidse tænder, sig fast i siden på Odie. Hold op Odie skreg af smerte. Og så kan det nok være at mutter Odie blev gal, hun for lige i flæsket på Dingle, og for første gang løb Dingle skrigende væk fra Odie. Men det var fuldt fortjent og hun skal til at lære, at man ikke bare kan bide så hårdt man vil. Og mere forskrækket blev hun ikke, end at hun prøvede at få Odie til at lege igen to min. senere.

Hjemme igen, skulle de værste iskugler pilles af benene. Normalt går alle hundene ude i baggangen hvor der er hundelem ud til en lille indhegnet skov. Men Heeven skal under ingen omstændigheder gå sammen med Dingle, når vi ikke er hjemme. Og Fille stoler jeg ikke 100% på endnu, specielt fordi Dingle kan være ret plagsom. Så Fille og Heeven får lov at være i soveværelset og forgangen, mens Dingle og Odie får resten af huset incl. den lille skov. Da jeg var færdig til at køre på arbejde var Fille selvfølgelig væk… Jeg fik hende kaldt ind fra skoven, og selvfølgelig havde hun været ude og grave sig en hule. Hun havde mudder langt op ad benene og jeg måtte igang med at skylle hende. Puha, endnu en hektisk morgen

Men ellers går det forrygende for Dingle at være alene hjemme. I og med at hun kan gå ud og ind som det passer hende og har det halve hus at være i, laver hun slet ingen ulykker. Hun hverken tisser eller skidter indenfor og det eneste spor hun efterlader i huset, er at hun slæber en masse pinde med ind, som hun bider til atomer.

Og så lavede Dingle og jeg en aftale idag: Mindst hver anden dag skal vi gå tur selv og øve indkald. Jeg kan allerede mærke, at hun har haft alt for meget frihed sammen med de gamle. Hun kommer kun hver 10. gang jeg kalder og det duer bare ikke.

Lene

GODT NYTÅR

Nytårsgåtur 2009

En super-flot, men kold formiddag, deltog vores lille flok af Schapendoes, i Dansk Schapendoes Klubs traditionelle nytårsgåur i Vork Bakker ved Vejle. Det var noget af en mundfuld for lille Dingle, lige pludselig at stå mellem så mange fremmede hunde, hvor den ene gøede mere end den anden af bare ivrighed og hvor store rare Dundee på ca. 55 cm pludselig kastede sig ned over lille Dingle og gav hende et stort slik lige midt i hovedet. Men da vi først begyndte at gå, så kom halen hurtig op og hun nød turen i fulde drag. Vi havde taget en stor taske med, da turen er temmelig lang og Dingle skulle være frisk til eftermiddagsturen også. Men det er ikke sådan at forklare en lille hvalp at den skal hvile en gang imellem – to gange måtte jeg tvinge hende til at blive transporteret i tasken.

Amies søn Chilli mødte trofast op igen i år, dejligt at man kan blive ved med at følge de “små”. Dog gav det også lidt triste minder… Sidste år var lille Amie med for sidste gang på en lang gåtur. Hun havde en af hendes rigtig gode dage, og selv om de andre deltagere på det tidspunkt godt kunne se at hun var blevet lille og tynd, så håbede vi stadig at vi ville have hende længe endnu. Sådan gik det desværre ikke og tre uger efter måtte vi sige farvel til hende.
Og underligt at tænke på, at Heeven nu er alderspræsident. Sidste år var gamle Fiona også med. En lang tur på ca. to timer var ingenting for den 13 år gamle hund. Ja, der er sket meget i året der er gået… både godt og skidt. To af vores dejlige hunde måtte vi tage afsked med, og en ny lille kom ind i flokken.

Solveig, som arrangerer turen, havde som altid varme æbleskiver og gløgg med som vi nød efter turen. Hyggeligt med denne tradition hvor hundene bliver dejlige trætte og man får lejlighed til at ønske gode hundevenner godt nytår.

Vores eftermiddags tur blev desværre aflyst, så i stedet inviterede vi Solveig over på en sen eftermiddagstur ud over de snedækkede og frosne marker. Herligt med ni Schapendoes som bare drøner ud i landskabet. Dingle gav den igen hele armen, og selvom hun blev væltet omkuld mange gange og gav et hyl fra sig, var det dejligt at se at mor Odie har fået et meget mere afslappet forhold til andres kontakt med Dingle og ikke overbeskytter hende. Blev det for voldsomt skyndte Odie sig dog lige hen for at tjekke men løb med det samme afsted med de andre igen.

Og Fille er ved at være den gode gamle Fille igen. I går kom hun for første gang til at lege rigtig med Dingle da vi var ude og gå. Fille er så skæg og jeg er sikker på at hun og Dingle !nok skal få mange gode timer sammen.

Og nu har vi på tredje dagen undladt at dele stuen t i to. Det går rigtig godt med gamle Heeven og Dingle. Det er faktisk kun om morgenen at vi skal passe lidt på. Der er Dingle så glad og fuld af liv, at hun simpelthen nægter at tro på, at Heeven ikke også elsker hende. Men ellers lader hun Heeven være i fred og så er Heeven fuldstændig ligeglad med Dingle.

Det er heldigvis meget begrænset hvad vi kan se og høre af fyrværkeri, og efter at Fiona og Amie som var rædselslagne på denne aften ikke er her mere, så tror jeg vi får en rigtig god, stille og rolig nytårsaften.
Jan er ved at gøre klar til aftenens menu som består af mange små lækre retter og Dingle sidder ude i bryggerset og skælder ud… der er nemlig hældt kalun op i deres skåle og det er altså svært at vente på når man efter en lang og begivenhedsrig da er MEGET sulten

GODT NYTÅR til alle

Sikke en herlig dag!

Klart frostvejr uden vind og stadig med masser af sne… så kan vinteren ikke blive bedre. Og så skulle vi ind til Vejle og gå tur med Eddie.
Men først en hurtig lille tur ud over de frosne marker og så ind og have morgenmad. Vi syntes det var synd for de gamle hunde, at de skulle være alene i dag igen. Så vi besluttede os for at tage dem med til Vejle, og så ville Jan gå med dem, mens jeg gik med Dingle og Eddie. Dingle skulle nemlig ud og opleve verden uden at have de tre gamle med.

Ingen tvivl om, at Dingle og Eddie stadig kender hinanden – og hvor var Eddie blevet stor, han er nu blevet større end Dingle (det skulle han jo også gerne i og med han er hanhund). Eddie havde taget hele familien med, og efter en kort sludder spadserede vi afsted i det skønne landskab. Jan gik modsat med de tre gamle og vi mødtes så igen senere. Vi var spændte på hvad Odie ville sige til Eddie. Det var nu 1,5 måned siden han rejste hjemmefra og Odie startede da også med at give ham en ildevarslende knurren, som hun plejer at gøre når hun ikke gider snakke med fremmede hvalpe. Men pludselig var det som om hun huskede ham. Fille og Heeven blev sat i bilen mens vi fik kaffe, kakao og småkager. Og så gik den vilde leg mellem Odie, Dingle og Eddie. Der var slet ingen tvivl om at Odie alligevel kunne kende ham. Hun legede med ham lige som hun leger med Dingle.

Så hygges der med kaffe, kakao og småkager.

Når man er to kan man sagtens banke mor.

Flere fotos fra turen i vores album.

Tilbage til Farmen igen, hvor vi fik ordnet en masse småting: Muldvarpefælder blev banket i jorden, brønden blev vinterdækket, asken fra fyret blev tømt, de værste iskanter på vejen blev banket af o.s.v.

Fille er efterhånden ved at glemme sine små “hvalpe”. I går aftes begyndte hun at spise lille Ben og idag har hun ikke slæbt rundt på hverken Jesus eller Josefine.

Og så skulle der trænes… sneen er efterhånden blevet så fast på græsset, at man kan gå og træne. Vi skulle øve højre/venstre-apport og indkald. Jeg skal love for at Filles humør er ved at vende tilbage. Hver gang hun blev sendt ud til keglen peb hun to-tre gange af glæde og når hun løb ud til apporten var det med det store løvebrøl. Hun er ved at være meget stabil til denne øvelse, dog skal hun lade være med alle sine lyde men det bliver jeg nok nødt til at acceptere hvis jeg vil beholde hendes glæde. Indkald med stå og dæk udførte hun så sneen fløj om ørene på hende. Når jeg ser hende i det humør, så glæder jeg mig bare sådan til hun bliver steriliseret og jeg har den samme glade hund for altid

Odie klarede apport-øvelsen rimeligt godt. Hun har stadig lidt modvilje i at samle apporten op, så vi glemme alt om aflevering og hujer af glæde når hun kommer med apporten og løber afsted. Indkald var forsvundet fuldstændig fra Odies lille hoved. Den starter vi helt forfra med. Men hun var rigtig glad og ville utroligt gerne. Lækkert at kunne træne igen.
Imens fik Jan øvet lidt Rally med gamle Heeven – hun er bare så glad når hun laver noget… kønt er det ikke altid, men hun hygger sig helt vildt

Dagen sluttede med lidt træ-kløvning og så var det tid til varm kakao og konfekt.

Nu vil jeg frisere en hund eller to… Fille skal i hver fald have en ordenlig tur på maven igen. Hun har så meget mælk i patterne at hendes pels klumper fuldstændig sammen.

Lene

Så kom Ben, og Dingle kom på julebesøg

Ben og Lille Jesus passes af deres mor Fille.

Nu har Fille ikke blot de to substitut-hvalpe: Den flerfarvede bold som hedder Lille Jesus og det lille får som hedder Josephine. Nu er der dukket endnu et medlem op i hendes lille hvalpeflok og det er Lille Ben. Ben er resterne af en af de kødben de fik juleaften. Han er lidt slidt, bidt og tilgnavet, men Fille elsker ham højt. Nu bliver han også båret op i kurvesengen til de øvrige, men skal selvfølgelig af og til vises frem for os, og så kommer han med nendenunder. Hun elskede ham faktisk så højt her til aften, at hun gik igang med at spise ham. Da hun ikke kunne holde mere af ham, fik Heeven lov i en halv time hvorefter Odie tog over i næsten en time. Ben er blevet lidt mindre men er stadig en del af Fille’s nye hvalpeflok.

Ellers har dagen idag stået på julebesøg. Vi skulle en tur til Ebeltoft og besøge Jans forældre. De har en lille Yorkshirre Terrier på to år. Han er meget lille, bange og nervøs så vi havde besluttet kun at tage Dingle med.
Den først time i bilen gik fint, men så syntes Dingle at det var nok. Hun satte sig lige bag os og begyndte at skælde ud, men hun affandt sig dog hurtig med hendes skæbne igen og lagde sig atter til at sove.
Vi havde aftalt at køre en tur på stranden først så Dingle og Yorkshirre Terrieren Hannibal kunne få hilst på hinanden. Det var første gang, at Dingle var ved havet og første gang hun skulle lege alene med en fremmed hund. Men Dingle opførte sig som om hun havde levet hele livet ved vandet og altid havde kendt Hannibal. Vi mødte en masse mennesker på stranden og heldigvis ville de alle snakke med Dingle. Må nok indrømme at Dingles indkald ikke virker helt når Dingle først har besluttet sig for at hilse på fremmede

Tilbage til huset, hvor en lækker julefrokost ventede på os. Dingle var vild med Hannibal og ville lege hele tiden. Hannibal derimod havde kun et i hovedet: Han ville parre Dingle! Dingle anede ikke hvad det var og troede bare at Hannibal legede med hende så det gav en del roderi rundt i stuen. Et ildebefindene hos Hannibal satte dog en stopper for hans udfoldelser, og han måtte til afkøling i en balje vand hvorefter han faldt til ro i sofaen.

På vej hjem i bilen var der ingen sure miner hos Dingle – hun lagde sig med det samme og sov hele vejen hjem. En rigtig god dag for Dingle, hvor hun kun fik gode oplevelser med både hund og mennesker.

Hjemme igen var der tre meget glade hunde der ventede. Det var næsten fuldmåne og markerne var stadig fulde af sne, så vi besluttede at gå en måneskinstur ud over markerne. Hold op, der var gang i hundene – man kunne godt se at de manglede at brænde noget krudt af.

Nu har de fået aftensmad og Fille passer “hvalpe”, Heeven er gået til ro og Odie og Dingle hujer rundt ude i frostvejret… de kan bare ikke få nok af hinanden

Og i morgen skal Dingle ud og gå tur med lille Eddie – det glæder vi os til.

Lene

Så fik hun lige godt to hvalpe!

I morges “fødte” Fille endnu en hvalp. Lille Jesus er nu gammel nok til at passe sig selv, så mens han lå og hyggede sig oppe i kurven, fødte Fille et lille lam. De andre må gerne lege med hendes hvalpe, men på et tidspunkt mener hun det er nok, og samler det lille dyr op, og pibende vandrer hun op i kurven med det. Ovre i stalden har jeg lagt en plade på brændekassen med optændingstræ. Efter en halv våd vandretur over de snedækkede marker, er det lidt træls når hun slutter af med at hoppe op i kassen og grave sig ned. Det giver temmelig meget skidt og møg når hun kommer ind igen. Første gang hun opdagede pladen, var da hun pludselig stod i en meters højde og kiggede forbavset ned på de andre hunde. Det var hun ikke helt tilfreds med…

Nu er første del af mit maleprojekt færdigt. Det var to vægge som var malet bordeaux-røde og som nu har fået en “knækket hvid” farve. Jeg synes ikke den er farvet ret meget, og stuen virker stadig noget kold som på de resterende vægge med ren hvid. Tror jeg vil vente til Lene kommer hjem fra juleferie og hører hvad hun synes. I mellemtiden kan jeg så gå ovenpå og lappe buler, rynker og revner i det bestående tapet inden det skal males. Vinduerne trænger vist også snart til en afvaskning med alle de levende lys vi har tændt hver aften. Måske jeg også snart “fortjener” at se en god film. Har bare ikke lige haft tid og lyst men det bliver nok i aften.

Ser frem til d. 29. hvor jeg igen skal møde lille Eddie. Det bliver dejligt at se ham igen, og forhåbentlig får jeg et par gode billeder af ham og søster Dingle når de leger.

JanK

Misundelse er en grim ting…

Jeg blev godt gal da jeg tilfældigvis opdagede at nogle tyske og østrigske damer i et Schapendoes-forum på nettet, dømmer vores måde at arbejde med vores hunde på,  som noget negativt og kalder bl.a. videoen af Lene og Odie da hun blev dansk lydighedschampion, for “robot-agtigt” (Det skal siges at forumet fortrinsvis er for “almindelige” hundeejere og udstillings-folk).

Det hele startede med at ejeren af verdens bedste agility-schapendoes (er fra Schweiz) skrev at hun overvejer at købe sin næste hund hos os, og anbefalelde de øvrige på forumet at kigge på videoen med Odie og Lene. Det førte til, at den ene efter den anden rakkede arbejdet ned og kunne fortælle at de aldrig ville have at deres hund gik så præcist for det var enten ikke naturligt eller også skyldtes det tvang. En dame kunne endda se at Odie var meget glad hver gang en øvelse var slut, og det beviste at Odie ikke brød sig om at arbejde på den måde! Hold op, hvor kunne jeg godt tænke mig at få en snak med de uvidende gimper!!!!
Den ene tyske dame har faktisk deltaget i Dansk Schapendoes Klubs lydighedsprøver sidst år, og det gik ikke særligt godt for hende og hendes hund. Hun har nu købt en ny Schapendoes fra en dansk udstillings-kennel, så det siger jo en del om den dame…

Uvidenhed og misundelse er en grim ting..

JanK

Fille fødte d. 24. december kl. 0.00

Vi var ved at skulle i seng da vi hørte Fille komme med pive-lyde oppe fra soveværelset hvor hun jo i øjeblikket har sin rede i kurvesengen. Dingle og Odie blev hent rundt på gulvet og styrtede rundt for at finde hvorfra lyden kom. Vi ankom til øverste etage på ca. samme tid. Og blev vi vidner til en sensation: Fille havde født en flerfarvet bold! Så vidt jeg kunne se er den i familie med den bold Dingle plejer at leje med, men det er lidt svært at se for enten har Fille sin nyfødte “hvalp” i munden eller også ligger den nede og patter. Stakkels, stakkels Fille…
Godt det er sidste gang hun skal være i løbetid.

Fille har født en bold!

Juleben

Dingle har hugget Heeven's ben.

Så hygges der i en halv time.

Traditionen tro, så fik hundene kødben sidst på eftermiddagen d. 24. december. Det var første gang at Dingle smagte ben, men hun behøvede absolut ingen brugsanvisning, men skyndte sig med sit ben i munden, op i kurven hvor hun gik i gang med at spise, gnave og knase. På et tidspunkt kom Odie også op til hende. Så lå mor og datter i den lille kurv og gnavede på hvert sit ben. Da pladsen jo blev noget trang, flyttede Dingle udenfor, og her opdagede hun at Heeven havde et vældig lækkert ben, som Dingle selvfølgelig skulle forsøge at smage på. Der kom en væmmelig knurren fra Heeven, uden at hun stoppede med at gnave. Så gik Dingle tilbage til sit eget ben… Lidt senere skulle Heeven lige have luft, og straks smuttede Dingle over og huggede Heevens store ben, som hun stolt dinglede rundt med indtil hun fandt et passende sted hvor hun kunne hygge sig med det i fred og ro. Så måtte Heeven tage Dingles aflagte ben.
Flere fotos kan ses i vores fotoalbum.

Tidligere på dagen opdagede Dingle at der var mus under sneen og det gav nogle sjove reaktioner fra Dingle og Odie. Se filmen her.

JanK

Det var den formiddag

Lene skulle på arbejde en sidst gang før juleferien, så vi stod alle op kl. 7 for at få morgenmad. Da Lene var taget afsted, valgte alle 4 hunde (og undertegnede) at krybe under et tæppe på sofaen. Vi var lige faldet i søvn igen, da først fastnet-telefonen ringede og da jeg nægtede at ta’ den, så ringede mobilen. Okay, det måtte være alvor, så jeg måtte folde mig ud mellem alle hundene som nægtede at flytte sig.
Det var Lene som var strandet på vej til arbejde. Vores Toyota Sportsvan var pludselig død midt på vejen efter at olie-advarselslampen kortvarigt havde lyst.
Shit! Træls, træls… Så måtte jeg hurtigst muligt have noget varmt tøj på, og ringede til Dansk autohjælp som vi heldigvis har som en gratis service fordi vi årligt får et service-eftersyn hos Toyota. Ind i stuen med Dingle, de 3 andre måtte ud i baggangen, så Heeven ikke blev drillet af Dingle, og så afsted i den lille bil.
På vejen fik jeg en utålmodig SMS fra Lene som altså frøs, så om jeg ikke snart kom? Så blev Lene kørt på arbejde og jeg fik lov til at udfylde et “gæstekort” så jeg kunne få lov til at komme med ind (jo når virksomheden har et ISO-certifikat så er der styr på tingene…). Efter at have drukket kaffe i en halv time ringede Dansk autohjælp for nu stod de ved bilen. Afsted ned til den store bil, som var ved at blive bugseret op på ladet af servicevognen. Jeg spurgte om de evt. lige ville prøve at sætte et par startkabler på batteriet, og da han fandt et kabelsæt frem startede bilen minsandten. Så skyndte jeg mig at ringe til Toyota og hørte om de ville hjælpe mig, og selvfølgelig ville de det.
En mekaniker tjekkede straks batteriet og kunne konstaterer at det var “faldet sammen”. Når sådan et batteri pludselig dør, så smutter strømmen desværre til en del elektronisk som f.eks. diesel-indsprøjtningen så derfor var motoren også død. Heldigvis havde de et egnet batteri på lager og det blev skiftet med det samme. Jeg fik dem også til at tjekke olieniveauet, og underligt nok så manglede der ca. 1 liter olie. Det forstår jeg nu ikke for jeg tjekker jævnligt oliepinden. Nå, der kom lige lidt olie på og så måtte jeg over og hente Lene og kører ned for at skifte bil, hvorefter hun kørte tilbage på arbejde og jeg fik lov til at kører hjem igen. Lene havde faktisk et stykke slik med så det var jo belønning nok…
Hjemme kl. 12 hvor jeg lukkede hundene ud så vi kunne gå en forsinket morgentur. Da det i øjeblikket tør helt vildt, var sneen blevet tung og hård, så efter kort tid var Heeven og især Fille fuldstændig klumpet til på poter og ben. Efter noget tid begyndte Fille at pibe lige så stille, mens hun kæmpede sig gennem sneen i mine fodspor. Hun havde nok 3-4 kilo sne på benene så hun syntes absolut ikke det var sjovt. Odie og Dingle har ikke så meget pels så de hoppede og sprang bare igennem sneen og havde det helt fint.
Tilbage ved huset var jeg så heldig at den udendøres vandhane og påmonterede slange med brusehoved var tøet op, så jeg kunne med lunkent vand spule de store klumper sne af Fille og Heeven’s ben.
Dingle ville sørme ikke ind, men løb rundt og syntes det var sjovt med bruseren som skyllede de andres ben. Derefter forsvandt hun ud i driverne i gården for at gå på opdagelse i de optøede huller.
Da hun endelig kom ind syntes jeg at en kop “julethe” var tiltrængt og hundene fik en tyggepind.
Det var så den formiddag. Hvor blev den egentlig af??????

JanK

Så skal der (igen) leges med mor.

Juleferie

Så er det juleferie. Det er jo ofte ikke så nemt at være hund juleaften, hvor der både er meget ståhej, fristelser, levende lys, mange mennesker på lidt plads, og ikke alle i familien er  glade for hundene, så jeg bliver hjemme og hygger mig med hundene i juledagene, mens Lene får “fred” til at hygge sig med sin familie.

Vores tradition har i de sidste mange år været sådan, og hundene får sidst på dagen d. 24. et suppeben hvor det meste af den fede marv er skrabet ud, så det ikke slå bunden ud af deres maver, og så har de ligget og hygget sig ude i baggangen på det opvarmede klinkegulv. I år har vi så en 3 mdr. gammel hvalp, som har sit første ben til gode, og det er nok heller ikke sikkert at hun kan ligge stille og passe sit eget ben. Så må jeg sætte mig ud til dem og passe på lille Dingle, som faktisk er blevet utrolig god til at tilpasse sig husets og dets beboeres behov og vaner. Hun kan stadig ikke dy sig for lige at skulle hapse efter Heevens eller Filles pels når de svanser forbi hende, men hun ved også godt at Heeven skal man passe på og respekterer, så hun ligner nærmest en halv stor skrubtudse når hun går helt i knæ, gør sig lille og bred mens hendes tunge spiser og halen logre. Heeven er ligeglad og synes at Dingle er ulækker, men det er Dingle lige glad med, hun fatter ikke at der er nogen som ikke synes hun er bedårende.

Sådan kan hun godt sidde og tænke over tilværelsen. Hun er ikke mere bare en lille skør hvalp.

Fille har det rigtig slemt med sin “after-løbetid”. Så snart hun får mulighed for det, springer hun op i brændekassen i staldbygningen, og da det er for dårligt vejr til at ligge permanent udenfor i skoven eller i hundehuset, har hun valgt fletkurven ovenpå i soveværelset til hendes personlige rede. Her ligger hun så det meste af dagen. Hendes patter er blevet store og fyldt, bare man rører ved dem, så står der en lille stråle af mælk ud i rummet. Hun er helt klistret på maven og da hun gør sig ren hele tiden, ugler hendes pels. Hun måtte derfor reddes igår og da Lene var færdig lå der en halv Fille på gulvet omkring trimmebordet. Det tror pokker at hun også har kløet sig så meget med al den ekstra pels som knotter. Det gør at vi føler at sterilisation er den rigtige beslutning vi har taget, så hun ikke mere skal lide under sine løbetider.

Ellers står programmet i juledagene på at færdiggøre Schapendoes klubbens materiale til den nye hjemmeside. Det har aldrig været mit ønske at skulle gøre dette arbejde, men desværre viste klubbens beslutning om at redesigne hjemmesiden, sig at være alt for stor en mundfuld for de få personer som arbejder for klubben. Så selvom de gerne ville yde en indsats var det langt fra godt nok til at det kunne bruges i den stand det blev leveret i. Da jeg jo også har et stort ønske om at bevare og gøre klubben bedre for medlemmerne, har jeg så alligevel valgt at gøre arbejdet færdigt. Det er også sølle så få der ønsker at gøre en aktiv indsats i klubbens arbejde, det er bl.a. derfor at arbejdet let bliver for stort og for surt for os få som yder en indsats. Alle udvalg mangler medlemmer som kunne tænke sig at gøre noget for den danske Schapendoes klub. Man kan ikke forvente fra starten at være ekspert i f.eks. avl, bestyrelsesarbejde eller at arrangere en lydighedskonkurrence men vi har en hyggelig klub hvor vi alle har det til fælles at vi holder af vores race og gerne vil dele denne interesse med ligesindede. Derfor har vi også hårdt brug for at nye medlemmer melder sig til i fællesskab med os “gamle” at viderefører klubben med dens tilbud til nuværende og nye ejere af Schapendoes her i Danmark.

Vi har også en plan om snarligt at flytte rundt i huset så lille Dingle og “gamle” Heeven (underligt at skulle kalde hende det, men hun fylder jo 12 til februar) ikke skal benytte den stejle trappe op til soveværelset. Det kræver at både stuen, soveværelset og hundeværelset skal sættes i stand og det meste skal males igen. Herefter skal alt flyttes rundt og derefter kan vi så få et overblik over hvad som skal skiftes ud i møblementet. Jeg glæder mig specielt til at skulle indrette det nuværende soveværelse til film-rum. Derfor har jeg købt en ordenlig bøtte maling, og skal i gang med maling af stuen. Puha, ikke det mest spændende arbjede, men det skal jo gøres…

JanK

Kold, koldere, koldest!

Video hvor hundene nyder sneen.

Hold da op, vinteren er kommet til Øster Starup. Minus 14˚ da vi stod op i morges og så holdt temperaturen sig på minus 12˚ dagen igennem og nu til aften er den minus 18˚. Hundene synes det er skønt, og nu kan man også gå tur uden at sneen klumper sig fast. Den eneste der har problemer er Odie… hun fryser sine poter så meget, at hun skiftevis hopper rundt på tre forskellige ben.
Vi kan ikke rigtig gå tur på vores egen grund – sneen er så dyb at lille Dingle har store problemer med at komme frem. Vi har fået trampet en lille sti ned til skoven og der kan hun gå nogenlunde. Men nede omkring søen og ud på markerne kan vi slet ikke komme. Til gengæld har vi fået vores grusvej ryddet, så de fleste ture går de 300 meter op til postkassen og i dag videre op til en stor skov. Egelandvej er stadig dækket af sne, så det er ret hyggeligt at gå tur på vejen, og Dingle var heldig at møde to biler

Dingle har nu fuldstændig forstået vores fodringsrutine. Alle fire hunde står og venter i bryggerset mens maden bliver hældt op i skålene. Den første der får maden serveret er Heeven. Så videre til Fille og Odie, og imens står lille Dingle trofast og venter på det sted hvor hun spiser. Flot at hun ikke farer forvildet rundt og prøver at hugge de andres mad (det ville nok også være en temmelig dum idé).

Fille er nu gået ind i hendes sidste fase af løbetiden. Hvis hun var blevet parret, skulle hun føde om ca. 14 dage, så nu har hun travlt med at finde et godt sted til hvalpene. Hendes yndlingssted  er stadig den 1,5 meter høje brændekasse over i stalden – utrolig at hun kan få sin store krop derop   Og lille Dingle står hver gang helt uforstående og bjæffer af det kæmpe dyr, hun ikke kan se, men som befinder sig oppe i kassen og laver underlige lyde.

På vej hjem med posten

En halv meter sne kan ikke stoppe Fille

To skovnisser dukker frem fra skoven... Heeven og Dingle

Odie gik kold, i at kravle over en snedynge

Se flere fotos fra en herlig vinterdag: Vinterfotos i vores fotoalbum

En svær beslutning er truffet

Efter lang tids overvejelse har vi nu besluttet at det bedste for Fille og resten af flokken herhjemme er, at Fille steriliseres. Det er nu to måneder siden hun kom i løbetid, og først i dag har vi set de første små tegn på, at humøret er begyndt at vende tilbage. 2 en halv måned er gået, hvor hun virker utrygt, usiker og ikke har lyst til noget som helst, på nær at grave huler ude i skoven. Og når hun så kun går 5 måneder mellem løbetiderne, så synes vi efterhånden det er synd for hende.
Puha, vi har diskuteret det meget, og bl.a. prøvet diverse naturpræparater som skulle hjælpe, men intet hjælper på Fille.
En skam, at de mennesker som har bestilt hvalp fra hende, nu ikke får en hvalp. Og endnu mere en skam at vi ikke selv får mulighed for at beholde en lille Fille-hvalp. Fille er ikke nogen stærk hund, men hun er enormt social og fuld af sjov og ballade når hun ikke er påvirket af sine hormoner, og vi kan hører fra køberne af hendes hvalpe, at de også får hendes fjollede gode temperament som de fleste har brug for at en Schapendoes har.
Til gengæld får vi forhåbentlig en super-fjollet hund året rundt. En hund der vil brøle af glæde på agility-banerne og fjolle rundt på lydighedsbanerne. En hund der altid er parat til leg med resten af flokken og som spreder glæde og godt humør, både inden- og udendørs

Fille er skøn Schapendoes og vi synes hun fortjener et liv uden de dumme løbetider.

Og så gik dagen ellers med at skrabe gårdspladsen fri for sne. Vi satser på at en nabo kommer med en traktor og hjælper os med grusvejen – 300 meter med en halv meter sne er lige lovlig meget med håndkraft. Hundene har hygget sig. Selv gamle Heeven kom en overgang til at lege lidt med Dingle. Odie og Fille synes det er herligt med så meget sne, de spæner rundt i den dybe sne.

Det er ligesom da man selv var barn, da var snedriverne også meget større end nu!

Dingle kan (også) godt lide sne.

...og det samme kan mor Odie.

Lene

Det var li’e godt grow!

Vi har for første gang nogen sinde været nødt til at ringe til vores respektive arbejdspladser og meddele at vi ikke kan komme på arbejde i dag fordi vi er sneet inde!!!!

Det så egentlig ikke ud af så meget, men sneen er føgen sammen i driver på op til en halv meter, og det skovler bilerne foran indtil de sidder fast. Først prøvede vi med den lille og den kom helt op til lågen i hegnet inden den satte sig godt og grundigt fast. Så prøvede vi med den store, men da jeg skulle dreje uden om den lille bil, satte den store sig også fast.
Nu vil vi vente indtil det forhåbentligt aftager lidt med fygningen og så må vi igang med at skove 300 meter grusvej fri i to hjulspor, sætte snekæder på den store bil, og så forsøge at komme op til Egelandvej. Det er jo dyrt at skulle bruge sin afspadsering på sådan en dag, for efter vores hvalpe-halløj har vi ikke mange timers afspadsering til gode.

Vi har nu gået en kort tur nede i granskoven sammen med hundene. Dingle sad fast i den høje sne, Heeven syntes heller ikke det var sjovt, men Fille og Odie løb rundt og havde det rigtig morsomt. Det ser utrolig flot ud nede i skoven hvor de mange centimeter sne tynger grenene helt ned på jorden, og hvor der er halve meter lange istapper rundt omkring. Jeg må tage nogle billeder når det bliver lyst.

JanK

Den første sne

Her til morgen slog nattens regn over i sne, og da vi stod op lidt i kl. 6 dalede de smukkeste store snefnug ned fra himlen. Det var første gang Dingle oplevede sne, men lige som med så meget andet, er det ikke noget som imponerer hende særlig meget, så hun gik ud og tissede, hvorefter hun snusede lidt rundt.
Senere tog Lene hundene med på en morgentur i sneen, og om eftermiddagen fik de endnu en tur.

Vi fik også en hilsen fra Laila som har Dingle’s søster Emilia. I Sverige har de også sne, og Laila fortæller at Emilia har kigget på de voksne hundes opførsel så nu ruller hun sig også helt tovligt rundt i sneen.

Emilia

Nyt liv – nye vaner

Dingle har nu været en del af vores flok i mere end 4 uger, og hun har så småt fået sine faste vaner som en hver anden hund. Det er måske gået lidt hurtigere da hun er født i huset, men ellers er hun bare en almindelig hundehvalp fuld af energ og sjove påhits.
Når der skal fodres, plejer de fleste af flokken at følge med ind i hundeværelset hvor foder-tønderne står. Det har Dingle også lært, og hun har (af Lene) fået en enkelt foderpille mens de venter, og det er nu blevet en vane for Dingle. Hun skal hænge med forbenene over enden af sofaen så hun kan få sin lille pille.

Dingle følger opmærksomt med når der måles mad op.

Hun har fået sin egen plads i baggangen hvor hun får sin mad. Hun ved godt at det ikke kan betale sig at forsøge at gå på besøg i de andres foderskåle, men at hun skal blive og spise af sin egen. Nogle gange er hun bare ikke sulten nok, og kan ikke koncentrerer sig om sin egen skål mens de andre står på deres pladser og spiser. Når de andre er færdige og Dingle stadig ikke har stukket snuden i sin skål, bliver den fjernet. Så må hun vente med at spise til næste gang.
Hun får foder 3 gange om dagen, og har vi glemt at give hende sin middagsmad, stiller hun sig selv ud i baggangen og kigger forventningsfuld op på skabene som indeholder hendes skål med mad.

Når hun vil ud og tisse eller skidte, stiller hun sig hen til fordøren og kigger bedende hen på os. Er vi ikke hurtige nok til at lukke hende ind igen, skraber hun en enkelt gang på døren, hvorefter hun giver et meget utilfreds bjæf. Tilgengæld er hun ved at være god til at lystre sit navn, og kommer glædeligt (de fleste gange) når vi kalder hende ind i varmen igen, for så forventer hun at få en lille godbid når hun sidder pænt indenfor døren.

En sidste tisser før sovetid.

Når hun vil sove hopper hun enten op i sofaen i stuen (så skal vi passe på at sure gamle Heeven ikke ligger der i forvejen), eller Dingle stiller sig hen til foden af trappen op til soveværelset. Så er hun RIGTIG træt, for så vil hun bæres op i sit transportbur som stadig virker som hvalpeseng.
Jo, Dingle føler sig hjemme.

Det går igen ikke særligt godt med Heeven’s mave. Ca. hver 3. dag får hun nu dårlig mave, og det påvirker hendes appetit og humør. Vi stopper derfor med DiVet pillerne og forsøger med et andet helseprodukt som hedder Stomax, som også skulle hjælpe på fordøjelsen og tarmflora-balancen. Lad os håbe det er effektivt for det er ikke sjovt for nogen af os i familien når Heeven har det dårligt. Det kan både ses, mærkes og især lugtes.

Kl. meget-tidligt en lørdag morgen var der frost på græsset, så det skulle der leges på.

Senere kom resten af flokken ud på en kold og frisk morgentur.

Fille syntes det var for underligt at apporterer Odie's halsbånd. Odie gad ikke tage den med hele vejen ned til Lene. Så måtte vi sende gamle Heeven som med lidt forstyrrelser fik apporteret halsbåndet hele vejen.

Heeven, Fille, Odie og Dingle.

JanK

Dingle, Odie og Heeven til dyrlæge…

Ja egentligt var det kun lille Dingle der skulle til dyrlæge og have hendes anden vaccination.

Men den anden dag opdagede jeg, at Heevens bortopererede tand var dukket op igen??? Så hun fik også en tid hos dyrlægen.

Odie har den sidste tid døjet lidt med kløe i sit venstre øre, og præcis i går aftes dukkede det op igen, altså måtte hun også med.

Ind med Heeven først. Hun ryster af skræk og kan næsten ikke bevæge sig ind til dyrlægen på sine sitrende ben. Det var der ingen grund til at Dingle skulle opleve, så altså ind med Heeven først. Det viser sig heldigvis, at det blot er en lille knoglesplint, som er på vej ud – muligvis fra kæben eller den tand hun fik opereret ud. Dyrlægen “kom til” at fjerne den, da han skulle mærke hvor løs den var
Så det gik heldigvis nemt. Ud med hende igen, og ind med Dingle og Odie. Dingle var som forventet sund og rask og  blev vaccineret – også mod Rabies – så hun nu kan tage verden rundt med os
Godt at jeg tog Odie med… hun havde en lille ørebetændelse, og skal nu de næste fem dage have dryppet øre.

Ellers går det langsomt fremad med flokken. Fille er nu stort set sammen med Dingle og Odie hele tiden, dog passer vi på at Dingle ikke bliver for slem over for Fille. Heeven kan stadig ikke udstå det lille kræ, og må tilbringe det meste af tiden adskilt fra de andre. Vi har delt stuen med et gitter som Heeven bor bag ved. Hun er næsten sammen med os og har hendes yndlingsstol, puder m.m. så hun lider såmænd ikke nød.
De sidste dage har Dingle været løs på meget af gåturen, og det går fint. Dog skulle hun lige igen her til morgen, undersøge om det virkeligt kunne passe at Heeven ikke gider hende. Hun fik et møgfald så stort og skyndte sig at mase sig ned i jorden. Heeven gjorde hende ingen ting og jeg håber at Dingle snart forstår at de bare ikke bliver venner. Men jeg er bange for, at der skal en noget større skideballe til for at Dingle forstår det.
Det bliver en lang, lang proces, at få det til at lykkes. Men sådanne er det bare – det er os og ikke gamle Heeven der har taget Dingle ind i flokken.

Nu vil jeg køre til Ribe på familiebesøg. Gamle Heeven kommer med, så kan hun få lidt hyggetid for sig selv, og det samme kan lille Dingle her hjemme.

Lene

Så kan hun lærer det!

Det kræver jo megen tid, tålmodighed og held at få sådan en lille livlig hvalp ind i en flok af voksne hunde. Mor Odie er jo ikke noget problem, og Dingle og mor leger vildere og vildere dag for dag. Fille er en sær størrelse. Hun har accepteret at der er kommet en hvalp, men hun er temmelig utryg ved den. Da hun i bund og grund er en meget sød og social hund men samtidig usikker og svag, så går hun rundt som om Dingle ikke var en vild og utæmmet størrelse, og det resulterer i at Dingle et par gange har grebet fat i Fille’s pels eller hale. Da Fille ikke ved hvordan hun skal reagerer skal vi hurtigt fjerne Dingle og så sker der ikke mere. Her til morgen da jeg sad på gulvet og nød at Dingle og Odie lå og sloges, kom Fille snigende og satte sig lige foran mig hvilket var lige op ad den vilde bunke af pels, kløer og tænder der var i gang med deres kamp. Jeg kunne se på Fille at hun skulede ud ad øjenkrogen, men ville altså ikke lade en mulighed for at blive nusset gå forbi, så hun blev siddende foran mig. Det skete selvfølgelig også det, at et par gange kunne Dingle ikke lige styre sig men vendte rundt og hakkede ud efter Fille’s fede pels. Fille gjorde ikke noget men hun var ikke glad ved det.
Alt i alt går det frem ad med Fille og hendes humør efter sin løbetid, så vi satser på at om nogle uger begynder hun at lege med Dingle.
Heeven vil absolut ikke have noget at gøre med den skøre lille hvalp, og det fortæller hun hver gang Dingle kommer for tæt på. De er adskilt når vi er inde i huset og Dingle er i snor når vi går tur. I dag viste Dingle tydeligt at hun havde forstået budskabet fra Heeven, så hver gang Dingle (i sin løbeline) kom for tæt på Heeven, så gik hun lige i knæ og viste at hun var underdanig. Heeven virkede også rolig ved at Dingle løb rundt dog uden at løbe ind i Heeven, så jeg lod Dingle løs, og hun spurtede bare der ud af. Når hun kom i nærheden af Heeven fik hun kontrol over sine vilde og uhæmmede bevægelser, så det så ud til at de har forstået hinandens signaler og accepteret hinandens særheder. Senere på turen kom vi forbi vores sø, og Dingle er vældig optaget af vand, så hun blev helt pjattet da de gamle gik ned for at drikke. Dingle løbe, hoppede og sprang langs kanten af søen, og så gik det selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at hun kom til at hoppe sidelæns ind i Heeven som stod og snusede i en tot græs. SHIT! tænkte jeg men Heeven vendte sig lynhurtigt om og snappede efter den lille bandit mens hun skældte farligt meget ud. Det gode var så, at samtidig med at jeg råbte HEEVEN NEJ! så var Heeven stoppet med sit forsvar/angreb og kiggede op på mig for at få ros og en godbid for ikke at gøre hvalpen noget. Dingle nåede ikke engang at hyle og skrige som en hvalp jo gør per instinkt når de får en overhaling, så jeg roste Heeven og gav dem alle 4 godbidder. Så må jeg håbe at Heeven stadig er så smart i hovedet at hun ikke tror at hun fik ros for at nappe efter hvalpen. Resten af turen var der en endnu bedre forståelse mellem Dingle og Heeven, så Dingle fik lov at løbe hele turen uden line, hvilket hun satte pris på. Det er helt vildt hvor sjovt det ser ud når sådan en hvalp bare hopper og springer for at følge med de andre i flokken, samtidig med at hun også skal snuse til alt, og hoppe op i al græs der er mere end 30 cm højt.
Odie syntes også at det var enormt sjovt at Dingle var fri, så på et tidspunkt slog det fuldstændig klik for Odie, som begyndte i et hæsblæsende tempe at løbe i otte-taller. Dingle forsøgte at følge med i det halv-høje græs, men hun kunne overhovedet ikke følge sin mor som er utrolig hurtigt når hun har lyst.
Da hun kom tilbage  mod vores eget område havde jeg glemt at den lille å i øjeblikket er en 1 meter dyb og vild strøm som vi går over på en glat træbro. Jeg nåede lige at kalde på Dingle, men det er jo først for nyligt at hun er begyndt at reagerer på sit navn, så hun stoppede op, kiggede på mig, tog et skridt frem mod mig, men så tog pokker ved den lille skiderik og hun spurtede op på og over broen. Puha! mit mellemgulv var bare en hård knude, men heldigvis havde hun så meget fart på, at hun bare næsten svævede over broens glatte planker.

Da vi kom hjem tørrede jeg Dingle og smed hende ind i huset mens jeg gik igang med at pakke den udendøres hvalpegård ned, samt rydde lidt op udenfor. Et par gang kiggede jeg ind ad vinduerne, men Dingle lå bare oppe på sofaen i hundeværelset og sov i et tæppe.

JanK

Ud i samfundet

Det er jo helt fint at bo med sin hundeflok her ude på landet hvor vi har en lille kilometer over til den nærmeste nabo, men det giver jo lidt problemer når man får en lille hvalp for den vænner sig hurtigt til at der ikke sker så meget herude.
Derfor bliver vi nødt til at kører ind til byen for at Dingle kan opleve biler, mennesker, hunde og hvad der ellers må være i en fortravlet og støjende by. Vi tager det i etapper, så i dag kørte vi fra morgenstunden ind til det parcelhus-kvarter vi rejste fra for snart 5 år siden. Lene gik en længere tur ovre omkring søerne med Fille og Odie, mens jeg tog ekstra varmt tøj på da Dingle, Heeven og jeg ville tulle langsomt rundt i villakvarteret. Heeven kunne helt klart kende hendes gamle område og markerings-tissede overalt, og da vi kom til trapperne ned i skoven var Heeven overbevist om at vi skulle derned. Det skulle vi så ikke idag hvor det var Dingle som var emnet. Ligesom vi har oplevet med meget andet i hendes korte liv, så virker hun mentalt stærk, og nye ting skal selvfølgelig ses an men hun viser ikke megen tegn på frygt, og hvis der er noget som virker farligt bærer hun ikke frygten med sig når hun har fundet ud af at det alligevel ikke er noget at være bange for.
Det eneste som hun bare ikke kan lide og forstå, er biler. Allerede når de kommer brummende i det fjerne kigger hun opmærksomt mod lyden, og hvis de kører tæt forbi løber hun et stykke væk og sætter sig. På turen så vi mange kørende biler så det blev langsomt bedre men hun synes godt nok det er nogle underligt larmende nogen…
Vi fortsætter med hendes socialisering en anden dag. Vi købte rundstykker hos bageren og kørte hjem igen og fik sen morgenmad. Hundene var dejligt trætte efter turen og oplevelserne, så da vi også var lidt trætte efter en julefrokost i aftes, tog vi alle en tiltrængt “morfar”. Om eftermiddagen stod der soignering på programmet. Dingle skal jo også vænne sig til at forholde sig i ro når der børstes, friseres, pilles, klippes m.m. så hun fik en kort introduktion blandet med en lind strøm af godbidder.

Hey! Hva' har du gang i?!?!?!?

Flere fotos fra soignering i fotoalbummet HER.

Dernæst var det Heevens tur, og Lene kaldte kort efter på mig.
Der er et problem med Heeven’s tænder. Hun har før mistet en tand og har måttet have opereret en anden ud. Nu ser det ud til at der hvor hun har fået bort-opereret sin kindtand, der er der kommet en underlig spids som stikker op gennem gummen og den virker helt løs. Tandkødet er rødt og opsvulmet. Vi skal alligevel ud til dyrlægen i næste uge, da lille Dingle skal have sin 2. vaccination, så vi må udvide besøget til også at gælde Heeven.
Jeg må jo desværre erkende at “min” hund, Heeven også kaldet “Mysen” er blevet gammel. Hun fylder 12 til februar og pludselig er der fysiske tegn på at hun ikke mere er den hund hun engang var… Hun fik sidst på sæsonen svært ved at afstandsbedømme springende i agility så det er slut med at deltage i konkurrencer i senior-klassen selvom hun syntes det var sjovt. Hendes mave driller igen som den gjorde for 8-10 år siden. Hun får ca. en gang om ugen meget dårlig mave, kvalme og en afsindig stinkende gang prutter. Hun spiser kun græs i en dags tid hvorefter der går ca. et døgn før alt er normalt. Hendes øjne er begyndt at blive lysegrå så synet er ikke hvad det har været. Hun har ikke mere samme tålmodighed som da hun var yngre, hvilket lille Dingle har måttet føle. Det går bedre, som i dag hvor de gik tur sammen, men Heeven har bare ikke mere lyst til at lege og fjolle rundt.
– Hvorfor bliver vores hunde ikke bare 50 år?

JanK

Gåtur med Eddie

I dag skulle Dingle og jeg på gåtur med Sofie og Eddie. Hold op jeg var spændt på at se min lille dreng igen. Og spændt på, hvordan Dingle ville tage hendes første rigtige alenetur ud i den store verden.

Vi skulle mødes i et skønt område inde i Vejle. Dingle var lidt utilfreds med at være selv omme i bilen, men det gik hurtigt over igen. Sofie og jeg ankom næsten på samme tid og ud kom lille Eddie. Hold op, han var vokset, og sikke en gensynsglæde… jeg vælger helt sikkert at tro på at han kunne kende mig igen

Ud med lille Dingle. Jeg havde forventet hun ville være noget betuttet over lige pludselig at stå et helt fremmet sted uden mor og de andre. Men nej, hun skyndte sig hen og hilste på Eddie og så var de ellers klar til at gå tur. Den første del af turen foregik i løbeline, men da vi kom længere ud over markerne, fik de lov at løbe løse. Hold op hvor de hyggede sig. De drønede afsted og jagtede hinanden – men alligevel hele tiden tæt på Sofie og jeg.
Mens vi sluttede turen af med kaffe blev de to små bare ved med at lege – og kønne så de efterhånden ud. Det havde regnet lidt og specielt Eddie havde skiftet hans næsten hvide pels ud med en stålgrå farve, iblandet lidt af hvert fra naturen. Til sidst overgav de sig dog, de ville gerne ind i bilen og sove. Det blev dog hurtigt for koldt og vi vendte næsen hjemad igen.

En rigtig dejlig tur, og skønt at se lille Eddie (og selvfølgelig Sofie) igen…. det må vi bestemt gøre om en anden gang

Lene

Dejligt med frostvejr…

Det går en lille bitte smule fremad med flokken. Jeg ved ikke om det er på grund af frostvejret, men de er alle i væsentlig bedre humør.

Indendørs er Fille stadig lidt usikker på Dingle, men hvis Dingle bare går stille rundt og ikke angriber Fille så går det rigtig fint. Heeven er også faldet lidt mere til ro, men vi holder hende stadig adskilt fra Dingle når de er indendørs. Det er ikke kun Dingle vi er bange for… men Odie er stadig meget, meget beskyttende over for Dingle, og hun har to gange stillet sig meget truende foran Heeven, når der har været optræk til ballade mellem Dingle og Heeven. Jeg er sikker på at hun farer lige i hovedet på Heeven hvis hun føler at Dingle er truet.

Men som sagt, så er frostvejr altid godt. De sidste to morgener har der været rigtig højt humør hos alle hundene. Udenfor er der slet ingen problemer med Fille og Dingle  – Dingle går også i snor, så vi har styr på at hun ikke overfalder de gamle i kådhed. Og så har vi vores lille bæk, som nu har forvandlet sig til en temmelig dyb å med masser af strøm/vand i. Det ville være katastrofalt hvis Dingle faldt i vandet.
På morgengåturen var der slet ingen sure miner fra Heeven. To gange løb Dingle om ved hende, hvor hun skulle mase sig forbi. Og en gang stod de og snusede i det samme musehul. Det virker som om, at Heeven langsomt har vænnet sig til at der er en mere i flokken.

Jeg er sikker på at det nok skal komme til at fungere. Når Fille nu om 3-4 uger er normal i hovedet igen og Heeven har affundet sig med skæbnen så fungerer det

Dingle har nu prøvet at være alene i 5-6 timer (ja, man kan jo ikke blive ved med at holde ferie/barsel). I går lukkede jeg hende alene inde i hvalpegården, men kunne godt fornemme at det var hun ikke glad for. I dag prøvede vi så at lade hende være i stuen og kontoret (Dingle har taget kontoret til sig, som sit nye hjem – går altid der ind for at lege eller sove) og det var en meget mere afslappet og glad Dingle at komme hjem til i eftermiddag. Og minsandten om hele huset ikke stod som jeg havde forladt det… kun en lille tissetår på avisen jeg havde lagt frem, var det blevet til

Træning med de store hunde blev der også tid til i dag. Højre-/venstre apport og indkald. Fille er mærkværdig frisk og glad når vi træner lydighed, plejer ellers også at blive meget slukøret ved det, i hendes dumme perioder. Odie er fuldstændig kulret – hun har fået en glæde og energi ved at have fået hvalpe, så vi knap kan kende hende igen. Og øvelserne klarede hun rigtig godt. Gamle Heeven udfører øvelserne på hendes egen måde… ikke særligt præcist og hurtigt, men hun hygger sig og synes selv hun er vældig dygtig.

Lene

Det kunne gå bedre…

Tja, vi må jo nok erkende at indslusningen af lille Dingle ikke går bedre end forventet/håbet. Måske vi bare har været lidt for håbefulde og lidt naive, da vi troede at nu da både gamle Fiona og Amie var væk, så ville Heeven ikke være så stort et problem, men der tog vi fejl…

Fiona, Heeven og Amie var nogle underlige størrelser, der var utrolig lidt sociale overfor hinanden og artsfæller. Selv Heeven og hendes datter havde ikke noget med hinanden at gøre, da Amie var voksen. Heeven har altid været den mest rolige og reagerede med rimelig naturlig adfærd, men hun er jo blevet noget ældre og fylder 12 i februar. Hun er også mærkbart blevet påvirket af de frygtelig kampe som Amie og Odie havde, og Heeven var helt klart på Amie’s side, så da Odie fik hvalpe og tydeligt afviste de øvrige hunde, som ikke så meget som måtte kigge på Odie’s hvalpe, har det ikke gjort situationen bedre for Dingle som nyt medlem af flokken.
Vi har, med forholdet mellem Amie og Odie i baghovedet, taget vores forholdsregler, men det er meget svært at kæmpe mod en hunds instinkter, og man kan jo ikke tale den til fornuft.
Fille er en normalt glad og social hund, men også en svag hund, så da hun nu desværre er i sin værste periode efter løbetid, hvor hun er meget usikker, nervøs og bange for selv et blad som falder fra et træ, så er det jo heller ikke den bedste timing for indslusningen af Dingle. Fille gør dog ikke noget – hvis hun kan undgå det, men hun har det tydeligtvis ikke godt når Dingle på hvalpe-manér kommer hoppende og dinglende med usikre bevægelser. Fille bruger en del oversprings-handlinger for at komme af med sin stress, hvilket er rimeligt træls når hun slikker poter og skridt uden at kunne holde igen. På gåturene kigger hun væk når Dingle er for tæt på hende, og lader som om der ikke er en uhyggeligt irriterende hvalp lige ved siden af, men man kan se på stakkels Fille’s øjne at hun skuler ned til Dingle. Indtil videre er det gået godt, men vi skal undgå at Fille kommer i en situation hun ikke kan magte, for en bange hund reagerer ikke naturligt og vi kan risikerer at hun bider for at skade.
Heeven har normalt haft naturlige signaler når en hvalp kom for tæt på eller blev for ivrig. Så har hun knurret og flyttet sig, men hun er jo blevet ældre og har nogle grimme episoder mellem Odie og Amie i hukommelsen, så på en af de første gåture hvor vi følte at Dingle ikke mere havde den store anmasende interesse i at hilse på Fille og Heeven, fik Dingle lov at løbe løs.
Det gik okay, og Fille og Heeven skulede til hende når hun kom for tæt på, hvorefter de flyttede sig og undgik kollision. Desværre gik Heeven forrest på en smal sti, og hendes tempo er jo ikke som for et par år siden, så Dingle løb op bag i Heeven et par gange, og snappede vist også efter Heeven’s hale. Heeven knurrede to gange, hvorefter hun hårdt og kontant fortalte Dingle at hun var en lille lort som skulle sendes med en rakat til månen, hvis det var op til Heeven! Det var første gang i lille Dingle’s liv at hun fik bank, og det var ikke rart at se – eller hører på… Der skete ikke mere end det, og det kan være det var okay at det skete nu, for allerede dagen efter, kunne jeg se på Dingle at hun holder igen med at drøne ind i Heeven, men nu er hun bare underdanig og vil hilse som en naturligt reagerende hundehvalp vil gøre. Problemet er bare, at Heeven ikke bruger samme reaktionsmønsker og vi skal passe ekstra på at Dingle ikke komme i kontakt med Heeven for så er jeg sikker på at denne gang vil der ikke være advarsler, men kontant afvisning fra Heeven’s side. Ikke noget Dingle skal opleve, så de må være adskilte indtil Dingle er måske nogle måneder ældre.

Indenfor er vi derfor desværre også nødt til at dele huset op med gitter-låger og indhegninger, hvor Heeven og Fille må accepterer at de får indskrænket deres frihed, mens Dingle og Odie får meste muligt plads til at lege på, og lege det bruger de enormt meget tid på. Det gælder både ude og inde.

Der bliver ikke lagt "fingre" imellem når mor og datter slås.

Det er helt utroligt hvor Odie har ændret sind efter hun lavede sin egen lille legekammerat. Sommetider kan Dingle ikke engang få lov til at slappe af, for så går Odie hen og trækker afsted med Dingle i hendes forben. Så bliver Dingle arrig og kaster sig op og bider sig fast i skæget eller øret på mor, men det synes Odie er okay, bare Dingle leger med sin mor.
Snart bliver det hverdag for alvor. Vi skal begge på fuldtids-arbejde. Vi har besluttet at afspadserer et par timer på skift, således at vi minimerer antallet af timer hvor Dingle er alene. For at hun ikke laver for meget ballade, bliver hun lukket inde i hvalpegården, som vi af den grund endnu ikke har pillet ned. Odie får lov at være i stuen men vi kan ikke give hende mulighed for at være sammen med Dingle for så skal Odie enten spærres inde i hvalpegården eller også vil Dingle få mulighed for at ødelægge ting som vi ikke kan overvåge. Jeg tror ikke Dingle vil bryde sig om at være i hvalpegården igen. Siden hun blev lukket ud, har hun kun lige været derinde såfremt Odie var inde for at snuse, ellers opholder Dingle sig helst i kontoret/hundeværelset hvor hun så har fået alle sine legesager ind.

JanK

Det går godt!

Nu har vi i et par dage kun haft lille Dingle tilbage, efter vi for blot 2 uger siden havde hele 6 hvalpe.
Indslusningen går godt og efter planen. Dingle virker utrolig stabil og stærk af sind, så det er ikke hende som er problemet. Hun ser tingene an og går så straks videre, der er ikke lige noget som har kunnet skræmme hende bortset fra forleden nat da der pludselig kom et tordenbrag, da måtte hun lige op og markerer.
Vi passer meget på at hun ikke hopper på Fille og specielt Heeven. Fille er ikke mere så bange for Dingle, eller for at Dingle’s mor Odie skal komme og forsvarer sin hvalp, så når vi på gåturene går med Dingle i lang line, støder hun ofte ind i Fille uden problemer, Fille nærmest ignorerer hende, og står Fille og snuser betyder det ikke noget hvis Dingle straks stikker sin lille snude ned i samme græstot. Dingle er heller ikke så optaget af at tage kontakt til Fille når vi er inde, men går Fille forbi kan Dingle ikke nærer sig, og skal lige hapse ud efter Fille’s pels. Så skal vi være hurtige og holde Dingle tilbage så hun ikke “overfalder” og forskrækker Fille som sandsynligvis vil snappe efter hende, og det skal bare ikke ske hvis det kan undgåes.
Heeven er straks en helt anden sag. Hun giver på ingen måde den lille hvalp, og det gør jo netop at Dingle synes der er endnu mere interessant at tage kontakt til Heeven. På gåturene er det tydeligt at se når Dingle kommer for tæt på Heeven, for så går Heeven eller skifter retning såfremt de kommer til at gå tæt på hinanden. Fille skal nok blive gode venner med Dingle når der er gået lidt tid, men Heeven tror jeg aldrig vil accepterer eller på nogen måde at have social kontakt til Dingle. Kan der så bare blive den “våbenhvile” som der var mellem gamle Fiona dengang vi fik Heeven og de efterfølgende 12 år, så er det også okay, men vi er nødt til at vente og se hvad der sker.

Odie holder utrolig meget af Dingle, og efter Dingle har mistet sine legekammerater leger hun også mere med sin mor. Specielt ovre i den ene staldbygning for der er nogle tæpper på gulvet samt en bunke grangrene, nogle stykker pindebrænde og æggebakker. Der kan de bruge meget lang tid med at slås, jagte hinanden og have trække-leg.

Dingle får nu også kun mad 3 gange om dagen, og de to af gangene er sammen med de øvrige hunde. Hun har fået Amie’s gamle plads. Underligt nok var det i går nøjagtig 10 mdr. siden vi måtte sige farvel til Amie, og samme dag var den første dag at Dingle overtog den tomme mad-plads…

Om natten sover Dingle ved siden af vores seng i Fiona’s gamle transportbur. Der går ikke mange minutter før hun falder i søvn og sover det meste af natten. Ud på morgenen skraber hun på gummi-nettet og skal ud i gården for at tisse.

Så alt i alt virker det som om Dingle bliver en god hund, ligesom sine søskende som også har fået en rigtig god start hos deres familier. Den sidste som forlod os var Emmie, og på facebook kan vi nu også følge med i hendes nye liv.

Sidste nye fra Emilia er, at hun nu har gået sit første spor. I Sverige går man ikke bare spor, men et rigtigt blodspor som ender ved et rådyr-ben. Mange hunde bliver utrygge første gang de møde benet, men ikke Emilia. Hun var stolt da hun fandt det.

Jank

Det var så afslutningen på nogle hektiske måneder

I dag blev Emmie hentet, som den sidste i kuldet, bortset fra Dingle som jo bliver boende hos sin mor. Det virker så uvirkeligt – man havde vænnet sig til en dagligdag hvor hvalpene fyldte mest i alle 24 timer. Det bliver underligt i aften hvor Dingle for første gang skal sove oppe i soveværelset hos os andre.

Da vi jo begge skulle på arbejde i morges, var det min tur til at aspadserer et par timer for at passe, fodre og motionere hundene. I gang med at skifte beskidte aviser i hvalpegården mens Lene gør sig færdig i badeværelset og hvalpene leger ude i stuen samtidig med at de får spredt hvalpepiller ud på gulvet. De to små har også hurtigt vænnet sig til at få en spiseskefuld A38 i hver deres lille skål. Det foregår henne i køkkenet, så nu sidder der lynhurtigt to små forvetningsfulde hvalpe og venter på at jeg får disket op. Tager det for lang tid, begynder lille Emmie at gø med lille og spinkel stemme

Mens Lene spiser/holder øje med hvalpene, er det min tur på badeværelset. Så får de gamle også deres mad inden vi gør os klar til en tidllig morgentur i det første morgenlys. Vi gik ned til “Ove’s gård” hvilket også er den tur vi har indviteret andre Schapendoes-ejere til at deltage i, i begyndelsen af februar 2010. Odie har forandret sig helt vildt efter hun har fået hvalpe. Hun er blevet helt tosset med at løbe, fjolle og er blevet meget bedre til at lystre når man kalder på hende, f.eks. når hun laver en afstikker ud på bondemandens mark.
Da vi kom hjem igen, lukkede jeg hvalpene ud i indhegningen i haven, men de så ud til at kede sig (de sov da jeg kom ind for at hente dem). Så derfor satte jeg dem udenfor og så gik det ellers for fuld hammer ned mod vores nye skov. Her syntes de det var sjovt at løbe ind og ud under grangrenene og jagte hinanden.

Det var fint vejr, så jeg stod og nød det indtil de pludselig forsvandt! Jeg kunne absolut intet hører derinde fra, og jeg løb rundt og fløjtede og kaldte men de var bare fuldstændig forsvundet. Jeg blev bange for at de skulle ryge i vandet nede ved bækken i den anden ende af skoven, og der er i øjeblikket en rivende strøm, så jeg løb alt hvad jeg kunne op til huset og hentede Odie. Hun løb lige ned til skoven, og ud kom de to glade banditter, som om de bare havde siddet inde i mørket og ventet på at mor kom for at hente dem.
Så fik de lov at løbe lidt rundt sammen med mor, som skiftevis nappede dem i forbenene og snusede efter mus. Det hele foregik i et herligt tempo med højt humør, så hvalpene og deres mor fik en rigtig god afslutning på hvalpetiden.

Det bliver underligt at komme hjem uden en flok glade, livlige hvalpe som kaster sig over en som velkomst…

Her er forøvrigt en lille video af Eddie som også trænes med klikker: http://www.youtube.com/watch?v=_GnJrGdID2U
Video’en er lavet af Sofie og Søren.

Og her træner Emilia med “intelligent legetøj” hvor hun skal bruge sit hoved for at få adgang til godbidderne.

Foto: Laila og Stefan.

Nu er Dingle helt alene...

Heldigvis har Dingle nu sin mor helt for sig selv )

JanK

I gang med træningen igen

I går skulle Odie for første gang i knap fire måneder med til agility-træning igen. Vi er så heldige at kunne træne indendøres i vinterperioden så vejret var bestemt ingen hindring. Fille trænede med de store hunde først. Hun nærmest går banerne rundt og kan kun liiiiige komme over springene. Sådan vil det være den næste måneds tid, pga. svigtende humør efter løbetiden. Jeg må bare sørge for, at hun trods alt synes det er lidt morsomt – eneste lyspunkt er, at hun burde være helt klart til konkurrencestarten i februar
Vi må nok konstatere, at de såkaldte “Lykkepiller” som hun får, ikke har den store virkning på falsk drægtighed.

Jeg var meget spændt på om Odie ville være fuldstændig tændt eller savne hvalpene så meget, at hun var rastløs. Jeg valgte at lade hende springe på lav springhøjde så hun langsomt kunne komme i gang igen – og så slap jeg for at sætte springene op til mellem-højdre.
Odie var fuldstændig fjollet – både over at møde alle hunde-kammeraterne igen og over at få lov til at løbe agility. Hun susede afsted med stor glæde – sikke en fornøjelse at træne sådan en hund.

I dag var så første gang at de små skulle være alene hjemme. Jeg havde arbejdet længere i går, så jeg kunne komme før hjem til dem idag. Alt åndede fred og ro da jeg kom hjem. Hurtig ud i haven med de små så jeg kunne få skiftet lidt aviser. Mad blev strøet ud på græsplænen og efter 45 min. kunne jeg smide dem ind igen.
Ud med de tre gamle. Jeg ville øve højre-/venstre dirigering. Mærkelig nok, syntes Fille at det var mægtigt skæg. Hun var dejlig tændt og klarede det til UG. Odie har glemt en masse i løbet af hendes fire måneders pause. Vi starter helt forfra og tager det som det kommer. Gamle Heeven fik selvfølgelig også lov – hun bliver så stolt når hun kan finde ud af det

Så hurtigt videre på en lang gåtur – hurtigt skulle det gå for de små skulle også nå ud og gå tur inden det blev mørkt. Jeg valgte at lade de gamle få lov at gå med de to små igen. Og det gik over alt forventning. Tænk sig, gamle Heeven ville et kort øjeblik lege med hvalpene… det var nok første og sidste gang det skete

Vel hjemme igen blev dagens store højdepunkt: En Muskatnød….
Én af hvalpene havde hugget en muskatnød uden at vi havde opdaget det. Den lugter jo frygtelig stærkt, men hold op den er spændende at løbe rundt med i munden i et kort øjeblik, for så at spytte den ud, hurtig fange den igen inden søster hugger den. Og sådan blev de ved en lille time – nu er muskatnødden forsvundet (sikkert ind under sofaen) og der er langt om længe ved at falde ro over tøserne.

Så skal der soves!

Lene

Doeze-tur

Så er jeg ved at lægge sidste hånd på det næste medlemsblad i Schapendoes-klubben. 24 sider blev det til, desværre er der temmelig mange, kedelige resultater, men de skal jo også med, så vi til generalforsamling næste år, kan kåre de mest vindende Schapendoes indenfor agility, lydighed, rally og udstilling. Mon ikke vi tager vores (sædvanlige) andel af de mere aktive sportsgrene?

Det foreløbig lay-out til forsiden.

Vi har forøvrigt besluttet at inviterere Schapendoes-folk (både medlemmer af klubben og andre som skulle have lyst) til at deltage i en fælles vandretur sammen med vores 4 Schapendoes og os. Der kommer invitation i næste blad, og samtidig har jeg annonceret begivenheden på facebook, hvor der allerede er 4 tilmeldte. Derudover er vi helt sikre på yderligere 3-4 personer, og nogle af dem har flere Schapendoes, så allerede nu bliver vi mindst 15 Schapendoes + vedhæng. Det skal nok blive sjovt og interessant uanset vejr & vind. Man medbringer selv kaffe, te, kage m.m. til bagefter. Her kan vi sætte os ind i en af staldbygninger såfremt vejret ikke er så godt som vi håber.

Vi kalder det “Gåtur omkring Farmen” og den vil foregå lørdag d. 6. februar kl. 11.00.
Vi starter i vores have, går ud på naboens afgræssede mark, videre ind omkring vores sø, ud på en anden nabos område hvor vi ad en smal sti går ned til en lille bivej. Dem som ønsker at fortsætte, må nu sætte liner på hundene og vi går ad den stille vej så længe vi har lyst hvorefter vi vender om. Dem som ikke ønsker at gå på vejen, kan gå tilbage til ”farmen” hvor de kan starte på deres medbragte kaffe, indtil vi andre kommer tilbage og gør dem selskab.
Hundene kan være løse, men skal være ”under kontrol” så længe de ikke går på vejen, hvor der skal være liner på.
Alle “efterladenskaber” skal man selv fjerne, da vi jo går turen til daglig og ikke ønsker at træde i sådan en gammel lort ;o
Tilmelding nødvendig senest d. 30. januar.
DAN de DOES, Egelandvej 64, 6040 Egtved,
kennel@dandedoes.dk
75 82 29 28/20 96 75 12/41 59 44 66

Den røde streg er den korte rute, og den gule er den forlængede rute som forsætter efter den røde.

JanK

Så er Emma kommet hjem

Vel ankommet til sit nye hjem nær Roskilde, har vi fået en lille hilsen fra en træt Emma.

Så er der kun 2 tilbage…

Igen en af de underlige ambivalente dage hvor vi både er glade for at en af hvalpene skal ud til et godt hjem, men samtidig er meget triste over at skulle tage afsked med en lille “hjemmelavet” ven som vi har tilbragt så utrolig mange timer med i siden slutningen af september.

I dag rejse lille Emma. Hun er en utrolig sød og social hund med en stor personlighed, og vi kommer til at savne hendes overstrømmende glæde, bl.a. når vi kom ned til hende om morgenen.
Efter at Emma kørte mod Roskilde, gik vi op efter post med de 3 voksne og de 2 hvalpe. Gå og gå er så meget sagt, for de to små tøser kaster sig frem i fuld firspring, når de får mulighed for at spæne. De har ikke noget problem med at være i snor, men det bremser dem jo sommetider på en temmelig brat måde. Bl.a. måtte Dingle lige have snuden begravet i mudder da hun pludselig kastede sig ud over landmandens mark, og linen ikke kunne stækkes længere. Tilbage på plænerne galoperede de rundt og legede ta’ fat sammen med deres mor, indtil vi valgte at tage dem ind i hvalpegården. Det var de ikke tilfredse med, og vi kunne hører deres “ulve-hyl” helt ud i gården, hvor vi gik og samlede nedfaldne blade sammen. De skulle bruges til at lave dynger omkring pindsvine-kasserne i haven.

Da det blev for mørkt til at arbejde, gik vi ind og lagde os i hvalpegården for at hygge med Dingle og søster Emmie. Der virker underligt tomt og stillei hvalpegården. De to søstre leger sammen, men der er overhovedet ikke den samme vildskab, larm og ballade som vi har været vant til i den sidste måned.
Emmie bliver her indtil på torsdag – og så er der kun Dingle tilbage. Herefter ligger der et spændene arbejde foran os, hvor vi skal have Dingle implementeret i flokken af voksne hunde. Heeven gider absolut ikke sådan en hvalp, og Dingle skal lærer at respekterer det. Fille er jo en følsom dame, og specielt her i tiden efter hendes løbetid er hun sommetider noget sær at omgåes, så vi håber at hun snart begynder at blive “normal” igen, og forhåbentlig kommer til at holde af en frisk lille ny legekammerat.

JanK

De 3 søstre var ude og løbe på græsset her til morgen, og efter at være blevet tørret, faldt de i søvn på håndklæderne.

Odie hygger sig en sidste gang med alle 3 døtre.

Så forsvandt lille Emma, og bor nu i nærheden af Roskilde.

Emmie synes der efterhånden er blevet lidt stille. For en uge siden var de 6, nu er de kun 2...

Endeligt godt vejr…

Juhu, en morgen hvor det ikke regnede.
Efter det sædvanlige morgenritual med de små, kunne de komme ud i haven og få brændt krudt af. På grund af vejret er der ikke så mange legesager udenfor. Men det behøver de heller ikke. En gren der er blæst ned, små agern, gamle tørre hosta-pinde, ja, alt kan bruges til at lege med. Og har den ene først fundet noget, er det helt sikkert at de andre vil have det – og så går den vilde jagt igen.

Og så var det tid for en løbetur – for mig – jeg har fået løbet alt for lidt (faktisk ingenting) de sidste 14 dage. Jeg nuppede 7,6 km. ruten, puha, det var lidt hårdt, men godt at komme i gang igen. Hjem og fa morgenmad og bad – og efter et kig på de små besluttede jeg mig for at de gamle skulle have en ordentlig gåtur. Rundt om den lille granskov… og hvad er nu det? Et kæmpe grantræ er væltet i stormen – og selvfølgelig er det væltet ind over hegnet der omkranser vores grund. Ved nærmere eftersyn kan jeg se, at det er et træ som Jan var begyndt at save i. Træet stod i vejen for vores havetraktor, den kunne ikke komme rundt og klippe stien. Jan havde imidlertid givet op da træet var for tykt… men nu havde stormen så hjulpet.

Videre ud på en lang og dejlig tur (utrolig så dejligt vejret med 10 grader, overskyet, blæsende og fugtigt kan blive, efter regn, regn og atter regn).

Hjemme igen skulle grantræet saves i stykker så hegnet ikke blev helt ødelagt – jeg hader at save i grantræer, inden man får set sig om er der harpiks på både tøj, hænder og sav. Men nu er gårdspladsens juletræ da fældet og toppen af træet skal bare i parasolfoden og have julelys på.

Nå, men der var jo også de tre små. Ind og hente Dingle og så afsted igen. Dingle er nu klar over, hvad snoren og halsbåndet betyder. Hun kaster sig ud af døren for at komme afsted. Og huhej, hvor det går. Hun prøver at følge med de gamle, men det er svært, når man skal nå og få alt med på vejen. Fille og Dingle stod en overgang og snuste i det sammen musehul – de skal nok blive gode venner. Til gengæld fik hun en skideballe af gamle Heeven – Dingle kom til at løbe over halen på Heeven – men mere end en verbal skideballe blev det ikke til.

Hjem og skifte flokken ud med Emma og Emmie. De går også bare så fint i snor. Det halve af turen løber de om kap og prøver at fange det høje græs i farten. Men turens højdepunkt var absolut et nedfalden æble nede ved søen. Mus m.m. var startet på det så det var skrællet fint. Der blev godt nok taget nogle store bidder

Og så var det egentlig at jeg havde tænkt mig at træne lidt med de gamle… men inden jeg nåede så langt kom jeg til at kigge i vindueskarmen og på borde m.m. Hold op, det var blevet støvet.
Jeg kiggede lidt på Fille – hun sad igen oven på mine fødder, mens hormonerne farede rundt i hovedet på hende. Hende ville jeg nok ikke få meget ud af og træne med. Odie og Heeven havde rullet sig sammen og sov lige så sødt. Det blev rengøringen der vandt. Men skal lige have trænet lille Dingle inden jeg skal i byen i aften.

Og så har Odie for første gang, faktisk ikke givet dem mælk i dag. Hendes patter er også svundet helt ind, så jeg tror simpelthen ikke der er mere, og det kan hvalpene nok lugte og plager derfor ikke så meget mere.

Lene

Godt nok har jeg ferie…

men det er bestemt ikke fordi man kan slappe af, når man har tre – efterhånden store – hvalpe i huset.

Jan står op kl. 5.45, så det gør jeg også… først lukkes hvalpene ud i stuen, så de beskidte aviser kan samles sammen. Så skal de fodres og leges med – det tager ca. 1,5 time – men så er de også dejlige trætte, så man kan smide dem ind i hvalpegården igen og tage sig af de gamle hunde.

Og så syntes jeg, at jeg fortjente en lille lur…
Hold da op, der røg lige 2 timer – men så var hvalpene altså også noget utilfredse… de trængte til at få løbet noget krudt af. Jeg lukkede dem ud i haven – og for dem der ikke har været udenfor idag – så kan jeg fortælle at det var et værre l….-vejr. Storm og ruskende regn. Men hvalpene tog sig et par ordentlige ture rundt i haven. Der gik dog ikke mere end knap 15 minutter, så stod de og ville ind igen. De blev tørret godt og grundig og fik lov at finde foder-piller, som jeg havde spredt ud i stuen mellem alt deres legetøj. Og så sagde de ellers godnat igen.

Men der var jo også de gamle hunde – på trods af vejret så skulle de jo ud. Og Fille trængte så sandelig til at få noget andet at tænke på… (falsk drægtig) jeg var ved at få spat af hende. Hun fulgte mig som en skygge og var rigtig plagsom – da jeg børstede tænder lagde hun sig foran mine fødder, ja selv da jeg sad på toilettet prøvede hun at kravle op på skødet af mig. Vejret så ikke ud til at blive bedre og skraldespanden skulle op til vejen og posten skulle også hentes hjem hvis den ikke skulle svømme væk. Så på med alt regntøjet (det kunne jeg nu godt have sparet mig, det stormede så meget at regnen blev presset igennem regntøjet) og ud med hundene – og som altid… når man først kommer ud, så er det jo dejligt nok.
Da vi kom hjem stod der en lille hund og logrede inde bag gitteret. Jo, jo det var igen Emma der var kommet ud af hvalpegården. Lågen til hvalpegården var ikke åben, så hun var kravlet over træpladen vi havde sat i som en ekstra stopklods. Som tidsfordriv havde hun bl.a. lagt en hundelort henne bag sofabordet og pillet et par træknaster ud af sofabordet.
Så opdagede jeg at Fille var forsvundet ud af hundelemmen igen. Den store låge var lukket så hun kunne kun være i skoven (hun er ikke rigtig klog, frivillig at gå ud i det vejr). Jeg fik hende endelig kaldt ind… og efter sig slæbte hun en flod er fed brun mudder… hun havde været ude og begynde på hendes traditionelle redegravning i skovbunden, hvilket hun har gjort hver gang hun har været i løbetid. På med tøjet igen og så ud og spule hende – hold op hun var beskidt.

Nå, men de tre små var så vågne igen og skulle ud og lege igen. Og for første gang oplevede jeg at Odie sagde nej til hvalpene. Nu er det altså slut med at rende rundt og patte på mor i tide og utide. Det er vel fair nok når banditterne er 8,5 uger gamle. Men en lille tår til morgen og aften er det blevet til.

Om eftermiddagen holdt det heldigvis op med at regne. Så var det tid for Dingle og Filles gåtur. Det går rigtig godt. Dingle er blevet flink til at gå i snor og Fille siger ingenting til Dingle – nok fordi Dingle stadig er fuldstændig ligeglad med Fille. Hun har afsindig travlt med at snuse og undersøge alle de nye ting og ænser slet ikke Fille – Dingle er en spøjs lille skabning, det bliver spændende at se hvordan hun udvikler sig

Jeg havde jo stadig de to små tøser som også skulle ud. Hjem igen med Dingle og Fille.
I mellemtiden havde Emma nu fået lært Emmie hvordan man kravlede ud af hvalpegården. Jeg opdagede det hurtigt da jeg skøjtede hen af køkkengulvet i en stor tissepøl som bestemt ikke var der før jeg gik )
En hurtig optørring og så på med halsbåndene og videre ud på tur igen. Emma og Emmie er også blevet rigtig gode til at følge med i snor, og hold op hvor de nyder at komme ud og spæne i skoven.

Nu er der fodret af for i aften, og jeg tror jeg vil slutte dagen med at gå ud og klikker-træne lidt med Dingle. Træning med de gamle kan ligge på et meget lille sted… men om små 14 dage skal det nok blive bedre igen.

Lene

Odie og Emma ligger og sover side om side

Sejrsskamlen er nok det bedste legetøj de har. Hold op, hvor de bruger
oceaner af tid på den.

Træning af Dingle

Jo, jo, man kan lige så godt gå i gang med træningen af Dingle med det samme. Jeg har besluttet at klikker-træne hende til at starte med. Efter bare to dage er hun allerede ved at forstå “sit”. I dag tilbød hun også dæk-øvelsen – fint at hun allerede har så meget fokus på at vi træner, at hun allerede selv begynder at tilbyde forskellige adfærd. Prøv at se videoen her:

Ellers går dagene stille og roligt. Man kan godt mærke at der kun er tre tilbage – til gengæld kan man også se hvor hurtig de vokser og hvor meget mere de er vågne. I går kørte vi en tur på lossepladsen med bl.a. flere “tons” aviser. De små tøser kom med så de kunne få sig en køretur. På lossepladsen lod vi døren stå åben ind til bilen, og jeg skal love for at de andre biler, mennesker og gravkøer blev studeret nøje.

Dingle skal ind i flokken

Selv om Dingle først bliver alene om halvanden uge, er vi så småt begyndt at få hende ind i flokken. Gamle Heeven kan ikke lide hende og kommer aldrig til det, må vi nok erkende. Dingle må bare lære at lade hende være i fred. Men jeg er sikker på, at Fille nok skal lære at holde af Dingle. Inderst inde er Fille en rigtig god og sød hund. Hun har bare hele livet lært af de gamle hunde, at man skal tage sig i agt for andre hunde og at man bare ikke var for tæt på hinanden. Og at Odie var så bange for, at Fille skulle komme i nærheden af hvalpene i de første fem uger, har bestemt ikke hjulpet på Filles utryghed over for hvalpene.

Vi har nu taget to små ture med Dingle, Fille og Odie. Fille får masser af ros og go’bidder når hun nærmer sig Dingle. Dingle er heldigvis nærmest ligeglad med Fille – er mere interesseret i alle de nye spændende ting der er udenfor. En rindende å er meget spændende at drikke af. Højt græs er spændende at gå på opdagelse i. En god fugtig skovbund kan man få meget ud af at snuse i o.s.v. Så alt i alt har de klaret de første ture uden problemer og begge haft gode oplevelser. Det vil vi blive ved med de næste halvanden uge. Derefter skal hun til at dele hus med de gamle for alvor. Der er ingen grund til at forsøge så længe Emma og Emmie stadig er her. Nu kan de tre tøser hygge sig for sig selv i hvalpegården og så komme i stuen når de gamle er ude.

Lene

Farvel Enya…

Farvel Enya...

I dag sagde vi så farvel til Enya, som kørte med sin nye familie til Varde
I aftes fik vi en herlig video fra Eddie’s familie. Den viste lille Eddie som glad stormede rundt i sin nye have mellem gyngestativ, trambolin m.m.

Eddie i sin nye hygge-krog

Der var også et billede som viste en træt Eddie i hans nye hyggekrog, hvor han er “fredet” og børnene skal lade ham være hvis han ønsker at hvile sig.

Senere på aftenen fik vi en SMS fra Emilia’s familie som havde haft en god tur til Frederikshavn og videre med en temmelig gyngende færge til Sverige. Heller ingen problemer der. Vi kan nu følge Emilia’s videre liv på: www.lailashundar.se

3 små tøser i snor, kan også være en udfordring...

Nu har vi så kun 3 tøser tilbage, og vi benyttede lejligheden til at gå en tur med de 3 gamle og de 3 unge doezer.
Der var meget nyt som skulle snuses til og bides i, men trætte blev de ikke, så de fortsatte med at lege da de var blevet tørret og kommet ind i stuen.
Her ville mor Odie gerne have en gang slåskamp med ungerne, så der blev larmet og hujet i lang tid efter, indtil hvalpene faldt bevistløse om.

JanK

Farvel Emilia og Eddie…

En sidste gang legede E-kuldet sammen i deres fødehjem.

 

Farvel Emilia…

Farvel Eddie...

Snøft…

Så kom dagen ;o(

I dag fylder hvalpene igen fødselsdag. Det er i aften 8 uger siden de blev født, og dermed må de godt forlade deres mor og os. En dag som 5 familier har ventet på længe.
Utrolig så hurtigt 2 måneder er gået – og hold da op hvor har de fyldt meget i vores sind og tilværelse! Der har stået hvalpe på programmet 24 timer i døgnet. Det har været spændende, intenst, hektisk, trist, bekymrende, glædeligt, morsomt, ulækkert og super-skønt
Her til morgen kommer den svenske familie som skal hente Emilia og kl. 13 kommer familien fra Hedensted som “bortfører” vores Eddie. Underligt… Vi var så tætte på at skulle have beholdt Eddie som vores nye hund, men sådan skulle det ikke altså ikke være, og nu beholder vi i stedet lille E-mail.
I morgen hentes Enya, og så sidder vi tilbage med 3 tøser i de næste dage. Det bliver anderledes, men helt sikkert bedre for Odie som har haft sit besvær med at at styre hele 6 vilde hvalpe. Det bliver lidt nemmere at lege med 3, og holde dem fra patterne når de ikke må. Odie lader dem jo stadig die engang imellem, men kun når hun bestemmer, ellers siger hun nej, hvilket hvalpene nu ikke tager så alvorligt
Det bliver også nemmere at holde rent rundt omkring. Sådan 6 vilde banditter smider faktisk en del tis & bæ. Nogle af dem er rigtig gode til at gøre det på de udlagte aviser, mens andre er fuldstændig lige glade, inkl. vores egen “Dingle”. Hun er godt nok for viderekommende, og bliver helt klart en herlig udfordringer i de kommende måneder (og år).

JanK

Hønsefødder, gulerødder halsen af en svane…

Så er der tørrede hønsefødder!

I dag fik ungerne hønsefødder. Det var en gave fra Rie som foretog hvalpe-mentaltesten. Det gav ro og koncentration i mere end 15 min. Godt gået!
Sjovt som dette kuld har det godt i hvalpegården. Selvom de både har været ude i stuen og på terrassen, så står de ikke som de øvrige kuld og råber op indtil de kommer ud. Mange gange vågner de bare én efter én, og begynder at tulle rundt, bide i legetøj, søskende eller deres yndlings-legetøj som jo er kaninen i elastik-rebet. Når alle så er vågne begynder de at jagte hinanden, slås og flænse aviser. En underligt stemning af aktivitet, glæde og larm. Det står på i næsten en time, hvorefter de igen går til ro i ca. 1 time.
De var dog ude i stuen et par gange i løbet af dagen og da det var tørvejr, kontaktede vi naboens datter, Ane, som gerne ville se dem udenfor inden de forlader os. De er nu så store at de kan hoppe op i liguster-busken som omkranser resterne af vores flagstang (den rådnede op og faldt ned oven i et flot rødtjørne-træ). De er fuldstændig fjollede og kan overhovedet ikke forholde sig i ro når de er ude. Når der så bliver tegn på træthed kommer de ind igen, hvor de alle bliver tørret med håndklæder. I begyndelsen var det godt nok hidsige når vi tog dem op og tørrede dem, men nu virker det som om de faktisk står i kø for at blive nulret godt igennem med håndklædet.
Der blev også lagt sidste hånd på vores “hvalpe-brochure” som vores købere får med hjem sammen med hvalpen. Her giver vi nogle gode råd til det at få en lille Schapendoes-hvalp i huset.
I morgen er så sidste dag hvor vi har dem alle sammen… ;o( Det er bare ikke til at tro. Nu har de været så stor en del af vores tilværelse, 24 timer i døgnet, i de sidste 2 måneder, og så skal vi skille os af med de fleste. Godt lille, skøre Dingle bliver her. Hun er godt nok en herlig hundehvalp. Fuld af energi, godt humør og skøre indfald.

JanK

Dingle ved portræt-fotografen.

Tid til dyrlæge-tjek

I dag var hvalpene for første gang en tur i bil, til dyrlæge-tjek i Grindsted.
Det er altid spændende at se hvordan de tager det, når de skal i en bil som både er et nyt sted, de er lukket inde, der er nye lyde og lugte, og frem for alt så bevæger det hele sig.
Hvalpene i E-kuldet var utroligt nemme at transporterer. Der var ikke en som peb eller klagede sig. Nogle lagde sig straks ned og tog en lur, mens et par stykke fjollede rundt og bed i ørerne på deres søskende.
Tre kvarter senere ankom vi i pladder regnvejr til Grindsted Dyreklinik, hvor vi fik alle læsset fra bilens store bur, og over i to transportbure.
Odie fulgte med hvalpene ind til dyrlægen hvor de én for én blev stillet op på bordet hvor de fik tjekket bid, øjne, ører, hale, evt. navlebrok, evt. utøj i pelsen og lyttet på deres lille hjerte, hvorefter de fik deres første vaccination samt tilbudt en Frolic i små stykker.

Der var ikke den store forskel på hvordan de tog den behandling. De var stille, rolige, tillidsfulde og ingen lagde mærke til vaccinationen, men da lille Eddie, efter at have været i rampe-lyset, blev sat tilbage til tøserne i transportburet, blev han sur… Han stillede sig op ad kanten og stak sit lille frække hoved ud og bad om opmærksomhed. Så måtte vi lade ham komme ud på det kolde stengulv. Her tullede han lidt rundt hvorefter han først satte sig til at tisse, og derefter ville han også lægge et lidt større og mere ildelugtende visitkort. Da det var gjort, luntede han over under operations-bordet hvor han lagde sig til at sove mellem vores fødder.
Vores Dingle var lige så upåvirket og fræk som til mental-testen. Hun “dappede” til dyrlægens hånd, bed i hans ørerlampe og ville hele tiden hen og bide i hans stetoskop. Hende skal vi nok få vores hyr med i fremtiden. Hun gør ikke bare hvad man siger
På lørdag skal Emilia  jo helt til Sverige, så hun skulle have et “hunde-pas” og en pille mod evt. orm. Vi har i forvejen givet dem 2 ormekure, men de svenske myndigheder forlanger at en dyrlæge har givet endnu en ormekur før man må indfører en hund til Sverige. Det fik hun så, og er nu klar til det store udland.
Odie var totalt lige glad med at hvalpene blev undersøgt, men var på vagt, for ude i venteværelset sad der en ung amstaff og en stor, sort labrador. De klirrede af og til med deres liner og kæder, så Odie lå og vogtede ved døren.

Så gik turen hjem igen. De var igen alle utroligt nemmer at kører med, men stakkels Emmie måtte lige gylpe en gang da vi var startet. Inden vi fik holdt ind til siden og fjernet bræk-klatten havde hendes søskende fjernet selv det mindste spor, så det…

Da vi kom hjem var der som sædvanligt gang i den. De løb, hopped, sprang og sloges, samtidig med at nogle skulle både tisse, klatte og spise. Til sidst blev dagens begivenheder dog så overvældende at de én efter én fandt et hyggeligt sted at sove, og så fik vi endelig ro til en kop kaffe, inden Allie (en hvalp fra vores første kuld) kom for få sin 3 ugers gennemredning.

Hvalpene fik de voksnes bur helt for sig selv, da de skulle til dyrlægen.

Odie holdt vagt ved transportburene som indeholdt hendes dyrbare afkom.

Der blev bl.a. tjekket ører.

Dingle var ikke imponeret over det kolde stålbord eller de uvante omgivelser.

Efter turen til dyrlægen skulle der hujes!

Lidt hyggestemning fra i aftes da vi sagde godnat til hvalpene. Jeg tror vi kommer til at savne dem lidt når de forlader os...

Så er de chip’et.

I dag var det så tid til at få “chip’et” hvalpene. Vores gode veninde, opdrætter og DKK-tatovør, Solveig, kom forbi for at skyde en lille ID-chip ind under huden på siden af halsen. Det gav ikke de store problemer, men lille Emilia var den eneste som overhovedet ikke viste tegn på at mærke noget som helst, og vores Dingle blev godt gal. De øvrige gav et lille forskrækket piv fra sig, men ikke mere. Så kom de ned på gulvet og fortsatte med at lege i kort tid før de lagde sig til at sove. Det have jo alligevel gjort et vist indtryk.

De sover nu ikke mere end max. 1 time ad gangen, og når de er vågne skal jeg love for at der er gang i de små banditter. Heldigvis er de som regel vældig glade for at blive i hvalpegården hvor de løber rundt, splitter aviserne, bider i alt og alle, slås, drikker hvorefter de falder i søvn igen. En eller to gange om dagen er de ude i den frie natur, og ellers kommer de ud i stuen hvor de stormer rundt. De er som regel gode til selv at smutte ind i hvalpegården og ned i “WC-hjørnet” når de skal tisse eller klatte, men skal en lille hvalp – så skal den, så nogle gange er der bare for langt til WC-hjørnet og så kan der ske nogle små uheld rundt omkring.

Nu nærmer tidspunktet sig også for at der er deadline for næste klubblad. Dvs. jeg får nu temmelig travlt i et par dage hvor alle medlemmernes artikler, resultater og billeder skal samles så det er overskueligt og præsentabelt. Normalt noget jeg ser frem til, men lige denne gang har jeg bare hverken overskudet eller tiden, så….

JanK

Farmand på besøg…

En rigtig travl dag.

De sidste hvalpe skulle fordeles ud til de resterende familier. Vi tror, og håber, at alle har fået lige netop den hvalp de har håbet på. I morgen skal de chippes og så er der kun en lille uge tilbage,  så rejser de første.

Alle de små negle skulle klippes igen. Men efter en tur udenfor i den friske luft var alle så dejlig trætte at det gik nemt og smertefrit.

Hele dagen var booked op med besøg. De sidste gæster var farmand Zack. Der var ingen tvivl om at Odie og Zack kunne kende hinanden igen. Men som ventet fik Zack ikke lov til at hilse på hvalpene mens Odie var til stede. Hun er stadig meget, meget vagtsom over for hvalpene og passer dem så flot. Vi “snød” hende lidt for at få et billede af Zack og to af hvalpene
Fille var en lille bandit over for Zack. Det er nu tre uger siden hun kom i løbetid og hun var overhovedet ikke interesseret i Zack da vi startede besøget med en gåtur.
Da jeg senere skulle give Cornelia og Zack nogle trænings-tips med apporten, havde jeg taget Fille ud for at vise en apport.
Lige pludselig tog pokker ved Filler… hun begyndte at opfordre Zack til leg og slog halen til siden. Jeg tog hende ikke så alvorlig i starten, men det kom jeg hurtig til… Pludselig bakker hun med enden mod Zack mens hun vippede halen helt til siden. Zack blev pludselig meget interesseret og jeg måtte nærmest kaste mig over Fille for at få hende væk
Så alle I nye tæve-ejere: Pas på, når jeres lille hund kommer i løbetid – man kan aldrig stole på en tæve i løbetid, når en dejlig hanhund kommer forbi.

Og ellers går vi og prøver på at vænne os til tanken om, at vi snart får en lille hundehvalp i huset igen. Det virker lidt uvirkeligt – og det går nok først rigtig op for os, når de sidste hvalpe er rejst og lille Dingle sidder alene tilbage.

Vi forsøger også nu at kalde hvalpene deres rigtige navne, så de måske kan vænne sig en smule til lyden af deres eget navn.

Lene

Odie hygger sig med sine hvalpe, men de er som en sæk lopper når de er ude.

Zack nød at besøge vores lille landsted.

Odie og Zack kan stadig lide hinanden når Zack bare ikke lige snuser hende i måsen eller at der er hvalpe i nærheden.

Vores lille Dingle møder her sin far for første gang. Emilia sidder på Cornelia’s arm.

En trist, men god beslutning…

Vi har i dag taget den svære beslutning ikke at beholde lille Eddie.
Hold op, hvor har vi de sidste par uger diskuteret frem og tilbage ang. den lille fyr. Han er simpelthen en skøn hund, og vi har tabt vores hjerter fuldstændigt til ham. Og havde det ikke været for Dingle, havde vi uden tvivl også beholdt ham.

Og hvem er så Dingle?
Dingle (eller Dingeling) er den skønneste lille tæve (nr. 3). Men hun hedder selvfølgelig ikke Dingle uden grund (

Da hun var en uges tid gammel, blev vi klar over, at ikke alt var som det skulle være med Dingle. Og efterhånden som tiden gik kunne vi se at hun havde besvær med at holde balancen. Vi kendte til et par andre tilfælde hvor hundene var vokset fuldstændig fra det, og Odies opdrætter i Holland har kendskab til en hund, der nu var ca. 3 år, som løber agility og fungerer helt normalt. Så selvfølgelig skulle hun have en chance. 4 uger gammel var hun stadig en stille, blid og rolig hvalp. Vi håbede på at vi kunne finde en god familie til hende hvor de blot skulle have en stille og rolig hund. Vi ville så sælge hende billigere, men med avlsforbud (vi og vores dyrlæge aner ikke hvad det skyldes, og derfor skal der heller ikke umiddelbart avles på hende).
Men så gik dagene, og Dingle udviklede sig helt utroligt positivt. Vi kan stadig godt se, at hun kan være lidt usikker på benene, specielt når hun har sovet, men hun har fået et gåpåmod og aktivitets-niveau uden lige. Hun drøner rundt og leger med de andre og står ikke tilbage for nogen/noget som helst.

Diskussionen har gået op og ned… hvem skulle vi beholde? Jeg var sikker på, at jeg ville beholde Eddie. Han var lige den lille hanhund jeg havde gået og drømt om. Men Dingle fik, som dagene gik, en større og større plads i vores hjerter. Og vi synes samtidig at det er svært at skulle sælge en hund, vi ikke kan garanterer er 100% i orden.

Og så var det, at vi havde familien fra Hedensted som én af vores gode hvalpekøbere. De har været håbløst forelskede i lille Eddie, siden de så ham for første gang. En herlig familie som ikke bor særligt langt fra os, som vil dyrke agility og er i det hele taget er en perfekt familie til en af vores hvalpe. Så i dag tog vi så den “svære” beslutning at de ville få Eddie, og vi beholder foreløbig selv Dingle.

Og nu ved jeg godt at alle opdrættere vil sidde og ryste på hovedet af os… for man beholder jo ikke selv den “dårligste” hund i kuldet. Men vi tror og håber på at Dingle kommer til at fungere helt normalt – skal der ikke avles på hende, bliver hun steriliseret og vi får forhåbentlig en rigtig god mellem agility-hund (med mindre hun dingler over de forkerte forhindringer )

Hun er desuden nok også den smukkeste af tæverne, og en af dem med størst personlighed – og ja, så er hun bare så super sød

Vi må se hvad fremtiden bringer… og så må Fille, når hun skal have et kuld hvalpe næste år, bare lade være med at lave noget lignende, så vi ikke får huset fyldt op af “dingel-dangel”

Lene

 

En lille hvalp kan godt blive træt…

– Og efter at have haft besøg af naboens datter, Ane som havde bamse-gaver med til hvalpene, så kan små hvalpe godt blive trætte. Når de forsvinder lige så stille – én efter én – så ved vi godt hvor de lægger sig til at sove, nemlig bag hundekurven ved køkkenet. I går lå der ikke bare en eller to, som der plejer, men hele 3 hvalpe lå i kø for at sove med hovedet hvilende på ryggen af den foranliggende.

I dag bliver det en spændende dag for os, og en udfordrende dag for hvalpene: I eftermiddag skal de mental-testes.
Det vil foregå i en af staldbygningerne hvor der er tæpper på gulvet. De har aldrig været derovre før og testen vil blive udført af vores gode Schapendoes-veninde Rie, som hvalpene heller ikke kender. Lene og jeg vil så holde os i baggrunden og iagttage hvalpenes reaktioner på lyd, bevægelse og andre situationer. Forhåbentlig bliver vi ikke skuffede, men måske der alligevel vises nogle reaktioner som vi ikke var klar over. Sammen med to forskellige bedømmelser af deres udseende, som to af vores Schapendoes-opdrætter venner har givet, vil vi i weekenden finde ud af hvilken hvalp vi mener passer bedst til de 5 familier som vi har udvalgt til at få en DAN de DOES E-hvalp. Samtidig skal vi også gøre op med os selv om vi vil beholde en hvalp eller finde et godt, trygt og aktivt hjem til den sidste hvalp.

Det duer jo ikke at en hvalp som virkelig er “fremme i skoene” og har svært ved at forstå der er begrænsninger for hvad man må og hvad man ikke må, kommer ud til en familie med små børn som har svært ved at stoppe sådan en hvalp. Tilgengæld duer det heller ikke at en hvalp som let bliver bange for pludselige bevægelser eller høje lyde, kommer ud til samme familie, for så risikerer man at den bliver bange og utryg over for børnene. Tilgengæld vil en familie som har teenagebørn og som vil bruge hunden til agility og lydighed, have stor glæde af den hvalp som har meget selvtillid og gåpåmod. Nogle vil gerne bruge hunden på udstilling og måske have et kuld hvalpe, så der er det vigtigt at de får en hund som er bedst “skruet sammen” med hovedform, ørerplacering, vinklinger, halelængde, knogletykkelse m.m.
Vi bliver klogere i aften. Inden da skal de lige have besøg af Emmie’s kommende ejer, som vil kigge forbi endnu engang, for når det er over en uge siden man sidst besøgte hvalpene, så er der sket utrolig meget på alle fronter.

Alverdens smag.

De skal jo ikke bare opleve forskellige lyde, mennesker, bevægelser men også forskellig smag, så idag gav jeg dem et par tørrede stykker kalun (ko-mave). Det blev så stor en succes at de nærmest sloges om stykkerne, og løb med en 10 cm stang hængende ud af munden for at få dem for sig selv, men nu er det sådan, at kalun lugter ganske fælt, så selvom de forsøgte at gemme sig med deres nye erobring, så kunne deres søskende godt finde dem. Derfor måtte jeg finde 6 rimeligt små stykker så alle kunne få. Hold da op de gnavede, tyggede og kæmpede. Til sidst måtte jeg tage stykkerne fra dem, så de ikke fik for meget på én gang.

Det var forøvrigt også store rengørings-dag i dag. Dvs. fra morgenstunden skulle alle aviser, tæpper og håndklæder skiftes i hvalpegården. Det tog lidt over en times arbejde, men så var det også pænt og rent (i ca. 10 minutter), indtil den første ville ind og tisse på aviserne.

Fik en kedelig besked i går. Vores gode veninde og opdrætter, Pia Graff, havde en ganske forfærdelig oplevelse med hendes tæve som ventede hvalpe. Der var kun en hvalp og den havde moderen svært ved at føde, og de måtte skynde sig til dyrlægen hvor de måtte foretage et kejsersnit og fik en enkelt hvalp ud. Desværre havde den en slem ganespalte og den måtte straks efter aflives.
Derfor har vi allerede fået en henvendelse af de spændte hvalpekøbere som var skrevet op til en hvalp, men som nu ikke får nogen. Vi ved jo endnu ikke om vi beholder en hvalp, så vi modtager jo gerne henvendelser fra seriøse købere som kan give den sidste af Odie’s hvalpe et godt og aktivt liv.

JanK

Der er ikke noget som hedder dårligt vejr…

…det er påklædningen som bare ikke passer til vejr-typen. Det måtte jeg så erkende her til morgen. Efter det sædvanlige cirkus, med rengøring, oprydning, fodring og socialisering (hygge, putte, lege og tale med hvalpene), fik jeg faktisk lidt over en times ekstra søvn, hvilket jeg godt nok også trængte til.
Da de små banditter igen vækkede mig, skulle der ske noget, så på trods af det triste vejr med finregn, måtte jeg hurtigt i noget lidt varmere tøj end et par underhylere, og få lukket de små hidsig-propper ud i haven.
Vild glæde!!!!

Odie fik også lov at komme ud men hun foretrak at holde sig på terrassens fliser, mens hendes unger var totalt ustyrlige. De hoppede, sprang, løb, borede sig ind i buskadset, irriterede mor og overfaldt hinanden.
Jeg frøs… men ville have et par billeder, så jeg satte mig på hug for at komme tættere på. Det resulterede i, at et par hvalpe tog tilløb og sprang op på mit ben og svinede mine fine lysegrå joggin-bukser gevaldigt til.
– Var det noget med at man skulle have tøj på efter forholdene?

Til sidst ville et par stykke ind igen, og jeg fik styr på resten af flokken, som også kom med ind. Hold da op de var våde, men dampende varme. Jeg lukkede dem ud i stuen hvor de fortsatte med at styrte rundt, samtidig med at de lige havde tid til at få en mundfuld mad med på farten. De fik også et par tørrede fisk og nogle knasende hundekiks af forskellig art. En efter en fik jeg indfanget dem og tørret dem.
Det var sgu’ ikke nemt! Specielt ikke når jeg tørrede deres hoveder så blev de lige godt sure og snerrede vredt.
Nå, det er jo heldigvis ikke “muskel-hunde” så de blev tørret uden at jeg blev skadet, og de kunne fortsætte med legen.
Nu holder de sig vågne og aktive i mere end en time, så det er meget begrænset hvad jeg når af øvrige gøremål, og synd for de gamle som bare venter på at jeg snart vil gå en tur med dem.

Det er også vildt glædeligt så mange som ønsker at besøge hvalpene (og os). Det er både venner, kollegaer, familie, mulige hvalpekøbere og de nuværende hvalpekøbere. Her op til weekenden, hvor Lene også skal til Herning om lørdagen for at overværer den finale om Årets Lydighedshund klasse LP3 som Odie jo havde kvalificeret sig til men ikke kommer til at deltage i, er der pludselig kommet så mange ønsker om besøg, at vi er nødt til at lave et større skema-arbejde for at få det hele til at gå op.
Derfor er det også utrolig irriterende når der f.eks. i søndags ringede et par ældre damer og var interesserede i en hvalp, og spurgte om de kunne komme sidst på eftermiddagen. Vi havde i forvejen haft 2 besøg men vi sagde ja, til at de kunne komme kl. 17. Der sad vi så og ventede med kaffe, kage og brochurer om racen for endnu engang at fortælle hvad en Schapendoes er for en hund og vores opfattelse af hvad det kræver som god hundeejer at eje sådan en, men efter en times forgæves venten måtte vi erkende, at ikke alle har samme opfattelse af høflighed, for de blev bare væk uden at give besked.
Vi har ikke siden hørt fra dem, og det sker desværre af og til, at interesserede spørger i mails eller over telefon om alt muligt vedrørende en evt. hvalp. Vi vil meget gerne give de bedste svar og lægger derfor også liv og sjæl i disse henvendelser, og så er der desværre folk som bare aldrig ulejliger sig med at vende tilbage med bare en kort besked om at de alligvel ikke er interesserede. Det kan være at de har bestemt sig for at købe hos en anden opdrætter eller blot har ændret planer om at anskaffe en Schapendoes, og det er fair nok, men vi håber selvfølgelig hver gang vi får en henvendelse, at det bliver verdens bedste hvalpekøber og venter selvfølgelig også på svar fra de interesserede. Underlig opførsel men sådan er vi jo så forskellige….

JanK

Efter sådan en morgen, er det rart lige at få et overblik før man lægger sig til at sove.

…og hun bliver ved.

– altså Odie. Hun bliver bare ved med engang imellem at lade dem die.

Nu er de så store at de næsten kan springe ud ad lågen til stuen, men indtil nu har de nøjes med at sætte i en frygtelig hylekoncert, så vi nok skal vågne op og lade dem komme ud i stuen og lege.

Efter en tur ude i stuen eller ude i det friske efterårs-vejr, skal der soves, og sådan en sejers-skammel kan f.eks. bruges som køje-seng.

 

Så blev det vinter…

Ikke fordi hvalpene lagde mærke til denne skarpe skæringsdag hvor vi begyndte på vinteren og det analoge TV-signal blev udskiftet…
Vi kom (som sædvanligt) sent i seng i aftes, da hvalpene jo absolut skal lege når vi er trætte og gerne vil i seng. De fik et par skåle foder blandet med fiskeboller og torskerogn, men som vi har lagt mærke til før, så gider de ikke torskerognen, så efter lidt små-spiseri fik mor-Odie resterne.
Hvalpene er utroligt “nuser” på det tidspunkt af døgnet. De slås ikke så meget, de vil gerne ligge og fjolle mens de bliver nusset med.
Tja, så gik tiden pludselig en halv time og vi nærmede os midnat.

Her til morgen vågnede jeg halvt ved lyden af en hvalp som vist kastede op. Fuld fart ud af sengen, på med et par gamle jogginbukser og i et par sko. Ned ad trappen og tænder lyset. Fy for den! Det lugtede ikke godt og det så absolut ikke godt ud. Der var bæ over det meste af den ene ende af hvalpegården og de smadrede godt og grundigt rundt i det, mens de forsøgte at komme ud til Odie og os. Normalt hopper Odie jo ind og forbarmer sig over dem, så de får en tår mælk mens vi skifter aviser, men i dag var det lige godt for meget ulækkert derinde, så efter 20 sekunder, sprang Odie ud igen. Ups, ikke så godt når vi stod der med beskidte aviser over alt og hvalpene så kom styrtende tilbage… Så måtte vi – huhej – have dem ud på terrassen. Lene måtte lige tage en ekstra trøje på og skyndte sig ud til Odie og de små som var glade over at det ikke endnu var blevet så dårligt et vejr som forudsagt.
Imens forsøgte jeg at få styr på griseriet i hvalpegården. Under bordet med computeren har det ikke været nødvendigt med aviser, men i nat havde de små banditter bestemt sig for at lige nøjagtig på den lille kvadratmeter skulle der BARE skides!!! Og bagefter skulle der danses quickstep oveni.
Lækkert…. Jeg måtte skrabe det værste af med køkkenrulle mens stanken blev ganske ulidelig, og bagefter måtte jeg vaske med sæbevand. Så fjernede jeg hele computerbordet og satte det udenfor hvalpegården, og der er nu kommet aviser over alt i hvalpegården.
Så var hvalpene også blevet trætte udenfor og kom ind. Nu skulle der fodres med knasende, lækre piller (fra vores sponsor Kingsmoor), og derefter lidt A38. SÅ faldt der endelig ro over dem, og vi kunne for første gang i løbet af lidt over en time, trække vejret normalt og tænke lidt på os selv.

Lene valgte at løbe en tur på 10 km, mens jeg ryddede lidt op så vi er klar til dagens 2 besøg, og har nu også skrevet lidt blog

Mvh
JanK

Sidste feriedag…

Puha, en uge går hurtig. Kun en weekend tilbage – og så er det tilbage til arbejde igen, heldigvis kun en uge så har jeg igen ferie.

Det er bare så dejligt at gå herhjemme ved hvalpene. Det er bestemt ikke ikke fordi man får udrettet noget som helst. Al tiden går med hvalpene, de gamle hunde og hvalpebesøg hver eneste dag

I går fik vi lavet en udendørs løbegård til hvalpene. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt det kunne betale sig. Det er jo for det meste vådt og trist vejr. Men vi besluttede os til at gøre det alligevel. Og i dag kunne de komme ud og indvie deres udendørs-have. Lidt betuttet blive de stillet på terassedørens fodliste, og kiggede måbende ud på terassen. Men der gik kun få sekunder, så gik de alle forsigtig ud. Først blev fliserne undersøgt, så videre ud på græsplænen. Hold der ligger mange spændende ting i en efterårshave. Snart gik den vilde jagt rundt om flagstangen – ind i hosta-bedet for at gemme sig, videre rundt om de store sten, ind i Filles hundehus som har fået plads midt på plænen og så skal man jo også huske at smage på bladene, grenene, græsset og alle de andre spændende ting. Men sommer er det ikke, så det blev kun til et kvarters legen så kom de ind igen. Det var også nok for dem, de lagde sig straks til at sove.

Huhej hvor det gik på det bløde græs.

Det er ikke nemt at koncentrerer sig, når man for første gang skal skidte i guds fri natur

Når Odie står op om morgenen er det første hun gør, at gå ind og give hvalpene mælk. Hendes fravænning er ikke for alvor begyndt, men man kan godt se, at de ikke får så tit som før. Til gengæld kastede hun alt sin morgenmad op til hvalpene – det var guf – men hun skyndte sig nu selv at spise det meste igen

Fille er ved at være højløbsk og er derfor blevet lidt underlig i hovedet. Vi havde jo håbet at hvalpene kunne få stor gælde af Fille, men fordi Odie passede som vagtsomt på i de første fire uger og nu Filles løbetid har gjort, at hun er meget usikker på hvalpene og vi holder hende som udgangspunkt bare væk. Så må vi se når hvalpene bliver større, måske vil hun lege med dem udenfor. Heeven er bare så træt af det hele. Først den postyr med hvalpene og nu har hun et værre hyr med Fille som vil have at Heeven skal parre hende.
Fille bliver altid så løbsk at hun tigger de andre om at parre hende. Før var det altid gamle Fiona det gik ud over. Fiona var ligeglad og jeg tror såmænd slet ikke hun forstod hvad Fille gjorde ved hende. Og hvis Fiona ikke var der, så var det lille Amie der blev plaget. Nu er Fille kommet i sin første løbetid, efter at vi har mistet både Fiona og Amie. Vi kunne se hvor forvirret hun blev den første dag hun var ved at være højløbsk. 2Hvor er mine to veninder henne?” Odie skulle hun ikke have noget af og genere. Men gamle Heveen… ja, hun var en mulighed. Heveen kan næsten ikke holde det ud. Når vi er på gåtur, går Fille tiden ind foran og vipper halen til side. Når Heeven går rundt i huset følger Fille hende også og spærer hele tiden vejen for hende. Heveen bliver godt sur over det… hun brummer meget ildevarslende når Fille er efter hende inde i huset. Men Fille kan ikke stoppe – hendes hormoner siger én ting og hendes forstand en anden ting.

Odie overvejer om hun lige skal et smut ind og tjekke om alle hvalpe har det godt.

Prøv at kigge på de to nye videoer – den ene er fra om morgenen og den anden fra første besøg i den udendørs gård.

Lene

video1 video2

En god fridag

Jeg havde valgt at tage dagen fri, så jeg var hjemme da en Sjællandsk hvalpekøber ville lægge vejen forbi. Senere på dagen ville naboens datter Ane, kigge forbi, så det er jo ligesom lidt nemmere at vi er to til at håndterer hvalpe, voksne hunde og besøgende.
Dagen startede med at vi (selvfølgelig) blev vækket lang tid før vi havde håbet på at skulle stå op. Nå, ud af sengen og hurtigt ned og få samlet “lorte-aviser” sammen inden hvalpene løb for meget hen over dem. Odie vælger fortsat at sætte sig op i hvalpekassen og amme mens vi samler sammen, så det er en stor hjælp fra en god mor. Så blev der hygget med hvalpe, fodret voksne hunde, og en hurtig gåtur i det triste efterårsvejr. En gang hurtig morgenmad hvor hvalpene selvfølgelig var vågnet op igen, og ville UD NU!!! Det fik de så lov til mens vi måtte sluge vores lækre morgenmad.
Så lagde de sig min sandten til at sove lige da Birthe fra Roskilde bankede på. De vågnede dog lidt op igen og der blev leget og hygget med alle hvalpe.
Endnu en gåtur med de gamle hunde, og så blev der sat hegn op ude på terrassen og ud på græsplænen således at vi kan lukke terrassedøren op og hurtigt lukke hvalpene ud. Der blev også lavet et papkasse-hus og vi fik bestilt tid til sundhedstjek, samt vaccination hos dyrlægen. Så kiggede Ane forbi. Hun bor kun 5 min. cykeltur fra os, så da hvalpene var vågne kunne vi via facebook give besked på at NU skulle hun skynde sig over og hygge med hvalpe.

En god dag uden de store problemer. Skønne, sunde og aktive hundehvalpe. Sådan skal det jo bare være )

Det er svært at gå når først ungerne har suget sig fast til patterne.

Når Odie synes de små plageånde bliver for meget hopper hun op i sofaen.

Tredje dag af min ferie med hvalpene…

Min mor + to veninder ville komme til kaffe kl. 14 og kl. 17.30 ville et hold hvalpekøbere komme på besøg. Da vejrudsigt stod på regn, regn og atter regn, havde jeg planlagt min dag således:

Op kl. 6.00 og fodre hvalpe. Lege med hvalpene til de blev trætte og så fodre de gamle. Derefter skulle der hygges med en formiddagslur med de gamle hunde og så ville vi bare pusle rundt til de første gæster kom. Kl. 9.00 var de små gået til ro igen og de gamle havde fået mad. Jeg hentede tæpper og puder til sofaen og de gamle var hurtige til at hoppe op og få de gode pladser.

Jeg nåede lige at tænke, at det var utroligt så stille de små kunne være, da der kom en SMS fra mor. SMS’en var tom… vi puttede igen og et kvarter kom der endnu en tom SMS (min mor har ikke altid helt styr på SMS’erne). 10 minutter senere kører en bil fuld af gamle damer ind i indkørslen… mor og veninderne påstod at deres GPS ikke virkede. De skulle have været i Kolding Storcenter inden de kom her. Men GPS’en havde altså ikke virket og de havde kørt en lang tur ad små veje, indtil de havde fundet ud af, at de var tættere på mig end på storcenteret. Og da de vidste jeg bare var hjemme, tænkte de, at de lige så godt kunne besøge mig først.

Godt så… hvalpene var selvfølgelig vågnet af postyret og ville bare ud. Ud kom de… og mens jeg febrilsk prøvede at lave kaffe, varme boller, holde øje med tissetårene, skulle jeg også holde øje med 6 par gamle ben. Hvalpene er nu så mobile, at de styrter rundt i stuen – og for mit indre blik kunne jeg sagtens se en gammel dame eller to, falde over en hvalp
Det gik nu fint, og 20 minutter senere ville hvalpene igen ind i deres gård og lagde sig til at sove.

To timer senere fik damerne udførlig kørselbeskrivelse til Storcenteret og vi andre kunne komme ud og gå en tur i regnvejret.

Tilbage igen, var det blevet frokosttid for hvalpene. Jeg smurte hvalpepillerne ind i leverpostej – de må godt forkæles lidt, sådanne nogle små nogle – og det elsker de bare. Jeg har endnu ikke set dem spise så meget, som de gjorde nu. Til sidst væltede de bare omkuld, og ikke engang da Odie kom ind og spiste resterne gad de rejse sig.

Nu står den på “pillen klips” ud af aviser, en kop kaffe og lidt hvalpehygge indtil Jan kommer fra arbejde og hvalpekøberene kommer på besøg.

Odie er bare så sød…

I dag skulle hvalpene og de gamle prøve at smage et tørret kalve-ribben.
Jeg havde delt et ribben i små dele som hvalpene fik. Så snart Odie fik sit ben, styrtede hun ind i hvalpekassen, og der sad hun troligt og spiste benene mens de små skiftevis diede, slås og prøvede at hugge Odies ben. Man kunne se på hende, at hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle. På en måde ville hun gerne dele med hvalpene men på den anden side ville hun gerne selv spise det. Men, men, man har vel også selv brug for noget godt – så med blikket hvilende på hvalpenes ben, skyndte Odie sig at sluge sit.

Sjovt at se de små, de prøver at ligge og tygge lige som en voksen hund, men de kan slet ikke få hul. Men ingen tvivl om, at de synes det er festligt at ligge og tygge i, og sundt for de små tænder, det er det jo… HOV, nu kommer Odie og spiser deres stykker ;o(
Y er den eneste der er smart, hun har taget sit stykke og kravlet ind under skamlen, hvor hun rigtig hygger.

Endelig faldt de i søvn igen. I dag skulle de gamle altså have en god gåtur. En dejlig lang tur på 6,5 km. – lige hvad de alle tre trængte til.

Ja, og så var hvalpene selvfølgelig vågne igen da vi kom hjem. Nu ville de have mad og ud på gulvtæppet og lege. En håndfuld piller bliver strøet rundt på gulvet og så går den vilde jagt.
Man kan nu se, at Odie begynder at vænne dem fra. Hun løber med 6 hylende hvalpe i hælene mens hun knurrer, puffer til hvalpene og lyder rigtig slem. Men desværre har det slet ingen effekt på hvalpene. De bliver ved, indtil Odie giver op, sætter sig ned og lader dem die. Ja, ja, en dag skærer hun vel igennem og siger stop.

Lene

Første feriedag…

Op kl. 6 sammen med Jan, så hvalpene kunne få skiftet aviser og få deres morgenmad. Der er bare gang i dem om morgenen og det er næsten umuligt at få samlet de beskidte aviser sammen fordi der hele tiden kommer en hvalp i vejen. Heldigvis besluttede Odie sig for at give dem lidt flydende morgenmad – så var det bare med at få gjort rent hos dem imens de kæmpede en kamp om patterne.

Efter både at have fået mælk og efterfølgende fået tørre, knasende hvalpepiller, faldt der ro over hele flokken og det var så de gamles tur til morgenmad (altså vores voksne hunde). Videre ud på en lille bitte luftetur mens det var tørvejr og så var planen at tage en lille lur på sofaen med de gamle hunde.

Præcis 20 minutter efter vi har lagt os bliver hvalpegården levende igen. “Nej, nej det kan ikke passe at de ikke vil sove længere!!!”. Vi prøver forgæves at ignorere dem, men Odie giver op og går hen og kigger til dem. Det hjalp jo overhovedet ikke på tingene – man kunne ligesom hører dem hyle: Vi vil UD NU!!!

Ja, ja, det skal de jo også have lov til. Ud med de gamle hunde i baggangen så de ikke bliver overfaldet af de små banditter, frem med aviser på strategiske gode steder i hjørnerne og så hvalpepiller strøet ud over hele gulvet. Jeg havde også lukket Odie ude, mest fordi hvalpene ikke ville få en eneste hvalpepille inden Odie havde spist dem alle, men også fordi JEG ville være den der legede med hvalpene. Odie er så glad for dem at hun ligger sig midt på gulvet og så leger og fodre hun dem hele tiden, så vi andre næsten ikke har en chance for at være med

Hold op de udvikler sig dag for dag. Nu går de ikke mere – nej, de spæner, springer og hopper hen over gulvtæppet, kaster sig over legetøjet og hinanden. En potteplante har allerede mistet halvdelen af bladende og ting de egentlig ikke burde kunne komme hen til på grund af diverse afskærmninger, kommer de alligevel hen til. Men de er allerede gode til at finde hen på aviserne hvis de skal tisse og ellers står de og piber og vil ind i hvalpegården for at tisse, for straks derefter at tigge for at komme ud igen.

En halv time senere er der fuldstændig ro… hvad skal jeg så? Det øsregner igen, så jeg gider ikke gå tur med de gamle. Jeg får pillet en masse clips ud af en bunke aviser så de er klar til imorgen (Vi fjerne hæfteklammerne fra aviserne så de ikke kan skade hundene). Så ringer telefonen – det er min mor som vil høre om alt går godt med de små. Der ryger hurtig en halv time, men så er det tid til et bad og noget morgenmad – og nu er der tørvejr, på med tøjet så de gamle kan få en lang tur. Men så ringer telefonen igen. En hvalpekøber fra Filles kuld fra sidste år. Hun har fået verdens bedste hanhund fra Fille og vil gerne snakke om hvornår Fille kan levere endnu en superhund til hende. Telefonen har vækket de små – atter en gang starter hyleriet, denne gang efter Odie, de er blevet tørstige de små (de fleste drikker nu vand, men vil jo hellere have mors fede mælk). Odie forbarmer sig igen og mens hun ammer dem kan jeg tale i telefon. Der går kun 10 minutter så skal tre af hvalpene ud og klatte. Frem med køkkenrullen og med telefonen i den ene hånd og køkkenrullen i den anden prøver jeg at fange alle klatterne inden de bliver mast til pandekager af 24 små fødder.

En halv time senere kan jeg konstatere at nu regner det ikke bare… det står ned i stænger. Jeg ved, at jeg aldrig får lokket gamle Heeven ud i sådanne et vejr. Hvalpene sover nu så jeg tror jeg vil frisere Odie, hendes pels ser herrens ud. Hvis jeg er heldig når jeg det inden de små står op igen og hyler på middagsmad… og så starter det hele forfra.

I eftermiddag kommer Zach’s opdrætter og kigger på de små. Må se om jeg kan nå at få gjort lidt rent inden – jo, det er skønt med hvalpe, man ved altid hvad man skal bruge tiden til

Det var så den lørdag…

Op kl. halv 7, “muge” ud hos hvalpene, få sat kaffe over og så kom de første hvalpekøbere på besøg. En forventningsfuld familie fra Sverige kom lige forbi for at kigge til deres kommende Emilia. Det blev en lang dag hvor der blev snakket hund, avl, sundhed, hunde-aktiviteter og hvilken hvalp som måske kommer til at hedde Emilia.
På et tidpunkt kom vores gode veninde Solveig forbi for at fortælle hvordan det var gået hende til hendes første officielle rally-lydighedsprøve, og vi benyttede lejligheden til at gå en tur med alle hundene (dog lod vi hvalpene blive hjemme).
Sidst på dagen dukkede Dicte op med sine ejere. Dicte er jo datter af Fille og årgang 2008. En herlig, livlig og glad hund ligesom sin mor. Dicte måtte pænt vente i bilen mens hendes ejere skulle ind og lege med hvalpe… (

Puha, så mange kopper kaffe kan jeg ikke huske jeg nogensinde har drukket, men nu trænger jeg til et godt glas rødvin )

JanK

Det er godt nok ikke lang tid hvalpene sover mere, og når de er vågne så sker der ting og sager!
Se de øvrige billeder fra i dag på vores album.

Nr. 3 har som den første drukket vand, hvilket hun gjorde så længe at vi troede hun ville drukne.

Alle er lidt trætte her ud på aftenen. En lille hvalp faldt lige i søvn midt under bestigningen af “sejrs-skamlen”.

Vi tog også en slapper inde hos hvalpene.

Emmas nye seng…

Hvor er det dejligt, at have hvalpekøbere som tydeligt viser, at de glæder sig helt vildt til at få deres lille hund hjem.

F.eks. fik vi idag en MMS fra lille Emmas “mor”. Hun havde brugt ventetiden til at sy en seng til lille Emma

I morgen kommer hele Emilias familie fra Sverige for at se deres kommende hvalp – noget af en rejse når man bor i nærheden af Stockholm

Og tiden går bare så hurtigt – tænk sig, i morgen bliver de allerede fem uger – det går alt for hurtigt, man bliver allerede lidt trist over at tiden hos os snart er forbi. Men så hjælper det, at man ved de skal ud til nogle rigtige gode familier. Det er familier som har planlagt familieforøgelsen grundig. De har alle reserveret ferie til når hvalpen kommer hjem og de fleste har fundet gode steder at træne med hvalpen.

Er den ikke fin? Lille Emmas hjemmesyede seng… og mon ikke også æslet er til Emma

Lene

Min tur til ferie…

Endelig – sidste arbejdsdag… Nu er det min tur til at holde “ferie” og Jan må tage på arbejde

Hvalpene har været udenfor hvalpegården for første gang. Vi har trægulv i hele stuen, men har for hvalpenes skyld købt et kæmpe stort blåt gulvtæppe, så de rigtig kan få lov at spæne rundt og hygge sig uden at glide på det glatte gulv.
Utrolig så store og mobile de efterhånden er blevet – og utrolig at Odie stadig gider have dem hængende under maven

Vi sluttede af med besøg af lille Benjamin på 9 mdr. Han blev placeret midt i hvalpegården og hyggede sig gevaldigt. Ikke med hvalpene – dem var han ligeglad med – men alle aviserne var et stort hit. Hvalpene var til gengæld meget begejstret for Benjamin. Han blev undersøgt meget grundigt og smagt meget efter i sømmene

Så er der fest… ikke noget så godt som et dejligt stort gulvtæppe

Nu er hvalpene efterhånden så store at lille Odie forsvinder fuldstændig under dem.

Hvalpefoderet bliver ikke længere moset ud i A38, men gives i fuld størrelse, dog stadig i opblødt tilstand

Benjamin – en af vores små “baby-socialiserings-fyre”

Lene

Odie fortsætter med at overraske.

Underligt, nu hvor Odie skulle være ved at vænne dem fra modermælken, har hun pludselig fået en tydelig lyst til at amme. F.eks. var Odie, uden jeg havde set det, hoppet op og lagt sig i kassen og lod dem die. Hun var simpelthen faldet i søvn mens de diede, så det virker som om hun får det rigtig godt ved at amme, nyder det tlydeligtvis og slapper af. Hvalpene er også helt anderledes rolige når hun lader dem die færdig. Så ligger de bare og fjoller først med Odie og siden med hinanden.
Jeg tror det kan betyde meget for deres selvsikkerhed og temperament på længere sigt.
Da jeg satte mig hen til computeren, som stadig står i et hjørne af hvalpegården, kom Odie hen og lagde sig bag stolen. To hvalpe fulgte med ud og pattede lidt videre. Den ene gik tilbage til de andre og lagde sig til at sove i hvalpekassen, men Prik blev hos mor, og fjollede lidt rundt.
Nu er Odie faldet i søvn og Prik ligger oven på Odie’s hale og sover sammen med mor )

Go’ mor

Odie har virkelig overrasket mig som mor. Hendes naturlige instinkter blev straks vakt da hun fødte den første hvalpe, og det var jo dejligt når hun er en førstegangs-fødende tæve. Ellers fulgte hun det samme mønster som de øvrige 3 af vores tæver som har haft hvalpe, hvor hun bliver hos dem i de første 2-3 døgn, går derefter lidt udenfor kassen men vender tilbage for at gøre dem rene og give mad. Det bliver i løbet af de næste 3-4 uger til mindre og mindre tid i kassen, og selv når hvalpene brokker sig, kan hun blive liggende udenfor indtil hun kan hører at nu mener de det.
Nu har de alle fået et pænt sæt sylespidse tænder og Odie’s patter er også svundet lidt ind, så det er naturligt at hun vænner dem fra, og vi tager over med servering af lækker hvalpefoder. I nat var det også første nat at vi/hvalpene sov igennem en hel nat.
Det som er anderledes med Odie er, at på dette tidspunkt finder Odie stadig stor glæde ved at amme, når hun selv har lyst. Dvs. efter Odie har spist eller været ude at gå en tur, så hopper hun glad logrende ind i hvalpegården og tjekker alle hvalpene, og ofte lægger hun sig derefter ind i hvalpekassen og lader dem die. Hun får helt saglige øjne og ligger og smasker af velbehag. Det gør det lidt sværerer for os at friste med hvalpemaden, ovenpå sådan en gang god, fed modermælk…
Odie er også begyndt at lege lidt med de små. Det foregår ved at hun går logrende rundt blandt dem, og kan finde på at nappe lidt i en hvalp, eller tage fat om et forben og holde fast. Hvalpene forstår ikke så meget af det, men synes det er okay med deres kæmpe-store mor som bøvler rundt mellem dem. Odie kan også finde på at hoppe ind i hvalpegården og hugge noget af hvalpenes legetøj. Så hopper hun ud igen, og lægger sig udenfor mens hun får pivedyrene til at pive så hvalpene kommer styrtende. Sikken et larm det afstedkommer

Nr. 3 er heldigvis også ovre sin dårlige mave. Vi er nu stoppet med at give hende sutteflaske hvilket hun har fået siden hun var helt lille og havde problemer med at tage på i vægt. Hun er stadig en slank type, men hun spiser godt af hvalpemaden så hun skal nok komme efter de andre.

Det er forøvrigt også sjovt så slanke og langbenede alle hvalpene i det hele taget er. Vi er vant til fra Heeven, Amie og Fille at deres hvalpe i denne alder var små, tykke og meget lavbenede, men sådan er dette kuld absolut ikke. De virker også meget mere kvikke og adrætte. Odie er jo også en dejlig letbygget type Schapendoes, så det går selvfølgelig også igen i hendes afkom. Zack er også en mindre tung type end gennemsnits-hannerne vi har kigget på, så alt i alt håber vi at have fremavlet nogle aktive og letbyggede Schapendoes med smag på livet.
Så er det op til deres kommende familier at få det bedste ud af dette potentiale.

Så er der mad!

De andre hunde keder sig, men er ganske afslappede det meste af dagen. I aftes kørte Lene med Fille til klubmesterskab i agility-klubben. Fille virker meget understimuleret, og på de 2 daglige vandreture er hun fuldstændig uden for pædagogisk rækkevide. Hun drøner bare rundt over alt, med tungen ude af munden og et herligt vildt blik i øjnene, eller også ruller hun sig vildt i det tørre græs eller hvis der er frost i græsset om morgenen. Der er også bare så meget som skal undersøges, og kommer hun for langt bagud, kommer hun galloperende efter os med nakken helt tilbage. Jo, Fille er en herlig glad og aktiv Schapendoes som har brug for at der sker lidt i dagligdagen.
Heeven fylder snart 12 år, og det kan ses og mærkes. Hun gider ikke lege mere, selvom Fille flere gange lægger op til sjov og ballade. Højdepunktet på Heeven’s gåtur er når hun klatrer ned ad skrænten til sit sædvanlige badested i åen. Så får hun lige dyppet maven og springer straks op og ruller sig i græs, blade og andet skidt så hun ligner jeg-ved-ikke-hvad

JanK

Nr. 3

Nr. 3 har haft en rigtig grim dag. Hun startede med at være okay fra morgenstunden, men da hun skulle have sin første flaske mælk, havde hun ikke den store appetit, og da hun kom ned i kassen kastede den lille hvalp op og havde slemme mavekramper. Stakkels, stakkels tøs…
Hun var meget træt og svag, og lagde sig bare på siden og faldt i søvn. Da de andre langsomt vågnede op til ballade, lå nr. 3 stadig og sov, men blev forstyrret af de andre. Hun vraltede på skæve ben ud af kassen og satte sig til at klatte og det viste sig at hun havde rimelig dårlig mave. Jeg tørrede en klat “zoolack” op i ganen på hende og håbede på at det langsomt kunne stabiliserer balancen i hendes mave.
Omkring middagstid vågnede hun tilfældigt op da Odie var inde for at give mælk, så hun kæmpede sig til en af patterne og tog en ordenlig omgang. Det resulterede desværre i, at hun lidt senere kastede det hele op igen. Utrolig så meget hun havde nået at suge på så kort tid.
Så sov hun til ud på eftermiddagen hvor jeg så diskede op med hvalpegrød, varmet i microbølge-ovnen. Det vækkede lige godt den lille tøs, og hun spiste lidt. Odie kom igen forbi og her fik nr. 3 igen en del mælk. Så var jeg spændt på at se om hun kunne holde det i maven.
Det har hun så gjort siden, og vi håber at det værste er ovre, men træt og afkræftet er hun…

JanK

Lidt nyt

I går fik hvalpene udvidet deres arsenal af legtøj. Denne gang blev det en “sejrs-skammel” og en dinglende/hoppende kanin.

Vi slutter nu aftenene af med at give dem tilbudet om en gang mad, helst så sent som muligt, så de forhåbentlig kan sove det meste af natten. Efter at de små har smidt rundt med maden, får mor Odie lov til at komme ind og slikke skålene rene, mens de små helt tossede forsøger at få fat i en af patterne som hænger lige over deres hoveder. Odie er også stoppet med at give dem mælk i tider og utide. Hendes instinkter siger een ting, og hendes følelser siger en anden ting, så i nat kl. ca. 3, gik hun nedenunder og vi kunne hører at hun stod og kaldte lidt på dem, og da de vågnede op, og med skrigen og hylen forlangte mad, sprang mor i stedet ud af hvalpegården og gik op til os igen.
Synd for de små, og synd for os, som har noget svært ved at sove i den larm.

Odie kan heller ikke holde dem rene mere, så vi sørger for at gøre rent efter dem. Når de har sovet og myldrer ud på aviserne, går det stærkt med at tisse over alt. Efter at de har spist går det ligeledes stærkt med at tisse men så er der også nogle som skal klatte og det er stadig en stor udfordring for de små, og hvis de så samtidig bliver overfaldet af søskende som ikke forstår at sommetider vil selv en lille hvalp gerne have have et par minutter for sig selv, ja så kan det godt blive noget af en opgave for os, at undgå der går “lort” i det hele )

I denne uge har jeg “ferie” og startede med at stå op lidt i 7 da hvalpene stod nedenunder og forlangte mad, hvilket de “gamle” hunde også benyttede sig af, så der var 9 munde som skulle mættes. Nogle skulle så luftes mens andre ordnede det inde på aviserne (eller lige ved…). Jeg besluttede mig for at skifte alle aviser og få vasket gulvet nedenunder, så ca. 2 timer efter vi stod op, kunne jeg tage et velfortjent bad og tænke på lidt morgenmad.

3′ern kastede op her til morgen. Hele 2 gange, og jeg husker egentlig også at jeg hørte en gylpe i løbet af natten. Hun er meget stille og har lagt sig ind og sove mens de andre leger. Stakkels lille tøs, håber hun hurtigt kommer sig (

Jeg har lagt endnu en lille video på youtube.

JanK

Besøg, besøg og atter besøg….

Jeg skal love for, at de små hvalpe får hilst på alverdens mennesker – store og små, gamle og unge, tyskere, svenskere og danskere. Hele efterårsferien er gået med besøg hver eneste dag, og hvalpene er bare så dejlige at vise frem lige nu. Godt nok har de fået tænder, men de er endnu ikke begyndt at bide, så man kan rigtig hygge sig med dem.

I dag var Zack’s “mor”, Cornelia, på besøg for første gang (Zack venter til de er blevet lidt ældre) og hun havde sin lille baby, Nils, med. Hvapene fik så mulighed for at hilse på en lille baby også
Cornelia havde købt gaver til alle hvalpene. Et fint lille hundetæppe og et trækketov til hver hvalp… så alle hvalpekøbere: “I behøver ikke selv tage et tæppe med til hvalpene – det har farmand nu klaret.”
De gamle hunde havde Cornelia selvfølgelig ikke glemt. Et kæmpe stort – efter vores mening ikke særlig lækkert – kødben af ubestemmelig herkomst. Lækkert, lækkeret! Hundene synes godt de kunne gå igang med det samme, men Cornelia advarede os… Zack havde fået et derhjemme, og det havde resulteret i dårlig mave… jeg tror vi venter et par uger med at give dem det

Da Cornelia og Nils kørte hjem var det tid til en god gåtur med hundene. Det var første gang i 5 uger at Odie fik lov til at komme med på en længere tur.

Hvalpene er nu præcis fire uger gamle og er ved at være flinke til at spise fast føde. Odie ligner en gammel udsultet hund. Vi havde slet ikke regnet med at hun ville være sådanne en god mor, og giver dem mælk så ofte, så det er på tide at Odie begynder at få lidt sul på hendes egen krop og ikke amme de små så meget.
Hurtig hjem igen og gøre klar til næste besøg som var naboens datter Ane… jo tiden flyver afsted.

Her til aften var hvalpene så trætte at jeg kunne klippe negle på dem alle igen

Nu skal Fille lige friseres, og så vil vi holde en dejlig stille lørdag aften. Og så er vi forøvrigt begge to flyttet ovenpå i soveværelset igen… når man er blevet fire uger kan man vel godt sove selv

Søren, Sofie, Kasper og Victor fra Hensted var på besøg.
Hvor var drengene utrolig rolige og gode til at sidde lige så stille og holde hvalpene, mens de tog en lur.

Cornelia og lille Nils hilser også på hvalpe.

“Puha, man bliver træt af alle de besøg… godt mor Odie har spist resten af maden for så kan man jo bruge den som hovedpude”

Flere billeder er kommet til på: http://picasaweb.google.com/dandedoes/DANDeDOESEKuld

Snart 4 uger gamle

Mor fik lov at komme ind og slikke skålen, mens hendes yngel fulgte opmærksomt med.

En benyttede lejligheden til at fjolle lidt rundt i hovedet på sin mor.

De gider bare ikke tilbringe deres vågne del af deres liv i min fine hvalpekasse. Nu vil de UD!
Vi har lagt aviser ud over halvdelen af gulvet og klapper så den lille låge ned, så de kan vælte ud, under en utrolig larm af skrig, hyl, bjæffen, gøen og kalden. Så bliver der tisset overalt, lidt ilde-lugtende klatter bliver der også til og så gælder det om at tørre op eller lægge nye aviser ovenpå tissepytterne inden en af deres søskende kommer tumlende oven i.
Vi har derfor lagt madrassen, som vi sover på, udenfor hvalpegården men lige ved indgangen således at vi kan hjælpe Odie når hun i nattens mulm og mørke vil ind og tjekke om alt er vel hos afkommet og måske give en tår mælk.

Både Heeven og Fille er blevet væsentlig mere afslappede mht. Odie’s hvalpe men de holder øje på afstand. Nu hvor hvalpene leger helt ude ved gitteret og den åbne låge, opholder Heeven sig tæt på dem i tilfælde af, at der byder sig en lejlighed til at tjekke om de er pæne og rene.
Fille er et par gange, når hun er helt sikker på at Odie har andet i hovedet, lige smuttet ind i gården og sat sit store hoved ned i hvalpekassen for at tjekke hvordan det går med de små. Så gælder det om at få Fille ud i en fart men dog stille og rolig så hverken hvalpe eller Odie opdager hvad der lige skete. Fille skal nok få lejlighed til at hilse på og lege med hvalpene, men de skal lige være lidt ældre og Odie skal lige vænne sig til tanken om at de godt kan klare sig selv.
Odie er også blevet mere afslappet mht. de to “gamle” mødre, men sidder f.eks. Heeven lige ved lågen og kigger på de legende hvalpe, ligger Odie sig demonstrativt med ryggen helt oppe mod lågen og lader hvalpene die en ekstra gang.
I dag lod jeg Heeven snuse til en af hvalpene, som jeg holdt i hånden. Jeg tog den med ud af gården, som jo stadig er forbeholdt Odie og Co., og Odie var også selv til stede da Heeven fik fornøjelsen af at snuse til hvalpen og tjekke om den var ren i hoved og i r…. Jeg kunne godt se at Heeven blev mere ophidset og begyndte at steppe med forbenene, så jeg satte hvalpen ind i gården igen. Odie holdt øje, men virkede ikke bange eller nervøs. I det hele taget er det meget tydeligt at Odie stoler utrolig meget på os. Hun kommer f.eks. ikke styrtende såfremt vi tager en hvalp op, eller hvis vi ligger og hygger med en hvalp. Hun er opmærksom, men ganske afslappet så der er en god stemning når hvalpene er ude og lege.
I formiddags ville jeg fodre dem, men de var ikke i humør til min mad, og ville helere have Odie’s mælk. Det fik de så lov til, og  bagefter lå Odie og hyggede sig med hvalpene, som tumlede rundt på og omkring deres mor, undtagen en enkelt hvalp som var tullet ind i hvalpekassen og faldet i søvn i armene på deres store plys-bamse.
Da Odie bemærkede at hvalpen var væk, rejste hun sig og stak hovedet ned i hvalpekassen og snusede til den sovende hvalp. Hun kom med sine klage/kalde lyde men hvalpen sov bare videre. Det kunne Odie ikke lide, så hun sprang op til hvalpen, og lagde sig fladt på maven foran den sovende hvalp med begge forpoter helt henne ved hvalpen. Da den ikke rørte sig, “dabbede” Odie til den lille uldbold med en stor pote. Vupti! så var hvalpen vågen og satte sig op. Odie lå og logrede vildt med halen og dabbede igen, mere forsigtigt, til hvalpen, som glædesstrålende plantede begge forpoter på snuden af mor, og så hyggede de to sig mens de øvrige 5 tumlede rundt ude i hvalpegården.
Jeg kiggede fortvivlet efter video eller mit camera men nåede ikke at få optaget den hyggelige stund.

Det lille skrivebord med computeren står stadig fint inde i hvalpegården, og jeg har nu købt et sæt højttalere til den, således at jeg kan afspille en speciel “lyd-cd” med lyde der kan “hærde” hvalpen. Det er bl.a. lyde med fyrværkeri, børnelyde, trafiklarm, køkkenredskaber m.m. Den afspilles når de er aktive samtidig med at TV’et også kører i baggrunden, således at de ikke fokuserer for meget på de fremmede lyde. Jo, der er godt nok tændt for nogle elektriske apparater derhjemme. Vaskemaskinen kører også det meste af tiden, og det samme gør microbølgeovnene, opvaskemaskinen samt adskillige lamper. Ikke just det bedste for miljøet men hvad gør man ikke for at hvalpene har det godt i de få uger vi har dem hos os )

Nu var det også sidste dag hvor vi arbejder på skift og at hundene er alene i en time midt på dagen. Fra nu af, er mindst en af os altid hjemme, og det bliver også mere brug for det i takt med at de er mere vågne og specielt mere aktive. De kræver der skal ske lidt mere hver dag i deres liv, så vi skal nu have hentet alle plys-dyrerne ind i gården, have sat den “hoppende kanin” op i loftet, have bygget en trætrappe som de kan klatre rundt på og meget mere.

Her til aften fik de deres første ormekur. Det kunne de ikke li’.
Der blev kastet med hovederne, og tungerne blev nærmest krøllet helt ud af hovederne, men ned kom det.

“Jeg kan ik’ li’ ormekurs-pasta!”

JanK

“Rigtige” hundehvalpe

Uha, det går bare så stærkt med deres udvikling. Tiden flyver og efter at have fodret vild-dyrene, tørret tis op, hjulpet en lille tøs som skulle af med noget større, men ikke lige havde den store erfaring med selv at klare det, generel oprydning, og så ville jeg egentlig lige have skrevet en historie om hvordan det går, men nu skal jeg afsted på arbejde, og Lene må fortsætte når/hvis hun får tid.

Jeg har (efter min mening) taget nogle rigtig gode fotos fra i aftes. Se dem HER!

Nye video’er er der også kommet. Bl.a. en med det første måltid og første gang hvalpe og mor hygger sig uden for hvalpekassen.

Hylekoncert i E-dur. Af: DAN de DOES E-kuld

I nat fik Odie lov at sove hvor hun ville. Dvs. vi lukkede op for dørene mellem stue-etagen og soveværelset oven på. Det var igen min tjans at sove på madrassen i hvalpegården, mens Lene som skulle på arbejde kl. 7, fik lov at sove i det kølige, stille soveværelse med Fille og Heeven.

Odie startede med at ligge hos mig, og efter ca. en halv time hoppede hun op og gav dem mad+rengøring. Herefter gav hun mig og hvalpene “fing’ern”, og lagde sig op i soveværelset.
Der blev jeg sgu’ lidt sur…
Nå, kl. ca. 02.30 kom hun ned og tjekkede hvordan det gik. Hvalpene sov, men da mor stak sit hoved ned i kassen og snusede efter noget som ikke burde lugte sådan, og samtidig kom med et par kalde-lyde, så vækkede hun hele bunken, som skrigende forlangte mad. “Glem det” sagde Odie, og vendte sig stille og roligt om, og gik hen i enden af min madras og lagde sig til at sove.
Se, det er bare ikke sådan for mig at sove når nabo-kassen er ved at springe i luften af gal-ho’ede hvalpe, så jeg tændte lyset og bad Odie skrubbe op i kassen NU!
Næ… Det ville Odie ikke, hun kikkede igen til dem, men efter hendes bedste overbevisning, var der ikke noget som krævede en mor på det tidspunkt af natten. Så fik hun lige endnu en besked på at komme op, og som den lydige hund Odie nu engang er, så sprang hun op, gjorde dem rene og fandt sig i at de fik mælk indtil de var mætte, men da de veltilfredse spyttede patterne ud og ville hygge med lidt leg og nussen, forlod en søvnig og træt Odie selskabet og gik ovenpå. Dvs. hun snublede på vej op ad trappen, men det har hun da bare godt af.
Så faldt der igen ro over ungerne og vi hvilede til kl. 6 da Lene med påhæng kom ned ad trappen. Så fik hvalpene en glædelig hilsen fra en glad logrende mor som frivilligt sprang op og gav mad. Efter maden var der gang i hvalpene. Nogle lavede angrebs-lege, hvor de står med måsen og en logrende hale lige i vejret mens forkroppen er lagt ned. Det ser helt farligt ud, specielt over for den pågældende hvalp som er udset som angrebs-mål. Det er nu ikke så farligt, for når den gale hvalp sætter af i et “spring” vælter idioten, selvom afstanden er få centimeter. Byttet sidder bare og glor dumt på søster som fortvivlet forsøger at komme på benene igen.

Lidt senere, da de så småt er ved at gå til ro igen, kommer Odie forbi og skal lige tjekke. Hun stikker sit hoved ned og kommer med hendes kalde-lyde. Straks genlyder stuen af et inferno af larm, og da et par af hvalpene tydeligt ændre tonefald, til en mere skinger hylen, reagerer mor ved at lægge nakken tilbage og hyler som en ulv sammen med sin lille familie. Heeven og Fille udenfor hvalpegården er straks med på hylekoncerten, og sætter i gøen og hylen, så Lene kommer chokeret ud fra badeværelset for at se hvad der sker.

Hen over middag, laver jeg en gang hvalpe-grød, og denne gang er der “gevinst” 3 ud af 6 spiser selv. Ikke det store grovæderi, men dog en begyndelse, hvor de selv har lyst til at spise, uden at få en ske i munden og besked på at synke. Herefter kan jeg rydde op mens de veltilfredse har lagt sig til at sove igen. Nogle har plantet poterne i skålen, en har tisset på håndklædet og andre har bare spyttet mad ud igen, så det er lidt griset…

JanK

Sikke en herlig nat :o

Puha sikke en dårlig lørdag. Den ene tæve blev ved med at have diarre. Vi kunne se på hende at hun var blevet meget stille og afkræftet. Hun ville heller ikke rigtig spise mere og vi var faktisk noget bekymret for hende. Vi prøvede at kontakte vagtdyrlægen, men han kunne ikke hjælpe os. Med sådanne en lille hvalp var han bange for at gøre mere skade end gavn, hvis hun fik noget for maven. Vi måtte bare håbe det bedste og sørge for at hun fik vædske nok.

Hele aftenen gik vi og sprøjtede kogt afkølet vand i munden på hende så hun ikke skulle dehydrere. Vi prøvede også med lidt mælkeerstatning så hun kunne få lidt kræfter igen. Men hun var og blev sølle og da vi besluttede os for at gå i seng kl. 10.30 (kl. 10.30 en lørdag aften???) var det til lyden af en lille hvalp der havde det skidt og lå og klynkede lige så stille.

Jeg faldt til sidst i søvn og blev vækket igen kl. 1.00 da det var tid til første fodring. Jeg tændte lyset så jeg kunne holde øje med den lille tæve. Og hold da op, hun havde fået kræfterne igen. For det første var hele hvalpekassen fuldstændig ren, modsat i går nat, hvor hun havde haft diarre hele natten. Og så kæmpede hun nu igen en kamp for at komme til patterne og suttede alt det hun kunne.

Det hele gentog sig kl. 3 og kl. 6. Det var bare så underligt, hvordan en så syg lille størrelse pludselig kunne komme sig så hurtig. Her til morgen er hun – godt nok lidt træt – men fuld af liv. Hendes øjne er klare og fuld af krudt igen. Ingen klynken eller liggen for sig selv i et hjørne. Hvor er det dog pludselig herligt at have hvalpe igen

Lene

Status:

Over middag tik en stakkels hvalp hvileløst rundt med skrævende bagben og forsøgte at komme af med noget, men der kom kun lidt tynd gult stads. Heldigvis opdagede mor Odie stanken og kom den lille datter til undsætning, så hun kunne komme af med det dårlige maveindhold. Herefter fik alle en tår mælk og kunne veltilfredse rulle om på ryggen i en stor, hyggelig og varm bunke, for at ta’ endnu en lur. Sidst på eftermiddagen hoppede Odie op og gav mælk samtidig med at de blev gjort rene, så heller ikke her blev der griset til.

Vi kontaktede en dyrlæge som kun kunne give os ret i, at det er et grænsetilfælde da de kun er 3 uger gamle, og derfor ikke kan få medicin. Vi fortsætter med at give lidt kogt vand, zoolack og de øvrige får en lille smule rigtig mad og lidt mælkeerstatning.

Alle virker faktisk tilfredse, så vi håber stadig på at deres eget imunforsvar kan få bugt med de pokkers bakterier.

JanK

Mad ind – mad ud.

I dag forsøgte vi at give fast føde til 4 af hvalpene. De sidste to venter vi lidt med, da de i det sidste døgn har fået dårlig mave. Vi har natten over blødt en lille håndfuld hvalpepiller op i vand og ladet det stå i køleskabet. Her til morgen blandede vi en smule A38 i de moste piller. Det bekom de små vældigt, så smagen af Kingsmoor hvalpemad må siges at være en succes. De spiste bogstavligt talt til de drattede omkuld. Dvs. pludselig blev de trætte og faldt i søvn.

Vi har som skrevet ovenfor desværre fået dårlig mave i kuldet. Det startede med Odie, og på trods af at vi har vasket hende grundigt bagi efter “toilet-besøg” fik 3 af hvalpene dårlig mave indenfor det foregående døgn. Det er ikke rendende diarré, men rimelig tynd mave, og da de har afføring flere gange når de er vågne, har Odie ikke nået at gøre dem rene inden den lille, ildelugtende pøl er havnet på tæppet. Det har ikke givet mange minutters sammenhængende søvn i nat.
Her til morgen havde Odie normal mave, og den først-ramte hvalp så også ud til at have det bedre, men en af de andre er nu blevet noget sølle, hvilket er tydeligt at se, da det helt klart var en af de hvalpe som var mest aktive før smitten.
En lille hvalp har jo ikke så meget at tærer på, og de har ikke meget vædske i kroppen, så diarré kan dehydrerer dem lynhurtigt. Vi giver dem “Zoolack” og ser tiden an, og håber på at ligesom med Odie, så går det over i løbet af 1-2 dage.

Sidste nyt i deres udvikling: Én kan nu klø sig bag øret!

Da det efterhånden blev for svært at regulerer varmen udelukkende med brændeovnen og oliefyret på lavt blus, har vi i det sidste døgn tændt op i brændefyret således at der nu er en konstant varme i hele huset inklusive gulvvarme i to af rummene. Det giver en dejlig varme men det er ikke så hyggeligt som ild i brændeovnen…

En hel bunke nye fotos kan ses i albummet.

JanK

Lidt hvalpe-update

De er nu gået fra små, døve og blinde muldvarpe til vågne, aktive hvalpe. Derfor er der sket et kæmpe skridt fremad i deres udvikling. De bruger lidt af deres vågne tid til at udforske hvalpekassen. En bamse skal overfaldes og bides i, de øvrige søskende skal også undersøges, og vi kan allerede nu se at to  af hvalpene absolut er mere aktive og fremmelige i deres leg end resten af kuldet. De bruger f.eks. et helt arsenal af forskellige lyde når de forsøger at lege med de øvrige søskende, selv når de andre ligger fredeligt på ryggen og tager en “morfar” synes de to tøser sommetider at nu skal der igen ske noget. Nogle virker lidt mere rolige, eller mere søvnige, og nogle kommer allerede hen til os når vi strækker en hånd ned i kassen. Små tegn som vi lægger mærke til, og det bliver spændende at se hvad det evt. udvikler sig til i de næste uger.
Generelt er det er meget roligt kuld, som næsten aldrig klager eller råber på mor. Det har muligvis noget at gøre med at de er så små i forhold til en gennemsnits Schapendoeshvalpe, eller også er de bare tilfredse med hvad tilværelsen har givet dem hidtil.

Der er blevet mere arbejde for os, f.eks. er de nu blevet så store, og da Odie ikke altid når at gøre dem rene, kan det hænde at der pludselig lugter fælt i et hjørne, og vi må træde til for at fjerne en lille klat. Sommetider kan den ikke bare fjernes men koster et helt rent bundtæpper, og vaskemaskinen skal arbejde igen.

I morgen vil vi begynde med fast føde. Både fordi de godt kunne bruge lidt ekstra mad, og fordi det tager hårdt på Odie at amme. Hun blev redt i dag, og da de mange uldtotter som hvalpene har æltet frem i hendes pels, blev fjernet, så hun endnu mere medtaget ud. Hun hviler og sover også meget, og har en glubbende appetit. Humøret helt i top. Vi har aldrig set hende være så social over for hverken os eller de to ældre hunde, og hun logrer med halen bare der er bevægelse i fjernsynet.

Jank

Her sker der ikke så meget…

Lidt ensformig dagligdag, må jeg nok indrømme: Kl. ca. 22.30 går jeg i “seng” på madrassen ved siden af hvalpekassen. Temperaturen er nu nede på 22-23° men det er stadig varmt. Odie plejer at hoppe op til hvalpene endten lige før eller lige efter vi slukker lyset. Hvalpene kan godt lide at putte på/under en stor lodden bamse, så den lægger jeg over dem når de er mætte og vil sove. Så er der ro i et par timer.
Efter ca. 2-3 timer vækkes jeg som regel af, at Odie igen er hoppet op til hvalpene. Så tænder jeg lommelygten og fjerner bamse så alle kan finde deres mor.
Nogle bliver så febrilske når mor hopper op, at de drøner lige ind i den nærmeste væg, eller dingler skrigende rundt i den forkerte retning af hvor mor ligger. Så sørger jeg for at de to mindste får hver en af de gode patter og venter indtil Odie er færdig med at gøre alle hvalpene rene. Det er hvalpene godt nok meget sure over, og brokker sig kraftigt fordi de alle sjældent når at få suget sig fat i en god pat, inden hun bøvler dem rundt for at slikke dem rene.
Nå, men når Odie så mener at de er pæne og rene nok til at “gå til bords”, ruller hun helt om på siden og med en veltilfreds smasken, ruller øjnene op i hovedet på hende, og hun falder straks i søvn. Så vil hun gerne at jeg nulre hende på brystet eller på skuldren/nakken, mens der ases og mases for at få mælken til at strømme. Nogle bliver i den boksekamp der opstår, ofte jogget i hovedet eller mast ned under de andre, og så hyles der op og patterne skifter ejere. Der kan ofte gå op til 10 min. før der kommer mælk. Så bliver der helt stille, mens der med de skønneste klukke-lyde suges mælk. Efter 20-30 sek. er patterne hurtigt tømte, og de største og stærkeste af hvalpene hyler op mens de vildt desperate søger efter nye og bedre patter. Det kan gå ud over de svageste, da der efterhånden er stor forskel på de største og de mindste i kuldet. Så bøvles der rundt i ca. 5 min. før alle igen har fundet en pat, de er tilfredse med. På det tidspunkt falder mæt-/trætheden også over dem. Hvis Odie ikke er vågnet i mellemtiden (hun sover faktisk i det meste af slåskampen), så falder de én efter én fra patterne og vælter ned af bunken af hvalpe, hvor de så havner på ryggen da deres maver er udspilede af det overståede måltid. Her ligger de så og smasker, napper sig selv lidt i poterne eller i naboens ører, eller hale. Et par stykker nægter at give slip fra deres patter, men er faldet i søvn suget fast til patten, kun afbrudt af et enkelt sut eller synken.
Hvis hun ikke er i så dyb søvn, at hun bliver liggende og sover sammen med hvalpene, så vågner Odie som regel. Hun tjekker lige om der er nogen som trænger til en gang rengøring før hun hopper ud af kassen for at ligge sig ud på det kølige linoleums-gulv, hvor hun straks falder i dyb søvn, mens hun puster som havde hun lige løbet 8 agility-baner på rekordtid.
Så kan jeg slukke lommelygten og ligge mig op på madrassen.
Dette cirkus gentager sig ca. 3-4 gange i løbet af natten. Ind imellem hviler vi alle, man afbrydes jævnligt af en forbandet myg som summende leder efter et nyt sted at stikke.

Kl. 6, lyder der bump oppe fra soveværelset ovenpå. Så springer Odie ud af hvalpegården og ligger med logrende hale henne ved den lukkede dør. Hvis Lene og Co. er for lang tid om at komme ned, springer Odie ind til mig igen, og kratter på min dyne for at få de andre til at skynde sig. Når døren så åbnes har vi en herlig larm af logrende haler og Mysen som enten hyler af gensyns-glæde eller brummer og snerrer i frustration over lille irriterende Odie som er så glad for at se de andre, at hun slår knuder på sig selv, logre som en besat og møvre sig ned under maven på gamle Mysen, hvilket Heeven ikke nødvendigvis sætter pris – for hun vil heller hilse på mig.
Der skal tændes op i brændeovnen, og mens Lene går i bad, tager jeg en trøje på, og går med en lommelygte ud for at lufte Odie. Siden hun fik hvalpene har Odie haft rimelig blød mave, så efter hun har lettet sig i gården, skal hun lige spules bagi, hvorefter hun kommer ind og bliver tørret.
Så er der tid til mad. Det er ikke så stort et arbejde som dengang vi havde 5 hunde, men Odie skal have blandet hybenpulver, “zoolack” (holder styr på maven) og have mast et halvt hårdkogt æg i hendes hvalpepiller. Alle 3 skal også have en sjat A38 ogHeeven skal have en Glucosamin-pille i en klat leverpostej, så der går alligevel noget tid før alle har fået hvad de skal have.

Så smutter jeg ned under dynene igen, mens Odie igen hopper op og giver hvalpene mad.
Vi sover herefter ca. 2 timer, inden vi vækkes af næste hvalpe-fodring.
Resten af dagen foregår stille og roligt. Jeg opholder mig for det meste i hvalpegården hvor computeren bliver flittig brugt. Der skal snart laves næste klubblad, der skal laves vores Schapendoes-kalender for 2010, hjemmesiden skal opdateres, billeder skal bearbejdes m.m.

Kl. ca. 16 kommer Lene hjem fra arbejde, så kan jeg få lov at gå en lang tur med de gamle hunde inden vi skal tænke på mad, inden vi går til ro, og det hele kan gentage sig.

Hyggeligt )

JanK

Negleklipning…

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg HADER at klippe negle på hunde.

Det hele stammer tilbage fra gamle Fiona.
Da vi boede inde i byen var det kun vildtkløerne der blev klippet, de andre blev naturlig slidt af at gå på fortove og asfalt. Men efter vi flyttede på landet blev de ikke mere slidt så meget, så jeg klipper altid bare en lille bitte smule af neglene hver gang jeg friserer hund – så bliver de ikke for lange og jeg slipper for at skulle klippe for meget af. Men gamle Fiona kunne ligge lige så stille og så lige inden jeg skulle til at klippe, gav hun et hyl fra sig og fløj op. Jeg har aldrig nogensinde klippet for meget af hendes negle, men hun blev ved med at opføre sig sådanne, i de næsten 14 år hun levede.

Odie er ikke meget bedre… hun tror også enden er nær, når jeg klipper negle på hende. Jeg kan mærke hvordan jeg langsomt begynder at svede mere og mere jo længere jeg kommer frem i negleklipningen.

Og i dag skulle de små have klippet negle. Det kan godt være at negle er små på almindelige hvalpe… men forestil jer lige, hvor små de er på bitte-bitte små hvalpe. 18 små negle på 6 hvalpe, det giver ialt 108 negle som skal klippes. Og pelsen er allerede vokset ud over neglene, så de ikke er sådanne at få øje på. Jeg klarede at klippe negle på tre af dem. Så måtte jeg, helt gennemblødt af sved, holde en pause. De sidste tre får lov at vente et par dage, til jeg har samlet mod igen. Det er også utroligt hvor livlige sådanne små hvalpe lige pludselig kan blive når man nu gerne vil have dem til at ligge stille

Lene

Så er der fødselsdag igen

Denne gang bliver de så 2 uger. Det går stille og roligt fremad.

Nye fotos af hver enkelt hvalp kan se på http://picasaweb.google.com/dandedoes/DANDeDOESEKuld?feat=directlink

Vi må ikke glemme de “gamle”.

Jan skulle ud og handle hele formiddagen, så jeg fik tid til at friserer Heeven og Fille. Da Jan kom hjem tog jeg Heeven og Fille i bilen, og kørte ind til søerne hvor vi boede før. Det var lige på det tidspunkt hvor alle var kommet hjem fra arbejde og var ude at lufte deres hunde, så jeg skal love for at Fille blev socialiseret (Heeven er jo gammel “by-hund” så hende skal vi ikke tænke på hvad angår scocialisering). Hver gang vi mødte andre hunde, kaldte jeg på Fille og Heeven, og de kom med det samme, og gik pænt sammen med mig mens vi passerede de fremmede hunde. Vi tog en tur rundt om alle søerne og videre ned i Søndermarks-skoven hvor Heeven så sit snit til at kaste sig ned i bækken. Når hun så kommer op, pjask våd, skal hun bare finde den største bunke blade, grene og andet snavs, hvor hun ruller sig for at blive tør. Med det resultat at hun ligner en grå, langhåret skovtrold med logrende hale og tungen ud af munden.
Da kom hjem var de gamle henrykte for at hilse på Odie og Jan, og Odie var også glad for at se de andre. De skulle dog ikke komme for nær hvalpegården, for der vogter hun stadig meget over hendes hvalpe. Jan havde varm kaffe og køligt gåsebryst klar, og da Odie mente at der igen var tid til fodring, faldt der en herlig ro over den lille DAN de DOES farm.

Nu nærmer weekenden sig, og vi lukker op for dørene for første gang siden Odie fødte sine hvalpe. Vi får i første omgang, besøg af 3 hold mulige hvalpekøbere, og et par venner & bekendte som meget gerne vil se hvordan en 2 uger gammel Schapendoes hvalp ser ud.

Lene

ØJNE ;o)

Så kom det første tegn på at sanserne er ved at være vakt. En lille øjensprække hos to af hvalpene.
Det kommer bare til betyde et kæmpeskridt i deres udvikling, når de i løbet af den næste uges tid åbner øjnene og gradvist bliver seende. De vil også få et helt anderledes udtryk og bliver væsentligt mere personlige når de kigger på os.
Vi glæder os!

Odie fodrer dem ca. hver 2. time. Sommetider har hun vist ikke så meget mælk, men hun vil bare op til dem. Så gør hun dem rene mens de vildt desperate (2 kan faktisk gå som dinglende edderkopper) forsøger at undgå hendes tunge, og i stedet få fat i en af de gode patter. Det hjælper bare ikke, for selvom de har suttet sig fast, så drejer Odie dem rundt i luften for at gøre dem rene på maven. Så bliver der godt nok skældt ud men mor er ligeglad.
Når der så ikke er nogen som lugter mere, lægger Odie sig om på siden og med et veltilfreds smasken strækker hun sig helt ud, og falder  i søvn, men ungerne kæmper om de bedste patter. Efter ca. 5-10 minutter kommer klukke-lydene og der drikkes fra alle haner. Pludselig er der tomt og så slås de helt vildt igen for at få nogle nye patter. I den slåskamp er det meget tydeligt hvem som er størst og vejer mest, for Prik kan simpelthen kaste rundt med f.eks. Eddie eller nr. 3, men straks er de små fightere på benene og borer sig ned under bunken af ben, haler og små bagdele.

JanK

En ny form for dagligdag

Puha, det er godt nok intenst at have hvalpe på den måde vi har! Jeg ligger hele natten på en madras ved siden af hvalpekassen. Når jeg hører nogen brokke sig, har jeg en lommelygte som jeg tænder, så Odie enten kan hoppe op, hoppe ud, eller jeg skal finde en hvalpe som ligger bag ryggen på Odie og derfor ikke kan få noget at spise. Vi har jo stadig over 25° og det er ikke rart at sove i. Jeg tror heller ikke Odie bryder sig om det. Hun puster og stønner når hun ammer dem, og når de er færdige vil hun ud på det kolde linoleums-gulv. Tilgengæld er der ingen brokken fra hvalpene fordi de fryser og det er hovedsagen
En gang i natten vil Odie også ud og have vand. Jeg har forsøgt at tage forskellige skåle med vand ind i hvalpegården, men det gider hun ikke drikke af mere. Det SKAL være af den sædvanlige skål på det vandte sted ude i baggangen. Når hun så alligevel står ude i baggangen (mens jeg står søvndrukkent og dingler med en lommelygte i hånden) så skal hun også lige ud og tisse. Noget af et chok skal jeg lige hilse at sige, når man træder ud i 1° varme kun iført underhylere og en lommelygte!!!
Så kan vi gå ind igen og sove/hvile os i ca. 1-2 timer før næste spisetid.

Fille, Heeven og Lene sover ovenpå i soveværelset med døren lukket ned til underetagen, for ellers har vi bare et rend af Heeven som vil have samling på flokken.

Kl. 6 står Lene op for at tage på arbejde. På det tidspunkt er jeg mere bevidstløs end vågen, men står op og give hundene mad så Odie kan nå at få mad 4 gange om dagen. Det tager hårdt på hende at være mor, så hun har brug for en masse energi. Der bliver blandet endten leverpostej, torskerogn eller kogte æg i hendes hvalpepiller. – Det kan Odie godt li’

Når Lene så (endelig) er færdig og tager afsted på arbejde, hviler vi til ca. kl. 9. Det går lidt langsomt med at komme igang med noget, for hvis Odie hopper op til hvalpene sørger jeg for at hun får ro og fred til at give dem mad. Så ryger der let en halv time.

Morgenmad? Det er sådan noget jeg får efter mit morgenbad henad kl. 12 eller 13 alt afhængig af hvormange mails der også lige skal svares på m.m.

Torsdag er Lene’s sidste arbejdsdag i denne uge, så må hun gerne få lov at sove hos Odie, men i næste uge er det igen mig.

Jeg har købt et billigt tæppe som jeg allerede nu har lagt ud i stuen således at hvalpene, når de bliver nogle uger ældre, har mulighed for at løbe lidt rundt såfremt vejret er for dårligt udenfor.
Kønt er det ikke, men det giver en hyggelig stemning i forhold til det praktiske men kolde og glatte trægulv.

JanK

Så er den første uge gået.

Den første uge er altid den mest kritiske og dermed mest spændende. For E-kuldets vedkommende kostede det først-fødte livet pga. den medfødte ganespalte. Havde hun været et menneske var hun blevet opereret men hun var “kun” en lille hvalp, og så er sådan en lille defekt = farvel…
Vi har også været meget opmærksomme på de mindste, således at de fik de bedste patter som sidder længst nede mod lysken. En god tommelfinger-regel siger at de skal have fordoblet deres kropsvægt efter 1. uge, og tre-doblet efter 2. uge. Indtil videre ser det ud til at første mål er lykkes.

Odie spiser godt og hendes mave er, efter forholdene, god. Hun er blevet væsentlig mere afslappet over for de andre, men tillader stadig ikke at de kommer for tæt på hvalpene, eller at de bliver ophidsede over f.eks. at skulle spise, gå en tur etc. I øjeblikket er det Odie der bestemmer!

Odie var jo udtaget til DcH’s DM i agility, og skulle faktisk have haft start nr. 1. Det kom hun, af gode grunde, ikke. I dag er Lene ude af sin isolation fra hvalpegården, og er kørt til Vejen for at se de afgørende DM-løb. Det ser ikke ud til at påvirke nogen af hundene, så det bliver måske ikke så anstrengende når jeg i de næste par uger selv står for pasningen.

Da Odie var ude for at tisse en tår, gik hun over til en af de buske hvor hun før fødslen gravede huller, og minsandten om ikke hun gik i gang med at udbygge sit fæstningsværk, og lidt senere gik hun over til næste busk hvor hun gentog gravearbejdet. Hun er i et vældigt humør og efter at have slået græs over hele grunden (2,5 timer) gik jeg for første gang en lille tur med Odie og de andre. Fille var enormt glad for at hendes veninde var med på turen og tilmed i godt humør, så de to løb lidt rundt og fjollede. Da vi kom hjem skyndte Odie sig ind i hvalpekassen, og der lå hun så i næsten en halv time inden det blev for varmt, og hun måtte ligge sig uden for kassen. Hvalpene er dejligt varme og bløde, men da vi stadig holder temperaturen på mindst 25° kan sådan 6 små klumper være meget varme at have liggende på sig.

Da det ser ud til at gå godt med hvalpe og Odie, har vi allerede nu bestemt at mulige hvalpekøbere kan komme på besøg fra og med næste søndag. Det bliver interessant at møde disse familier som vi kun har haft kontakt med over telefon og mail.
Om alle får en hvalp, vides endnu ikke, først skal vi lige have en snak om at få en Schapendoes, og hvad det indebærer af ansvar, udfordringer og ikke mindst intensiv pelspleje i de første par år.
Er der små børn i familie, skal hele familien være enige om “projekt: Hvalp”. Der skal være plads til alle, og man skal fra dag 1 respekterer alles behov og lyster, det gælder både mor & far, børnene og ikke mindst hvalpen. Man skal fra starten have visse regler til at fungere, og virker det ikke for den ene part, vil det utvivlsomt gå ud over de andre, så det kan være et større projekt end man lige går og drømmer om.
Efter besøgene, og når hvalpene er ca. 3 uger gamle, må vi så tage den svære beslutning af afgøre hvem som får en hvalp og hvem som der desværre  ikke bliver en hvalp til – Odie har jo “kun” 6 hvalpe

JanK

Go Eddie go…

Så passerede Eddie The Small One de 200 g. Hele 220 g vejede han her til morgen. Man kan nu også stryge ham hen af siden uden at rulle på alle ribbenene. Hans fine hvide pels skinner ikke lyserød mere, men er fin hvid som alle tøserne. Alle tøserne tager stadig fint på hver eneste dag. Hvor er det en fornøjelse bare at ligge ved siden af hvalpene og iagtage hvordan de sutter og gasser sig sammen med Odie, og tænke på hvor bitte små de fem af hvalpene var ved fødslen, og hvor “store” og sunde de er nu )

Odie er blevet meget mere afslappet idag. Hun går nu lidt væk fra hvalpene for at være sammen med os. Hun holder meget øje med specielt Heeven, at hun ikke nærmer sig hvalpegården. Men hun er meget mere afslappet og “normal” at se på. Jeg vil se om jeg kan friserer hendes ben idag. Hvalpene har allerede lavet kæmpe fuglereder i begge bagben.

Når Jan kommer hjem fra arbejde, vil jeg prøve at snige mig væk med Fille og Heeven for at træne lidt med dem. De keder sig helt vildt. De kan ikke forstå hvor de lange ture bliver af og hvorfor vi næsten hele tiden er inde i hvalpegården. Ja, ja, Fille skal nok få nok at se til om en 14 dages tid – vi tror hun vil blive alle tideres legetante for hvalpene )

Lene

Nu tror jeg vi, for alvor, kan ånde lettet op…

I følge de notater vi har fra vores første 4 kuld, så følger kuldet deres udvikling helt fint. De logre med halerne når de spiser, de forsøger at rejse sig op når de kravler, og de forøger deres kropsvægt (i procent) med det vi forventer, så det ser rigtig fint ud.
Det seneste døgns vægt-forøgelse ser ud som følger:

Nr. 2 370-400 g
Nr. 3 240-260 g
Nr. 4 290-320 g
Y 245-275 g
Eddie 200-220 g
Sidste Klatten 255-275 g

Odie viser også tydeligt at hun er “oven på”. Det er flere måneder siden hun har været så glad og livlig. Det nærmest uhyggelige er, at hun har ændret adfærd så hun på mange punkter pludselig minder utrolig meget om Amie. Hun “pibser” når hun vil have frisk vand, eller fordi hun ikke kan hoppe ud af hvalpekassen når hvalpene ligger og sover oven på hende. Hun stepper med små hurtige skridt når hun bevæger sig rundt uden for hvalpegården, og hun er blevet lige så glubsk når der skal spises eller gives godbider. Når man siger “Hej Odie” mens hun ligger i hvalpekassen, logre hun så kraftigt så det dunker i hele kassen.
Måske det var derfor Amie og Odie ikke kunne enes, fordi de simpelthen lignede hinanden for meget.

JanK

Alt ånder fred og ro…

Hvalpene spiser og spiser. De tager stadig alle på fra dag til dag. De fire små tøser har fået sul på kroppen så man ikke længere kan se deres tynde knogler stikke frem. Eddie The Small One tager også på hver eneste dag, men mangler lige det sidste for at se rund ud som tøserne.

Talte lige med min søster som opdrætter Dværg Schnauzer. Hendes opdrætter havde haft et kuld Dværg Schnauzer hvor der var en hvalp på 165 g – og det synes hun var lille. Hun var meget forundret over Eddie The Small One på bare 140 g. Tjaa, naturen frembringer nogen gange nogle spøjse skabninger )

Lene

Farvel til den først-fødte hvalp…

Jan tog ud til dyrlægen her til morgen. Første-tæven havde tabt sig yderligere 5 g i løbet af natten og man kunne nu begynde at se hvordan hendes lille ryggrad tittede frem. Hun klagede stadig ikke over sult og vi så hende tygge løs i en af
patterne og fik også mælkeskæg, så noget føde har hun fået.

Der var desværre ikke noget at gøre… hun havde ganespalte. Vi havde tjekket hende for det, men den var meget lille og sad langt inde, så vi havde ikke kunnet få øje på den. Æv, æv, sikke spild af et lille liv, der startede så godt og fuldendt. Men det er et af naturens luner, som man ikke kan gøre noget ved. Og heldigvis opdagede vi det så tidligt, at vi ikke skulle til at tage afsked når hun måske var blevet 14 dage gammel.

Nu må vi videre med resten af flokken. De stortrives heldigvis alle sammen. Der er sket en mærkbar forandring i løbet af natten. De bestiller ikke andet end at spise nu – kun afbrudt af en enkel lille lur, for så at kaste sig over patterne igen. Den store tæve – som jo har en pæn lille “normal” vægt – virker fuldstændig kæmpe i forhold til de fem små. Men de fem små klarer sig også fint, de har alle taget på siden igår. Eddie The Small One lagde sig i spidsen med hele 20 g, nu skal tøserne passe på, ellers bliver de overhalet af lillebror )

Odie klarer moderrollen så fint. Hun forlader overhovedet ikke kassen. Ligger trofast med de små hele natten og hele dagen, kun ude for at tisse og spise lidt. Temperaturen i stuen ligger hele tiden på over 25° således at de små ikke skal bruge energi på at holde sig varme, og det må godt nok være hårdt for lille Odie, men hun ligger bare i kassen mens hun smasker og sukker af tilfredshed.

Lene

Ikke alt går som det skal…

Den første-fødte tæve bliver desværre ved med at tabe sig, og de første døgn i en lille hvalp’s liv er kritisk, så hun kan ikke klare ret længe ikke at tage på og vokse.

Hun kan ikke rigtig finde ud af at die. Vi har prøvet at hjælpe hende lidt med sutteflasken, men det hjælper ikke. Jeg kan ikke se nogen ganespalte eller andre fysiske skavanker. Har prøvet at lytte til hendes lille hjerte men det lyder også ok.

I morgen tidligt har vi derfor besluttet at køre til dyrlægen. Jeg tror ikke han kan hjælpe. Men der er ingen grund til at have hende liggende og langsomt sygne hen. Man bruger bare så meget energi på sådanne en syg hvalp, at man næsten helt glemmer de andre, som jo vokser og trives som vi forventer små Schapendoes-hvalpe skal gøre.

Og når vi taler om de andre, så kan jeg bare sige: De klarer sig forrygende )

Den “store” tæve er nu blevet en monster-tæve i forhold til de fire små. De fire små tæver har alle taget pænt på og ser kvikke og sunde ud. Særlig tæve nr. 4 har forøget sin vægt betydelig.

Lille Eddie  The Small One, tager også fint på, og begynder efterhånden mere at ligne en hundehvalp fremfor en krageunge. Det er lidt farligt, at han har fået navn, som den eneste, og at man sådanne lægger mærke til ham og pylrer om ham hele tiden.
– Mange ved nok hvad jeg mener )

Lene

Så begynder vi allerede på 3. døgn i hvalpenes liv.

Lidt billeder fra 3. døgnet. Vi kan se at Odie langsomt slapper mere af og har vænnet sig til sin nye moder-rolle. Hun er stadig meget opmærksom på Heeven og Fille. Fille udgør ikke nogen trussel – Odie sender hende bare et blik og så dukker Fille hovedet og sniger sig væk. Det er værre med Heeven, hun er ikke sådan at kyse væk. Men vi sørger for at de er ude af stuen når Odie bl.a. skal ud og tisse.

Odie har heldigvis fået en glubbende appetit. Hun er blevet meget tynd og hendes pels er tynd og knotter over alt. Jeg tror hun bliver en af de tæver, der bliver utrolig sølle at se på efter at have fået hvalpe.

Eddie er stadig “Benjamin” i flokken af tøser, men han hænger i – bogstavligt talt… På et tidspunkt da Odie sad op, og hvalpene enten sov eller spise under hendes mave, ville Odie lige rejse sig og strække benenen, men da hun stod op kiggede undrende ned under sin mave hvor lille Eddie hang lige så lang han var, mens desperat havde suget sig fast i en god pat.

Odie har styr på børnene, selv om de myldrer rundt over alt.

Gruppebillede af hele flokken. Lille Eddie ligger i midten med tre tøser på hver side til at varme ham )

2. dagen

På en måde er der faldet mere ro over begivenhederne, men på den anden sider har vi fået nye ting at spekulerer over…

Odie har meget stærke moder-instinkter, hvilket gør at hun bekymrer sig utrolig meget om hvalpene. Godt når de skal gøres rene og mades, men et problem når hun føler at de to gamle hunde (som ikke må komme ind i hvalpegården) er en trusel mod hendes hvalpe. Fille og Heeven er jo meget nysgerrige og vil meget gerne være der hvor vi er, og vi er jo det meste af tiden inde i hvalpegården. Når Odie skal ud at tisse viser hun meget tydeligt at specielt Heeven skal gå langt væk fra hvalpene. Måske det bliver bedre når Odie vender sig til sin nye moder-rolle og når hvalpene bliver noget ældre og mindre afhængige af deres mor.

Odie har altid været stærkt knyttet til Lene, hvilket nu også gør, at f.eks. i morges da Lene for første gang gik en længere tur  med de to andre hunde, så blev Odie meget urolig og kunne overhovedet ikke finde ud af om hun skulle ud og lede efter Lene eller blive hos hvalpen. Så Lene må nok leve de næste 2 måneder i hvalpegården sammen med Odie og hvalpene, således at Odie ved at der er styr på tingene.

Odie har fået en rimelig dårlig mave af at have spist alle efterbyrderne og hele tiden at gøre hvalpene rene. Så er det med at være hurtig når hun kommer styrtende hen mod døren for lynhurtigt at komme tilbage til hvalpene. Hun skal jo lige skylles ren, hvilket hun absolut ikke har tålmodighed til, og hun piber, klynker og nærmest hyler for at komme ind til ungerne. Måske pga. den dårlig mave eller at der nok er en del som skal trække sig sammen inde i hendes mave, efter den lange fødsel, så får hun sommetider et flip hvor hun graver i tæppet i hvalpe-kassen. Så gælder det godt nok om at være hurtig  for at få hvalpene væk og holde på tæppet. Hendes temperatur er også steget med lidt over en grad, så hun puster en del. Tilgengæld er der også perioder hvor hvalpene har spist, er blevet gjort rene, Odie har spist og har været ude og fået gjort hvad hun skal, og så bliver der bare sovet, mens der er små tilfredse gryntelyde fra kassen )

Ang. Eddie “the small one” som han nu hedder, så klare han sig i øjeblikket fint, og har taget på i vægt. Desværre ser det nu ikke så godt ud for den førstfødte tæve som ellers var den næst-største i kuldet. Hun har som den eneste tabt sig, og til vores bekymring, virker hun ikke særlig frisk og spiser ikke så meget. De første par døgn er kritiske for en nyfødt hvalp, og vi kan risikerer at der er noget inden i hvalpen som ikke virker efter at den er født og selv skal tage føde til sig. Det er altid trist, men hellere nu end som med Fille’s Daido der var frisk i næsten 8 uger før hun døde af en lille dum hjertefejl…

Eddie spiser af sig selv, og i baggrunden må vi hjælpe den først-fødte tæve, som i øjeblikket taber sig og ikke er så frisk.

Jeg har lagt billeder af hver enkelt hvalp ind på hvalpedagbogen og her er deres vægt ved fødslen og deres vægt henholdvis et døgn og halv-andet døgn efter fødslen alt afhængig af hvornår de blev født da de nu vejes på samme tidspunkt hver dag.

265 – 220 g
280 – 305 g
170 – 185 g
185 – 215 g
165 – 190 g
140 – 160 g (DAN de DOES Eddie “the small one”)
165 – 180 g

JanK

Heeven er jo vældig optaget af hvalpene, og det er tydeligt at hun ikke mener at Odie er god nok til at gøre dem rene og passe dem.
Når vi ligger tæpperne fra hvalpekassen til vask, tjekker Heeven ivrigt om vi evt. skulle have glemt en hvalp inden vi starter vaskemaskinen.

Så nærmer vi os det første døgn…

Puha, vi er ved at være meget trætte. To timers søvn på skift, er hvad det er blevet til i de sidste 36 timer.
Vi er selvfølgelig bekymrede for lille Eddie. Han er så lille at de andre hurtigt får ham puffet af patterne og skubbet ud i kulden.

Vi mener at naturen skal gå sin gang, og vil ikke sondefodre ham – er han ikke stærk nok til at klare sig selv, er det sådanne det er. Men selvfølgelig hjælper vi ham med at få en god dievorte og passer på de andre ikke skubber ham væk. Kommer han til at ligge for sig selv flytter vi ham selvfølgelig også tilbage til mors varme mave. Og umiddelbart ser det ud til at han er en lille fighter. Han spiser fint og klager ikke spor.

De fire små tøser – hvor to af dem jo kun vejede 15 g mere end Eddie – glemmer man fuldstændig i denne sammenhæng. De spiser alle fint og man synes ligesom slet ikke, at de hører under katagorien: Lille hvalp.

Odie klarer moderrollen helt perfekt. Hun nusser og passer dem til UG. Vi kan faktisk ikke få hende ud af kassen for at tisse. Hun går helt i panik hvis hun tror Fille eller Heveen er på vej ind til hvalpene – sikke et moderinstinkt.

Jeg tror vi venter med at veje dem alle til i morgen, orker næsten ikke hvis lille Eddie har tabt sig for meget. Det vil ødelægge hele aften og vi kan alligevel ikke gør ret meget.

Nu må vi prøve at holde os vågne så længe som muligt på skift – men jeg kan godt mærke at det bliver svært, specielt når vi sørger for ca. 23-25° ved at holde ild i brændeovnen.

Tak til alle jer der har sendt os hilsner og lykønskninger, både på mail og facebook ;o)

Lene

Odie har født.

Vi har siden kl. 19 siddet udenfor og grillet. Odie har ligget i en stol ved siden af os, og slappet af men selvfølgelig pustet som hun har gjort de sidste par dage.
Kl. 21 gik vi ind og da Lene er ved at skylle af opdager jeg at Odie er hoppet ind i fødekassen og står og ser ud til at skulle “skide”. Jeg kalder på Lene og vi ser (selvfølgelig) at Odie er gået direkte i gang med at føde. Ingen tegn på opblokning men direkte med begyndende ve’er.

21,35: Første hvalpe er født. En lille tæve.

21,50: En ve og samtidig en fødsel. Endnu en tæve. Jeg måtte lige rive navlestrengen over, da den blev stadig hang fast i enden.

21.57: Endnu tæve. En meget lille en, kun 170 g.

21.12: Der er kommet ro på den lille familie. Odie gør dem, sig selv og kassen ren. Der er hen herlig lyd af hvalpe der brokker sig fordi de ikke kan komme til af få mælk, når mor bøvler rundt og gør rent.

22.30: 4. tæve er født. Nogle små størrelser, men det er også et par dage tidligere end hvad der står i “bogen”, men alt ser fint ud.
Den sidste er også lille. Vejer kun 185 g.

Her er lidt stemningsbilleder, nu hvor klokken er 22.10, og der er forholdsvis ro i føde-stuen.
E-kuldets fødsel

Henad kl. 23 blev vi urolige fordi Odie fortsatte med at presse en lille smule, og slikkede sig temmelig meget.
Vi ventede, og ventede… Klokken halv et besluttede vi os for at tvinge Odie ud på en kort men rask travetur hvor hun gjorde både det ene og det andet. Da hun kom ind, fødte hun straks endnu en tæve (kaldet “lille Y”). Denne gang var den helt nede på 165 g. Det er blevet en lang nat, og de par glas rødvin vi sad og nød først på aftenen er nu afløst af den 2. kande jordmoder-kaffe.
Nu har Odie for første gang lagt sig ned, og viser tegn på at hun slapper af mens hvalpene endelig får fred og ro til at spise. Odie har også fået en gang tynd havresuppe med Zoolack, salt og honning.

Odie ville ikke slappe af, men blev ved med at slikke sig, og hvalpene blev derfor hele tiden forstyrret. Odie blev mere og mere træt, og lagde sig også flere gang ned for at hvile sig, men skulle igen, igen og igen slikke sig. Pludselig kl. 5 kommer der et par v’er og med et lille skrig fødte hun en lille bitte han på bare 140 g. Han ligner en fugleunge, og der er ikke så meget liv i ham som tøserne. Det er spørgsmål om Eddie har kræfter og størrelse til at overleve…

HOLD, HOLD, HOLD!!!!!

Lille Odie som vi ikke syntes var tyk, har nu igen født en lille pige. 165 g. Odie er ved at være mærket af den lange nat og de mange hvalpe. Hun er træt, halser og har også forsøgt at skrabe bunden op på hvalpekassen. Så er det med at få fat i hvalpe og tæpper…

Nu er vi sikre på at der ikke er flere i Odie. Resultatet blev: 1 han og 6 tæver. Mor og hvalpe ser ud til at være okay. Da jeg ville fodre de to gamle hunde sprang Odie enda ud og forlangte mad på lige fod med de andre, hvor efter hun sprang ud af hundelemmen, og tissede så stor en sø at hun stod i tis til anklerne! Nu vil vi have et bad, rent tøj på og noget morgenmad, hvorefter en af os hellere må gå en lang tur med de to gamle. Heeven har ikke lukket et øje men fulgt med i alt. Fille har ladet som om hun ikke så, hørte og lugtede hvad der skete inde i hvalpegården – men det er tydeligt at det gør hun!

Det er nu søndag middag og alt ser ud til at gå rigtig godt. Odie viser sig at have alle de rette instinkter som gør hende til en god mor. Hun er begyndt at spise og alle hvalpene skiftevis spiser og sover.
Her kan du se lidt af hvad og hvordan det sket da kuldet blev født i nat.

Odie, Odie, Odie…

Har lige været oppe og hente posten. Der var brev fra DCH med indbydelse til DM. Jeg har selvfølgelig meldt afbud (det er i næste weekend) men kom alligevel til at tænke over Odie/DM. Odie og jeg begyndte først at løbe agility-konkurrencer i år – det er faktisk ret flot at hun allerede har kvalificeret sig. Nu håber jeg vi får mulighed for at tage revance næste år.

Vi har prøvet at arbejde lidt i haven – hold op sådanne en sensommer – men Odie kan ikke rigtig find hvile. Hun går fra hule til hule og så ind i huset igen. Nu er jeg gået indenfor for at hun kan få lidt ro på sig, mens Jan får slået græsset og ordnet de sidste ting.

Odie går nu helt af sig selv ind i hvalpekassen og lægger sig til at sove. Man skulle næsten tro at hun havde en fornemmelse af, at det var her det skulle foregå.

I morgen bliver nok en dag hvor vi må blive indenfor sammen med Odie for ikke at stresse hende. Ja, ja, hvad gør man ikke for de små kræ )

Vi venter alle sammen…

Alt er klar, men er Odie?

Odie har tydeligt ændret adfærd. Hun graver nu meget rundt omkring i hundepuderne eller i bunden af sin fødekasse. Er vi udenfor, har hun to yndlingssteder hvor hun har gravet huler. Her ligger hun på skift – de andre hunde synes godt nok hun er underlig…

Hun var med på en lille gåtur her til morgen og det klarede hun fint. Hun er i godt humør og løber rundt og snuser med de andre to. Jeg tror at hun venter til weekenden er ovre, inden hun føder.
Da hun jo ikke har godt af for lange ture, fortsatte Jan, Heeven og Fille på en større tur, hvor de på et tidspunkt gik på en lille landevej. Da der kommer en stor flot, mørk bil imod dem, trækker de pænt ind i siden for at lade bilen passerer. Bilens passagerer hilser pænt på dem, og det viser sig at være hans Excellence Ingolf, greve af Rosenborg, og hans hustru grevinde Sussie. Jo, vi har skam fine mennesker herude på landet )

Odie spiser ikke ret meget. Vi kan lokke små portioner i hende ved at blande godt med leverpostej eller torskerogn i maden. Men pladsen er nok også ved at være trang derinde, hvilket kan høres på hendes vejrtrækning. Uha, hvor hun puster hele tiden.

Lene

Odie har det super igen :o)

Odies mave er i orden igen og hun har fået appetitten tilbage.

Puha, det har været to trælse dage. Hele tiden lå det i baghovedet, at hun mulighvis havde det skidt fordi hun var faldet ned af trappen. Og hele tiden frygtede vi, at fødslen skulle gå igang p.g.a. slaget – en uge for tidlig ville have været katastrofalt for de små hvalpe. Dyrlægen havde sagt, at fødslen ville gå igang inden for to døgn, hvis der var sket noget i styrtet. Nu er der gået 2 et halvt døgn og der er liv og glade dage inde i maven. Hvor er det dejligt at lade sin hånd hvile på Odies mave og mærke hvalpenes små spark. Odie spiser 3-4 gange om dagen – ikke store portioner – men der ryger alligevel en del ned. For at hjælpe det lidt på vej, krydrer vi hvalpepillerne med torskerogn, pasta og revet ost )

Hendes vægt er nu 15 kg. – hun har altså taget knap 2,5 kg. på – er stadigvæk ikke speciel tyk, men går forhåbentlig også mindst 4 dage endnu. Nu skal vi lige have overstået i morgen, og så har vi begge ferie. Jeg står op kl. 5.00 om morgenen for at kunne komme tidlig hjem og Jan møder først op ad formiddagen. Han tager lige temperaturen inden han kører, så vi har lidt føling med om hun er ved at være tæt på fødslen. Den er lav om morgenen men normal igen når jeg kommer hjem om eftermiddagen.

Jeg tror slet ikke at hendes dårlige mave og  humør har noget med faldet/fødslen at gøre. Heevens nedtur sidste weekend forløb på akurat samme måde, så jeg tror at Heeven har haft en slags maveinfektion som hun har smittet Odie med. Nogen gange falder tingene så uheldig sammen, at man er overbevist om, at det skyldes det og det.

Og apropos Heeven, så slog hun rekord idag: Skittede 3 gange på en dag ) Hun har det utrolig godt lige nu. Man kan tydelig mærke det på hendes humør – igen… hurra, for de små grå ølgærstabletter.

Og Fille… hun keder sig. Hun kan ikke forstå hvor de lange  gåture bliver af. I morgen kører jeg til Nim og træner lydighed med hende. Hun skal holdes igang, hvis hun skal i eliteklassen næste år – alt for mange ting fjoller hun stadig alt for meget rundt i )

Lene

Tiden nærmer sig…

…og Odie ser godt nok også ud til at gerne ville af med den tykke mave. Hun har igen ikke den store lyst til mad, så der må blandes noget dåse-hundemad i hendes hvalpepiller. Til gengæld er hun kommet i godt humør, og legede trækkeleg med Fille i går, da Fille havde taget Odie lilla elefant som er en gave fra en venlig svensk familie.
Vi har nu ryddet den ene ende af stuen, lagt linoleumtæppet ud, sat gitter op og stillet fødekassen ved siden af den madras vi skal sove på i dagene før og efter fødslen. Mangler lige få den store låge i, men den skal vi låne af vores veninde Solveig.
I aftes ville vi forkæle hundene, så Fille og Odie fik en tyk, orange, blød stang som egentlig minder om noget jeg fik som barn når vi havde slik-dag. Heeven har jo temmelig sart mave i tiden, så hun fik et stykke tør toastbrød, hvilket hun var vældig tilfreds med, og det tog faktisk længere tid for hende at spise brødet end de andre at sluge den orange stang.
Her til morgen fik Odie det dårligt og måtte brække orange slim op til flere gange. Det har garanteret været den dumme stang de fik i går, som hun ikke har kunnet tåle. Samtidig har hun nu også fået dårlig mave i den anden ende, så det var sgu’ ikke så heldigt med den orange stang…
Hun har godt nok heller ikke haft en særlig god nat. Da det var mest mørkt skulle hun ud og klatte, og jeg hørte godt at hun gik hen til trappen for at komme ned, og med den store tunge mave, kan man ikke bare steppe ned over trapperne, så det foregik bump efter bump, men i mørket kunne hun så åbenbart ikke tælle trinene, så de sidste glemte hun og hun faldt et eller to trin ned på gulvet. For f…. da osse!!! Det må bare ikke ske sådan noget, nu hvor hun er højdrægtig! Vi har nu sat gamle Fiona’s gitterlåge op foran trappen, så må vi se hvad Odie gør når hun vil ned. Hun har aldrig brugt at komme med klagende lyde hvis hun skulle ud, for hun er jo opvokset med adgang til den fine hunde-lem som altid giver adgang til haven.

Siden i morges har Odie virket træt, sløv og i det hele taget uoplagt. I morges kastede hun jo op og havde rimelig tynd afføring, så det har selvfølglig en vis indflydelese på hendes velvære. Problemet er bare, at fordi det er første gang Odie skal have hvalpe, kan vi ikke være sikre på om det er naturligt for hende pludelige at ændre sind i løbet af 12 timer, eller om det skyldes den godbid hun fik i aftes eller faldet fra trapperne.
Vi talte med vores dyrelæge som ikke kunne afvise at fordi Odie nu er i den sidste uge af drægtigheden, kan et eller flere af fostrene have løsnet sig ved faldet fra trappen, og vi vil i såfald opleve en tidlig fødsel i løbet af de næste 24 timer. Vi har derfor besluttet ikke at lade hende være uden opsyn resten af hendes drægtighed. I morgen tager Jan fri fra arbejde, og på onsdag må Lene blive hjemme. Så må vi lige finde ud af hvem der må ofre sig på torsdag.
I eftermiddags blandede vi lidt leverpostej i en håndfuld foder, og det spiste hun faktisk, men et par timer senere kastede hun det op igen. Hun ligger bare og sover hele tiden, men virker afslappet. Vi er bekymrede, men er nødt til at se tiden an. Der er i hvert tilfælde stadig liv i maven på hende, der bliver tydeligt skubbet og bøvlet rundt, og det ser ikke ud til at påvirke hende synderligt.

Vi skulle alle have været til lydighedstræning her til aften, men pga. Odie’s tilstand har vi besluttet at det kun er Lene og Fille som tager afsted. Det var selvfølgelig ikke meningen at Odie skulle lave noget, men bare for at der skete lidt kunne hun have siddet sammen med Heeven og mig. Det er dog halvkoldt så sent på dagen, så ligger hun altså herhjemme og sover, lige som hun har gjort det meste af dagen.

Jan

En herlig agilitydag…

Et hyggeligt lille stævne på Fyn i herligt sensommervejr.

Vi havde valgt at trække Heevens deltagelse da hun ikke har været helt på toppen – hun skal ikke løbe agility mere, men stille og rolig nyde hendes otium – det er vel fair nok, når man har passeret de 11 et halvt år.

Men Fille… hold op hvor hun løber godt efterhånden!

Først AG2: Et rigtig godt løb, hvor hun desværre river en pind, men stadigvæk vinder klassen.

AG Åben: Dette løb var dømt til fiasko på forhånd. Med Filles fremadsøgning og glæde ville jeg aldrig nå ned og kunne trække hende imellem to spring i den anden ende. Jeg løb alt hvad jeg kunne men kunne slet ikke nå at hente hende, så det blev en disk – 17 ud af de 24 store hunde blev for øvrigt disket i dette løb.

Spring Åben: Her skulle jeg prøve at sende Fille ind i en højreslalom for fuld fart. Fille tonser ind i slalomen, brøler som en løve og kaster sig frem. Jeg stolede lidt for meget på hende og løber lidt for langt frem… Fille øjner dåsen med pølser forude – som jeg altid placerer  efter slutspringet – og beslutter at springe de sidste to pinde i slalomen over… den går ikke, vi tager slalomen forfra og så kører det igen.

SP2: Fille løber igen et suverænt godt løb, men hiver igen en pind. Det er et problem for Fille, hvis jeg skal have hende trukket snært omkring et spring – så kommer hun ikke højt nok op og hiver pindene.

Men en rigtig dejlig agilitydag, hvor jeg fik prøvet en masse med Fille, og hvor jeg rigtig kan se, hvordan hun begynder at løbe sammen med mig i stedet for at tonse rundt i hendes egne baner. Jeg glæder mig allerede vildt meget til næste år, hvor vi starter på en ny agilitysæson, med forhåbentlig lige så stor glæde og fart )

Og lille Odie sad opmærksomt og fulgte med fra sidelinien – og kom med små kommentarer når jeg løb med Fille ) Hun er nu så besværet at hun helst forholder sig i ro så meget som muligt. Vi synes ikke hun er voldsom tyk, men det har Odie en anden mening om…

Lene

13 dage tilbage…

…og her til aften mærkede jeg de første tegn på liv )

3 små “banke-på” inde fra maven.

Odie er også ved at være irriteret på sin store mave. Den klør og hun har svært ved at finde hvile. Vi mærker det specielt om natten, hvor hun ustandselig hopper op og ned af sengen.

I morgen kommer en mulige hvalpekøber på besøg, helt ovre fra Roskilde-kanten. Underligt at vi allerede er igang med besøg blot lidt over et år siden Fille’s hvalpe.

Heeven har ikke spist i dag, og har været stille og trist. Kunne hun da for pokker bare fortælle hvad der er i vejen. Er det maven igen, eller noget helt andet? Hun skulle have deltaget i sit sidste agility-stævne på lørdag, men Jan har valgt at trække hendes deltagelse tilbage. Det er jo kun for sjov, og er Heeven ikke i humør, er det ikke noget ved for nogen af dem. Nu er det kun Fille som deltager i Brenderup.

Lene

Lidt nyt…

Har lige været ude og træne med “alle” tre. Vi skulle igennem øvelserne “fremadsendelse” og “næsesøg”. Fille er stadig i forrygende humør og klarede de to øvelser til UG – hvis man vel og  mærke ser bort fra hendes fjollerier. F.eks. kan keglen godt blive slået omkuld fordi hun skal lave pirouetter på vej rundt i vendingen og lidt småbrølen bliver det altså også til når man har det humør. Glæder mig til på lørdag hvor vi skal til årets sidste udendørs agilitystævne på fyn.

Odie klarede også begge øvelser fint, i det tempo man nu har når man er gravid. Jan vejede hende her til morgen og hun har taget mellem 2 og 3 kg på – akkurat det samme som Fille havde da hun var drægtig )

Gamle Heeven nød også at få lov til at arbejde. Det går bestemt ikke stærkt når en ældre dame arbejder – men når man er på vej mod de 12 år, er det vel også okay.
Og hendes mave? Hun har haft lidt dårlig mave en enkelt gang – sikkert på grund af et stort tyggeben hun spiste – men ingen blodig diarre i 14 dage. Vi håber og tror stadig på at det hjælper )

Lene

DKKs DM i lydighed

Hold op, et flot arrangement kreds 6 havde fået stillet på benene. En hyggelig indmarch med pigegarden i spidsen, præsentation af alle deltagere (det var nok det eneste der ikke var til UG – folk gik lidt kolde i alle de navne), hyggelig velkomstale, perfekte baner og toilet/madkøb lige om hjørnet. Selv vejret artede sig noget bedre end vi nok alle havde frygtet. Der kom et par rigtige grimme regnskyl – synd for de hundeføere det gik ud over – men ellers dejligt hundevejr.

Og hvordan gik det så lille Odie? Jeg synes faktisk det gik rigtig godt. Fælles dæk og -sit var overstået fra morgenstunden og gik fint. Og så var der bare at vente til sidst på dagen, da Odie skulle op som den aller sidste hund.  Fri-ved-fod startede med en dræbende laaaang langsom gang, og jeg havde faktisk frygtet at jeg ville blive nødt til at stoppe prøven allerede her, hvis Odie gik helt kold. Men hun gik en rimelig fri ved fod. Stillingskift gik super og så skulle vi til apporten… fint ud til kegle og hurtigt udløb ud til den rigtige apport, men så… Odie nægtede at tage apporten. Hun cirklede omkring den og vidste godt hvad hun skulle, men det var som om hun ville få stød af at røre ved den. Videre til springapport. Her er det hendes egen apport hun skal apportere – og sørme om hun ikke igen nægter at tage den! Underligt, det er aldrig sket før – jeg vælger at tro det var et mærkeligt graviditetsflip hun fik. Stå-sit-dæk under gang faldt også helt fra hinanden. Odie indtager kun ståpositionen rigtig… Indkald, fremsending og næsesøg laver hun rigtig pænt – dog er hendes tempo mærkbart langsommere.

Men jeg er sikker på hun hyggede sig under hele prøven og fik en rigtig god dag ud af det, og det var det vi kom for. Nu skruer vi så småt ned for træningen og lader hende gå på barsel de sidste 3 en halv uge. For drægtig det er hun 100%. Hendes patter er vokset meget, og selvom hun stadig ikke er speciel tyk, er der ingen tvivl om at der ligger små hvalpe i maven og gør hende lille og træt )

Nu må jeg til og træne lidt mere seriøst med Fille. Hun skulle gerne være klar til at prøve kræfter med Eliten næste år.

Og Heevens maveproblemer… jeg tror faktsik at vi er godt på vej til at have løst det. Hun har nu haft det super i en uge – man kan tydelig mærke det på hendes humør også. HURRA for de små grå ølgærtabletter som hun får )

Hyggelig indmarch. Jeg ville ikke trætte Odie, så Fille fik lov at gå med i stedet.

Lidt sjovt… fra hele kreds 4, var der 4 deltagende hunde – alle Schapendoes )

Lille Odie i fællesdæk.

Klar til stillingskift

Amies søn Chilli kom sammen med Hanne og var tilskuer hele dagen – hyggeligt at se dem begge to.

DKKs DM i lydighed, Sabro d. 29. august 2009

Lene

Odie snød os lidt…

Jeg havde faktisk besluttet i løbet af dagen, at jeg ikke ville deltage i DM med Odie. Hvis hun ikke viste glæde ved at træne, var der ingen grund til deltage – og hvad… det var jo “kun” et DM, som vi alligevel ikke havde regnet med at deltage i.

Men så var hun helt anderledes her til aften. Hun var glad og opmærksom og gjorde alle øvelserne til UG. Man kan dog godt mærke på hende at hun mangler den sidste fart og gnist som hun plejer. Nu ser vi tiden an til på fredag. Er hun stadig glad og i hopla, deltager vi, og hvis hun ikke har lyst, melder vi fra.

Heldigvis optager vi ikke en plads for en anden, så det behøver vi ikke tænke på )

Lene

Det går ikke altid som forventet…

Vi overvejer lidt om det er dumt vi har meldt Odie til DM på lørdag.
Hun er bestemt ikke blevet tyk og besværet, men hun er meget stille og
ugidelig.
Vi prøvede at træne lidt med hende igår:
Fælles dæk: Gider ikke ligge ret længe. Fælles sit: Kigger rundt, snuser og er i det hele taget ikke koncentreret. Stå-sit-dæk under gang: Jeg kan ikke sætte mig på
kommando og heller ikke lægge mig. Fri ved fod: Jeg gider ikke holde det
tempo…
Spring apport: På vej tilbage over springet vælger jeg lige at smutte uden om springet i stedet for…
Vi har tilmeldt hende og betalt startgebyret, men om der er nogen ide i at stille med hende til DM hvis hun ikke synes det er sjovt, det overvejer vi nu kraftigt.
Vi ser hvad der sker i løbet af ugen og tager så stilling til hvad vi gør.

Odie skal til DM i lydighed!

Midt i sorgen over Fiona’s  pludselige død, kan vi glæde os over at Odie alligevel skal med til DKKs Danmarks-mesterskabe i lydighed.

DM afholdes i år af kreds 6, lørdag d. 29. August 2009. Arrangementet holdes på Sabro hallens boldbaner, Damvej 10 i Sabro.

Så uvirkeligt…

For et år siden glædede vi os over at Amie snart skulle til DcHs Danmarksmesterskab i Hjørring. Hun var på toppen af sin karriere, vi havde 5 hunde og nok at se til.
Nu er der gået et år, og vi har 3 hunde tilbage. Det virker bare så utrolig uvirkeligt…
At Amie pludselig skulle dø, kunne vi på ingen måde have forberedt os på, men at vi snart skulle tage afsked med Fiona efter et langt, aktivt og godt liv det troede vi at vi havde forliget os med, men nej, så nemt er det bare ikke…
For ikke engang en uge siden var det den samme gamle Fiona som altid lå i vejen når man skulle ud af køkkenet. Hun havde den vane at hun bare SKULLE ligge med forpoterne hvilene på dørtrinnet så hverken vi eller de andre hunde kunne komme forbi.
Det var den samme gamle Futte som man forsigtig skulle forsøge at vække når vi skulle bære hende op i soveværelset. Når man er døv, bliver man let forskrækket hvis man sover og vi prøver at vække hende. Nogle gange snappede hun lynhurtigt ud i luften pr. instinkt.
For en uge siden gik vi tur hvor Fiona stod tilbage oppe ved gården og kunne ikke rigtig se om vi virkelig forsvandt ned i skoven. Så kunne vi være sikre på at når vi var ude af syne så skulle hun ligge en klat lige på kanten af LP-banen. Når vi så var nået ned til søen kom gamle Fiona dinglende i skarpt trav eller ligefrem i løb med tungen ud af munden og et stort grin. Så skulle hun have en godbid fordi hun alligevel selv havde fundet os.
For en uge siden var det Fiona som ikke syntes det var sjovt når vi gik over stub-markerne. Halmstråene var ikke så sjove at gå på, syntes Futte.
For en uge siden var det Fiona som man skulle passe lidt på når man gav en godbid. Muligvis fordi hun ikke så så godt, at hun tøvede når man stak en godbid frem til hende, men efter et sekunds betænkning hapsede hun den med en hurtighed som en kobraslange.
For en uge siden var det Fiona som ikke lige havde set at vi f.eks. gik og arbejde omme ved den nye agility-bane, så hun var gået hen til bagdøren ved huset hvor hun stod og gøede vredt for at ville ind.
For en uge siden var det Fiona som forventningsfuldt stod ved bagenden af bilen, fordi hun så gerne ville ind i sit lille stofbur i baggagerummet.
For et år siden var der 5 madskåle som blev stillet frem, nu er der kun 3….

Vi savner jer utrolig meget i kære hunde…

Frijsenborg agility weekend

Så er weekenden overstået… på godt og ondt.

Jeg skulle til to-dages stævne i Frijsenborg med Fille og havde glædet mig helt vildt, fordi Fille er helt på toppen rent humørmæssigt lige nu.

Lørdag tog vi afsted, fuldstændig overbeviste om, at Fiona ville have det bedre når vi kom hjem senere på dagen.

Fille var bare i hopla. Vi startede med Spring Åben og her løb hun fejlfrit og blev nr. 11 blandt de store hunde. Videre med Agility Åben hvor hun igen løb fejlfri og blev nr. 8. Der var nogen og 50 store hunde, så jeg var godt tilfreds. I middagspausen var der hver dag et finaleløb som du kvalificerede dig til gennem de to Åbne løb. Fille var sjette bedste hund til finalen blandt de 20 kvalificerede store hunde. Finaleløbet var lørdag et springløb, og hold op hvor Fille gav den hele armen igen. Sluttede på en fjerdeplads… det havde jeg aldrig troet jeg skulle opnå med Fille.
Men så hørte det hyggelige også op… jeg ringede hjem til Jan for at høre hvordan det gik med gamle Fiona. Det var slet ikke godt – Jan mente det var gået meget tilbage. Jeg havde ikke lyst til at løbe mere, men ville hellere hjem, så vi kunne beslutte os for hvad vi skulle gøre. Pokkers også, jeg havde håbet på at hun stadig ville få det bedre jo længere tid der gik.

Det var et ynkeligt syn der mødte mig da jeg kom hjem. Gamle Fiona kom logrende imod mig, selvom hun knap kunne bevæge sine ben. Hold op hvor var hun blevet dårlig – og hvor var det tydelig at hun havde mange, mange smerter. Vi ringede efter dyrlægen, så vi kunne hjælpe hende for aller sidste gang i hendes lange liv. Dyrlægen var heller ikke i tvivl – det var tid til at give Fiona fred. Det foregik ligesom med Amie, stille og roligt, mens vi sad og snakkede og kælede med hende. Da hendes hjerte var holdt op at slå, lod vi de andre 3 få lov til at snuse til hende, men det så ikke ud til at det betød noget særligt for dem. Jeg håber det var sidste gang i meget, meget længe at vi  skal sige farvel til en af vores hunde – det er simpelthen for hårdt.

Vi havde en underlig oplevelse om aftenen da vi skulle i seng. Alle vore hunde har altid haft hver deres sted at sove om natten. Gamle Fiona sov altid i et hjørne længst væk, og de andre hunde gik ALDRIG hen for at sove på hendes plads. Da vi gik op i seng så vi at Fille allerede havde lagt sig på Fionas plads!!!??? Hvorfor gør hun det lige præcis nogen timer efter Fiona sov ind? Hun lå der kun et lille stykke tid og gik så hen på hendes egen plads igen. Hun har aldrig gjort det før, selvom Fiona altid var den sidste til at komme i seng. Underligt, hvad der nogen gange foregår i de hunde-hjerner.

Jan og Heeven havde tilmeldt sig agility om søndagen, og efter meget snak frem og tilbage, besluttede vi os for alle at tage afsted. Det ville være bedre at komme væk og tænke på noget andet, end at gå herhjemme og mindes gamle Futte hele tiden.
Jeg var slet ikke i humør til at løbe – havde næsten ikke sovet i to dage – men Fille var på igen. Hun kvalificerede sig atter til finalen der i dag var et Agilityløb. Men det blev til en disk, nok mest fordi jeg ikke rigtig var i hopla.

Stakkels Heeven startede morgenen med rumlem i maven igen. Så vidste vi hvad det ville ende med. Og ganske rigtig… en halvsløj Heeven der sluttede dagen af med dårlig mave igen. Hverken Jan eller Heeven fik noget ud af at løbe agility idag.

Nu prøver vi med forskelligt kosttilskud – hendes nye diætfodder har i hvert fald ingen effekt på hende. Træls at hun skal bøvle så meget med den dumme mave her på hendes gamle dage.

Og lille Odie. Hun var bare med på en kigger hele dagen – og blev befamlet af samtlige af vores agility-venner der selv havde haft hvalpe – og jo, de mente alle hun var drægtig. Hun er heldigvis også begyndt at spise lidt igen.

Billeder fra dagen kan ses her.

Farvel Fiona…

Vi har lige sagt farvel til Fiona som nu kan mødes med Amie i agility-himlen. Dyrelægen kom forbi og vi blev enige om at det var bedst for hende at få fred.
Det blev 14 meget aktive år med fuld fart. Kun få dages sygdom. Kan næsten ikke blive bedre for en af vores bedste venner…

Det går ikke godt…

Fiona vågnede engang i nat og peb højt da hun ville rejse sig, og det samme er sket både her til morgen og i løbet af dagen. Hun får jo smerte stillende piller for at hendes krop kan få ro, i fald det “kun” drejer sig om en nerve der har sat sig i klemme, men vi frygter at det ikke bare er det. Når hun ikke sover virker hun meget rastløs og har svært ved at ligge sig ordenligt ned. Hun er også meget fokuseret på hvor vi er, så jeg kan ikke foretage mig ret meget uden for hendes synsfelt for ellers forsøger hun igen at komme i nærheden af mig. Det er nogle hårde timer blot at skulle se på stakkels Fiona, men vi håber stadig på at tid og ro, kan give hende det godt igen.

Vi vil nu forsøge hurtigst muligt at få en tid hos “dibbe-dut-damen” Anneline i Davinde som er Bowen-behandler. Hun har før vist at hun på utrolig vis, kan afhjælpe fysiske skavanker hos både dyr og mennesker. Kan hun hjælpe Fiona med hendes problemer, her og nu, er vi et stort skridt videre mod endnu et stykke tid sammen med Fiona, men ellers må vi kører til dyrelægen, da Fiona ikke skal lide ret mange flere dage.

Lene er med Fille til agility-konkurrence i Frijsenborg. Det går faktisk rigtig godt og Fille er bl.a. blevet nr. 9 i et af de åbne løb hvor alle store hunde konkurrerer mod hinanden uanset hvilken klasse de normalt løber i, så det er rigtig flot. Det var meningen af Heeven, i morgen søndag, skulle have deltaget i en af hendes sidste agility-konkurrencer, hvilket jeg og helt sikkert også Heeven havde glædet os til, men vi er nødt til at blive hjemme hos stakkels Fiona.

JanK

Gamle Fiona besøger gamle mor…

Jeg havde jo egentlig taget fri torsdag og fredag for at besøge min mor i Ribe, men torsdag fik Fiona jo forpurret planerne ret så godt.

I dag havde hun det væsentligt bedre, men stadig ikke godt.

Jeg besluttede efter en del overvejelser, at jeg ville tage hende med til Ribe. Er der to ting gamle Fiona elsker rigtig meget, er det vores bil, og min mor.

Afsted gik det mod Ribe i langsom sneglefart så det ikke bumpede for meget for Fiona. Og hold op hvor blev Fiona glad for at se min mor (og omvendt). Det er sjovt at min mor altid har betydet så meget for den hund. Vi havde en god dag, selvom det var svært at slappe af og nyde dagen. Man kigger og studerer hele tiden Fiona for at have en fornemmelse af, hvor ondt hun evt. har det. Der er ingen tvivl om, at hun stadig har det rigtig skidt. Men gør hun samme fremskridt til i morgen som hun gjorde til idag, er jeg sikker på hun nok skal komme sig. Og gør hun ikke… ja, så ved vi jo godt hvad vi så skal gøre…

Hun har haft lige knap 14 gode og ekstrem aktive år. Det er ikke småting hun har oplevet. Når man ser bort fra mange, mange lydighedsprøver og-konkurrencer, har hun jo også været med på vandreferier i Tyskland, Holland, Luxenborg, Østrig, Frankrig, ja, selv en tur rundt i Roms gader er det blevet til. For ikke at tale om vores årlige efterårs-sommerhusferie ved Vesterhavet. Jeg tror, at hvis man talte alle de skridt sammen hun har vandret, kunne de nå flere gange rundt om jorden )

Nå, nu lyder det næsten som om jeg har opgivet at hun bliver rask… men selvfølgelig gør hun det! – vi skal måske nok bare til at vænne os til, at hun nu er blevet rigtig gammel og der skal tages meget mere hensyn til hende her & nu og i den nærmeste fremtid.

Lene

Så er det gamle Fiona…

Ja, vi ved godt at nogle af vores hunde er ved at være gamle og deres kroppe derfor viser tegn på ælde, men….
Heeven bøvler jo med fordøjelsen og i nat vågnede vi ved et skrig/hyl. Jeg tændte lyset og der var ro over det hele bortset fra Fiona, der bøvlede en del for at komme op på sin sovepude. Når hun har sovet har hun lidt stive ben, så det var der ikke noget udsædvanligt i. Resten af natten forekom rolig, men da mit vækkeur ringede og de 3 yngste flokkes for at sige godmorgen, opdagede jeg at gamle Fiona lå ved siden af min seng og halsede voldsomt. Hun lå også underligt med bagbenene trukket op under sig. Da jeg ville røre ved hende flyttede hun sig med stort besvær. Det ser ud som om hun har et problem med venstre bagben, og kan ikke komme ned og ligge ordenligt eller gå ordenligt. Da Lene har fri i dag, bar hun Fiona op i min seng og lagde hende helt om på siden, og så slappede den gamle helt af og stoppede med at halse, mens hendes øjene langsomt gled i.
Nu sover de alle mens jeg er taget på arbejde, og Lene vil i første omgang forsøge at få fat i noget smertestillende til Fiona, men ellers må vi igen køre til dyrelægen.

Det er bare så træls når hundene ikke har det godt…

—————————————-

Lene har ringet til dyrelægen som anbefalede at give et smertestillende middel som vi tilfældigvis havde liggende. Det har Fiona nu fået, men hun kan ikke slappe af. Dyrelægen mener at det er i ryggen, at hun har fået et vrid måske fordi hun i nat er snublet på det glatte trægulv i soveværelset. Vi venter til middag med at bestemme os for, om vi skal til dyrelægen.

———————————————-

Fiona ville lige før middag gerne med ud at gå en lille tur, så det fik hun lov til. Hun gik som om hun bare var lidt træt, men havde ellers ikke nogen problemer, men da hun kom hjem vraltede hun hvileløst rundt og havde tydeligvis smerter, og det kulminerede med at hun begyndte at hyle højt og dinglede rundt.
Nu kører vi til dyrelægen og får undersøgt hvad der er i vejen med stakkels Futte…

———————————————–

Da hun kom ud til dyrelægen fejlede hun ingen ting. Han undersøgte hende og fandt ingen tegn på hendes “anfald” af smerter og trækken på venstre ben. Han valgte at tage et røntgenfoto og mens det blev fremkaldt fik hun igen et smerte-anfald og han kunne ved selvsyn se at den var helt gal med hende. Røntgenfotoet viste svær “spondylose” som er en gradvis sammenvoksning af ryghvirvlerne. Utroligt så sej den gamle tøs har været. Det er kun 2 år siden hun løb sit sidste agility løb uden problemer og har først det sidste 1-1,5 år vist tegn på alderdom, men spondylose opstår ikke så hurtigt så hun har faktisk haft det i adskellige år.
Hvis det var spondylosen som er skyld i hendes problemer så burde hun have konstante smerter, så han mener (vi håber) at det skyldes at der oven i spondylosen sidder en nerve i klemme, måske noget som skete i nat da hun ville dingle op fra sin sovepude og måske er gledet på trægulvet.
Hun har nu fået noget stærkt smertestillende som hun skal være på i de næste par døgn for at få total hvile, og så må vi se.
Hun fylder 14 år i oktober, så vi ved at vi kun har hende “til låns” i en begrænset tid, men det er hårdt pludselig at være så tæt på det tidspunkt hvor der (endnu engang) skal tages afsked med en af vores allerbedste venner, denne gang efter 14 års venskab og utallige oplevelser.

——————————

Hun tog sig nogle ordenlige “skrabere” i går, og når hun vågnede var virkede hun som om hun var blevet mindst 1 år ældre men uden smerter og kunne enda logre med halen da jeg kom hjem.
I samråd med dyrelægen (som var glædeligt overrasket over at hun allerede havde fået det bedre) fortsætter vi med at give hende smertestillende piller yderligere en uge og holder hendes motion på minimum, i tilfælde af, at det var en tilfældighed at en nerve sad i klemme og at det for så vidt ikke skyldes hendes rygproblem, bortset fra at hun selvfølgelig går og bevæger sig dårligt og dermed nemmere kan træde forkert.
Forøvrigt forsøger vi os nu med et kosttilskud til Heeven og håber på at det kan få hendes tarme til at arbejde mere normalt.

JanK

Heevens mave

Heeven har jo desværre igen fået fordøjelsesproblemer ligesom hun havde da hun var 2-3 år gammel. Hun spiser normalt i ca. 2 dage, så begynder maven at rumle, hun slår nogle stinkende prutter og æder græs. Hun mister appetiten og efter ca. 1 døgn får hun blodig diarre. Hun tømmer maven ca. 2 gange hvorefter hun går et døgn og har det dårligt. Så spiser hun igen i 2 dage og det hele gentager sig.
Dyrlægen har undersøgt lever, nyrer og tarm men der er ikke noget unormalt. Han gav os Specific til fordøjelses-besværerede hunde men efter 4 dage endte det i dag også i mave-rumlen og blodig diarre.
Vi vil nu forsøge med kosttilskud som er blevet os anbefalet. Desuden har vi som sidste løsning også et foder vi gav Heeven for 8 år siden, som var et en-protein-foder og det virkede som om det hjalp. Nogle hunde kan have problemer med at fordøje “knuse” flere proteiner på en gang. I det meste foder er der kød fra flere dyr og det kan altså give problemer.

Stakkels, stakkels Heeven…

En historie fra en tilfreds deltager…

Her kan du læse om vores kursus, som det blev oplevet af vores svenske deltager:

http://www.metrobloggen.se/Labanesen

Laila’s hjemmeside kan forøvrigt ses her:

Lailas schapendoes hundar

En DAN de DOES kursus-weekend.

Vi var meget spændte på hvordan vores kurser ville forløbe, da vi ikke før har tilbudt kurser. Begge kurser var blevet tilrettelagt efter kursisternes ønsker, men da vi alle arbejde forskelligt med vores Schapendoes og er på forskellige niveaur, var det svært på forhånd at vide hvad der skulle lægges vægt på og hvordan budskabet skulle formidles, så alle fik mest muligt ud af dagen. Der har gået flere ugers forberedelse forud for denne weekend så det er forløsende nu at sidde tilbage med en følelse af at alle har været tilfredse med dagene. Der var teoridelene, der var åben diskusssion, der var enkelte praktiske øvelser, der var frokost og så var der en masse hyggeligt samvær. Nogle kom helt oppe fra Stockholm, nogle fra Skagen, en del fra Jylland og et par stykker fra Københavns-området, så der var stor geografisk spredning. Fælles for alle var glæden ved at arbejde med deres Schapendoes, og vi så udelukkende glade og positive hunde-mennesker som helt sikkert gjorde deres bedste for at have det sjovt med deres hund. Nogle havde nogle mål med deres træning og vi håber at de, med nogle af de løsnings-modeller som blev tilbudt på kurserne, nu kan kommet et skridt videre mod disse mål.
De fleste ønskede at vi laver opfølgningskurser eller bare lignende kurser, men nu venter vi jo på at Odie skal føde et kuld sunde og raske hvalpe, hvorefter det bliver for koldt at holde teorien i stalden, så vi må vente til foråret. En del ønskede også et lignende kursus i agility. Ikke umuligt, men det bliver også til foråret da vi i øjeblikket er ved at udvide agility-banen og indkøbe nye forhindringer.
En mulighed kan også blive at vi tilbyder fast træning i f.eks. agility. Det kunne være 2-3 gange om måneden, hvor man samtidig med at man træner i sin egen lokale agility-klub, mødtes hos os til en mere intensiv træning udelukkende for Schapendoes, meåske med henblik på at deltage og få succes i officielle agility-konkurrencer. Det er nu noget sjovere at tage til konkurrencer hvis man er nogle stykker at være sammen med.

Fortsæt det  gode trænings-arbejde med jeres Schapendoes rundt omkring i Dammark og Sverige.

Det var en fornøjelse at have jer alle på besøg, men jeg skal hilse og sige, at det er nogle lange og fysisk-/psykisk hårde dage når vi holder kurserne to dage i træk. Nu skal der ryddes op og vores egne hund skal igen have den opmærksomhed de har “krav” på )

JanK

Kursus-dag nr. 2

Igen en rigtig god og hyggelig dag. Hundeførerne var i dag noget mere rutinerede end holdet i går. Men jeg synes igen, at vi fik en god dag med en masse snak om at arbejde og forstå Schapendoes, motivere og træne dem.

Men hold op hvor er man også træt i hovedet efter sådanne to dage.

Jeg tror jeg vil lade billederne fortælle historien færdig, og så gå i seng )

DAN de DOES’s album for aktive Schapendoes

Lene

Lydighedstrænings-kursus for Schapendoes

Klokken er 20.00 – den første lydighedsdag er “overstået”. Og hvordan gik den så?
8 positive og motiverede hundeførerer mødte op her hos os, for at få en dag hvor de forhåbentlig kunne få en masse gode ideer med hjem til videre træning. Fælles for alle var, at de var temmelig nye inden for lydighedstræning eller først skulle til at starte op.

Vi startede med teori i stalden (som Jan havde været så sød at omdanne til et blinkende discotek) og fik diskuteret en masse omkring vores hunde. Sjovt at høre hvor ens vores race i bund og grund er, med hensyn til at arbejde.

Senere ud på græsplænen for at øve “plads” og “fri ved fod”. Og sådan skiftede vi med teori og praktiske øvelser. Herligt at kunne give råd videre til “nye” hundeførere. De er altid meget taknemmelige og man kan se hvor hurtig det virker på hundene. Dagen fløj afsted. Allerede da vi skulle have frokost, kunne jeg se at tidsplanen ikke ville holde. Thomas havde være så sød at bage kage (det var ellers noget Nadja havde lovet ) og den fik vi først tid til at nyde kl. 16.00.

Vi sluttede af med en gåtur med alle der havde lyst. Hvor er det dejlig med en race som bare fungere sammen. Alle løb bare rund og havde det herligt.

De eneste som nok ikke havde en festlig dag, var vores egne hunde. Jeg havde på skift lille Odie og Fille med for at kunne demonstrere nogle af øvelserne.  Og Jan sørgede for, at de to gamle også blev luftet og kom lidt ud. Men jeg er sikker på, at de nok ville foretrække vores “normale” weekender, hvor det er dem der er i fokus.

Nu er jeg helt sikker på, at lille Odie er drægtig. Hun er en ynk at se på. Ligner en hund på 15 år. Alt foregår i slow-motion, og der er overhovedet ingen gnist i hende. Alligevel vil hun absolut ikke gå glip af noget. Da vi skulle ud og træne stod hun mere eller mindre i midten af os alle sammen. Hun gjorde ingen ting, rørte sig næsten ikke, men kunne alligevel følge med og være sikker på, ikke at gå glip af alt for meget. Prøv at se på billederne – hun står som en lille grå skygge på næsten alle sammen )
Hun har faktisk ikke spist i tre dage nu – og det er meget usædvanlig for hende. Men  fik lokket lidt mad i hende til aften ved at blande lidt dåsemad i fodderet.

I morgen kommer så en ny kursusdag. Her kommer de mere garved folk, som har dyrket LP forholdsvis længe. Jeg håber vi får en dag som bliver lige så god som  idag )

Lene

Lydighedstræningsdag med Schapendoes

Heeven har været ved dyrelægen

Han tog nogle blodprøver og undersøgte hende på kryds & tværs. Umiddelbart fejler hun ikke noget, men hendes fordøjelse fungerer ikke optimalt. Hendes fordøjelse i tarmen har altid givet hende lidt eller store problemer, og det er nok det, som nu hvor hun er blevet ældre, slår kraftigere igennem. Derfor skal hun nu forsøge sig med et diæt-foder. Så må vi håber de gør livet nemmere for stakkels Mys…

Travlhed…

Så nåede jeg også at blive færdig med udvidelsen af hvalpekassen. Den er godt nok blev stor (og tung) så hvis “Åt” har tænkt sig at blive mor til 10 hvalpe, er der rigeligt med plads. Jeg ville have malet den i en festlig farve, men da små hvalpetænder godt kan æde sig igennem et lag maling, har vi besluttet at lade kassen fremstå i ren rå udgave uden diverse kemiske stoffer – sp det blev altså en “grøn” hvalpekasse.

Der er også travlhed i forbindelse med weekendens kommende kursus i lydighedstræning af Schapendoes. Der har faktisk allerede været en “tyvstart”. Det var lille Yankee som med sin ejer for første gang har kvalificeret sig til DM i lydighed klasse LP1, og da de desværre ikke havde mulighed for at deltage i weekendens kursus, havde de spurgt om de kunne få en ene-times undervisning i onsdags. Der er mange detaljer at tage hensyn til når man skal til DM.
Der er jo en del forberedelse til sådan et arrangement med 2 x 8 deltagere + diverse påhæng. Glæder ,og overasker, os at der er så stor tilslutning, og vi håber deltagernes forventninger bliver indfriet, således at vi evt. kan tilbyde opfølgningskurser med relevant indhold.

Heeven skal undersøges af dyrelægen i dag. Vi håber han kan finde en grund til hendes fordøjelses-problemer, og helst ikke noget alvorligt. Stakkels “Mys”….

En god og en dårlig nyhed…

Her til morgen havde Odie morgenkvalme! Det havde Fille også i begyndelsen af sin drægtighed. Så sent som i aftes åd Odie som sædvanligt som om det var det sidste måltid i hendes liv, men her til morgen tog hun blot et par piller hvorefter hun trådte et skridt tilbage og gloede med afsky på hendes madskål. Så satte hun sig ned og betragtede skålen med hagen hvilende på brystet. Da en af de andre kom forbi for at se om de evt. kunne hjælpe med at tømme skålen, rejste hun sig hurtigt og trådte hen til skålen og skulede over skulderen, for de andre skulle sørme ikke få hendes mad bare fordi hun ikke selv gad.

—

Som mange af jer sikkert husker så var vi igennem en rigtig grim periode med Amie og hendes nyresvigt.
Nu frygter vi muligvis at være i en lignende situation, denne  gang med hendes mor Heeven.
Heeven havde for 8 år siden store problemer med at spise normalt foder. Hun blev adskillige gange undersøgt efter hun i mange måneder havde blodig afføring ca. hver 3.-4. dag. Vi mente at hun led af flere-protein allergi. Hun har siden da i mange år kørt på henholdsvis et diætfoder og nu på Kingsmoor uden de store problemer, men nu går det galt igen…
Hun har mistet appetiten, er fuldstændig manisk med at æde græs, kaster galde op, prutter afsindigt stinkende prutter, og har blodig afføring. Efter 2 døgn går det lidt bedre og så går det galt igen.
Vi kontakter nu dyrlægen for at hører om hun lider af f.eks. betændelse i bugspytkirtlen.

—-

Siden sidste indlæg, har vi talt med dyrelægen, som er overbevist om at det ikke er betændelse i bugspytkirtlen, så det må skyldes noget andet. Måske det en hormonforandring pga. hendes fremskredne alder (Mysen er jo desværre allerede blevet 11 år). Ligesom da hun for første gang begyndte at døje med fordøjelsesproblemer, hvilket skete i forbindelse med hendes første kuld hvalpe hvor kroppen jo også forandrer sig hormonelt.

Hvalpekassen gøres klar

Så er vi så småt ved at gøre hvalpekassen klar. Vi har besluttet at den skal udvides, så delene måles, saves til og samles ude i gården.
Fille snuste en del til pladerne, og kunne åbenbart stadig kende duften af sine hvalpe, så hun blev troligt liggende tæt på delene, men jeg gik og arbejdede. Det kunne jo være der var en hvalp som havde brug for sin mor…

I morgen er det 3 uger siden Odie blev parret med Zack og skal derfor have yderlige hvalpemad i sin daglige ration. Samtidig vil vi nu veje hende for at se om hun tilfældigvis har taget et par gram på.

JanK

Agility-banen udvides

Vi har jo en stor gammel møding med betongulv. Den er okay når vi vår træstammer hjem til videre forarbejdning så vi kan få lidt varme om vinteren, men ellers er pladsen jo både grim og ganske overflødig. Den ligger lige ved siden af vores agility-bane, og den er lige lovlig trang når vi stiller alle forhindringerne op.
Vi havde selv forsøgt med en nedbrydningshammer, men måtte opgive efter 3 timer hvor vi kun havde løsnet ca. 2 kvadratmeter ud af 150. I denne weekend har vi så bestilt nogle effektive mænd og maskiner til at kommer og bryde skidtet op. Det tog en formiddag, og nu skal vi bare gøre det mere jævnt, samle sten og så græs. Så har vi en alletiders plads til agility-banen, samtidig har vi ladet et lille stykke betongulv blive tilbage, som jo stadig kan bruges til træ.

Et andet projekt er at få ryddet op i den “pæne” staldbygning således at der er klar til næste weekends ryk-ind af Schapendoes folk som skal deltage i vores trænings-kursus. Faktisk okay at blive nødt til at gøre lidt rent og få ryddet op en gang i mellem )

Odie virker lidt hurtigere træt og er noget mere kælen og kontaktsøgende end ellers, samtidig er hendes patter også vokset, så der er tegn på forandring af hendes krop efter næsten 3 ugers drægtighed.

I dag er det A’ernes fødselsdag…

Så blev 50% af vores A-kuld 9 år.

STORT tillykke til Allie og Assie. – En skam Amie og Harley ikke oplevede det…

I dag har vi hyret et firma til at fjerne størstedelen af vores gamle møding, så agility-banen kan udvides. Der bliver også købt en pose og en tunnel, så vi kan lave en fuld bane.

Schapendoes’erne Fille og Odie på får…

Denne dag havde vi glædet os meget til. Odie og Fille skulle for første gang have prøvet deres instinkt på får. Tre af Filles hvalpe ville komme, og Odies “kæreste” Zack, kom helt fra Tyskland, og nogle af vores Schapendoes-venner var også inviteret.

Hundene fik på skift prøvet deres instinkt af, mens fårene var i fangefold. Der var meget stor forskel på, hvor vidt hundene tændte på fårene eller ej. Fille var, som forventet, fuldstændig tændt på fårene. Hun spænede rundt om folden og var helt umulig at få stoppet igen )

Lille Odie… ja, hun var lige så stille og rolig som hun har været de sidste par måneder. Et enkelt par gange tændte hun lidt på fårene, men det var ikke meget. Til gengæld var hun ellevild over at se Zack igen. Zack havde bestemt heller ikke glemt Odie. Han var så tændt på hende, at får kunne være får, han ville hellere stikke af hen til Odie.

Disco og Dusty tændte pænt på fårene, mens lille Dicte ikke helt kunne se det fornuftige i, at rende rundt efter sådanne nogle uldtotter )

Da de havde prøvet at være på fårene to gange mens de var i fold, var tiden inde til at de skulle prøve uden for folden. Fille var først – og jøsses hun kunne drøne rundt efter dem – ingen tvivl om, at hun havde instinktet i sig.

Disco og Dusty syntes det var vældigt, og fik ind til flere gange, fårene spredt for alle vinde. Rikkes to bordere kedede sig bestemt ikke, de måtte ofte ud og samle flokken igen.

Odie prøvede to gange at “jagte” fårene, men hun tændte slet ikke på det, og vi stoppede hurtigt med hende.

Så var det Zack’s tur – vi havde forinden puttet Odie i bilen, for at han kunne koncentrere sig om noget andet – og hold da op, hvor kunne han arbejde. Det gik forrygende, lige indtil et får sprang ind i hegnet, rullede om på ryggen og lå helt stille. Zack var noget forbavset over det, og gik hen og gav den et slik på næsen. Vi andre holdt vejret og håbede ikke på, at vi skulle slutte dagen af med et dødt får. Men vupti, sprang det op igen, og fejlede intet.

Dicte tændte heller ikke på de løse får, hun kunne ikke se nogen grund til at hyrde dem. Måske hun skal være lidt ældre eller også har hun det bare ikke i sig, men det var i hvert fald interessant at se.

En rigtig dejlig lang dag, hvor der var god tid til at fårene kunne hvile, spise og drikke ind i mellem. Jeg tror at både mennesker, får og hunde sover rigtig godt i nat )

Tak til Rikke for en rigtig god dag.

Fotos taget af Birger (Disco’s ejer) kan ses her: http://billeder.4xlarsson.dk/#home

Og  vores billeder kan se her: http://picasaweb.google.com/dandedoes/HyrdekursusD1August?feat=directlink

Video kan se her af:

Fille: http://www.youtube.com/watch?v=xGb9EVGIPM0
Odie: http://www.youtube.com/watch?v=03cSIKomS_k
Dusty: http://www.youtube.com/watch?v=YG9AR4LgsY4
Disco: http://www.youtube.com/watch?v=LyXfipDdics
Dicte: http://www.youtube.com/watch?v=jovQJ_USlLk
Zack: http://www.youtube.com/watch?v=ZytI-UOl0C4

Lene

Hygge

Zack

Dusty

Disco

Dicte

Odie

Fille

Kursus

Så nærmer tiden sig for vores første kursus, hvor vi står som arrangør. Der er hyrde-instinkt-kursus på lørdag. Hele 10 Schapendoes samt familier har tilmeldt sig, og det er over al forventning, da vi oprindeligt havde tænkt det kun som mulighed for vores egne hvalpekøbere, at afprøve om deres Schapendoes har hyrdeinstinktet som vi håber på.

Dagen før, får vi udenlandsk besøg, da familien Zieck fra Holland, nærmere bestemt Apeldoorn, besøger os. Familien Zieck har Douwe Lasdoesha, som vi brugte til at parre Heeven med dengang vi lavede B-kuldet i 2002. Douwe er dog ikke med på familiens Danmarks-rundtur, men vi får nok alligevel en hundesnak da det er flere år siden vi sidst så hinanden.

Midt i august, er der så dobbelt lydigheds-trænings-kursus, hvor der længe har været fuld tilmelding og et par på venteliste. Der er kommet en del forskellige ønsker til løsning af små og store lydigheds-problemer, og vi håber at i løbet af weekenden, får alle et eller andet med hjem som de kan bruge i deres fremtidige træning af deres Schapendoes.

Odie er nu mere end en uge hende i sin (forhåbentlige) drægtighed. Hun virker lidt mindre træt og ugidelig, og til aftenens lydighedstræning var der glimt af hends arbejds-iver som vi før har set.

JanK

2. dag med agility i Rødekro

Dum start på dagen, da vi holdt i kø på motorvejen i tre kvarter p.g.a. trafikuheld. Ankom 2. minutter inden stævnet startede – men heldigvis var vi en del der kom for sent og der blev taget godt hensyn til os, med ekstra banegennemgange og omrokering af startrækkefølge m.m.

Det var Odies sidste konkurrence for i år – og det er vist godt for hende – for sætter hun farten mere ned, tror jeg hun vælter ) Nej ærlig talt, så løb hun faktisk lidt bedre idag, men der er slet ingen gejst over hende, så nu skal hun bare gå og passe godt på de små hvalpe i maven.

Fille var stadig i forrygende humør. I så godt humør, at jeg tror jeg melder hende til Frisenbog dobbelt agilitystævne i august. Jan prøvede at løbe to klasseløb med hende og han mener jeg bør overdrage hende til ham med det samme, så sjov er hun at løbe med )

Gamle Heeven havde det bedre med maven idag, men var dog lidt træt.

Men alt i alt en rigtig hyggelig dag, med masser af hundesnak i dejligt vejr.

Lene

Agility, Rødekro, lørdag.

En lang dag med mange, kraftige byger, og perioder med bagende sol. Odie var meget påvirket af hendes løbetid, og nærmest travede igennem hendes første 2 løb. Heeven har i de sidste par dage haft lidt bøvl med maven, og virkede lidt træt, så modsat hendes suverænt gode løb i Odense, så var hun heller ikke til at drive frem i hendes 2 første løb. Fille er nu kommet godt over hendes efter-løbetids-træthed, og er flyvende. Faktisk FOR flyvende, så hun drønede bare ustyrligt ud på sin egen bane og fik et par diskvalifikationer.

Senere på dagen gik det lidt bedre. Heeven travede jo igennem et af sine agility-løb og fik en enorm tidsfejl på hele 8,44 sekunder, men selvom hun havde et ring løb så var konkurrenter lige godt ringere, så ud af de 8 deltagende seniorhunde i stor klasse, vandt hun såmænd. Lene bestemte at Heevens præmie skulle være en tennisbold med en snor i enden, men det var sgu’ ikke til Mysen, men til Fille… Så måtte jeg give Heeven et par ekstra godbidder som tak for det,  trods alt, gode resultat.

Fille var jo ganske ustyrlig, men i det sidste løb, som var et springløb i klasse 2 for store hunde, kom der rigtig gang i hendes gennemløb. Hun løb flot, hurtig og effektivt. Minimum at buer og ingen nedrivninger. Det kunne gå hen og give et flot resultat, og det viste sig at hun minsandten var blevet vinder af klassen. Hun er bare så skøn at se og hører på når hun virkelig har gang i sit løb. Hun ser helt vild ud i hovedet, og brøler som en løve. Det smitter af på både fører og tilskuerer som ikke kan andet end at trække på smilebåndet over Filles glæde og iver.

Se flere billeder fra dagen HER!

Parring nr. 2

Vi var lidt spændte inden vi for 3. gang kørte til Tyskland: Ville Odie stadig være højløbsk? Ville Zack gå helt amok, fordi han nu vidste hvad det handlede om?

Men nej – de mødtes som to gamle venner der ikke havde set hinanden længe. Spænede rundt i haven og legede… og så efter 10 minutter parrede de som om, de aldrig havde bestilt andet )

Imponerende så rolig og afslappet Zack tog det hele. Efter parringen lå de stille og roligt og slappede af rundt om vores fødder mens vi drak kaffe.

Se på billedet… er de ikke et smukt kommende forældre-par?

…og belønningen for at have gjort et godt stykke arbejde: Fri pølsebar, selvfølgelig )

Og så er det hvile-dag i morgen, inden vi skal til to-dages agility-stævne i Aabenraa. Odie gider godt nok ikke for tiden (ja, jeg havde tilmeldt hende, før hun snød os og kom i sin alt for tidligere løbetid). Til gengæld er Fille ved at være i hopla igen – hende glæder jeg mig til at løbe med.

En pudsig historie…

…som illustrerer hvor forskellige vores opfattelse af virkeligheden kan være.
Da Zack endnu engang forsøgt at hoppe op på Odie og hun undveg med et lille piv, lød der et højt “SCHYYYYY!” inde bag naboens hæk.
Da de senere på aftene så endelig parrede for alvor, stak nabokonen sit hoved op over hækken og udbrød på tysk: “Hold så op med det dyreplageri. Jeg vil ikke hører alle de skrig mere.” Zack’s ejer forsøgt at forklare hvad det var vi havde forsøgt i de sidste to dage, men nabokonen ville ikke hører nogen forklaring og vendte demontrativt ryggen til og gik fnysende ind i sin del af rækkehuset.
Da Zack’s ejer’s svigerfar hørte om episoden (han bor også i huset sammen med sin søn og svigerfamilie), grinte han og kommenterede: “I morgen tager jeg lige kontakt med naboen, og så vil jeg lige spørge hende, om hun måske lå og grinte dengang hun for første gang var i seng med sin mand?” )

Det kan selvfølgelig lyde voldsomt på udenforstående når to hunde skal parre, men for os “hundefolk” er det jo helt naturligt.
Vi har dog hørt om andre opdrættere, som har tvangs-parret deres tæve, og bundet dem om snuden så de ikke kunne snappe efter hanhunden. Det vil vi ikke være med til, men i naboens øjne var vi nok den type opdrætter )

JanK

Første parring i hus!!!!

Odie og Zack parrede i dag og hang sammen i hele 42 min.!! Hårdt for både hunde og mennesker )

Alle mente at vi var sent ude – “normalt parrer man på 12-14 dagen” og det er “normalt” at tæven ikke er helt med på den… – og den første lille tvivl var ved at dukke op hos mig. Jeg har stædigt holdt fast i, at hun var parringsvillig i sidste løbetid på 16. dagen. Og jeg havde jo tjekket hende hos flere forskellige hanhunde og var sikker på, at hun ikke var klar. Men da det var 14. dagen igår og hun ikke var  specielt parrings-villig, så… måske jeg alligevel havde taget fejl, og der var ligesom ingen vej tilbage så hvad skulle vi så gøre (

Da vi kom idag, var Zack glad for at se Odie/og omvendt – men at parre det havde han ikke lige tænkt sig. Åh nej, var han blevet bange for oplevelsen i går, da Odie hylede op, og han ikke fik leveret sin “levering” indenfor.

Men Odie var mere klar i dag. Som tiden gik blev hun mere og mere udfordrende. Når Zack bare lagde sig ned svansede hun rundt om hovedet på ham, rullede med hele ryggen, halen helt omme på siden og måsen vippende lystig. Men Zack var ikke særlig interesseret…
Tiden gik og pludselig prøvede Zack igen. Der var slet ikke samme hylen fra Odie, hun gav nogle små piv fra sig men Zack fik lov til at springe op på ryggen af hende. Zack kæmpede en brav kamp men hoppede af, uden at det rigtig blev til noget.

Vi besluttede os til at give dem en pause, og tog i stedet på indkøb et par timer, mens Odie hvilede sig med de andre tøser i bilen.

Tilbage igen kl. 19.00 hvor vejret også var blevet væsenligt køligere – og jeg skal da love for at Odie kendte vejen! Zack var igen glad for at se hende, men heller ikke mere. Vi lod dem passe sig selv, og kunne se hvordan Odie langsomt fik hidset Zack op. De legede, drillede hinanden og havde det vældigt hyggeligt i en lille time, og så… pludselig skulle det være. Zack hoppede op, Jan nåede hurtigt hen og støttede dem, og vupti, så hang de sammen.

De havde bare brug for lang tid sammen – tid til at forstå hinandens sprog og blive trygge ved hinanden. Og så var det jo også første gang for dem begge to :0)

Vi prøver én gang til. Vil de igen, er det fint, og hvis Odie ikke har lyst mere (jeg er sikker på at Zack har meget lyst næste gang) så er det også i orden.

Nu er vi kommet hjem, klokken er efter hånden blevet 22.30 – hundene skulle jo lige luftes og have deres aftensmad. Jan har åbnet en super vin og så står den på pizza og god rødvin ) mens vi kigger på Odies mave som allerede ser lidt tykkere ud )

Lene

Ingen parring endnu…

Det lykkedes ikke i dag – men vi prøver igen i morgen )

Lene

Se billederne da Odie mødte Zack.

http://picasaweb.google.com/dandedoes/OdieForsGesParret2007092034?feat=directlink

Vi nærmer os…

Odie var helt klart mere modtagelig over for Quido, så vi kører til Tyskland og forsøger en parring i morgen

Fille fandt en hindbær-busk på morgenturen. Så er der dømt “selvpluk!”

12. dagen

Så er Odie på 12. dagen af sin løbetid og i teorien er hun nu ved at være klar til parring. Lene er for første gang  kørt over til Quido for at se om Odie er interesseret eller afviser ham.

…men Odie ville var ikke interesseret, så vi prøver igen i morgen.

HURRA…

Zack har fine øjne. Nu venter vi bare på, at Odie bliver højløbsk.

Vi har lige været ude og træne med en hanhund (en BC’er), og selvom Odie er meget glad for ham, måtte han bestemt ikke komme om i måsen på hende.
Fra lørdag tager vi dagligt på besøg hos Quido – Solveig’s kastererede hanhund – for at se hvornår Odie er klar.

Jeg tror det bliver tirsdag )

Lene

Forberedelser til den kommende parring

Så fik Odie en gang ormekur for at sikrer os at hun ikke har orm som kan svække hendes imunforsvar og dermed frugtbarhed.
I dag skal Zack så helt til Rensburg i Tyskland, for at få undersøgt sine øjne for evt. sygdomme, og vi venter spændt på resultatet.
Næste punkt blive selve parringen. Fra lørdag og 4-5 dage bliver det spændende at se hvornår hun er klar og vi så kører til Kuptermühle ved den gamle grænseovergang.

JanK

HD-resultat

Så kom resultatet på Odie og Filles HD fotografering.

Fille: AA
Odie: BB

Altså begge sunde og raske og fri for HD.

At Odie “kun” fik BB, havde vi lidt på fornemmelsen. Hofteknoglen lå ikke helt perfekt tæt ind til hofteskålen, men slap en lille bitte smule et sted. Så fair nok, at Fille – hvis hofter var eksemplariske – får lidt bedre bedømmelse end Odie.

Lene

Odie er kommet i løbetid!!!!!

Det er jo helt galt!!!! Odie skulle først komme i løbetid om 2 og en halv måned, men har besluttet at blive det NU!!! Hun har hermed ødelagt alt hvad jeg har arbejdet på hele foråret. Der bliver ingen DM i lydighed, ingen DM i DCH-agility, ingen DM i Fælles-agility og sidst men ikke mindst, så kommer hun ikke til at deltage i kampen om Årets LP-3 hund.
Og hold op, hvor får han-hunden også travlt nu… han skal først og fremmest øjenlyses inden vi kan bruge ham – og så håber vi på at de ikke har planlagt ferie… jo, lille Odie har rigtig sat gang i sagerne.

Men nu tager vi én dag af gangen. Får vi en god parring vil vi glæde os til at Odie forhåbentlig får et kuld sunde og dejlige hvalpe. Og går det hele i vasken, ja, så vil vi glæde os over at vi kan deltage i alle DM’erne )

Lene

Far til E-kuldet

Så har vi besluttet os for hvem der skal være far til Odie’s kuld hvalpe. Vi har indsendt forslaget til avlsudvalget i Dansk Schapendoes klub, som så skal godkende parringen, før vi ønsker at offentliggøre det. Vi regner ikke med at det skulle give nogle problemer, da vi jo allerede har spurgt både i Danmark og Holland, for at hører om mulige sygdomme eller problemer ved denne krydsning af linier.
Vi har samtidig bedt hanhunde-ejeren overveje også at få HD-fotograferet sin hund, således at vi officielt kan garanterer HD-frie forældre til kuldet. Vi forventer os meget af kuldet, og flere hvalpe er allerede reserveret til udlandet hvor der er efterspørgsel på afkom af Schapendoes som har vist at de har lyst og evner til at arbejde som den brugshund en Schapendoes jo oprindeligt var.
Så skal Odie bare komme i løbetid så vi kan se hvordan hun reagerer på at skulle parres.

Desværre ser det ud til at de to uheldige lydighedsprøver Odie deltog i for at kvalificerer sig til danmarks-mesterkskabet i lydighed i DKK, ikke rækker til umiddelbar deltagelse. Nu må vi så håbe på at nogle af dem som har kvalificeret sig, ikke ønsker at deltage, for så står Odie som en af de første på reserve-listen.

JanK

Hedebølgens sidste dag…

Så kom der endelig regn, og det er haven jo glad for. Gårdspladsen er dog forvandlet til en stor sø med 10 cm dybt vand, og det samme er dele af træningsbanen, og jeg nåede desværre ikke at få slået græsset…

Vi har nu afgjort at det bliver d. 1. august at vi afholder en fårehyrde-dag for Schapendoes. Det bliver sjovt at se hvordan Odie, Fille og Fille’s hvalpe klarer sig på får.
Hyrden og instruktøren er Rikke som kan ses her hvor hun arbejder med en Border Collie:
http://www.youtube.com/watch?v=_lmE4QCYTnU

I går deltog vi i Dansk Schapendoes Klubs månedlige gåtur i en plantage nær Frøslev-lejren. Det var varmt, og da vi inde i en skov fandt et udtørret mudderhul, lagde Heeven sig med et veltilfreds suk.

Efter gåturen satte vi os i skyggen og nød vores medbragte kaffe og kage, mens hundene lagde sig ned og slappede af. Noah var vildt forelsket i Odie og Fille, og hang som en hæmoride i måsen på dem på hele turen. Fille sig NEJ flere gange men til sidst hoppede hun op på bordet for at være i fred for knejten, – og så var hun tilfældigvis også meget tæt på en skål med friske jordbær…

På turen mødte vi også Zack (som på stambogen hedder Zilmo) og vi var begge enige om at han var en type Schapendoes-han som tiltalte os. Han er glad, social og udadvendt og med hvor der skete noget. Han virker selvsikker og iflg. ejeren dyrker han rally-lydighed og kan bare ikke få nok af at arbejde. Han er også en ganske flot hanhund, ikke for kraftig og ikke for klejn, så han kan være en mulighed some far til Odie’s kommende kuld.

Tak til Ester fra kennel Schapenlund for de gode billeder.

JanK

Det årlige sundhedstjek

Så har vi været afsted til det årlige sundhedstjek og alle hunde var tip-top.

Gamle Fiona havde fået et par små fedtknuder (underligt, når hun er mager som et skelet ) men eller stadig i flot form.

Og så skulle Fille og Odie HD fotograferes. Vi regnede bestemt ikke med, at der ville være noget – men det er jo alligevel altid spændende. Jeg synes billederne så fine ud, men nu må vi vente og se hvad DKK siger.

Lene

Fille’s hormoner (igen)

Som før, når Fille’s hormoner siger at hun skal gøre klar til at få hvalpe, så opfører hun sig noget anderledes en sædvanligt. Nogle gange har hun gravet sig ned under et gammelt legehus. Da det blev for farligt og vi måtte brække det ned, valgte hun vores nyindkøbte hundehus. Det sidste nye er en busk ude i gården. Så snart vi åbener døren går det i skarpt trav ud i busken og det eneste som kan få hende ud er hvis vi siger at der er mad eller vi skal igang med en gåtur, agility- eller LP-træning. Ellers er der ikke en lyd eller bevægelse inde fra mørket…

Jan

Fårehyrdekursus for Schapendoes!

Alletiders, nu har vi arrangeret et kursus i hyrdning af får for Schapendoes. Det bliver selvfølgelig fortrinsvis for vores egne hvalpekøbere, men vi fylder holdet op med venner og bekendte som måtte være interesserede. Vi vender snarest tilbage med flere oplysninger.

Agility i Odense

Sikken et comeback for Heeven i seniorklassen! Heeven har ikke deltaget i konkurrencer siden Vilhelmsborg i vinters, og træning har der ikke været så meget af, når der ikke var en konkurrence som mål, og vi har brugt meget tid på træning af Odie. Så var det jo at hun fik “hold i ryggen” og vi valgte at droppe deltagelsen i et planlagt agilty-stævne, men til 2-dages stævnet i Odense, ville vi så deltage om søndagen. Det var bagende varmt og fugtigt fra morgenstunden men det var meget tydeligt at Heeven var “på” og kunne fornemme stemningen, så i første løb hvor jeg pga. manglende rutine glemte at jeg skulle have min hund med fra start, løb hun væsentligt hurtigere og mere sikkert end jeg havde troet, og på trods af min start-fejl blev vi nr. 3. De efterfølgende løb, hvor det bare blev varmere og varmere, var hun stadig i hopla og løb ligeså godt som da hun var 10. For første gang var der hele 9 hunde til start blandt de store hunde i senior-klassen, og de fleste var selvfølgelig bordercollies, men selvom de løber meget hurtigere end os, så løb Heeven utrolig sikkert og klarede endnu en 3. plads og en 2. plads. I det sidste løb ved jeg ikke hvad hun blev, men det var en rimelig nem “løbe-bane” hvor de store, lange hunde helt klart har en fordel, og der kan lille, lavbenede, gamle Heeven ikke følge med.

Så selvom Fille og Odie for en gang skyld ikke fik de helst store resultater med hjem fra stævnet, høstede Heeven 3 store  poser godbidder til resten af flokken, så hun er populær blandt de andre tøser )

Jan

———————-

Ja, varmen var ikke blevet mindre… og både Odie og Fille var meget berørt af den. Fille prøvede ellers alt hvad hun kunne på at give den gas. Havde også nogen fine løb – hun er en fornøjelse at løbe med.

Odie skulle bare komme over hendes “vippe-syndrom”. Og det gik heldigvis fint. Hun spurtede ikke op på den, men tog den stille og rolig. Jeg tror hun har glemt at være bange for den til næste stævne. Løb et par fejlfri løb, men hun skulle mere eller mindre trækkes gennem banerne.

Lene

Her kan du se et par billeder fra dagens løb.

Odense 28/6 2009

Lidt af hvert…

Vores længe planlagte parring af Odie er stødt ind i et uventet problem, og vi er nu i sidste øjeblik nødt til at finde en ny egnet hanhund, og med vores ønsker og krav til sådan en fyr, så hænger de desværre ikke på træerne. Han skal både være sund og rask, have et super godt temperament, være letbygget og gerne have vist at han har evner og lyst til at arbejde.
Det er ikke nemt lige at finde, men er der nogen som har sådan en Schapendoes, eller kender en, så kontakt os meget gerne. Hellere “en hanhund i hånden end 10 på taget” eller hvad det nu er man siger….
Vi har været i kontakt med Schapendoes-folk i Danmark, Sweitz, Sverige, Tyskland og Holland, og vi har nu fået flere navne og liner at arbejde med, men det er jo svært at møde en lille fyr i f.eks. Sweitz inden vi beslutter os for om han evt. var egnet til at blive far til Odie’s hvalpe.

Forleden fik vi også den meget triste besked at Josh, som er far til Fille’s kuld af hvalpe fra 2008, pludselig er død… Han har i et års tid bøvlet med et knæled som han fik beskadiget under leg. Flere læger har kigget på det, og han har fået flere forskellige behandlinger, bl.a. en operation. Da han ikke gik ordenligt pga. skaden belastede han også de andre ben. For kort tid siden skulle han endnu engang opereres i knæet men lægerne kunne konstaterer at det så meget dårligt ud og man valgte at lade stakkels Josh sove ind…

I dag er det faktisk nøjagtig et halvt år siden vi sidste gang så Amie. Som tiden dog går, men det med at tiden læger alle sår kan diskuteres…

Dagens agilityresultat: En varm, varm, varm og meget varm dag. Hverken hunde eller fører orkede næsten at løbe. Den eneste som havde lidt energi var Fille. Odie er stadig meget bange for vippen, men vi var så heldige at få lov til at gå ind og øve mens der var banebygning, og i Odies sidste løb fik jeg hende over første gang. Det kostede en disk, da hun jo selvfølgelig indkasserede store mængder ros og klap )
I morgen skal vi atter afsted… og det bliver varmere endnu…

Agility i Herning

Jeg vidste at det ville blive en stresset dag, da de holdt stævnet på to baner, én bane for store hunde og én bane for små/mellem hunde. Og da det så også viste sig, at de løb alle gennemløb i samme rækkefølge, så holdt det smarte med at have Odie og Fille i samme klasse op. Jeg måtte i hvert eneste af Filles løb, have hende rykket op som den første hund, så jeg kunne nå at gå bane på Odies bane også, inden jeg startede der. Nå, men det gik alt sammen.

Odie var ikke særlig meget mere i hopla i dag. Og så kunne hun bestemt godt huske at hun fik vippen i måsen i går. Halvvejs oppe synes Odie det er smartest at forlade den igen, inden den endnu engang vil slå hende bagi… Efter tre forsøg fik jeg hende over – og efter tyve forsøg på opvarmningsbanen og tre frikadeller senere, fik jeg hende over vippen i det næste løb. Odie vandt spring klasse 2… faktisk ikke så godt… nu har hun to oprykkere i spring – kun én mere at gå på, inden hun ryger i klasse 3 – det er hun slet ikke klar til endnu.

Og Fille… tja, hun luntede igennem banerne igen – måske fordi hendes dumme hormoner siger at hun skal føde om små 14 dage. Hun blev nr. to i klasse spring 2, og sluttede af med at levere dagens største overraskelse: Hun blev udnævnt til bedste store hund i alle fire løb sammenlagt, foran alle de hurtige Border Collies m.fl…. ja, så har man hørt det med )

En uge at “hvile” i, så går det løs med dobbeltstævne i Odense i næste weekend.

Lene

Vilde-Fille på vej ud fra tunnellen

Fille kendte ikke muren, men tog den i fin stil

Fille kunne have sprunget fire spring med det afsæt

Neeej… siger Odie, her står jeg af.

Balancen kan tages i fuld fart.

Fille nr. 2 i Spring 2.

Odie nr. 1 i Spring 2

Bedste store hund… Fille ville hellere have haft guffer end en vase…

Flere billeder fra stævnet på http://picasaweb.google.com/dandedoes/DcHHerningAgility210609?feat=directlink

Agility i Harlev

Hyggeligt lille stævne, hvor både Odie og Fille dog virkede enorme trætte og uoplagte.

Odie løb fejlfri som henholdsvis nr. 2 og 3 i de åbne løb og så kunne jeg jo ikke lade være med at undersøge hvad hendes DM-status var… og sørme om hun ikke har 5 ud af de 6 “pinde” hun skal have til DCH’s DM.
Men jeg holder fast i at det først og fremmes skal være sjovt for hende – og så vil jeg bare glæde mig over hvis hun kommer til DM )
Fille løb såmænd og fjollede det meste af tiden i et meget kontrolleret tempo )

Og sørme om der ikke igen var en ny Schapendoes til stævne. Og minsandten om de ikke gik hen og vandt AG1 for store hunde. Et stort tillykke til Merete og Silver.

I morgen går turen så til agility i Herning…

Lene

HD røntgenfotografering

Så har vi bestilt tid hos dyrelægen og blanketter hos DKK, så vi kan få HD-fotograferet Odie og Fille d. 3. juli.

Vi har i mange år sagt at racen ikke har noget problem med HD (hofteledsdysplasi læs evt. her http://www.hundeleksikon.dk/arv.html#6) men desværre har vi på det seneste set enkelte tilfælde af denne arvelige sygdom som er meget smertefuld for hunden og ofte ender det med en aflivning i en al for ung en alder.

Da vores hunde er meget aktive og dyrker bl.a. agility som kræver en god fysik og kondition (– både af hund og fører) har vi nu valgt at bestille tid hos vores dyrelæge til en officiel HD-fotografering af Fille og Odie så vi inden deres næste kuld hvalpe, ved om de bærer sygdommen, og om vi evt. skal passe på med at dyrke sport med dem.

Selvfølgelig håber vi det bedste, men det er nu alligevel godt at vide med sikkerhed om de er sunde og raske “inden i”.

JanK

Det kunne jo kun gå bedre :o)

Startede fint med fællesdæk og skulle så have fællessit. Odie fandt en meget interessant “mågeklat e.lign.” lige hvor hun skulle sidde. Da jeg går fra hende, skynder hun sig op og stå og stikker næsen i jorden… “nå, nej, tænker Odie, det må jeg nok ikke”, og skynder sig at sætte sig fint igen. Men øvelsen var tabt, og jeg kunne efter et minut bare rose hende for at sidde pænt. Men så tog hun også revance i resten af programmet. Lavede alle øvelser pænt. Mest glad var jeg for hendes “fri ved fod” – hun fik max point – det har hun ikke fået før i  klasse 3 )

En skam med den dumme kikser i sit… ellers var hun blevet første-vinder på dagen. Men en dejlig dag, hvor Odie viste rigtig flot og glad lydighed. Det var så nok hendes sidste klasse tre prøve (med mindre hun skal til DM) nu går vi igang med at træne elite, og håber at hun efter et dejligt kuld hvalpe til efteråret er klar  til nye udfordringer næste år.

De næste to weekender står der agility på programmet både lørdag og søndag. Vi har taget tre dage fri for at komme på et “fart og motivations kursus” hos Sanne – spændende om det kan få mere gang i hende.

Lene

LP i Vejen… det kan kun gå bedre i morgen…

Feltet var igen forsvundet helt ud af Odies hoved. Og i næsesøg glemte hun at søge, men kom bare med en pind.
Det kan kun gå bedre i morgen )

Lene

Lydigheds-kurser for Schapendoes

Sejt! Der kom så mange henvendelser at vi nu har valgt at arrangerer hele 2 kurser i lydighed for Schapendoes. Det bliver lørdag d. 15. og søndag d. 16. august med 9 deltagere på hvert hold og yderligere andre er kommet på venteliste. Det glæder os meget at der er så stor interesse for at arbejde med sin Schapendoes.

Vi har sammensat holdene så det er begyndere og let-øvede på det ene hold, og øvede og mere rutinerede på det andet hold. Det gør at når man er på samme niveau er det nemmere at tale sammen om problemer og problemløsninger. Specielt den snak der vil opstå i forbindelse med problemstilingerne er meget vigtig fordi man her kan komme med inputs som de andre kan drage nytte af.
På sådan et kursus vil der være ting som man kan bruge og andet som ikke er relevant til en selv som handler og den type hund man har, så det vigtigste er at man får så meget med hjem i “posen” og så arbejde videre derhjemme.
Måske vi så kan aftale at mødes til et opfølgnings-kursus, inden 2010 sæsonen starter. Et kursus i agility for Schapendoes på begynder-niveau er også efterspurgt men det er lige med at have en fri-weekend hvor vi kan afholde det. Måske til efteråret.

Fårehyrde-hunden Dusty

Vi blev ringet op af Dusty’s ejere som bor på en nedlagt landejendom i nordsjælland.

Fille’s 1 år gamle søn har et herligt og frit liv. Fårene har han ikke været i kontakt med og siger heller ikke noget til dem når de passerer fårefoldene, men opfører sig pænt som han har fået besked på. Forleden aften var Dusty dog forsvundet og på trods af kalden kom han først et stykke tid senere og han virkede meget glad og selvtilfreds. Dusty’s ejer gik ud for at tjekke hvad der var sket, men fandt ikke noget mistænkeligt.
Lidt senere var Dusty igen forsvundet og denne gang var de ude og lede inden han igen dukkede op og var igen meget tilfreds med sig selv. Nu opdagede de at en låge stod åben nede ved en fårefold, men fårene kunne de ikke se. Da de gik ind i folden, opdagede de at alle 15 får stod tæt pakket i et hjørne, og havde ikke tænkt sig at flytte sig. Normalt er de spredt over hele indhegningen med deres lam, men en eller anden havde bedt dem om at stå samlet i pæn orden så der var styr på det. Dusty stod bare glad logrende, så det må være ham som ikke bare er sød (det ved alle), køn (fik jo fin bedømmelse på en udstilling) men nu er han også fårehyrdehund.
Ejerne vil nu kontakte en veninde om træner fårehyrdning, og under kontrollerede former forsøge at se hvad ham Dusty gør når han arbejder.

Dejligt at hører )

Forøvrigt er der forbavsende stor tilslutning til vores planlagte kursus i lydighedstræning af Schapendoes. Hele 17 ønsker at deltage, så vi må nok afholde to kurser i weekenden d. 15. og 16. august.
Flere er selvfølgelig velkomne til at kontakte os, og vi vil se om vi kan få tid til flere kursuser hvis behovet er så stort.

Agility i Horsens… sikke en dag

Vi tog afsted til Horsens uden de helt store forventninger (måske det var derfor det gik som det gik )
Odie havde haft en lang træningsdag fredag og været til lydighedskonkurrence hele lørdag så jeg forventede ikke hun havde ret meget energi til agility. Fille har haft en rigtig voldsom maveinfektion i denne uge, og jeg troede ikke hun var i humør til at løbe.

Men, men… de løb begge to forrygende! Odie løb tre fejlfri løb, og i et ganske godt tempo. Vandt klasse 2 og blev henholdsvis nr. 4 og 5 i de åbne.
Hvor var det dejligt at se, at hun faktisk nød at løbe. Og Fille – ja, hun er jo en fornøjelse at løbe med. Desværre fik hun mindst en nedrivning i hvert løb, men sikke en glæde hun viser. Pyt med at vi aldrig kommer på “sejrsskamlen”… Filles glæde er det hele værd.

Og så blev stævnet afholdt på en enkelt bane. Godt nok tager det lang tid inden vi kan komme hjem. Men det er altså også hyggeligt at kunne følge med i alle de andres løb. Og det er også noget meget afslappende ikke at skulle fare frem og tilbage mellem to baner, når man løber med to hunde i hver deres størrelse. Så godt at der bare en gang imellem kommer et en-bane-agility-stævne )

Og så var der sørme for en gang skyld to andre schapendoeser med – dejligt at se.

Lene

Odie viser stolt weekendens præmiehøst… elefanten i midten er maskotten fra Sverige, som vi nok bliver nødt til at slæbe med til alle stævner nu.

Du kan se flere fotos fra dagen her.

Sidste chance for at kvalificere sig til DM i Lydighed…

Hvis Odie skulle være sikker på en plads til DM, skulle hun forbedre sine 244 point fra Holstebro. Det burde heller ikke være et problem for hende, da hun plejer at ligge omkring 260. Men, men… hun mister koncentrationen i fremsendelsen og havner ude til venstre for feltet. Det er første gang i hendes liv, at hun ikke løber direkte ud i feltet, og så var vi lidt på den, da jeg aldrig har prøvet at dirigere hende ind fra siden. Jeg prøver at få hende til at løbe tilbage til feltet, men Odie forstår det ikke. Står et par sekunder og tænker over hvad hun skal, og så får hun øje på springbrættet i den anden ende. Se der var noget hun kunne forholde sig til. En rask lille vending på stedet og så afsted mod springbrættet som hun forcerer i fin stil, for at stå forventningsfuld på den anden side, med øjne der sagde:
Var jeg ikke dygtig, jeg  fandt selv ud af at løse  problemet )

Men bortset fra det, lavede hun nogle fine øvelser, og endte også som 2. vinder på dagen med en førstepræmie. Men pointene blev altså ikke forbedret, så nu må vi  vente og se om vi lige kan snige os  med til DM med de point vi har.

Næste weekend gælder det de Internationale lydighedsprøver i Vejen. Her kan hun forbedre sine chancer for at kvalificere sig i toppen til Årets Hund finalen sidst på året (med mindre hun ligger med hvalpe på det tidspunkt )

I morgen går turen til Horsens hvor både Odie og Fille deltager i et agilitystævne.

Lene

De gamle…

Fiona bevæger sig raskt mod de 14 år og still going strong hvad angår humør og helbred. Hele sit liv har hun været nervøs og bange for alt fremmed så det var ren lykke for hende da hun for lidt over et år siden blev komplet døv, og dermed ikke kunne hører noget som kunne forskrække hende. Når de andre gøer af noget hviler gamle Futte fortsat i fred og ro.
Vi har kunnet kommunikerer med hende ved hjælp af håndtegn og det har fungeret rigtig godt men…
På det seneste virker det desværre som om hun er begyndt at have problemer med synet, og en døv og blind hund vil ikke have det godt i vores hjem hvor der altid sker noget, ikke mindst når Odie og Fille hujer rundt.
Vi må se tiden an, men det er bare så trist at det går så stærkt den forkerte vej…

JanK

Det går bedre med Mysen

Heeven har det absolut bedre og har ikke været på smertestillende piller de sidste par dage. Hun er dog bange for smerten hun følte da hun ville springe op i en lænestol, så når hun f.eks. vil op i sofaen synker hun i bagkroppen men kigger bedene op på os, og vil have os til at give en hjælpende hånd. Tilgengæld hvis hun hører et eller andet udenfor kan hun sagtens kaste sig igennem hundelemmen så værre er det ikke.

De endelige invitationer til kurset i lydighed for Schapendoes sendes en af dagene ud til de af jer der har meddelt os at I er interesseret, men mere om det.

Hvis I ikke ved det så har jeg mit gode Canon digital spejlrefleks camera til salg. Det er et Canon 350d med telelinse og batterigreb. Et supergodt sæt til begynder-hundefotografen som vil lidt mere end almindelige halv-gode skud.

Jank

Agility med Odie og Fille i Ribe

Ja, en rigtig god dag i Ribe. Fille bliver bedre og bedre, og havde jeg ikke lavet en kæmpe fører-fejl havde hun haft begge Åbne klasser og Spring 1 fejlfri (
Men i Agility Åben løber hun et utroligt godt løb, og da vi kommer til balancen som er anden sidste forhindring, løber glæden over Filles løb af med mig. Jeg spæner bare videre til sidste spring, og Fille… hun springer over nedgangsfeltet på balancen for at nå at følge med mig.
Æv, æv. Men det viser bare, at selvom jeg var sikker på at Fille ikke ville springe et felt, kan fart og gælde få selv den bedste hund til at glemme )
Men Spring Åben var fejlfri (med mindre hun får en lille tidsfejl) og Spring 1 var fejlfri og hun blev nr. 5 ud af 26 hunde.

Odie… ja, for at sige det lige ud: Hun gad ikke lette r…. og løbe derud af. Bliver disket i Agility Åben, løber et fejlfrit men langsomt Spring Åben men får lidt mere fart på i Spring 1 og bliver nr. 3. Hun kan virkelig ikke se ideen i at løbe hurtig til konkurrence. Her hjemme og til træning kan hun sagtens spæne derud af. Jeg må bare blive ved med at opmuntre hende til konkurrence og glemme alt om placering og DM.

Men Filles glæde var også nok til at det blev en rigtig god dag. At vejret så også var super hjalp jo også. Eneste minus var den meget sene præmieoverrækkelse.

Lene

Begynder kursus i agility for Schapendoes

Mange vil jo gerne prøve agility med deres Schapendoes, og det er absolut en sjov og aktiv sport for både Schapendoes og ejer.

Vi planlægger at arrangerer et introduktions-kursus i agility for Schapendoes. Er din Schapendoes mindst 1 år gammel er I velkomne til at kontakte os, såfremt I ønsker at deltage, så vi kan få en fornemmelse af hvor mange der kommer.
Alle er velkomne både venner, bekendte, medlemmer af klubben og ikke-medlemmer, øvede, uøvede og helt begyndere. Alle kan få en sjov dag.
Afholdes en gang i august.

Læs også længere nede på blogg’en om vores planlagte træningsdag for Schapendoes.

Stakkels Heeven…

I aftes fulgte min tro følgesvend, Heeven, med ind i kontoret da jeg skulle lave noget på computeren. Hun trisser hen til lænestolen bag mig og vil springe op men giver et rigtig grimt skrig fra sig, og lusker med halen mellem benene ud af rummet. Jeg undersøgte hende men hun ømmede sig ikke, hun så dog meget tydeligt ud til, at det havde gjort temmelig ondt.

Heeven er absolut ikke en pivet hund. Den eneste gang vi har hørt hende skrige var for ca. 2 år siden da hun skulle springe op i bilen og åbenbart forvred et eller andet. Dyrlægen tog røntgen men kunne konstaterer at der hverken var tegn på HD eller spondylose så det må have været en nerve eller muskel som drillede. Hun blev dengang frisk efter et par uger på smertestillende piller.

Resten af dagen i går, var hun meget stille og så noget slukøret ud med halen mellem benene, og hen under aften da vi sad ude og grillede lå hun og slappede af. Da hun vil rejse sig kommer der igen et halv kvalt skrig fra hende og hun lusker væk. Føj hvor får man bare ondt i maven når man hører sådan et skrig. Vi gav hende en smertestillende pille og det samme i dag, for da vi vågnede hen ad kl. 7 var det da Heeven ville rejse sig ved siden af min seng men skreg af smerte. Pokkers også at det er en fredag aften det starter og der nu er helligdag på mandag…
Hun har det helt fint når vi går tur så det er åbenbart ikke en konstant smerte. Jeg kan lige som fornemme at det er noget lignende sidst år hvor jeg selv havde en nerve i klemme i lænden. Da var det også fra hvile-stilling og når jeg skulle op at stå, at det gav et jag af smerte. Forhåbentlig er det “kun” det som stakkels Heeven også har fået. Godt hun ikke var tilmeldt agility i Ribe i morgen. Nu bliver de to gamle hjemme sammen med mig, mens Lene tager afsted med Odie og Fille.

En god morgentur med “ben i”

På den daglige morgen-tur var Odie så heldig af finde et Bambi-ben. Det lå et stykke fra en landevej så måske det har været et påkørt råvildt som desværre har slæbt sig ned på marken og lagt sig til at dø.
Fille fandt også et-eller-andet som hurtigt blev knast, men Odie gik stolt rundt med sit ben og drillede de andre på hele turen.

Nå, jeg må igang med at male køkken inden Lene kommer hjem, for hun har planlagt intensiv lydigheds- og agility-træning efter de dårlige resultater i weekenden, for allerede næste weekend er der agility-stævne igen.

Agility i Fredericia

Så er en lang agility-weekend godt overstået. Lang fordi det var Vejle sammen med Kolding der stod for arrangementet – og efter et så stort stævne er der masser af oprydning bagefter. Men et rigtig godt stævne i dejligt solskinsvejr.

Lørdag var en rigtig skidt dag for Odie og Fille. Der var ingenting der lykkedes – godt nok er Fille lidt “træt” oven på hendes løbetid, men alligevel…

Lørdag aften brugte jeg til at fundere over, hvad det var der gik galt. Og bortset fra Filles overståede løbetid, var der kun et problem: Nemlig føreren. Jeg glemmer at det ikke er lille Amie jeg løber med. Det er to forholdsvis nye hunde som mangler masser af erfaring i at løbe agility. Og jeg skal lade være med at tro de kan en masse og så presse dem. Og hvor tit er det lige jeg får trænet? På grund af lydigheden bliver det ikke til særlig meget mere end en enkelt dag om ugen, og det bliver man altså ikke super god af i løbet af ingen tid.

Så søndag startede vi med en hel anden indstilling og uden de helt store forventninger. Og resultatet: Fille løber fejlfri i Agility Åben  og Agility 2, dog med en lille bitte tidsfejl. Odie løber fejlfri i både Agility 1 og Spring 1, som hun også går hen og vinder. Der ud over løber hun også fejlfri i Spring Åben og får en pind til Fælles DM. Odie rykkede på grund af de to fejlfri klasse 1 løb op i klasse 2… egentlig lidt en skam da hun ville have godt af at blive der lidt endnu. Men nu løber hun i samme klasse som Fille, og det gør det jo noget nemmere for føreren )

Lene

Træning af Schapendoes

Efter at have se det flotte antal deltagere i klubweekendens lydighedskonkurrencer, men også alle de elementære problemer som kan løses med anderledes træning og træningsmetoder, har vi besluttet os for at tilbyde et kursus i træning af Schapendoes, såfremt der er stemning for det.

Vi taler om elementær træning, træningsmetoder og problemløsning på alle niveauer.
Har man en hvalp, en unghund, en voksen eller ældre hund, en lettrænet- eller trænet hund, unanset om det er i DKKs LP-program eller lydighed i det daglige, så er det de samme elementære grundprincipper som gælder, og de fleste gør de samme fejl eller støder ind i de samme problemer, hvilket kan gøre det svært at komme videre og at have det sjovt med sin hund under træning, og det er jo det som er meningen når man arbejder med sin Schapendoes.

Lene har efterhånden mere end 13 års erfaring med træning af flere typer Schapendoes på alle planer fra hvalpemotivation og op til DKKs elite-klasse, og har dermed en bred erfaring indenfor træning af Schapendoes efter grundprincippet: “Positiv indlæring”. Den viden vil hun gerne dele med andre Schapendoes-ejere som ønsker at arbejde med og forstå deres hund på et eller andet plan.

Har du, eller kender du en Schapendoes-ejer, som har lyst til at have en hyggelig dag sammen med ligesindede hvor der trænes og tales om god, positiv og effektiv træning af Schapendoes, så kontakt os gerne hurtigst muligt så vi kan planlægge derefter. Kursus vil nok blive afholdt i Juli eller August måned i 2009

Video fra KW09

Så er der kommet video af Chilli’s LP1 lydighedsprøve til klubweekenden, og samtidig også en lille film af Disco og Dusty der vises frem i ringen på udstillingen.

LP i Holstebro

To chancer havde vi, for at kvalificeret os til DM i lydighed. Den ene var i dag i Holstebro, men det blev ikke der vi fik de høje point.
Vejret var dejligt og forholdene var fine, og Odie laver nogle gode øvelser lige indtil vi kommer til højre/venstre apport.
Apporterne var næsten uden endestykker og da Odie flot løber ud efter apporten, kommer hun til at skubbe lidt til den, så apporten ruller oven på den spray-malede afmærkningsplet. Pletten var malet lige forinden Odie skulle ind og var meget stor og våd – og sikkert stinkende af frisk maling. Odie prøver flere gange at få fat i apporten. Men da den ingen rigtige endestykker har, bliver hun nødt til at få næsen trykket godt ned i malingen hvis hun skal samle op. Hun prøver mange gange for til sidst at kigge hjælpeløst hen på mig. Jeg går ud og samler apporten op for hende og vi får selvfølgelig et 0.
Alligevel får vi 244,5 point og en førstepræmie – men desværre er det nok ikke point nok til DM (

Lørdag og søndag skal Odie, Fille og jeg til agilitystævne i Fredericia. Fille er ovre hendes løbetid og er begyndt at opføre sig normalt igen, så det bliver spændende om vi kan få nogle gode løb.

Lene

Heeven syntes det var for varmt til andet end en "morfar"

Fotos fra weekenden

Så har jeg uploadet en masse billeder fra weekenden:

Fotoalbum

En herlig klubweekend

Så er Dansk Schapendoes årlige klubweekend godt overstået. I år var det for første gang på Børsøre Camping. En stor og flot 5-stjernet campingplads  med et super godt areal til alle aktiviteterne.

Vi startede som sædvanlig med officielle lydighedsprøver fredag eftermiddag. Amies søn, Chilli og hans ejer Hanne skulle op i LP1. Deres store problem er fællesdækken. Chilli træner normalt i DcH og han kan ikke forlige sig med DKK’s dækøvelse. Sidste år kostede det ham en 1. præmie, at han gik fra dækken. Alle øvelser gik rigtig flot for Hanne og Chilli så spændingen var stor da de skulle op i fællesdæk. Chilli virkede rolig og tryg men efter ca. 20 sekunder rejser han sig og spadsere roligt hen til Hanne. Æv også. Men til præmieoverækkelsen om aftenen, viser det sig at han har opnået så høje point i alle andre øvelser, at han godt kunne tåle at miste dækøvelsen, og så stadig bestå med en 1. præmie ) Nu må vi se om han bliver klar til en LP2 næste år.
Af vores hunde var det kun lille Odie som skulle deltage i LP3. Mit mål var, at hun skulle op og ligge på mindst 270 point ud af de 280 mulige. Men dagen før kunne hun pludselig ikke huske stå/sit/dæk under gang. Vi øvede og øvede og da vi så skulle starte med fri ved fod, var hun overbevist om at nu skulle hun stå… det kostede 1,5 point – ærgeligt, da det er en af de bedste fri ved fod hun har gået. Apporten gik også lidt i udu. Odie tog en æresrunde rundt om keglen før hun hentede apporten og skulle have en ekstra plads for at aflevere pænt. Og så får hun stadig lidt hjælp til sit-øvelsen under gang. Men alt i alt kom hun op på 269,5 point og blev suveræn vinder af klasse 3.

Søndag var det den helt store udstillingsdag…. og den helt store regnverjsdag (
Alle fire hvalpe fra Fille’s første kuld var kommet for at udstille for første gang, så vi pakkede vores telt oppe på selve campingpladsen og flyttede det ned til udstillingsringen, så vi kunne hygge os sammen i tørvejr. Hvor var det dejligt at se dem alle igen, og specielt at se, hvor glade, sociale, venlige og velfungerende de alle fire var blevet.
De to hanner, Dusty og Disco skulle først op i juniorklassen sammen med 9 andre unghundehanner. Begge fik efter første runde den højeste enkel-præmiering: Excellent. Derefter skulle de fire bedste juniorhanner findes… og sørme om ikke både Disco og Dusty blev valgt ud. Disco fik en flot fjerdeplads og Dusty blev en flot nr. to.
Så var det de to tøsers tur, Dicte og Daisy. Det var spændende om de også kunne få en god bedømmelse. Og jo, jo, begge fik også Excellent – hold op det var flot af et helt kuld. Nu måtte vi jo så se om mor Fille også kunne opnå det flotte lilla bånd. Og selvfølgelig kunne hun det. Specielt alle hvalpenes hoved-form var dommeren helt vild med og det har de bestemt ikke for fremmede. Fille har jo også det smukkeste hoved.
Så var det lille Odies tur. Modsat Fille kan hun bestemt ikke se nogen grund til at en dommer skulle gramse ved hende. Hun trak sig konstan og stillede sig på plads ved mig for at komme ud og træne i stedet. Men hun fik en rigtig god kritik, og blev senere valgt ud mellem de 18 tæver i Åben klasse for at dyste om de fire første placeringer. Det blev til en rigtig flot fjerdeplads – det var lige før man syntes det blev sjovt at udstille )

Lille Dicte og Disco boede sammen med deres “mennesker” på campingpladsen sammen med os,

og lørdag aften skulle vi til den sædvanlige fællesspisning. Her er det fast tradition for, at dommeren siger et par ord om den danske bestand af hunde. Og meget overraskende for en udstillingsdommer, talte han meget om Schapendoes som en brugshund. Om at vi skulle passe på, ikke at gøre den til en ganske almindelig selskabshund – men at huske på at den stadig skulle have krop, fysik og mentalitet til at arbejde. Her fik han med det samme en stor klapsalve fra alle der går ind for at arbejde med deres Schapendoes. Dejligt at høre fra en udstillingsdommer )

Søndag var der for første gang arrangeret Rally-konkurrencer. De var uofficielle og der var tre klasser: En for børn, en for begynder og en for øvet, folk der havde trænet enten Lydighed og Rally med deres hunde. I begynderklassen vandt Nadja og Dicte og Helle og Disco blev en flot nummer tre ) I den øvede klasse klarede alle vores fire sig rigtig godt, til trods for, at de ikke aner ret meget om Rally. Den der klarede sig dårligst var lille Odie. Hun kunne altså ikke gå forbi de fire sodavandsdåser der fungerede som kegler. De skulle lige have et dut med næsen. Så ud af ca. 20 hunde, blev hun vist nr. 7. Heeven blev en flot nr. 5, gamle døve Fiona blev nr. 3 og Fille gik hen og vandt )

På trods af det dårlige vejr om lørdagen har det være en rigtig god weekend. TAK til alle fire hvalpe, at de ville tilbringe en hel dag sammen med os (også tak til deres familier). Jeg er sikker på at vi kommer til at se meget mere til alle sammen.

Nu er alt pakket ud og vi vil ind og have en dejlig pasta-ret med en god flaske rødvin til.

I dag er det D-kuldet fødselsdag, hurra, hurra, HURRAAAAA!

Utroligt, men der er allerede gået et år, og Disco, Dusty, Dicte og  Daisy fylder i dag 1 år. Utrolig dejligt med kontakten til deres  ejere, og vi har fulgt med i deres opvæks.
Alle har det godt og i weekenden skal kuldet mødes for første gang siden de forlod deres fødehjem.

Ikke en dag at huske…

Vi havde ikke en særlig god dag til DKKs agility-stævne i Fredericia, hvor Fille var så løbsk at hun ikke kunne tænke på andet end han-hunde, og Odie var bare ugidelig og ikke særlig opsat på at løbe agility efter gårsdagens lydigheds-succes.
Over midag havde jeg tilbudt at være hjælper ved arrangementet, men kort tid efter de første starter, faldt en deltager pludselig om med hjertestop, lige efter at han var kommet i mål.
Ved hjælp af effektiv førstehjælp blev han holdt i live indtil en ambulance og senere en læge-ambulance ankom til stedet, og de fik ham stabiliseret og senere på eftermiddagen fik vi besked fra Vejle sygehus, at han gerne ville høre sin bane-tid, så han havde det godt på trods af at hans brystkasse var var noget øm.
Så begyndte det pludseligt at regne for alvor og alle fik travlt med at få deres telte pillet ned og komme hjem.
Lene, 3 andre og undertegnede blev tilbage og fik i løbet af et par timer alt ryddet op i silende regn…

Hjemme kl. 18.30, hvor vi skulle have teltet slået op i stalden så det kunne tørre, og da slamsugning-firmaet muligvis kommer for at tømme septik-tanken i morgen, måtte vi ud og grave dækslerne fri.

Vores el-vandvarmer er pludselig gået i stykker og slår relæet fra. Desværre er der så sket et eller andet med det elektriske net, så hverken ovn, komfur eller vaskemaskine virker mere.

Puha sikken en dag!

JanK

Sådan :o)

Så blev det tid til Odies 3. lydighedsprøve i klasse LP3 til de internationale LP prøver i Fredericia.

Det var dagen, hvor hun i teorien, kunne blive Dansk Lydigheds Champion hvis hun bestod med førstepræmie. Og sikke en prøve ) det aller bedste var, at vi fik 9,5  ud af 10 mulige point i fri ved fod – hold op, hvor har vi også arbejdet med den. Stillingskift var desværre igen noget skidt. Odie kunne, ligesom i Hedensted, ikke se det rimelige i at dommeren stod lige ved siden af hende og viftede med armen, hver gang hun skulle indtage et nyt skift. Men det blev til 263 point ud af 280 mulige – og ud over at blive DKLPCH – blev hun også dagens 2. bedste LP3 hund.

En herlig dag i smukt sommervejr, som blev afsluttet med masser af champagne og kransekage, da vi var hele 3 hunde der blev DKLPCH på dagen.

I morgen gælder det så agility. Jeg skal op med både Odie og Fille. Fille er godt igang med hendes løbetid, så hun har sikkert ikke andet end hanhunde i hovedet. Men jeg skulle gerne have et par DM-point med hjem )

Odies lydighedsprøve kan ses her:

Tillykke til Chili!

Amie’s eneste søn, Chili, fylder i dag 5 år.
STORT tillykke til den store bandit!

Underligt, men det falder faktisk sammen med hans mors 3 måneders døds-dag…

En herlig Schapendoes-weekend

Lørdag kørte vi til Odense, hvor Dansk Schapendoes Klub afholdt unghunde-mentalbeskrivelse, og hvor Fille’s søn Disco skulle deltage. Disco og hans ejere kom hele vejen ovre fra Brønshøj så det var noget af en udflugt.

Det kom heldigvis ikke de store overraskelser på hans reaktion og specielt hans afreaktion på de forskellige momenter. Som sin mor, er han absolut en skøn familie-hund, som ikke gider laver ballade, men er en glad, let omgængelig og lidt blød type hanhund.
Om eftermiddagen fulgte Disco og hans ejere med hjem til os, hvor vi havde en hyggelig afslutning på dagen. Specielt Odie syntes det var sjovt at lege med sådan en 11 måneder gammel hanhund. Mor Fille var noget træt af sin søn som snusede noget rundt og det viste sig næste dag, at Fille var kommet i løbetid.

Se flere billeder på:

http://picasaweb.google.com/dandedoes/FilleSSNDiscoTilUnghundementalBeskrivels?feat=directlink

Søndag morgen nåede vi at starte dagen med et godt morgenmåltid før vi i fælleskab kørte/gik over til rally introduktions-kurset som Dansk Schapendoes klub ogaå afholdt. Underligt nok var der ikke den store tilslutning til sådan et uformelt og hyggeligt arrangement med ligesindede og vores hunde. Ærgerligt for sådan en dag kan alle deltage uden forudsætninger andet end at have en Schapendoes…
Fille’s datter Dicte var kommet oppe fra Århus så det var utrolig dejligt at se både en søn og en datter efter Fille, og hold op, hvor de ligner deres mor.
Gamle Fiona fik lov at gå et par rally-baner, og selv om hun er komplet døv, var hun faktisk rigtig god til at følge mine tegn-kommandoer.

Disco, mor Fille og Dicte.

Se flere billeder på

http://picasaweb.google.com/dandedoes/RallyIntroduktionsKursus?feat=directlink

Gamle Futte…

I dag havde vi begge fri, og i løbet af eftermiddagen fik vi brændt en stor bunke haveaffald der har ligget og irriteret os i nogle måneder. På et tidspunkt gik gamle Fiona direkte hen mod det flere hundrede grader varme bål, men vi fik hende heldigvis stoppet. Da hun jo er døv gælder det om at få fat i hende i tide.
Senere da der var en stor bunke varme gløder tilbage, lagde det gamle fjols sig i vindsiden og fik en grå, glohed sky af aske og gløder ned på sig. Så måtte vi over og fjerne hende igen. Underligt at hun synes det er dejligt med så store varmegrader.
Så gik vi igang med at male agility-forhindringer, hvilket foregik tæt ved bålpladsen så vi kunne holde øje med gløderne. Pludselig ser vi til vores forfærdelse at gamle Fiona har sat kursen direkte hen mod den store bunke gløder, og inden vi når at stoppe hende går hun gennem asken!
Det så faktisk helt komisk ud da den gamle dame pludselig opdager at det ikke bare er lunt – men glohedt, og hun hopper, danser, vrider og vender sig mens hun forsøger at passerer bunken uden at rører jorden.
Hun sagde mærkeligt nok ikke en lyd, men vi kastede os over hende, og mens Lene løb med hende i armene skyndte jeg mig at få en vandslange rullet ud og pøsede koldt vand på hendes poter.

Det ser ud som om hun har været meget heldig, for hun går lige som hun plejer og humper ikke engang. Det er nok lige som de der hellige mennesker, som overbeviser sig selv om at det gør bare ikke ondt at gå på gløder, og så får de ikke så meget som en brandvabel )

JanK

Og det samme igen :o)

Intet nyt i forhold til i går: Det samme dejligt forårsvejr, endnu en 1. præmie i lydigheds-klasse LP3, dagens 3. bedste LP3-hund (ud af 15 deltagende), en elendig “fri ved fod” og “stå/sit/dæk”, en hund der ikke kunne koncentrerer sig om stillingskift på grund af at dommeren stod tæt på og en MEGET frustreret fører der ikke kan forstå den “fri ved fod” bare skal gå så dårligt…
Om 14 dage skal Odie op i Fredericia (og kan faktisk blive Dansk Lydigheds Champion efter kun tre prøver) og der SKAL det bare gå bedre… jeg må virkelig prøve at arbejde med de øvelser.

Og så noget af det bedste fra idag: Gamle Fiona er fuldstændig frisk igen. Hun har lige været med på en aftenstur og drønede rundt som for en uge siden og sluttede af med at spise alt hendes aftensmad!

Her er Kingsmoor-holdet som deltog i weekendens lydighedsprøver.

Lene

Odies første LP3

Til trods for, at jeg stadig ikke var helt på toppen, og min stemme stadig nogen gange lød som en forkølet frø, bestod Odie hendes første LP3 prøve med 261,5 point ud af 280 – og blev nr. 3 ud af 13-14 hunde på dagen.

Egentlig burde jeg være godt tilfreds med det… men nej, der var for mange dumme ting vi mistede point på: “Fri ved fod” er som hos alle mine hunde elendig, HVORFOR? Det kan dog ikke efter 13 års lydighedstræning stadig være så svært at gå en fri ved fod. Til prøver må benytte et kropssprog, som bevirker, at efter få meter bliver mine hunde usikre og begynder at hænge. Nu må jeg ind og granske videoen meget nøje til i morgen.
Og hvorfor har jeg ikke øvet stillingskift med en “dommer” stående lige bag ved Odie??? Odie kunne ikke se det fornuftige i, at dommeren stod lige bag hende og talte ( og valgte bare at blive liggende og skule op på dommeren i flere af skiftene.
I “stå/sit/dæk” mister hun stå-positionen (det går bare ikke at miste netop den, fordi den er så nem ) fordi min stemme lige på det tidspunkt ikke ville som jeg ville – det er selvfølgelig uheld – men koster nogle ærgelige point.

Men, men, alt i alt en herlig dag blandt alle hundevennerne – i det herligste forårs(sommer)vejr. Og i morgen er der atter en dag, og måske vi kan gøre det bedre der )

PS Gamle Fiona var ikke helt så frisk idag – vi må nok tale med dyrlægen, om vi skal give det gamle liv et grundigt sundhedstjek (

Lene

Fiona

Utroligt! Her havde vi faktisk afskrevet gamle Fiona, men idag var den den samme gamle tøs som hoppede, gøede og grinede fra øre til øre. Måske hun stadig er noget mere usikker på benene end ellers men hovedsagen er at hun ser ud til at være den gamel Futte igen.

Vi slap med skrækken denne gang…

JanK

Fiona har det bedre

Fiona havde en forholdsvis rolig nat, og her til morgen ønskede hun selv at blive båret ned ad trapperne så hun kunne komme ud og tisse. Hun fik også lidt mad. Hun virkede stadig lidt desorienteret og usikker på benene.

Senere på dagen drak hun selv og ville selv med ud at gå, hvor hun var meget mere glad og livlig end i går.

Vi har en mistanke om at det endten er den smertestillende pille som har hjulet, eller også har hun haft en blodprop eller en lille hjerneblødning.

Vi venter og ser tiden an, før vi kontakter dyrlægen for et tjek.

Jank

Så kan det ikke blive mere sølle :o(

De første Internationale lydigheds-prøver i næste weekend og Odies debut i LP3.
– Og så pludselig lige før Påske, kan Odie ikke huske, at hun nogen sinde har trænet højre/venstre apport. Hurtigt derefter falder stå/sit/dæk, fællessit- og dæk og ud af hendes hukommelse. Så går det slag i slag: Stillingskift, feltet og indkald med stå, er også lige pludselig noget helt uforstående over for hende.
Nå pyt… det er Påske og jeg begyder at træne op til flere gange om dagen, og finder faktisk nogle geniale metoder som får rystet lidt op i Odies hukommelse – altså ikke så skidt alligevel.
MEN… så bliver jeg pludselig syg – mig der aldrig er syg for alvor. Jeg tager det først ikke alvorligt, og træner løs med hundevennerne som også skal til Hedensted i weekenden. Da det bliver tirsdag efter Påske må jeg bide i det sure æble og melde mig syg på arbejde…. det kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har været ude for.
Jeg prøver at træne i små bidder med Odie – men prøv lige at træne stå/sit/og dæk når ens stemme er fuldstændig væk. For ikke at tale om stillingskift og mange af de andre øvelser, hvor der kun kommer hæse, forkvaklede grynt ud af min hals (
I dag går det bedre. Jeg ringer til mit arbejde og siger jeg kommer i morgen torsdag. Men jeg bliver klogere – vil lige køre skraldespanden op til vejen så hundene også er luftet… og så går det galt. Jeg får så meget feber at jeg ikke har prøvet noget lignende før. Jeg hundefryser og tænder op i brændeovnen til der er 27˚. På med alt det tøj og sokker jeg kan finde og så ned under to tykke tæpper. Det bliver værre og værre, og til sidst må jeg først ringe til mit arbejde og sige jeg ikke kommer alligevel i morgen. Så besked til træningsvennerne, jeg ser mig absolut ikke i stand til at træne de første mange dage.

Æv, jeg havde lige fundet en rigtig god metode til højre/venstre apport som jeg ville have overført til næseprøven også. Men nu holder jeg mig totalt indespærret ind til evt. fredag og så må jeg se om det kan blive til en enkelt næseøvelse.

Det var så træning og mig…
men det værste er, at vi tror gamle Fiona er ved at takke af til livet. Efter en underlig nat hvor hun var urolig, skulle ud at tisse og ville drikke hvilket hun nok ikke har gjort i de sidste par år, har ikke rørt sig fra sin pude hele dagen. Hendes øjne er blevet meget trætte og matte, og hun har en underlig dyb vejrtrækning. Vi har prøvet at give hende en smertestillende tablet for at se, om hun evt. skulle have led- eller muskelsmerter. Vi giver hende til i morgen (der fylder hun forøvrigt 13 et halvt år) ellers må vi have hende undersøgt. Men vi må jo nok indse at med sådanne en gammel hund går det kun en vej. Umiddelbart ser hun ikke ud til at have spor ondt, men virker bare utrolig træt.

Så møder vi i weekenden kun med 3 hunde, skal I ikke spørge hvor gamme Futte er blevet af…

Lene

En skøn eftermiddag under broen

Fælles-træning på plænerne under Lillebæltsbroen, det er en flot kulisse. Odie drillede en del, men de andre gjorde faktisk mere eller mindre det vi bad dem pænt om at gøre.

Endnu en god arbejdsdag på gården

Dagens projekt var samlingen af et lille drivhus. Der stod godt nok i brugsanvisningen at det krævede 2 mand, og ca. 3 timer. Det troede vi ikke helt på, men 5 timer senere stod det nye drivhus klar til at få plantet tomat, chili og andet.

Hundene var jo i vejen, bl.a. skulle Heeven absolut ligge på noget af det vi skulle bruge, og Fiona beklagede sig højlydt over at der ikke skete noget, så de fik hver et godt marv-ben, og så havde vi fred og ro.

Kontaktfelterne på agility-forhindingerne, blev også malet, og årets første græs-slåning nåede vi også. Nu er der ingen undskyldning hvis Odie ikke kan finde apporten eller næse-søgsgenstandene.

Lørdag står der lydigheds-træning på programmet, denne gang i Børkop og på mandag er det under Lillebæltsbroen. Der er jo kun en uge til at Odie har sin debut i LP3 klassen i DKK-lydighed. Det bliver i Hedensted, og hun deltager begge dage.

Rally-kursus

Herligt, herligt – både Disco og lillesøster Dicte har tilmeldt sig Dansk Schapendoes Klubs introduktions-kursus i Rally-lydighed d. 26. april.
I den forbindelse overvejer vi også at tilmelde deres mor, Fille, så det kunne være enormt sjovt at se hvordan den lille familie løser de sjove opgaver som sådan en rally-bane byder.

JanK

Årets bedste Schapendoes

På generalforsamlingen i Dansk Schapendoes Klub blev der uddelt pokaler til de bedste Schapendoes indenfor lydighed, agility og udstilling.

Odie blev kåret til årets bedste LP2 lydighedshund, og afdøde Amie blev kåret til den bedste Schapendoes i Agilty disciplinen “Spring”.

En dejlig fredag…

Endelig fredag igen (min ugentlige fridag). Jeg stod tidlig op og så skulle Fille og jeg ud og løbe. Jeg skiftes til at løbe med Fille og Odie. Fille er klart den bedste at løbe med, når først hendes store krop kommer i omdrejninger, drøner den bare støt og roligt derud af )
Så hjem til tre meget skuffede, triste og efterladte hunde. Ud af døren med dem alle sammen og afsted på en tur ud over markerne. Hjem og i bad, og tid til at vi alle skulle have noget at spise inden vi skulle videre på vores faste fredagstur ind til Vejle, for at gå tur et andet sted end bare her ude hvor vi plejer.
Jeg starter med at kigge på gamle Fiona… er hun frisk til en lang tur idag? Hun drøner ud af bilen og begiver sig så ud for at snuse. Vi starter turen, vejret er utroligt smukt, en rigtig forårsdag i april. Både Odie og Heeven er nede i bækken for at bade, det varer ikke længe før de er fuldstændig mudret til langt op ad benene. Gamle Fut skal stå og snuse MEGET længe til alt hun finder interessant – og jeg skal passe på ikke at dreje uden at hun ser det – det er det værste ved en gammel, døv hund. Når hun så opdager vi er kommet langt foran hende, spæner hun op til os, med tungen hængende ude af halsen og halen vildt logrende. Hvor er det dejligt at se en gammel hund på 13 1/2 halvt år, være så frisk og i så god form at hun med stor fonøjelse stadig kan gå med på forholdsvis lange gåture.

Hjemme igen kan jeg se at en grundig spuling af alle hunde er nødvendig – hold op de er beskidte! Heeven, Fiona og Odie tager det stille og roligt, mens Fille ser det som et meget stort overgreb på hendes dyrbare krop, at hun bliver spulet – og det til trods for, at vi har varmt vand i hanen.
Herefter smider hundene sig ned og tager en velfortjent lur. Jeg gør rent i huset, så vi ikke skal spilde weekenden på det.
Jan kommer hjem fra arbejde og går med ud og øver højre/venstre apport med Fille og Odie. Heeven får også lov til at træne lidt. Gamle Futte har vi listet os væk fra. Hun sover dybt inde i en dyb lænestol (og er også en pestilens at have med ude og træne – så snart hun ikke er midtpunkt, kæfter hun op med en høj og gennemtrængende gøen) det har hun nu gjort i 13 år, og jeg har opgivet at lære hende at tie stille )

Efter sådan en dag kan man med rigtig god samvittighed gå ind og slappe af – både hunde og mennesker er fuldstændig færdige.

Og så har vi forøvrigt hørt at Fille’s søn, Disco, kommer til både UHM (Dusty kan desværre ikke, da hans “far og mor” er udenlands) og også til Rally-kursus dagen efter. Vi glæder os til at se Disco og familie igen, og selvfølgelig også til at se hans UHM (unghunde mental test).

Lene

Forår i luften

Hundetræning i det fri, på en tør græsplæne med høj himmel og fuglefløjt fra oven, er nu absolut en forårsbebuder der vil noget!

En lille flok trænede en lørdag formiddag ude i Børkop og selv et spædbarn kunne ikke afholde udøveren fra at træne med sin hund. Der var lidt af hvert, fra en Border collie, Schapendoes, Shelties og en “Bomulds-hund” altså en Coton de Tulear som træner i LP3. Efterfølgende var der lagkage og kaffe til den afsluttende snak.

Odie’s lydighedsprøve-sæsonen starter i Hedensted hvor hun deltager i sin første LP3 til de internationale lydighedsprøver den 18. og 19. april.
Der er samtidig udstilling for Schapendoes den ene dag så der kommer flere Schapendoes til Hedensted den weekend.

Endnu en god agility-dag

Til agility-stævnet i Tommerup, gik det ganske godt for vores hunde, og Odie endte med at blive bedste mellem-hund på dagen.

Læs mere under “Agility 2009″ hvor der også er billeder og video af vores 3 deltagende hunde.

Hvor kan mennesker være lede og onde mod dyr…

Vi har fået den triste besked at Amie’s bror Assie som bor langt ude i en skov oppe ved Silkeborg har været udsat for et indbrud, mens han var alene hjemme, og det har taget hårdt på stakkels Assie. Der er ingen tvivl om, at han har fået en hårdhændet behandling. De har smidt råt oksefars på gulvet, men da han er rigtig kræsen, har han heldigvis ikke spist det. Da familien kom hjem gik han forvirret rundt ude på gårdspladsen, og han peb hele eftermiddagen. De kunne se, at han havde tisset på sig selv, måske af skræk – måske af smerte…

Dagen efter veg han ikke fra manden i familien og til aften ville han helst ligge lige op af en af familiens medlemmer.
Det er bare så synd. Ude i indkørslen havde tyvene smidt en stor træpind, som helt sikkert skulle bruges på Assie, hvis han havde været agressiv.
Det er bare så uhyggeligt…

Jeg bliver så afsindig rasende og afmægtig når jeg hører hvor onde mennesker kan være mod forsvarsløse dyr. Desværre er det ikke den første historie jeg har hørt for nylig hvor der har været indbrud hos i et hus for familiens hund var alene hjemme, og hvor hunden bliver udsat for meningsløs vold der ødelægger den for livstid.
Hvor er det trist, og hvis tyvene bliver fanget er det jo ikke en særlig hård straf de får for at være voldelig mod dyr…

Stakkels Assie, og stakkels Assie’s familie. Vi føler med dem.

JanK

Herligt, herligt!

Dicte får heldigvis også mulighed for at deltage Schapendoes klubbens aktivitets-weekend i midten af maj, så vi får for første gang siden de forlod os, samlet hele kuldet.

De udstilles i juniorklassen, og vi regner også med at stille dem i avlsklassen hvor de bedømmes sammen med deres mor Fille. De er jo unge hunde som stadig udvikler sig men det kunne give nogle gode fotos med mor og 4 hvalpe, så ski’ være med hvad dommeren synes.

Om søndagen er der uofficielle rally-lydigheds konkurrencer, og mon ikke en eller to af hvalpene forsøger sig der?

JanK

Agility-konkurrence i Vilhelmsborg Ridecenter (DcH Risskov) 14. og 15. marts

Endnu en agilityweekend er overstået. Både Fille og Odie havde en rigtig god weekend og vi fik løbet en masse gode løb sammen. Desværre blev det ikke til et eneste DM-udtagelsespoint for nogen af hundene. Det allerbedste ang. Fille, var at hun faktisk ikke rev nogle pinde ned. Det har været vores store problem, at hun rev 2-3 pinde i hvert løb. Men nu har hun ligesom fundet ud af at springe lidt højere. Men at høre efter hvordan banen skal løbes, mangler hun stadig – prøv at se hendes SP2-løb ) Odie hører meget mere efter og jeg begynder at kunne løbe mere flydende med hende. Nogen gange glemmer jeg dog at det kun er hendes tredje konkurrence og at hun mangler en masse erfaring endnu – men hun skal nok blive god. Hun løb så godt, at hun kvalificerede sig til søndagens finale. Det blev desværre til en disk, men jeg synes hun gjorde det fint. Jeg løb i løbet af weekenden hele 17 løb, så det kan nok være man er blevet lidt øm i benene… Gamle Heeven var med om søndagen og løb fire seniorløb. Hun var rigtig glad for at være med igen, men man kan godt se, at alderen begynder at trykke. Hun er ikke helt så hurtig mere, men hun vandt dog et af sine løb. Men hun skal også bare have det hyggeligt og sjovt, det er sikkert sidste år hun kan løbe… når man er blevet 11 år, hved man godt at man løber på lånt tid.

Se video’erne inde under “Agility 2009″ eller på YouTube

Utroligt…

…så meget opmærksomhed vores kommende hvalpeplaner har. Ud over de nuværende mulige hvalpekøbere fra både Danmark og Sverige, har vi også fået en forespørgsel helt nede fra Italien!
Det kunne selvfølgelig være sjovt at kunne besøge en hvalpkøber i Italien, men det er pokkers langt væk.
Nu må vi se hvor mange der hænger ved når Odie har født sine hvalpe, og hvor mange hvalpe hun får.

I dag er Odie, Fille og Willem jo til samme agility-stævne oppe i ridecentret Wilhelmsborg ved Århus. Jeg er spændt på at hører nyt, men det bliver svært at opnå gode resultater, for det er et af Danmarks største stævner hvor mange kæmper om point til både Dch’s og DKK’s danmarksmesterskaber senere på året. Jeg tror der er mere end 100 i klassen for store hunde hvor Fille og Willem konkurrerer, og i Odie’s mellem-klasse er der mere end 40 hunde.

Nedenfor ses Odie og Fille. Når de ikke hygger sig sammen så slås de (alstå for sjov, og det er næsten altid Åt der vinder).

JanK

Heeven’s datter flot agility vinder i Holland!

Heeven’s lille datter, Babs, som jo bor sammen med Marjelle nede i Holland, var til vinter-agility-sæsonens store finale. Det er nogle konkurrencer de har løbende i vinterhalvåret, og hvor de er inddelt i 2 grupper af 20 hold. Holdets samlede resultat efter hver konkurrence tæller i en samlet score. Babs løber som eneste Schapendoes på holdet som består af 2 Border Collies, 1 Parson Russel Terrier, 1 Kroatisk hyrdehund, 2 Groenedael.
Inden weekendens finale lå deres hold som nr. 1 i deres gruppe, og efter en nervepirrende finale hvor de efter første agility-løb røg ned på 2. pladsen, generobrerede 1. pladsen efter spring-løbene. Begge gruppevindende hold skulle så løbe et finale-løb som foregik som 5 stafetløb med 4 hunde af gangen, og her vandt lille Babs og hendes hold!
Flot af Marjelle og Babs. Vi glæder os utrolig meget på deres vegne og er selvfølgelig også lidt stolte over at Heeven er mor til sådan en lille agility-stjerne )

Video af finale stafetten kan se her http://www.youtube.com/watch?v=IK40Fipf9SU

Yesterday Heeven’s little daughter Babs and her owner Marjelle who is living in Holland, had the “big finaly”  of their team wintercompetition which they have been competing in during the winter season. The team with Babs were after the competitions of the winter on first place in the ranking of 20 teams in their group (there are 2 groups, both of 20 teams).
It was very exciting and after the agility track they went down to the 2nd place, but went again up at the 1st place after the jumping track.
So they were winner of their group of 20 and had to compete against the winner of the other group. This was in a big estafette, best of 5 runs. Each run 4 dogs were running. The team of Babs won the first run (Babs was not in it), lost the second run (Babs had a clear round) due to a stupid exchange mistake, which gave their team a penalty, the third run (Babs a clear run again) they won and the 4th they won too, so now they are champions of the winter teamcompetition.
Now they won a very ugly, big blue trophy, which is standing at their “coach”  house, and 1 rozet for best team in group b and 1 big rozet for being the winner of the wintercompeition. So overall it has been a very good wintercompetition for Marjelle and Babs and they are eager to start normal competition again!

Video of the finale stafette can be watched here http://www.youtube.com/watch?v=IK40Fipf9SU

JanK

Racehunde-avl?

Som man kunne se i udsendelsen på TV2 d. 25. februar, har ikke alle opdrættere samme intentioner eller moral omkring deres avl af hunde, som flertallet dog heldigvis har.
Hvor er det dybt kritsabelt når formanden for Bulldog klubben i TV melder ud, at når “man” ønsker at beholde racens kendetegn ud fra standarden, kan “man” blive nødt til at lade det gå ud over sundheden og den stakkels hunds velbefindende.
Nu er “man” ikke alle opdrættere, og heldigvis for det, men som jeg har skrevet før her på blogg’en, så bekymrer det mig at så mange opdrætteres hoved-formål med deres avl er, at hundene efter deres opfattelse er “smukke”.
Om hængende øjne, flade snuder der ikke kan bruges til at trække vejret igennem, HD, epilepsi og for små kranier er et skønheds-ideal????
Nej, vi har forhåbentlig vores hunde fordi vi holder af dem, og ønsker at de har det godt, for så har vi det også godt.
Sådan bør det være både for opdrættere og købere.

Hvad Dansk Kennel Klub mener kan læses på www.dansk-kennel-klub.dk under “nyheder/presse” i menuerne i toppen.

JanK

Tillykke B’er!

Tænk, så blev B-kuldet 7 år gamle! Tillykke til Heeven og Douwe’s 7 hvalpe: Beatrice, Babette, BeeOnly, Bazil, Bartez, Bilbo og Basso. Håber I alle har det godt og må få mange gode år endnu.

Incredible, today the B-litter went 7 years old. Congratulations to the puppies of Heeven and Douwe: Beatrice, Babette, BeeOnly, Bazil, Bartez, Bilbo and Basso. We hope you have a nice time and will get a lot of good years to come!

En herlig agility-weekend :o)

En dejlig agility-weekend i Egtved, hvor Fille løb om lørdagen og Odie om søndagen. De havde begge to et par rigtig gode dage, men på hver deres måde )

Jeg ved ikke hvad der sker med Fille lige for tiden – hun bliver mere og mere fjollet (tro det eller la’ vær’… men det gør hun altså). Hun var fuldstændig overbevist om, at hele stævnet kun drejede sig om at løbe rigtig stærkt, brøle som en løve og nå flest mulige forhindringer. Jeg kunne slet ikke styre hende gennem banerne, og ud af fire løb fik vi kun ét løb hvor vi ikke blev disket. Men hun havde en rigtig god dag og med den glæde hun ligger i at løbe agility, skal det nok lykkes os en dag også at løbe nogle baner sammen )

Lille Odie var jeg mere spændt på. Hun gider ikke spise for tiden og virker som om hun ikke rigtig kan finde sin plads i flokken efter at Amie er væk. Men jeg skal love for, at hun overraskede positivt. Hun var så glad for at være med og løb nogle rigtig fine løb. Hun mangler at få mere fart på men det skal nok komme. Hun blev nr. 2 i AG1 og nr. 3 i AG-åben. Og sørme om det ikke blev til et DM-udtagelsespoint i agility. I SP1 blev det til en 1-plads. I SP-åben blev vi disket…
Odie plejer ikke at være glad for at løbe i meget bøjede tunneler, men det var pludselig ikke et problem mere – og vupti løb hun bag min ryg og ind i det forkerte tunnelhul )

Nu er de begge meldt til i Wilhelmsborg i marts måned og så må vi se om vi inden da, kan få trænet bl.a. noget mere slalom og fart.

Lene

Efterspørgsel på Odie-hvalpe

Til min store glæde og overraskelse er der allerede nu en væsentlig større efterespørgsel på hvalpe fra det kommende kuld efter Odie og Willem, end vi normalt ser.

At der er nogen som spørger på en mulig hvalp er i sig selv ikke noget nyt eller specielt, men for første gang har vi allerede nu fået flere forespørgsler specielt på hvalpe som de kommende købere ønsker at bruge aktivt indenfor lydighed, agility og spor, dvs. folk med samme interesser og opfattelse af Schapendoes som vi har.

“Desværre” er flere af de kommende købere bosiddende i Sverige, som jo er temmelig langt væk og derfor vil det være svært for os at følge med i hvalpenes opvækst, men det vigtigste er, at Odie’s hvalpe bliver brugt til noget, for det vil være synd om det temperament, som hvalpene i teorien vil få, ikke vil blive udnyttet af folk som ønsker at arbejde med deres Schapendoes.

De fleste som finder ud af at en Schapendoes passer til deres behov, har brug for en såkaldt “familie-hund”. Dvs. en typisk glad, fjollet Schapendoes som ikke er for nervøs eller hidsig, kan hygge sig med børn, voksne og andre hunde, og at den ikke kræver for meget aktivitet men dog altid har lyst til en gåtur.
Det er lige sådan nogle hvalpe Fille ser ud til at have givet i sit sidste kuld, så de ligner deres mor og far vældig godt. Hvad angår deres arbejdsevner ved vi det endnu ikke, men vi kender jo Fille, og hun er godt nok en vældig aktiv tøs, men at arbejde med er hun ikke nem, da hun ikke rigtig gider, men vil hellere fjolle rundt og lave sjov & ballade.

Men der er nogen, som os, som gerne vil udnytte racens potentiale indenfor sport og brugs-arbejde, og de har svært ved at finde en opdrætter som forsøger at opdrætte sådanne hvalpe.
I Sverige har dem som ønsker at arbejde med deres Schapendoes det problem, at ikke der ikke er ret mange opdrættere som tænker på andet end om hunden er “smuk” og kan gøre sig på en udstilling.
En tendens jeg i de senere år desværre også har set blive mere og mere udtalt i Danmark.
Selvfølgelig skal det være “rigtige Schapendoes” som bliver brugt i avl, dvs. de skal følge race-standarden, men om de har en smuk pels som ikke er for krøllet eller glat, super “vinklinger” og ikke er for “stejle” i fronten, har efter min meningen ikke samme relevans som at de har et godt temperament og evnen/lyst til at arbejde. Vi holder af Schapendoes som den brugshund den oprindeligt var opdrættet til, og ikke som en udstillings-genstand.

I Holland, Sweitz og Luxembourg har enkelte Schapendoes-ejere vist at Schapendoes kan begå sig blandt de bedste i agility, hvor deres “intelligens”, arbejds-iver og altid glade humør har ført dem til tops, endda helt op på agility-landsholdet. Her i Danmark har Lene vist det samme indenfor agility og til dels også indenfor lydighed. Det bliver interessant at se om Odie kan bevare sin lyst til at arbejde når hun kommer op i Eliteklassen hvor der ikke er plads til godbidder, overdreven ros og sjov. Her er det lidt svært for en Schapendoes, hvilket vi desværre også måtte erkende med Amie, men Odie trænes ud fra de erfaringer Lene fik med Amie, så forhåbentlig bliver det bedre og nemmere for Odie at begå sig i den sværeste klasse.

Nå – vi har jo erfaret at Murphy’s lov sommetider (ofte) ødelægger vores planer og ønsker, så vi må vente og se hvad der kommer ud af parringen mellem Odie og Willem. Måske Odie allerede skal parres sidst på sommeren, da vi har en anelse om at Amie kan have undertrykt Odie’s løbetider, så måske hun nu kommer i løbetid noget oftere end før.
Hvem der så holder ved, og ønsker at give en DAN de DOES-hvalp et aktivt og udfordrende liv, må vi se til den tid.

JanK

Til Agility med Odie

Det var en underlig følelse at stå op og gøre klar til agility, når jeg for første gang i mange, mange år, ikke skulle have lille Amie med. Men afsted kom vi – til Odies første agilitystævne. Vi fulgtes med Annette og Gamler (shelti) som ikke var helt fornøjet med, at hans faste makker – Amie – var skiftet ud med en irriterende lille Odie )

Stævnet var indendørs i en lille opvarmet hal. Odie var meget forundret over alt den larm og aktivitet. Bestemt ikke det bedste sted at starte sit første agility-stævne… og så oven i købet også løbe på gulvtæppe – meget mærkeligt. Hendes første Åbne agility-løb gik da også helt i vasken: Midt i løbet så hun pludselig en af de kendte yndlingsforhindringer – balancen – og vupti, væk var hun. Senere bød et hul i barrieren på en god mulighed for at løbe ud og undersøge alle de spændende ting på den anden side.

Hendes næste løb var agility klasse 1. Og nu havde hun faktisk forstået lidt, at vi var kommet for at løbe agility. Vi brugte meget tid på at blive på felterne, men alligevel fuldførte vi inden for tiden og blev nr. 3 ud af 16 hunde.

Det sidste løb var et spring-løb, og nu skulle hun bare have det sjovt. Jeg hujede og roste hende så meget, at da vi kom til en tunnel, havde jeg fuldstændig glemt, om det var den ene eller den anden indgang hun skulle igennem (tænk sig, at man efter så mange år, kan glemme en klasse 1 bane ) Odie styrtede igennem den forkerte og da hun havde det så sjovt og var så glad, lod jeg hende tage den og vi fuldførte resten af banen i godt tempo.

En rigtig god dag med Odie, som nok skal komme efter det.

Næste weekend skal vi afsted igen. Fille skal løbe om lørdagen og Odie skal løbe om søndagen i Egtved. Det bliver også spændende med Fille  – hun er bare i så godt humør for tiden (faktisk som sædvanligt).

Lene

Kære Amie…

Tak til alle jer der har sendt os kærlige og trøstende hilsner.

Vi vil aldrig glemme lille, sorte Emmer:
Når vi vender os i sengen henad kl. 5 er der ingen hale der i mørket logrer med hurtige smæld i gulvet.
Når vi skal op er der ingen ophidset lille sort hund som med vildt logrende hale forsøger at slikke os i ansigtet.
Når vi skal ud at gå, ligger der ikke en “pibsende” lille sort hund i sofaen og pisker med halen.
Når vi går ud for at tage overtøj på er der ikke en hurtigt-steppende lille sort hund som lynhurtigt forsøger at komme først.
Når vi skal ud ad døren er der ikke kamp om at komme først ud.
Når vi går en tur kigger vi efter hvor er den 5. hund blevet af?
Når vi kommer hjem er der kun 4 sæt poter at tørre.
Når vi skal give en godbid er der kun 4 munde der skal have.
Der er ingen “skabet” lille sort hund som flipper vildt ud når den har været ude at drikke vand.
Når vi giver hundene mad, er der en tom plads.
Når vi laver mad i køkkenet er der ingen som insisterer på at stå lige bag ved os og håbe på at der falder noget ned.
Der er ingen duk-nakket og luddende hund som vralter gennem stuen sidst på aftenen.
Der er ingen lille sort hund som med lynhurtige skridt spurter op ad trappen til soveværelset.
Der er ingen smasken og grynten af velbehag i mørket når vi slukker lyset for at sove…
Aller kæreste Amie vi savner dig så uendelig meget!

————————————————–

Botschaft vom Himmel

Du warst bei mir bis zum Ende und auch nachdem ich gegangen war, hast du mich gehalten, und als meine Seele meinen Körper verliess, blickte ich hinab und sah dich weinen.

Ich würde dir so sehr sagen wollen, dass ich verstanden habe. Du tatest dies für mich. Ich versuchte dir auf meine Art zu sagen, dass es Zeit für mich war zu  gehen, und ich danke dir für dein Verständnis.

Niemand wird meinen Platz einnehmen, aber die ich hinter mir lasse, brauchen deine Liebe und Zuneigung, so wie ich sie hatte.

Du denkst immer noch an mich und da sind Momente, in denen du versuchst, deine tränengefüllte Augen zu verbergen…

Aber bitte, sei glücklich und denke nicht an Trauer, denke daran, wie ich dich glücklich gemacht und zum Lachen gebracht habe mit den lustigen Dingen, die  ich tat.

Sei gewiss, ich bin sehr glücklich…

Wenn es für meine Freunde an der Zeit ist zu gehen, werde ich sie an den Toren treffen und ich will sie bekanntmachen mit dem wunderschönen und ruhigen Platz und ich werde auf sie aufpassen – für Dich.

Ich danke dir dafür, dass du mich geliebt hast, für mich gesorgt hast, und dass du den Mut hattest, mich in Würde gehen zu lassen.

Und wenn für dich die Zeit gekommen ist, den Fluss der uns beide trennt zu überqueren, werde ich zu dir hinüber eilen, damit wir endllich wieder zusammen, Seite an Seite sein können.

Es gibt so viel, das ich dir zeigen muss und es gibt so viel für dich zu sehen.

Hab Geduld und setze deine Lebensweise fort…, dann komm…, komm heim zu mir.

Autor unbekannt

——————————————————-

Gate of Heaven

I got to the gate of Heaven yesterday,
After we said good-bye,
I began to miss you terribly,
Because I heard you cry.

Suddenly there was an Angel,
And she asked me to enter Heaven’s Gate.
I asked her if I could stay outside,
For someone who’d be late.
I wouldn’t make much noise you see,
I wouldn’t bark or howl.
I’ll only wait here patiently,
And play with my tennis ball.

The Angel said I could stay right here,
And wait for you to come.
Because Heaven just wouldn’t be Heaven,
If I went in alone.

So I’ll wait right here. You take your time,
But keep me in your heart.
Because Heaven just wouldn’t be Heaven,
Without you to warm my heart

———————————————————-

To my dearest family, some things I’d like to say.
But first of all, to let you know, that I arrived okay.
I’m writing this from heaven. Here I dwell with God above.
Here, there’s no more tears of sadness; Here is just eternal love.

Please do not be unhappy just because I’m out of sight.
Remember that I am with you every morning, noon and night.
That day I had to leave you when my life on earth was through.
God picked me up and hugged me and He said, “I welcome you.

It’s good to have you back again, you were missed while you were gone.
As for your dearest family, They’ll be here later on.
I need you here badly, you’re part of my plan.
There’s so much that we have to do, to help our mortal man.”

God gave me a list of things, that he wished for me to do.
And foremost on the list, was to watch and care for you.
And when you lie in bed at night the day’s chores put to flight.
God and I are closest to you….in the middle of the night.

When you think of my life on earth, and all those loving years.
Because you are only human, they are bound to bring you tears.
But do not be afraid to cry: it does relieve the pain.
Remember there would be no flowers, unless there was some rain.

I wish that I could tell you all that God has planned.
If I were to tell you, you wouldn’t understand.
But one thing is for certain, though my life on earth is o’er.
I’m closer to you now, than I ever was before.

There are many rocky roads ahead of you and many hills to climb;
But together we can do it by taking one day at a time.
It was always my philosophy and I’d like it for you too;
That as you give unto the world, the world will give to you.

If you can help somebody who’s in sorrow and pain;
Then you can say to God at night……”My day was not in vain.”
And now I am contented….that my life was worthwhile.
Knowing as I passed along the way I made somebody smile.

So if you meet somebody who is sad and feeling low;
Just lend a hand to pick him up, as on your way you go.
When you’re walking down the street and you’ve got me on your mind;
I’m walking in your footsteps only half a step behind.

And when it’s time for you to go….from that body to be free.
Remember you’re not going…..you’re coming here to me.

Author: Ruth Ann Mahaffey

Amie is her no more.

Monday afternoon she ran her last agility track with high spirit as usual. 24 hours later she suddenly got terrible diarrhea with awfull stomach spasm and vomiting. She did not want to eat or drink so after 6 hours she was very tiered and for the first time in her disease periode she looked and acted very ill. Maybe she was able to recover a little during the night but she had lost so much weight during the last couple of month, and was probably dehydrated so the odds for more weeks or month with a good life had completely vanished.
We phoned the “Bowen” treatment therapist that Amie went to Thuesday morning for a kind of relife treatment, and also Margaretha who is a vet and Schapendoes breeder as well. They both recommended us maybe to wait until Wednesday to take the final decission, but then Amie started moaning and tremple, so we asked Margaretha kindly to drive all the way to us at once. She is living about 30 km away and it was almost 10 in the evening.
In the mean time Amie went more calm but very very tiered. When Margaretha arrived Amie only looked at her and then layed down again. She got a calming injection and for the first time in weeks her breath went very calm and regular, no trembling and her eyes looked so tiered and peacefull. Then she got the last injection and she died. That happend at 11 o’clock Thuesday night.
It is so awfull to loose Amie after only 8 years and the way the kidneys poisoned and starved her poor body during the 3 month will never vanish from my mind.
She had a real “DAN de DOES”-life – full of activities until her last days.
We miss her so much…

Amie har fået fred.

En frygtelig men god beslutning blev truffet i aftes. Som før i stakkels Amie’s sygdomsforløb foretog sygdommen igen et kæmpe hop. Dagen før løb hun glad og ivrig sin sidste agility-bane sammen med vores øvrige hunde, og 24 timer senere får hun pludselig voldsom diarre og tyk slimet opkastninger som skyldes ophobningen af giftige affalds-stoffer som kroppen ikke kan komme af med gennem nyrerne og ud i urinen. Hun får grimme mavekramper og bliver i løbet af få timer meget træt og stille. På vej hjem fra arbejde havde jeg købt bl.a. zoolac som skulle genoprette mavens tarmflora men ikke engang det kunne hun holde i sig.
Hun lagde sig i sin yndlings sofa og vi satte os sammen med hende, mens vi talte om hvad der var bedst for Amie. Vi vidste at såfremt hun kom sig over denne voldsomme mavekrise ville kroppen være så afkræftet at hun ikke vil have det godt, men skulle vi ringe efter dyrlægen så sent om aftenen eller skulle vi vente natten over og beslutte os næste dag? Efter at have talt med Anne Line, vores Bowen-behandler, og vores gode veninde Margaretha som både er Schapendoes-opdrætter og dyrlæge,  valgte vi så at lade Amie få fred med det samme. Hendes lille krop var ved at være meget træt, så kl. 23 kom Margaretha på besøg, hvor vi stille og roligt sagde farvel til Amie efter kun 8 gode og aktive år, og 3 frygtelige måneder med sygdom hvor hendes nyrer forgiftede og sultede hende langsomt ihjel.
Hun fik først en beroligende sprøjte, og for første gang i mange uger kunne vi høre og se at hun havde det godt og var afslappet. Hun lå med halvt lukkede øjne i sofaen og trak vejret dejligt roligt og uden sitren i bagkroppen.
Så fik hun den sidste sprøjte som satte hjertet i stå. Margaretha lyttede efter hjertlyd men kunne konstaterer at nu havde Amie fået fred.
Da vi havde taget afsked med Margaretha og Amie’s livløse krop, sad vi til kl. 2 og talte om hvor meget Amie havde betydet for os.

Amie bliver i dag  kremeret på Randbøldal kæledyrskrematorie.

Hold op hvor er der et stort tomt hul i vores liv, intet bliver som det var for bare få måneder siden.
Amie var den første og eneste hund vi selv har opdrættet og beholdt. Hun var fra starten tæt knyttet til os, elskede at der skete noget, uanset om det var gåture, lydighed eller hendes yndlings-sport: Agility. Hun havde en utrolig stor personlighed, så hun var speciel på mange måde og hun vil altid have en stor plads i vores hjerter.

JanK

Lige på falderebet

I dag var Amie på besøg hos Anne Line som er Bowen-behandler, en alternativ behandlingsform som vi efterhånden har set eksempler på, at have utrolig stor effekt på mange dyr og mennesker med en form for ubalance i kroppen. Nyrerne er næsten ødelagte og det er uundgåeligt at de snart stopper fuldstændig med at fungerer og dermed forgifter Amie’s lille krop, men Anne Line siger ligesom dyrlægen, at Amie absolut ikke skal opgives nu. Resten af kroppen kan sagtens fungere og give hende et godt og aktivt liv i længere tid, og er vi gået så langt som vi nu har gjort siden sygdommen blev konstateret i slutningen af oktober 2008, så vil vi også fortsætte selvom det til tider er psykisk hårdt for os, når vi den ene dag ser optimistiske tegn og dagen efter ser store skridt tilbage igen. Amie skal nu på naturprodukter og homeopatisk medicin: Al Kama, tidselolie, zolac, kylling og flydende Aloe vera af et bestemt mærke som skulle være 100% rent. Så skal maven kurreres og hun skulle kunne fortsætte med at leve godt indtil kroppen endeligt giver op. Jeg ved ikke om jeg tør tro på at det er muligt. Hendes mave er rigtig dårlig og kroppen skal jo på en eller anden måde af med de giftstoffer som nyrerne ikke kan udskille.

JanK

Og vi fortsætter ned ad bakke…

Amie har åbenbart fået endnu mere kvalme pga. ophobning af affaldsstoffer i kroppen, og det eneste hun nu gider spise er Frolic, og kun ganske få. Hun nægter alt andet, bl.a. brød og den gyldenris-te som skulle hjælpe til med at udskille affaldsstofferne gennem urinen.
Hun er blevet mere tørstig men kan ikke rigtig drikke. Det virker ligesom med maden: Hun vil gerne, men kan ikke…
Hun ryster også det meste af tiden. Det virker stadig ikke som det kommer af smerte, og dyrlægen har aldrig før hørt at at en hund med nyresvigt skulle få smerter på den måde, derfor mener han at vi skal fortsætte med stesolid, da det sandsynligvis er psykisk. Hun har ubehag ved tom mave, hvis hun har dårlig mave, hvis hun har kastet op, hvis hun har kvalme, hvis hun fryser m.m. Ikke noget som ødelægger hendes livskvalitet men godt er det ikke.

Efter endnu en dårlig nat, og en fridag hvor jeg havde rigeligt med tid til at se på stakkels Amie (når jeg var i stand til det, for der var hele tiden ligesom et flimrende slør for mine øjne), havde jeg besluttet mig for at hvis dyrlægen i eftermiddag sagde at der ikke var mere håb og at hun lider, så måtte vi tage afsked hurtigst muligt. Da Lene kom hjem var vi enige om at følge dyrlægens råd, så da Lene ringede til ham for at hører prognosen efter de nedslående nyrerværdier, følte vi os meget kede af det, men forholdsvis afklarede.
Til vores store overraskelse sagde han med det samme, at han ikke syntes at vi skulle aflive Amie nu. Rystelserne burde ikke komme pga. nyrernes tilstand og han mener stadig ikke de skyldes smerter. Mht. det kæmpe spring nyretallene havde gjort forstod han det ikke, fordi hun netop virker glad og livlig som altid. Han rådede os til at se tiden an og så møde til endnu en blodprøve om halvanden uge.

Så tørrede vi vores øjne og pudsede næserne, og gik ud og stillede en agility-bane op, så alle kunne få en god afslutning på dagen. Amie var super glad for at løbe, men da hun var færdig brækkede hun sig, og det gjorde hun også på den efterfølgende gåtur. Da vi senere tilbød hende en frolic ville hun ikke engang have den, og det var vores sidste mulighed for at hun ville spise noget som helst…
Nu har hun absolut intet i maven og da vi kom hjem rystede hun temmelig meget og lagde sig til at sove med det samme. Så får vi tvivl igen…

I morgen kontakter vi Anne Line som er Bowen-behandler. Anne Line har før med stor succes behandlet Amie for smerter i ryggen, og vi kender mange hunde som får det utrolig meget bedre af en behandling hos hende. Om hun tror hun kan hjælpe på Amie’s ubehag i sin sidste tid, må vi hører i morgen, ellers tror jeg ikke vi vil vente og fået taget en blodprøve om halvanden uge.

JanK

For pokker da osse!!!!!!

Efter en rolig nat hvor en enkelt stesolid så ud til at virke allerede fra først på aftenen, hvor Amie ikke vandrede hvileløst rundt men sov roligt, og havde kun meget svage rystelser. Da vi kom i seng lå vi længe og mærkede efter, men der var en mærkbar, positiv ændring.
Så vi havde lige pluselig mere tro på fremtiden for Amie og hendes nyresvigt.

Men…. I dag skulle vi så ringe og hører om den nye blodprøve sagde andet end de forrige som siden oktober havde vist en nyrerværdi på 1,7 ud af en skala på 5.
Til vores forfærdelse måtte dyrelægen desværre fortælle, at den nu pludselig var steget helt op til 2,7.
Så ser det sort ud for fremtiden, da Amie’s søster hverken kunne spise, spise eller tisse da hun nåede over de 4 og måtte aflives.

Amie er stadig glad og fuld af energi men fremtidsudsigten er ikke så god som før…

Jan

Vi (og dyrelægen) er desværre ikke blevet klogere…

Dyrlægen er helt på bar bund med Amies sygdom… Han undersøgte hende udvendig og indvendig, men der er ikke nye spor at komme efter – han syntes endda hendes slimhinder så bedre ud. En ny blodprøve er taget, som vi får svar på i morgen. Sluttede af med røntgenfoto af kroppen – heller ikke noget galt der (havde håbet der måske lå en lille plasticbold eller lign. som han lige kunne fiske op og så havde hun været helt rask igen). Dyrlægen kan ikke forstå rystelserne, de passer ikke ind nogen steder overhovedet i forbindelse med hendes tilstand af nyresvigt. Hans teori er, at det måske er noget psykisk, så i aften skal Amie have en stesolid og sove på ) Det der bekymre ham – og os – mest, er stadig hendes manglende sult (har tabt 200 gram igen). Jeg tror efterhånden vi har “foreslået” dyrlægen 30 mulige sygdomme – alt fra lungeorm, borelia, næsekræft, forgiftning o.s.v. – men alt bliver afslået, specielt p.g.a. hendes stadig utroligt gode humør.

Når vi i morgen ved om stesoliden har hjulpet, og hørt fra blodprøven, tager vi stilling til hvad der så skal ske. En anden mulighed er at hun får kontrast-væske sprøjtet ind i kroppen og så en ny scanning.

Da hun, efter dyrelægens mening, stadig ikke er i en kritisk, fysisk tilstand, skal vi i aften forsøge at give hende normalt mad, for at få hendes lyst tilbage til at spise igen. Den står derfor ikke på diætmad men almindelig, sund hundemad med smag.

Træls stadig ikke at vide besked, men trods alt en lettelse at der ikke lå en ny og farlig, livstruende, sygdom og lurede.

Lene

Amie skal nu undersøges på kryds og tværs…

Det går slet ikke med Amie… hun nægter total at spise nu. Har talt med dyrlægen idag, og på torsdag får hun den helt store undersøgelse med bl.a. scanning.

Jeg er bange for, at det måske slet ikke er nyrene vi skal være bange for. Dyrlægen har jo hele tiden sagt, at nyretallene ikke var så alarmerende… så måske vi har stirret os blinde på de forb……. nyre, og det så er noget helt andet?

Bare dyrlægen kan finde et eller andet – godt eller skidt – så man vidste hvad det var, hvad det ville ende med og hvad vi evt. kan gøre for at hjælpe hende.

Lene

Bortset fra det så går det jo godt…

Vi må jo ikke glemme, at bortset fra det alvorlige problem med Amie, så går det rigtig godt med resten af flokken. De problemer vi har haft de sidste to år, hvor Amie og Odie røg i totterne på hinanden pga. misforståelser og uheld, er fuldstændig dæmpet. Måske fordi Amie ved hun er svag og derfor ikke skal vove pelsen, eller fordi hun i øjeblikket får så meget opmærksomhed at hun har fået selvtillid og en glæde ved livet, så hun ikke fokuserer så meget på om Odie er i nærheden.

Gamle Fiona som snart er 13 og et halvt år, har det også godt men hold op hvor går det i øjeblikket stærkt ned ad bakke for hende. Da hun blev ca. 10 år syntes vi at vi kunne mærke forskel på hendes adfærd og bevægelser, men nu er hun bare blevet rigtig gammel. Hun har det godt, elsker at spise, hygge, gå en lille tur og sove, sove og sove. Når hun rejser sig efter en lur virker benene ikke som hovedet troede og hun dingler lidt. Hun fejler ikke noget bortset fra at hendes hørelse jo forsvandt sidste forår og synet ikke er så godt, specielt i mørke.

Heeven er nok den vi “glemmer” mest i denne tid med så stor fokus på Amie. Heeven har aldrig gjort særlig meget for at få opmærksomhed men elsker ligesom de andre, at der er nogen som hygger sig med hende. Heeven kan ligge timer uden at man lægger mærke til hende. Hun har det også godt på trods af at hun snart fylder 11. Hun gider ikke rigtig være med når der er leg i luften men ellers kan vi ikke mærke hendes alder – endnu.

Odie og Fille er der ingen problemer med. De er i deres bedste alder og elsker når der sker noget. I øjeblikket træner Lene intenst for at Odie kan gøre sig godt i hendes første agility-sæson og det ser ud til at Odie har et potentiale langt ud over det sædvanlige.
Hun træner jo også hen mod sin debut i lydighedsklasse LP3 men det er et langt sværerer program med fokus på flere detaljer end de lavere klasser, så det er også noget der arbejds med.

Fille blev jo ikke så mærket af sin løbetid denne gang, og er absolut flokkens gladeste og mest kærlige klovn. Hun opfører sig somme tider som en unghund, elsker at drøne afsted ud over markerne, og når hun så kommer ind i sofaen SKAL vi bare snakke med hende. Fille er ikke nem at overse for så får man lige et dap af en stor pote, når hun siger “Her er jeg, rør ved mig, snak med mig!”

JanK

Tja, godt går det ikke…

Det har været nogle frustrende 12 timer… Amie har jo haft en underlig mellemting mellem kuldegysninger og hikke-rystelser, som plejer at komme i mere eller mindre grad sidst på aftenen, men i aftes begyndte det allerede sidst på eftermiddagen. Det ser ikke ud til at generer hende bortset fra at hun spjætter og derfor ikke rigtigt kan holde benene samlet under sig når hun ligger og hviler. I aftes var det anderledes og hendes ånderæt var mærkbart hurtigere. Senere sad hun og halsede og havde det grimme i blik i øjnene der tyder på smerte… Åh nej…

Jeg havde hende udenfor,  hvor det regnede, og måske hun skulle af med noget men ikke havde lyst pga. regnene. Da jeg insisstererede skulle hun både tisse og skidte så måske det har presset, men resten af aftenen var hun absolut ikke i hendes samme glade humør som normalt. Da hun skulle spise var det også kun lidt nippen så resten af aftenen tilbød vi hende maden når hun (som sædvanligt) bruge timer på at vandre hvileløst rundt og tigge om godbidder, så til sidst var maden dog spist op.

Da vi skulle i seng var hun helt anderledes med sin opførsel og vaner, først havde hun ikke lyst til at komme med op i soveværelset, så kunne hun ikke tage sig sammen til at hoppe op i sengen (selvom Odie MEGET gerne ville overtage særpladsen i vores seng). Så lagde Amie sig på gulvet men vi kunne i mørket hører og føle at hun rystede kraftigt. Så ville hun op så vi tændte lyset. Hun lagde sig i fodenden men rystede en del. Det aftog gradvist men hun havde en grim hurtig vejrtrækning.

Her til morgen var hun ikke i sit sædvanlige humør. Mere stille men ikke så afslappet at hun bare lagde sig, men sad og kiggede ud i luften. Da jeg tog tøj på og de andre begynde at gætte på at morgenmaden var lige rundt om hjørnet sad Amie og rystede igen. Jeg tog hende med ud og hun tissede længe, og da jeg pressede hende til at blive, skulle hun også skidte, så måske det har presset i maven. Da de skulle spise sorterede hun forholdsvis kort tid og tog kun lidt pasta og et par piller men næsten alt lå tilbage da hun stoppede. Hun fik et stykke brød med fiskeolie og en halv Medrol som er et binyrebarkhomon-præparat som måske kan fremme appetitten.

Jeg vil nu gå en tur med hundene og håbe at Amie har fået lyst til noget mere af sin mad når vi kommer tilbage, og så må vi igen ringe til dyrlægen og hører hvad han synes vi skal gøre. Han mener ikke at hendes nedsatte nyrefunktion burde have noget at gøre med hendes nye adfærd, så hvad mon det skyldes?

JanK

Åh nej…

Det er sgu’ godt nok hårdt, også for os, nu Amie er syg. Der er næsten ikke noget der kan henholdsvis gøre dagen super eller rigtig dårlig alt afhængig af om hun spiser eller ej. Nu har hun i 2 dage pludeslig ikke haft lyst til sin nye mad. Hun bruger meget tid på at snuse sig frem til gulerods- og pasta-stykkerne som er blandet i, men spiser måske en enkelt eller to spiseskefulde rigtigt foder, og det bliver man altså ikke stor og stærk af…

En god veninde gav os det råd, at da Amie jo ikke kan leve så længe med de defekte nyrer, så er det måske også synd at bruge så meget tid på at presse hende til at spise hundefoder som åbenbart ikke smager hende. Der er jo stadig hunde som lever helt fint på levninger fra deres ejeres bord, så hvis Amie elsker pasta, vil vi give hende halvdelen af hendes mad som pasta og tilføre nogle dråber børnevitaminer. Det vigtigste er stadig at hun ikke taber sig yderligere, for så risikerer vi at andre organer svigter. Hun er stadig glad og aktiv men det kræver jo energi til maskinen, så hvis maskinen kan kører på pasta og brød, så bliver det altså det. Vi ved jo ikke om Amie lever måneder eller år, så lad hende have det godt i den tid.

Hvor er det bare hårdt at det skulle gå vores lille sorte guldklump sådan…

Jank

Endelig fremgang!

Amie har nu i næsten en uge kørt på hele 20 spiseskefulde foder, fordelt over 3 måltider om dagen. Hun er ikke så glubbende sulten som i begyndelsen, men det ser ud til at nu skyldes det ikke nødvendigvis ophobning af affaldsstoffer i kroppen, men at hun er naturligt mæt!!!

Lene var ned og købe 14 kg diætfoder (puha det er dyrt) og fik i samme anledning vejet Amie, og hun vejede 12,8 kg, hvilket er en forøgelse på 0,5 kg på en uge. Hun er stadig under de 13-13,5 kg hun gerne skulle op på som minimum men nu går det trods alt fremad, og vi kan (for at undgå at hun ikke gider spise sin mad) sætte hendes ration ned til 2×8 spisekefulde om dagen.

Hun stresser stadig temmelig meget om aftenen, og har svært ved at gearer ned igen når vi skal sove. Kan ligge og puste i flere timer men håber at det måske skyldes at al den mad har den effekt at det sætter hendes stofskifte i vejret. Ikke det vil ønsker, men nu sætter vi mængden af foder ned, og håber at det giver mere ro på hende, og dermed også undgår at hun forbrænder for meget energi.

Det er noget af en videnskab det her….

Mvh
JanK

Amie fryser

I går fik vi hende vejet hos en dyrlæge. Hun vejer nu 12,2 kg, men spiser fuld ration på 250 g foder, så vi håber det snart må vende og hun igen begynder at tage på.
Her til morgen måtte hun også soigneres igen da hendes underuld stadig løsner sig og hænger i totter. Det gør også at Amie nemt fryser så når vi f.eks. er i gang med vores “yndlings beskæftigelse” som jo er at pusle med brænde, så må hun have et varmt dækken på eller lukkes inde i huset. Her til aften da vi kom ind, havde hun problemer med at få varmen, og hun blev puttet i et varmt uld-tæppe. Tante Fiona og mor Heeven valgte at lægge sig helt tæt op ad Amie (Se billedet nedenfor).
Pænt af dem at varme stakkels Amie.

How is Amie?

Sorry for forgetting to translate the blog into English, but here is a short update.
Amie is still alive and kick’n. Maybe it is the best periode in her life, she is full of energy, no fight with Amie, good mood, as much food she wants and a LOT of attention.
Since November were we found out that she was suffering of kidney faliure, she has been eating Hills K/D which is a diet food low on protein, phosfor and natrium (salt). Because she was loosing weight we gave her a lot of that food both at meals and when we where walking, training etc. Because of her low appetite we also had to mix the food up with carrot, pasta, rice and bread but lately she did not want to eat the food pills anymore. She even took them in the mouth, licking all good stuff off, and droped the pills down in the bowel again. It seemed like she was hungry but not that hungry. She is still loosing weight and all her “under fur” has gone. She has only her long outside fur back, so she looks quite misserable and thin.
We have now got a new diet food from Royal Canin called “Renal” and in the last week where we changed, she was eating all the new pills and left all the old ones. Then we had to wrap them up in some good stuff like carrot and she eat it all. Like a human offering expensive, delicious steak every day, she has just lost her taste for the first food because she got it so often and in so big amounts.
Now we are reducing her mix and concentrating on the real food, so that in the morning she is getting 1 spoon full of old pills with samon oil and carrot over it and 5 spoon full of the new pills. In the evening she is getting 1 old, 5 new and some pasta.
Her weight is now 12,5 kilo. About 2 kilo lower than her normal weight. Not realy critical but she has to stop loosing weight and gaining some kilos instead.
Her kidney values are still at 1,7 so that is also not critical.
Like for the first 2 month we have to wait and hope for the best.

Amies bedste dag, siden hun blev syg…

Amie er vild med hendes nye fodder. Hun spiser rub og stub, uden vi behøver at blande ret meget andet i. Hendes humør er også helt i top. Jeg kan ikke huske hvornår hun sidst har været så glad (det hjælper sikkert en del, at hun som den eneste hund stadig får lov at ligge og sove i sengen om natten ) Vi har også givet hende en en Gyldenris-the-kur. Gyldenris skulle have en rensende effekt på nyrer, om det hjælper ved jeg ikke, men skader gør det vel næppe.

Vi fik en lille smule sne i eftermiddag, og pludselig ville Amie lege med Fille. Det er noget der ellers aldrig sker for Amie. Fille var noget tilbageholdende, for sådanne plejer Amie jo ikke at opføre sig. Men det blev til et par fangelege ude på plænen – vi stod bare helt stille og nød hvordan de tonsede rundt. Lille Odie er meget stille for tiden (efter løbetid) og overvejede kun en enkelt gang om hun skulle lege med, men nej, at lege med Amie var lige godt for farligt.

Vi sluttede dagen af med en lang tur over markerne – utrolig som en gang sne kan gøre det hele meget mere spændende at snuse rundt i. Selv gamle Fiona styrtede rundt med logrende hale.

Kan Amie bare blive ved med at have det sådanne, tror jeg igen på, at hun kan leve mange gode år endnu. Men det hele afhænger at hendes appetit. Vægten viste desværre, at hun havde tabt sig lidt igen (

Lene

Starten på det nye år…

Nytårsaften gik rimelig godt. Man kunne godt mærke at hundene var godt trætte. For gamle Fiona er det en stor befrielse at være døv nytårsaften. Det var førhen et maridt for hende at komme igennem hele december måned, men nu kan hun endda gå ud og tisse, selvom raketterne brager omkring hende :0) Heeven, Fille og Odie sov hele aftenen væk og var rimelig ligeglad med alle lydene. Lille Amie var desværre meget skræmt og lå og rystede i perioder.

Det er heldigvis blevet meget bedre med hendes rystelser. Vi kører hende lagsomt over på det nye foder og det virker som om hun har det meget bedre på det. I dag har hun faktisk slet ikke haft hendes rysteture. Hold op, man bruger meget tid på at studere den lille sorte hund. Vi er glade for, at vi besluttede os for, ikke at få hvalpe på lille Odie nu. Alt vores tid går med Amie så der ville ikke have været meget overskud/lyst til Odie og hendes hvalpe.

Odie er meldt til hendes første agilitystævne. Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at løbe mere med Amie – så jeg har lidt småtravlt med at få mig en ny agilityhund (jo, jo, jeg har selvfølgelig også Fille, men en stor agilitystjerne bliver hun nok aldrig ) Jeg håber stadig på, at Amies situation kan stabiliseres, så jeg også kan få hende med. Hun har så afgjort lysten men energien og fysisikken skal også være i orden før hun må have lov til at løbe, for hun kan jo ikke selv sige stop før hun bliver træt.

Ellers en rolig start på det nye år. Startede som sædvanlig med en lang tur ud over markerne. Der var 5 minusgrader og alt var hvidt til morgen, så hundene var helt vilde med at drøne rundt.

Lene

Nytårsgåturen 2008

Traditionen tro startede vi dagen med Dansk Schapendoes Klubs nytårsgåtur. Vi mødtes kl. 9.45 et stykke uden for Vejle hvor der i det naturskønne område i Vork Bakker kunne gåes en tur uden at hundene blev generet af bulder og brag fra nytårsfyrværkeri. Turen foregik med hundene i line, men hoved-ideen med denne tur er, at hundene kan blive naturligt trætte på en dag/aften hvor mange har problemer med larmen inde i byområderne. Vi gik i halvanden time hvor hundene rigtig fik travet og snuset mens vi andre kunne få en hundesnak. Da vi kom tilbage til udgangspunket var der gløgg og æbleskiver til at varme sig på. Hyggeligt, hyggeligt – og efter ca. en halvtimes afslutning ønskede vi hinanden et godt nytår og kørte hjem igen.

Efter blot en halv times “hvile”, blev der brygget en kande varm kaffe, det varme tøj kom på igen, og vi kørte denne gang til Munkebjerg skoven hvor vi (igen traditionen tro) mødtes med nogle Sheltie-hunde-venner, og sammen gik vi i lidt over en time hvor der heller ikke var forstyrrende larm.
Frem med kaffe og kransekage, hygge og endnu engang hundesnak, hvorefter vi kørte hjem inden det blev rigtig mørkt.

Nu er hundene dejligt trætte og vi kan med god samvittighed læne os tilbage og hygge os med god mad og vin indtil årsskiftet.

December-træning

I dag havde Amie det godt. Hendes dårlige mave var gået over i løbet af natten, så hun var holdt op med at sitre. Efter en god lang tur i det frost-klare vejr fik hun en portion morgenmad hvor Hills pillerne blev omhyggeligt slikket rene men efterladt. Hun var helt i hopla da vi kørte til Børkop for at træne lydighed, men det varede kort for lige da hun var midt i en gang fri-ved-fod var der nogle unger som mente at nu var det sørme nytår og det skulle fejres med bulder, knald og brag. Så var Amie’s dag ødelagt, hvilket det også var for flere af de andre hunde, heldigvis for Odie og Fille, så er de ikke påvirket, så de trænede videre.
Pokker ta’ det fyrværkeri.
Skulle det ikke kun være kl. 0.00 når året skifter????!!!!!

Amie er kræsen…

Så kom Lene hjem efter sin tur til ribe for at fejre  jul med sin familie. Jeg skal love for at hundene var glade for at se hende igen.
Amie spiser rimeligt, men hun er helt klart træt af de Hills K/D piller hun får serveret, og de skal camoufleres godt og grundigt med ris, pasta, reven gulerod, smulret rugbrød m.m. før hun gider spise op, og alligevel ligger der altid nogle fint ren-slikkede piller tilbage i skålen. Lene synes nu alligevel at hun har fået en lille mave på igen (altså Amie…).
Desværre har de forskellige ting vi har puttet i hendes piller givet en lidt dårlig mave, og måske at det er derfor at hun har haft periodiske rystelser de sidste 24 timer. Det virker nærmest som om hun har kuldegysninger men hun har det varmt og godt i vores seng. Amie har altid være noget “tøset”, modsat hendes mor Heeven, så når Amie har lidt ondt, så kan hun hverken gå, stå eller spise. Derfor tror (og håber) vi at hun har bare har haft lidt ondt i maven, men det er jo svært når hunden ikke gider svarer når man spørger hvorfor den ryster…

I går var vi ude og træne med alle hundene og Amie var fuldstændig over-tændt, og kunne næsten ikke koncentrerer sig om elite-programmet som jo kræver en del præcision og koncentration. Når hun er så tændt, er det ingen sag at serverer hendes kedelige foderpiller som godbider i forbindelse med træningen. De ryger lige ned i halshullet…
Da hun kom hjem måtte Lene igang med kam, børste og saks. Amie har snart ikke mere underuld hvilket er med til yderligere at få hende til at virke tynd og syg. Hendes hoved er ikke mere rundt men nærmest trekantet.

Skifter nu til Royal Canin’s diæt-foder. Hun har før spist Royal Canin’s produkter før vi skiftede til Kingsmoor, så måske det kan give hende lidt mere appetit. De havde i øjeblikket ikke større sække, så jeg måtte købe 2 kg som kostede 170,- men hvad gør man ikke for sin hund?

Amie var faktisk i så godt humør her til morgen (på trods af hendes halvdårlige mave) at hun kom til at lege med Fille. Odie og Lene var til et agility-kursus, så Fille havde ikke andre at lege med så det var sjovt at se når Fille gjorde sig til for Amie. Amie har aldrig rigtig lært at lege da hun voksede op med tossede Fiona som jo havde berørings-angst og en form for social blokering, men i dag glemte Amie det, og løb efter Fille som måtte spæne for livet for ikke at blive hentet af Amie. Amie er absolut vores hurtigste og mest adrætte hund. På et tidspunkt var Fille ved at blive hentet ude på den store græsplæne og helt desperat kastede Fille sig ud i vores lille skov. Her forvandt hun i blade, vissent ukrudt og jord. Amie stod bare ude på græsplænene og gloede måbende på Fille som ikke kunne stoppe igen.

Da vi kom ind igen, var Amie i så højt humør at hun gøede helt vildt med en art “pivset” gøen som hun kun bruger når hun er meget glad og ophidset. Hun spænede vildt gøende ind i huset mens jeg tørrede poter på de andre hunde. Hendes gøen tog til men virkede som om den kom langt væk fra. Det skyldtes at Amie var løbet op ad trappen til soveværelset hvor hun lå oppe på sengetæppet. Hun ved godt at det er forbudt område, så derfor gøede hun endnu mere. Så er det svært at skælde hende ud og bede hende skruppe ned )

I morgen står den på fælles lydigheds-træning igen, og senere på dagen stiller vi en lille agility spring-bane op nu hvor det er tørt og jorden er fast. Odie skal jo til og igang med agility for alvor, og gerne slå igennem i 2009.

En god frost-tur…

Amie ligger her ved siden af mig, med alle 4 stænger i vejret. Nej, nej hun er skam i live, men hun har efter en dejlig frost-klar gåtur (http://picasaweb.google.com/dandedoes/FrostSafariIDecember261208?feat=directlink) spist al sin mad op, så efter at have travet noget hvileløst rundt i et stykke tid, sikkert fordi det ligger tungt i hendes slunkne mave, så lagde hun sig med et tilfreds suk og lidt smasken, og så så faldt hun i søvn )

Amie har det godt…

Efter sit besøg hos lægen har Amie haft dårlig mave. Kan skyldes stress eller at vi, efter lægens råd, blandede pasta i hendes mad, men i nat sov Amie roligt hele natten (hvilket jeg ikke gjorde da jeg ikke er vant til en hund i sengen, men det får hun altså lov til nu). Problemet er så bare at vores mindste, Odie, som af natur er en leder-type og dominant, er blevet holdt nede af Amie siden Odie flyttede ind, så når Odie ser sit snit til at møvre Amie væk fra tronen, så gør hun det. Derfor listede Odie sig også op i sengen, så på et tidspunkt syntes jeg godt nok at lille, tynde Amie vejede meget på mine ben og fødder, men det viste sig at de lå side om side oven på mine ben.
Her til morgen spiste Amie fuld portion mad (!), havde normal mave og var i et perlehumør på vores morgentur.
Dejligt )

Fortsætter nu med at arbejde på det nye design på Schapendoes klubbens medlemsblad.

Amie har igen, igen været hos dyrlæge/Amie went again, again to the vet.

Både godt og skidt…

Hendes nyrertal er ikke blevet dårligere, og måske hendes slimhinder ser lidt friskere ud (blodprocent) men hun har tabt et halvt kilo siden vi var der sidst, hun vejer nu under 13 kg (

Hendes humør er stadig fuldstændig overstadigt, og så længe det er det, mener dyrlægen vi skal se tiden lidt an. Taber hun sig yderligere eller sker der noget andet med hende skal vi prøve at have hende scannet. Vi skal tales ved med dyrlægen, først i det nye år… hvis der ikke sker tilbagefald.

Nu har vi kogt pasta og ris som vi vil prøve at blande i hendes aftensmad.

———————-

Both good and bad news…
Her kidney values have not changed (1,7) and maybe her blood plates are better, but she has lost weight again. This time she has lost half a kilo since last visit 2 weeks ago and she is now bellow 13 kilos.

She is still in a very good mood and very active and happy so the vet want us to wait until early next year. If she still is loosing weight at that time or other things are happening to her health, we have to make a scan.

Now we have boiled some pasta to put into her food. Maybe that will make her get some appetite…

Lene

Puha… en aktiv dag

Vi starter som altid – når vi har fri – med en lang tur ud over markerne med alle hundene. Selv gamle Fiona på 13 år,  følger stadig fint med og har stor fornøjelse af de lange gåture. Så hjem i den varme stue, hvor jeg begynder at fodre hunde og Jan laver morgenmad til os. Det at fodre hunde har grebet lidt om sig. I og med at Amie slet ikke vil spise mere, gør vi alt for at finde på noget at narre hende med (lidt svært når det ikke må være kød, fisk og lign.) men opblødt fodder med en reven gulerod og et halvt stykke smuldret rugbrød kan godt narre en rimelig portion mad i hende.

Og så skulle vi ud og træne med resten af hundevennerne. Hold op, det er længe siden – dejligt at være afsted igen. Jan tog med og trænede lidt med de tre gamle og gik tur med dem. Jeg kunne så koncentrere mig om lille Odie og Fille. Odie er godt på vej i alle klasse 3 øvelserne. Den sværeste øvelse er stå-sit-dæk under gang og så er “fri ved fod” rodet som altid. Men indkald med stå, feltet, springapport og også lidt stillingskiften kører efterhånden rigtig godt. Højre venstre apport (ud til guffer i stedet for apport), keglen og næsesøg går også fint fremad.

Fille har fået en lille pil opad igen ) hun har faktisk fundet ud af, at løbe ud og stå ved keglen, selvom der er et felt eller en apport hun senere skal ud til. Hendes indkald går langsom fremad igen (på nær de gange, hvor hun (uden jeg opdager det) i stedet for at blive liggende, følger lige så stille med mig helt ned til hjemkalds-positionen). Hendes stillingskift er vi startet forfra med. Hun tager mange af skiftene pænt, men hold op, hun kan være længe om at indtage possitionerne – gad vide, om hun kan nå bare de halve af possitionerne inden tiden er gået? Jeg tror lidt på igen, at vi kan prøve at gå op i Eliten til April. Men nu ser vi.

Efter tre timer gik turen atter hjem, hvor et brændefyr ventede på at blive skilt ad og få ny isolering. Bagefter skulle en lille bro laves på en af markernes små stier, så vi igen kan gå rimelig tørskoet – specielt for de fir-benedes skyld ) Og så skulle der kløves træ. Det er faktisk en ren fornøjelse efter vi har købt ny kløver, hold op! der ryger noget igennem. En stor portion blev også savet til små stykker og det hele ligger nu stablet fint. 7-8 arbejdsdage mere, og vi burde være færdige med årets træ-arbejde.

Kl. 19.00 kunne vi, godt møre i hele kroppen, gå indenfor igen. Amies menu blev til aften: Piller snasket godt ind i diæt-dåse-mad. Der blev næsten spist op…. I morgen skal vi til tjek hos dyrlægen. Hun har nu kørt på medicin i en uge – uden at det har givet hende appetitten igen, men vi håber bare på, at hendes nyrer ikke er blevet dårligere, så må vi bare blive gode til at finde på nye ting der kan få hende til at spise.

Se lige på disse billeder… er det en hund fra Østeuropa der har hvalpe ude i stalden???

Nej, det er såmænd Fille, der flytter over i sit tredje hjem, når vi går og arbejder i stalden. Utrolig det store, tunge dyr så let som igenting kan hoppe så højt. Der ligger hun så og passer sine “hvalpe” til vi går ind igen )

Nå, nu skal den stå på ren hygge resten af aftenen, med en lækker pizza og en god rødvin – alle hundene har sagt godnat )

Lene

Amie’s helbred…

Det går desværre ikke fremad som vi havde håbet og forventet. Nu har hun igen mistet appetitten, er begyndt at tabe pelsen i store totter og trækker vejret mærkbart hurtigere.
Hun virker stadig frisk men kunne man dog bare spørge hende hvordan hun havde det, så kunne vi måske hjælpe hende.
Vi må ringe til dyrelægen på mandag og hører hvad han synes vi kan gøre.

Hvorfor, hvorfor, HVORFOR!!!!!

Øv, øv, øv…

Amie har igen mistet sin appetit. Kan til nød spise ca. 6 spiseskefulde diæt-tørfoder 2 gange om dagen. Tilgengæld tigger hun hele tiden om godbider, så hun er altså sulten. Vi giver hende diæt-foderet som godbider når hun tigger, og så bliver de knast uden problemer. Det virker som om hendes mave siger at hun er sulten, men noget i hendes krop siger noget andet. Det kan skyldes affaldsstoffer som ophobes i hendes krop pga. de defekte nyrer, som skulle have udskildt stofferne gennem urinen. Disse affaldsstoffer kan give kvalme og appetitløshed.
Amie er også blevet tynd, så det er trist at se at hun ikke spiser og tager på. Dyrlægen mener stadig at det nok skal gå, men jeg har desværre efter hånden min tvivl.
For det ikke skal være løgn har Amie’s søster fået foretaget en blodprøve for at tjekke om hun også lider af samme problem som Amie, men det viser sig at stakkels Allie lider af leverproblemer så nu er hun også sat på diætfoder resten af livet.
Det er svært at se fremad og tro på at det hele nok skal gå godt. Det er frygteligt når vores hunde ikke har det godt. Hørte om en  hundejer hvis hund var alvorligt syg, og havde det skiftevis godt og skidt. Den stakkels ejer brugte al sin tid på at se på sin hund for at afgøre om den led, og måske burde aflives. Ejeren nåede at tabe sig 5 kilo før hun til sidst måtte aflive sin gamle hund.

JanK

Fjolle Fille…

Det første Fille skal om morgenen er at smutte ud i sit kolde, klamme hjem-nr.2.
Hun tror hun har hvalpe derude. Stakkels, fjolle Fille…

Både godt og skidt…

Jeg må indrømme at jeg havde håbet/forventet, at dyrlægen havde sagt at Amie’s nyretal og blodplader var helt fine igen.
Men nyretallene lå ligesom for 14 dag siden, og hendes blodprocent var ikke blevet højere. Dyrlægen var tilfreds med nyretallene og mente at tiden havde været for kort til, at blodpladerne havde “formeret” sig.
Det væsentlige er stadig at hun spiser og er glad og tilfreds. Og det må vi jo sige at hun er.
Vi skal tale sammen igen om ca. 3 uger og evt. tage nye blodprøver.

Amie fortsætter…

Så har Amie været til endnu et eftersyn hos dyrelægen. Resultatet af blodprøven får vi først i morgen formiddag, men umiddelbart mener han at vi har opdaget hendes nyreproblem i tide, og dermed reddet hendes liv.
Hun skal fortsætte med diæt-foder resten af livet og det er slut med rå ben, griseører m.m., men det skulle så også være det eneste som ændrer sig i hendes dagligdag.

Amie er meget bange for at komme til dyrelægen, og det hjalp absolut ikke på det, da hun i dag skulle ind ad glasdøren til klinikken. Lige før hun skulle ind ad døren dukkede et gøende Schæferhunde-hoved op i ruden og Amie fik sådan en forskrækkelse, at hun også begyndte at gø af bare rædsel.
Ejeren fik styr på sin hund og Amie kom ind, men da hun skulle passerer den store hund, skulle hun lige knurre, hvilket fik Schæferen til at starte sit gøen igen, og Amie stemte selvfølgelig i.
Dyrelægen måtte lige ud og se hvad der skete i venteværelset, sådan larmede de to…

Fille er flyttet…

Fille lider meget under falsk drægtighed og denne gang havde vi besluttet at gøre noget ved det.

Hvis hun var blevet parret i sidste løbetid, ville hun nu skulle have haft hvalpe, men der har, underligt nok, ingen tegn været overhovedet. Patterne er ikke kæmpe store og fyldte med mælk, humøret er ikke helt nede i kuldkælderen og der bliver ikke gravet huler ude i skoven.
Vi regnede med, at hendes sidste kuld hvalpe måske havde hjulpet og vi nu slap for det bøvl.

Men så igår, flyttede Fille hjemmefra…
Hun bor nu ude i det lille hundehus ved hundeskoven. Lige så snart hun har fået morgenmad flytter hun ud i hundehuset, og jeg må lokke med en go’bid for at få hende med ud på morgenturen. Med det samme vi kommer hjem ligger hun sig ind i hundehuset igen og bliver der – sikkert hele dagen, mens vi er på arbejde.

Fille er en meget naturlig hund ) og er dette hendes eneste “unormale” adfærd efter løbetid, så kan vi sagtens leve med det.

I morgen torsdag går turen ud til dyrlægen med Amie, for at få taget nye blodprøver… vi krydser fingre for at det hele ser fint ud.

November træning

Nu skulle det være… træningen har stået alt for stille de sidste par uger. Hovedøvelsen var højre/venstre apport – for Odie en helt ny øvelse. For Fille også næsten hel ny, da hun skal ud til en kegle før hun løber enten til højre eller venstre.
Odie kan ikke se det svære i, at løbe ud til enten højre eller venstre, når der er en guf ud på tallerkenen. Når guffen bliver byttet ud med en apport, bringer hun fint den tilbage i stedet.
Fille derimod har meget svært ved at tage keglen inden hun løber ud til højre/venstre. Må nok træne noget mere kegle inden højre/venstre bliver koblet på.
Den anden øvelse var indkald med stå – for Odie også en hel ny øvelse. Det går rigtig godt, jeg kaster et stykke legetøj bag hende hver gang hun kommer løbende. Hun har faktisk et rigtig godt stop.
Fille er ikke meget længere fremme. Hun laver alt i slow-motion. Det er svært at holde fart og glæde i hende, med mindre hun må fjolle rundt og lave sine egne øvelser. Jeg tvivler nogen gange på, at hun kommer til at bestå en eliteklasse ) Men vi bliver ved, hun er kun knap fire år, så måske hun når det.
Odie derimod skulle gerne være helt i top til april, hvor de første internationale LP-prøver kommer i Hedensted. Jeg satser på, at hun kan få nogle rigtige gode resultater i LP3, og hvis vi er heldige at hun trækker sin løbetid, kan være med til Årets Hund finalen i november.

Lene

Nytår – en frygtelig tid for mange hunde!

Nytåret og tiden omkring selve aftenen, er ikke sjov for mange dyr, og vi har selv haft store problemer med Fiona og Amie, da vi boede inde i byen.

Nu er Fiona blevet komplet døv og har det helt fint med det, men da hun var yngre var det en frygtelig tid for hende. Selve nytårsaftenen lå hun under et bord og rystede, savlede og peb fra sidst på eftermiddagen til tidlig morgen. Det var utrolig hårdt for hende, og for os at se på. Der var overhovedet ingen kontakt til hende.

Vi prøvede de efterfølgende år med forskellige typer medicin, hvoraf naturmedicin var at foretrække, da nogle af de stærkt sløvende medikamenter blot gjorde hende mere utryg ved det hele, for det kunne godt være at hun blev sløv, men hun kunne ikke styre sine bevægelser og det var tydeligt at hun ikke havde det godt med det.

En ide vi fik for mange år siden, er sidenhen blevet en tradition hos os. Nytårsaften, om eftermiddagen, mødes vi med en god veninde som også har hunde med samme problemer. Vi går en tur langt ude i skoven, væk fra byens bulder og brag. Efter halvanden times vandring, får vi en kop kaffe og et stykke kransekage, ønsker hinanden et godt nytår og kører så hjem ved mørkets frembrud. Det gør hundene naturligt trætte og vi undgår at de skal ud og luftes inde i byen med fare for at få et kanonslag smidt efter os, eller på anden måde overraskes af fyrværkeri.
Vi har sidenhen udvidet denne tradition med en gåtur med Dansk Schapendoes Klub. Det foregår tidligt nytårsaften om formiddagen, således at folk stadig kan nå at være klar til selve nytårsaften. Vi mødes i Ødsted uden for Vejle, og kører ned til Vork Bakker hvor hundene godt nok skal være i snor på turen gennem det flotte landskab, men de bliver herligt trætte og vi andre får en snak med andre Schapendoes folk. Som afslutning er der glögg og æbleskiver til de fremmødte.
En hyggelig og god tradition som flere og flere efterhånden støtter op om.

Kig ind på www.schapendoes.dk og læs om tid og sted for Schapendoes-gåturen.
Håber vi mødes – alle Schapendoes-folk er velkomne!

JanK

––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Her er en interessant undersøgelse om hvordan folk med hund, takler Nytårsaftenen:

Netdyredoktors Nytårsundersøgelse:

Halvdelen af dyrene har Nytårsangst.

En ældre rundspørge fra 2003, blandt netdyredoktor.dk´s brugere belyste, at 44% – blandt 2387 adspurgte – havde en bange hund sidste Nytårsaften. Netdyredoktor.dk har gennemført en ny spørgeskemaundersøgelse, som understøtter den tidligere undersøgelse: 49% af 1781 angiver, at deres dyr er bange nytårsaften. Procentsatsen ligger højt og skal angiveligt ses i lyset af, at mængden af fyrværkeri er stigende. I forhold til tidligere er fyrværkeriet både billigere, voldsommere og farligere.

Netdyredoktor.dk´s undersøgelse belyser endvidere, at mange dyreejere tager ansvar og er bevidste om at fravælge fyrværkeri. Således købte 67% af de adspurgte ikke fyrværkeri, 10% brugte under 100 kr på fyrværkeri og kun 4% købte for mere end 500 kr. Denne tendens kan ses som et udtryk for en øget bevidsthed om problemet.

På trods af, at det årlige forbrug af receptpligtigt angstdæmpende medicin i dagene op til nytårsaften stiger, belyser undersøgelsen, at det kun er 21% af de angste hunde som behandles med receptpligtigt medicin, mens 6% behandles med naturpræparater. 74% af ejerne vælger at være hjemme hos dyrene, 12% går til fest uden dyr, mens de resterende 14 % er til nytårsmiddag, hvor dyr er velkomne. 3% af ejerne forsøger aktivt at komme på landet.

Ved at udnytte erfaringerne fra de tidligere år kan man – i samråd med sin dyrlæge – sammensætte et behandlingstilbud, som passer til den enkelte hund. Al behandling inkluderer et træningsprogram, som kan suppleres med forskellige former for medicinsk behandling. Mange hunde har stor glæde af at få angstdæmpende medicin, men for at opnå den ønskede effekt skal hunden påbegynde behandlingen så tidligt i december som muligt.
Læs mere træning og medicinsk behandling af hunde her: http://netdyredoktor.dk/sw48444.asp

Vores Schapendoes har nyresvigt

Her har vi Amie som hun ser ud nu.

Sidste nyt om Amie er, at hun stadig er helt vild med sit diætfoder, hun tager på i vægt og hendes fanden-i-voldske humør er tilbage. På torsdag skal hun ud til dyrlægen for at få tjekket hendes nyretal og blodplader. Vi er stadig ikke sikre på hvad hendes nyresvigt skyldes, og kan derfor ikke være sikker på at hendes tilstand er stabil. Vi håber det bedste…