Så blev det fredag (2 uger efter katten Gizmo blev bragt hjem til os), så klappen for hunde-lemmen blev åbnet, og efter lidt overtalelse (Sheba-dåse-guf), forsvandt Gizmo fornøjet ud i det nærmeste krat… Underligt dyr, men Lene var sikker på at han ville komme hjem igen, da han jo har haft det så godt hos os.
Bare for at gøre det hele endnu bedre for ham, havde Lene valgt at tage Dingle og Odie med til et besøg/overnatning hos hendes mor. Jeg er derfor alene med gamle Heeven og Gizmo.
Der gik ikke engang en halv time, før jeg så en hurtig skygge ude på gårdspladsen, og sekundet efter dukkede Gizmo “mijauwende” op inde i baggangen. SÅ ville han gerne have sin (tidlig) aftensmad, og det fik han som belønning. Derefter lagde han sig træt på hunde-puden på det opvarmede gulv, og faldt i dyb søvn.
Efter 2 timers søvn hoppede han op på bordet i baggangen, hvor han fremover vil få sin mad, og satte sig med en veltilfreds spinden til at spise sit tørfoder. Så kravlede han over i vindueskarmen, gjorde sig ren efter måltidet, kiggede ned på Heeven som stod (og stadig ikke fatter en ski’ af hvad den kat laver i vores hus), hvorefter Gizmo sprang ned lige for næsen af Heeven, og vandrede hen til hundelemmen som efter lidt “boksen” blev åbnet og han sprang ud i mørket
Jo, Gizmo har det lige så godt som Heeven, Odie, Dingle, Magle, Nynne, Pylle, Norma og Marlene. Det er sgu’ hyggeligt når dyrene trives!
JanK




