Så gik den første uge med Gizmo, og status er nu:
Gamle Heeven tror han har boet her altid og går rundt med ham som hun går rundt med de andre hunde; altså ikke nogen kontakt, men bare accept af at Gizmo også bor her – go’ gammel hund.
Lille Dingle har stadig respekt for ham, men kan næsten ikke holde ud at han ikke vil lege. Hun lægger sig foran ham og siger små pibelyde mens hun dapper med poterne. Det har dog ingen effekt hos Gizmo, han ignorere Dingle fuldstændig. Dingle kan sammen med Heeven bevæge sig frit rundt sammen med Gizmo – go’ lille Dingle.
Så er der Odie tilbage… for første gang fik hun her til aften lov til at komme ind i stuen og vende sig til Gizmo. Vi startede med mundkurv og snor på, så vi var sikre på, at hun ikke ville fare på ham. Vi blev dog noget overrasket over hendes reaktion. Hun har alligevel vænnet sig meget til ham, ved at han har gået rundt her en hel uge. Hver gang hun ville over og tage kontakt, kaldte vi stille på hende og gav hende en go’bid. Jeg tror såmænd ikke hun ville gøre ham noget, men vi ville ikke risikere at hun fik en på hovedet af Gizmo og de fik deres tålelige forhold ødelagt.
Så i det store og hele synes jeg det går rigtig fornuftig, og jeg glæder mig til at få vores rolige dagligdag tilbage, hvor vi ikke hele tiden skal skille hund og kat ad.
I morgen tager Dingle og jeg til agility-stævne, og Jan har så hele dagen med Odie og Gizmo, så håber jeg de stille og roligt kan få en god dag sammen
Dagens anden store projekt var frisering af Gizmo. Han havde fået nogen voldsomme store pelskugler på indersiden af bagbenene. Det lykkes mig at frisere kroppen så nogenlunde, men da jeg skulle igang med at klippe pelskuglerne af, så skal jeg love for at Gizmo sagde nej. Han gav et stor skrig, gav mig to rifter på armen og stak af. Så måtte jeg vente til Jan kom hjem. Jan iførte sig stor kedeldragt og arbejdshandsker og så kom Gizmo på trimmebordet. Gizmo havde ikke mere og skulle have sagt, Jan holdt ham så han stod på bagbenene og jeg kunne få klippet de store pelskugler af. Der bliver noget pelspleje at øve med Gizmo… gad vide om man kan lære en gammel kat at blive friseret?
Lene