Her til morgen skulle katten Gizmo til sundhedstjek og vaccination, så for at være sikker på at banditten ville være i huset når vi skulle afsted, havde vi valgt at lukke for hundelemmen i nat.
Kl. 6 da Lene stod op, begyndte Gizmo at klage (hundene lå inde i sengen og snorksov sammen med mig ). Den irriterende miauw’en blev han så ved med fra kl. 6 til kl. 9.30 da jeg tog afsted til dyrlægen! Jeg havde bemærket at gamle Heeven’s mave rumlede lidt da jeg stod op, og da jeg spiste morgenmad kom hun pludselig forbi i skarpt trav og fortsatte ud i baggangen hvor hun jo ikke kunne komme ud af hundelemmen, så inden jeg nåede at få hende ud, skidtede den stakkels tøs på måtten. Mens jeg tørrede op, fortsatte Heeven ud i forgangen hvor døren jo også var lukket så hun lagde en bæ foran døren, fortsatte ind i stuen og lagde endnu en dynge midt på gulvet. Klokken nærmede sig hastigt det tidspunkt hvor jeg skulle afstede med den klagende kat, morgenmaden stod halvfærdig på bordet og der var bæ over det meste at huset. Om jeg havde en god start på dagen? Næ….
Nå, jeg fik gjort rent, smidt resten af morgenmaden ud og lukket hundene ud i baggangen hvor hundelemmen blev åbnet efter Gizmo var lukket inde i sin transportkasse. Så afsted til dyrlægen, men uheldigt nok så kommer Grev Ingolf selvfølgelig kørende i sin Lexus størrelse Übersize med krone 24 på nummerpladen, og han kørte godt nok pænt… Efter vi kom ud på hovedvejen fik jeg overhalet og med en jamrende kat på bagsædet gik det i fuld fart mod Vejle. Når lige dyrlægen til tiden. Gizmo er sund og rask, og har et flot tandsæt (bemærkede dyrlægen), og efter en vaccination og lidt snak om vedligeholdelse af sådan en kat (og 632,- fattigere) gik turen tilbage til stakkels Heeven som denne gang havde skidt hele to gange, men heldigvis udenfor.
Nu ligger en udmattet kat i sin lænestol, mens de tre hunde ligger i sofaen med Heeven i midten. Uha, hvor hendes mave den gurgler, syder og bobler…
En lille morgengåtur ned til søen med hundene. Pludselig får Odie øje på noget i det lange græs… jeg er sikker på at det er en mus hun har hørt – dem har hun nu, forgæves, forsøgt at fange i seks år. Hun laver et par store “ræve-hop” ind i det lange græs, og pludselig kan jeg se, hvad det er hun har fået øje på… en kat springer frem fra det lange græs. Gizmo selvfølgelig, men det ser Odie ikke, og hun kaster sig efter ham, skarp forfulgt at lille Dingle. Alt indkald er fuldstændig forgæves, men jeg kan heldigvis se, at Gizmo løber mindst lige så stærkt som hundene. Halvvejs nede ved vores lille bro, kan jeg se at Odie kommer i tvivl om hvad det er hun jagter. Forvirringen er tydelig, hun sætter farten ned til almindelig løb, mens man tydelige kan se at hun er blevet klar over hvem der er foran hende. Gizmo klatrer hurtigt op i et stort piletræ og Odie kigger op på ham, som for at sige: “Hej Gizmo… jeg vidste jo ikke at det var dig, der gik rundt helt hernede ved søen”.
Begge hunde kommer med det samme jeg kalder, lige pludselig var jagten slet ikke så spændende. Da vi går hjemad igen sidder Gizmo stadig oppe i piletræet og kigger surt ned på os. Odie og Dingle stopper op og kigger interesseret op på ham, som om de inviterer ham til at følges med os hjem. Gizmo er dog ikke i tvivl… “Åndsvage hunde, jeg bliver her og kommer hjem når det passer mig – jeg følges i hvert tilfæde ikke med jer!”
Både fredag og lørdag nat blev vi vækket af en meget høj og klagende lyd fra Gizmo. Lyden kom ude fra baggangen og vi blev helt bekymret for ham. Ud af sengen for at se hvad “katten” der nu var i vejen med ham. – Der var ikke noget i vejen, men Gizmo havde fanget en kæmpe markmus, som han insisterede på, at vi skulle se inden han spiste den. Han spandt højt og kiggede skiftevis på os og musen og efter nogle få sekunder spiste han den glad og tilfreds og gik med os ind i soveværelset til han yndlingstol og faldt i søvn.
Tak Gizmo, for at gøre det to nætter i træk kl. lort om natten.
Det blev selvfølgelig også til træning med hundene. Prøv at se video’en herunder. Jeg viste Dingle øvelsen én gang, og så kunne hun udføre den som om hun aldrig havde lavet andet. Næste øvelse vi skal have fat på, er højre-venstre apport fra keglen. Selvom jeg har besluttet mig for at Dingle og jeg bliver i klasse to hele sæsonen, så er øvelserne lidt for kedelige, så jeg er gået igang med klasse tre og elitetøvelserne. Én øvelse har vi dog store problemer med: Stillingskift. Specielt fra stå til sit. Dingle svinger måsen ud til venstre når hun rykker baglæns. Det gør at hun kommer til at ligge i en underlig skæv position i forhold til mig. Jeg har fundet en gammel “træ-ramme” frem som hun kan udføre skiftene i, og på den måde få hende til at undgå det store udsving med måsen.
Odie fik selvfølgelig også trænet lidt lydighed. Vi tager det stille og roligt og sørger for, at det hele er sjovt for hende. Odies store hængeparti er stadig metal-apporten, og indkald med stå og dæk er heller ikke for god. Til gengæld har hun lige nu et super udløb til keglen og et rigtig flot felt. Hendes fri ved fod og også en ren fornøjelse at lave.
I dag blev slalom og et par forhindringer trukket ud fra vinterhien. Jan blev placeret nede for enden af slalomen sammen med et låg og så skulle der bare øves rigtige indgange og hurtig slalom. Hold da op Odie er hurtig… en skam det kikser for hende til konkurrencer, hun kunne være en rigtig super agility-hund, men lad os nu se om en kommende sterilisation ikke gør meget ved det. Dingle var også rigtig god, men hun har nogen gange lidt svært ved at koncentrere sig, når låget ligger i den anden ende af slalomen
Mange praktiske ting blev også ordnet i denne weekend. Hønsene fik nye redekasser, tons-vis af muldvarpeskud blev jævnet med jorden, et gammelt piletræ blev skåret ned da det efterhånden lå hen over en af stierne. 50 fliser blev lagt om… rotter havde gennem årene udhulet jorden under dem, så de var sunket langt ned. Det gik meget godt indtil vi skulle have de sidste fliser lagt… hm, der var ikke mere plads… jeg tror Jan må hygge sig med det i morgen.
Så blev det selvfølgelig også til nogle lange, gode gåture med hundene. Heeven går bare små korte ture og Odie og Dingle får nogle lange dejlige ture for sig selv. Stadig noget besværligt, men sådan er det at have en gammel hund i flokken. Der er efterhånden mange hensyn at tage, men så længe Heeven har det godt, gør vi gerne det.
Alle tre hunde er friserede og gamle Heeven har fået sommer-frisure. Hun er blevet bange for at ligge på trimmebordet og har ikke tålmodighed til at blive friseret i en time. Jeg har nu klippet hende helt kort og det tager mig derfor kun max. en halv time at firsere hende. Det er okay når gamle nu har passeret de 14 år.
I dag er det 10 år siden at vores B-kuld blev født.
Babette (Babs), Beatrice (Trisse), BeeOnly (Only), Basso, Bazil, Bilbo og Bartez.
Det var Heeven’s 2. kuld og far var Douwe Lasdoesha nede fra Holland (sjovt nok så er Douwe også farfar til Kejser som skal være far til vores næste kuld).
I årenes løb har vi haft kontakt til de fleste af familierne der fik hvalpene, og det har vi sat stor pris på. Det er altid rart at hører hvordan hvalpene har det og klare sig gennem livet.
Vi håber de alle har et godt liv og at de forsat må have de i de næste mange år. Deres mor, som fyldt 14 år i denne måned, er for alvor blevet gammel men stadig en glad ældre dame som trives med det liv hun fører nu som pensioneret agility-, lydigheds- og rally-hund. Så hvis hvalpene har arvet deres mors helbred og gener, så burde de også have mindst 4 gode år endnu.
B-kuldet er få timer gamle
2 måneder gamle og der var gang i vores lille hjem.
Det er altid utrolig dejligt at hører fra “vores” hvalpe, også selvom der måske ikke er noget særligt at fortælle, så kan et foto gøre os glade.
Her kom der en række billeder fra Fille’s søn Dusty som bor sammen med Odie’s søn Eddie:
Dusty og Eddie tjekker skovarbejde ud. Et stort træ er fældet og det skal man da undersøge nærmest.
Se hvor pænt vi kan sidde.
Er vi ikke dejlige? Kan godt forstå at vi bliver så forkælet )
Dingle fandt et gammel Osso Buco marvben. Hun løb rundt med den på underkæben kunne derfor drille sin mor som ikke kunne få fat i det.
(Selvfølgelig noget man skal passe på med, for er benet for lille kan det sluges, og er det stort nok kan det sætte sig fast på underkæben og hunden kan ikke få det af igen).
Et billede af søster Dingle som har fået en Osso Buco knogle.
Så! – nu skulle træningen igang igen. Vi havde aftalt med andre hundevenner at mødes på plænerne under Lillebæltsbroen. Det er et fantastisk sted at træne. Pænt velholdt græs så langt øjet rækker. Lige gyldigt hvor mange vi kommer, så er der rigelig med plads til os alle.
Det er Dingle jeg koncentrerer mig mest om… Odie skal bare til at komme i løbetid og få et kuld hvalpe, så skal hendes tur nok komme Pjat, pjat, men Odie har desværre stadig nogen gange hendes dumme hormoner at slås med. Der skal ikke meget til, for at glæden hurtig forsvinder og hun ligner en hund der er blevet slået. Det våde græs gjorde at hun havde svært ved at sætte sig på plads og lægge sig. Efter at hun gentagne gange bare stiller sig ved siden af mig uden at sætte sig på plads, mærker hun straks at jeg bliver lidt små irriteret på hende, jeg skal passe meget på at hun stadig bevarer glæden og ikke dykker helt. Derfor træner vi også bare små ting og i kort tid. Med det samme jeg mærker hun dykker lidt, stopper jeg og bytter hende med Dingle. Jeg tror og håber stadig på at når hun efter hendes hvalpe bliver steriliseret, kommer hun til at fungere helt anerledes. Planen er, at jeg kan få et par gode år med hende i eliteklassen – nu må vi se, planer er lette at lave, men nogen gange svære at holde.
Hendes koncentration var også blevet hjemme idag. Det er meget længe siden vi har været afsted og hun havde meget travlt med at holde øje med alle de andre. Så var der også kommet en ny hund på holdet. Tænk sig, en Bearded Collie havde været så “fræk” at komme og træne med os” Sjovt at se, at Odie med det samme spotter en fremmed hund ud, og bruger lang tid på bare at holde øje med den.
Dingle derimod, er stadig en herlig lille hund at træne med. Jeg kunne godt mærke at det også var længe siden jeg havde trænet med hende. Hun havde en fjeder i rumpen og havde svært ved at holde alle fire ben på jorden. Jeg er så småt begyndt at træne klasse LP3 og eliteøvelser med hende – f.eks. indkald med stå, fremsending til kegle o.s.v. Hun synes at det er festligt med nye øvelser, og jeg synes hun er kvik til at forstå de nye øvelser.
Fri ved fod kører rigtig godt for Dingle
Uha, det er svært at holde alle fire ben på jorden
Heldigvis vil Dingle stadig gerne lege med legetøj... det gør meget af træningen lidt nemmere
Sit-øvelsen bliver en rigtig svær øvelse for Dingle. Hun sidder konstant og laver små step med forbenene... det duer bare ikke i eliten
Dingle tilbød selv at hente metal-apporten...
...og sætter sig pænt på plads med den
Odie i hendes "hade-øvelse": Spring og metal-apportering.
Gamle Heeven var helt på toppen i dag. Jan prøvede at træne lidt Rally med hende. Det duer ikke rigtig mere. Det virker som om, at Heeven bliver meget forvirret over at vi ikke siger noget til hende (det gør vi jo, men hun kan ikke mere høre det).
En apport- og næsesøgs-øvelse kan hun finde ud af, bare vi ikke forlanger at hun skal gå pænt på plads og aflevere den… det kan hun ikke huske hun skal. Hun stråler stadig af stolhed når hun kommer med apporten i munden, og det foregår stadig i pænt tempo.
Sluttede træningen af med at gå en lang tur over plænen med hundene løse og i selskab med de to “fremmede” Bearded Collies. Hold op, hvor gamle Heeven stadig kan løbe, når vi er kommet foran hende. Jeg tror ikke mange vil gætte på at hun nu har passeret de 14 år.
I dag fylder Heeven 14 år. Ikke noget vi nogensinde havde troet da vi hentede hende i Ødsted for mange, mange år siden. Hun skulle have været en “trøst” for Fiona når de var alene hjemme, fordi jeg skulle gå fra aften- til dag-arbejde, men Fiona hadede den stakkels lille hvalp fra første øjeblik. Vi tog Heeven med ud til bilen, åbnede bagklappen og præsenterede lille Heeven, men Fiona vendte hovedet væk i afsky. Siden lærte den stakkels hvalp på den hårde måde, at Fiona ikke ville have noget som helst med den at gøre. Heldigvis har Heeven altid været en stærk tøs, og hun klarede den hårde opvækst, men fik aldrig den sociale kontakt hun burde, og det bar hun med sig hele livet. Derfor har hun aldrig brudt sig særlig meget om fysisk kontakt hverken fra os eller de andre i flokken. Ikke at hun er asocial eller berøringsangs, hun har det bare bedre tæt på men ikke rører.
Hun har i de sidste mange år været “min” hund, som jeg har løbet agility med og dyrkede på det seneste også rally med hende, men svigtende hørelse og svigtende kræfter i bagbenene har gjort, at hun nu er pensioneret, men vil stadig med på gåture, som dog er nedsat i længde for hendes skyld.
Hun har det fint på trods af den fremskredne alder. Hun har siden sit første kuld hvalpe haft en kronisk mavesygdom “á la Chrons sygdom”, som uanset hvad vi forsøger at gøre, alligevel kommer og går. Det har givet hende mange gange “dårlig mave” i en enkelt dag eller 2, men også det har hun klaret.
Heeven er bare en sej gammel tøs, men gammel ér hun blevet, og er tilmed officielt den ældste nulevende Schapendoes i Dansk Schapendoes Klub hvor hun topper listen over de gamle hunde.
Dagen blev fejret først med en dejlig kold gåtur i blæst og regn, og om aftenen fik de hver et marvben fra vores Osso Buco.
Koldt, vådt og blæsende men er det ikke det man siger: Vejret er der ikke noget i vejen med, det kommer an på påklædningen?
Våde var vi vist alle...
Bagefter blev der slappet af, og Dingle skulle selvfølgelig have sin bamse.
Fødselsdagsbarnet tog sig den frihed at hoppe op i sengen da vi skulle have skiftet sengetøj.
Gizmo holdt øje med de trætte og våde hunde som lagde sin ind i soveværelset hvor han havde planlagt at skulle tilbringe dagen pga. regnvejret.
Så var der marvben til fødselsdagsbarnet og hendes fødselsdags-gæster.
Gizmo skulle selvfølgelig snige sig med på billedet...
Først skulle hønsene have brød, majs, hvede og frisk vand. Så skulle der skrabes lort ned fra deres sovepladser og så skulle de selvfølgelig snakkes lidt med, selvom det med snakken vist var mere dem end mig. Magle (som er skruk) måtte hives ud af sin hule, hvilket hun efterhånden er vant til, og efter at have strukket sig godt og grundigt gik hun igang med at drikke og spise. Tossede høne..
Hundene fik en lang tur over de sne og isdækkede marker, hvor vi ovre på naboens mark helt ovre ved det yderste hegn, pludselig mødte “Mikkel”. Hundene var så optaget af at snuse i hegnet at de ikke opdagede at en stor men tynd ræv pludselig kom ud fra hegnet 25 m længere fremme. Han kiggede på os, og fortsatte så i skarpt trav over marken ned mod yderkanten af marken hvor der er en bro over et vandløb. Hundene opdagede ingen ting, før Dingle pludselig “frøs”, satte i et gevaldigt hop, og spurtede rundt der hvor ræven var kommet ud fra hegnet. Gamle Heeven begyndte at gø mens hele hendes forkrop løftede sig hver gang hun gøede og nærmest hylede af ophidselse. Så galloperede Odie og Dingle over marken men i den forkerte retning. Mikkel stod vagtsomt med siden til og holdt øje med os helt nede ved broen, men da hundene satte i løb, forsvandt han over broen og videre op over den næste mark.
Hvor pokker blev den ræv af????
Hundene fandt aldrig sporet så turen gik roligt videre. Odie og Dingle fandt stor morskab i at kurrer og gnide sig mod de sne/is-dækkede bakketoppe mens Heeven sindigt stod og ventede på at de blev færdige så vi kunne komme videre.
Nu er de alle trætte, men lille Dingle som faktisk havde en meget trættende dag til agility-stævne igår, valgte at tage en bamse med ud i sneen, og der sidder hun nu og nyder stilheden.
Bamser har også godt af at blive luftet engang imellem...
Denne weekend var vi – DCH Vejle – arrangør af et to-dages agility-stævne. Lørdag var for store hunde og søndag var for små og mellem hunde.
Jeg havde været afsted som hjælper lørdag og havde fået bur, stol m.m. stillet op, så vi kunne sove forholdsvis længe og tage den med ro søndag. Banen var også færdig så vi skulle bare komme til banegennemgang kl. 8.30 – dejlig, dejlig
Jeg havde kun ét ønske med Dingle, og det var at hun skulle løbe glad og ikke stikke af hen på feltforhindringerne som hun plejer. Slalomen var ikke gået for godt sidste gang, så den håbede jeg vi havde fået lidt bedre styr på. Nu skulle der bare være nogle gode og nemme klasse-1 baner så vi kunne drøne afsted med fart og glæde.
Efter banegennemgang til Agility-1, kunne jeg se at det med håbet om en nem bane, det var i hvert fald ikke nu. Æv, jeg kan simpelthen ikke forstå at klasse 1 skal være så svær. Ikke én lille hund kom fejlfri gennem banen, selvom de ikke fik deciderede fejl på forhindringerne, så kunne de bare ikke holde sig indenfor tiden. Ud af 22 mellemhunde, kom kun 3 hunde fejlfri gennem banen og kunne holde sig inden for banetiden (nr. 3 var lille Dingle). Det må da give lidt stof til eftertanke, at så få hunde kan gennemføre en klasse 1?
Næste løb var Agility Åben. En fin bane til en Åben klasse. Dingle løb igen et godt løb uden at stikke af hen på feltforhindringerne. Jeg kunne virkelig mærke at hun hørte mere efter og løb sammen med mig. Det er dog tydeligt at hun stadig er noget usikker på at være afsted og løbe på en fremmed bane. Bl.a. var hun meget forvirret over at en fremmed mand (dommeren) løb tæt ved siden af hende hele vejen over balancen. Vippen er hun også noget usikker på når den ikke er hendes egen gode vippe hjemme i haven, men det skal nok komme. Der ryger selvfølgelig mange sekunder når både balance og vippe skal tages i langsomt tempo, men alligevel bliver Dingle nr. 13 ud af 38 hunde og får hendes første DM-point i agility.
Så kom vi til Spring Åben, en rigtig løbebane uden de helt store sværhedsgrader. Én ting var dog svært for Dingle: Hjulet var med. Hjulet har jeg ikke fået trænet meget med Dingle da vi ikke har sådan én herhjemme, så der er lige så stor chance for at hun springer igennem ude ved siden som hun springer igennem hjulet. Da hjulet var forhindring nr. 2 kunne jeg stå og hjælpe Dingle igennem og resten af banen gik bare derudaf. Dingle kommer fint igennem banen og bliver nr. 8 og får sit andet DM-udtag i spring.
Sidste løb er Spring 1, og for en gang skyld en bane som i sværhedsgrad hørte hjemme i en klasse 1. Dejlig at man kunne spæne afsted med hunden og rigtig få fart og glæde ind i løbet. Der er bare et lille minus… denne gang står hjulet som tredje sidste forhindring og hunden kommer med høj fart og jeg kan ikke nå derhen og hjælpe. Dingle springer ved siden af hjulet, men jeg vil ikke bremse hende, men lader hende drøne i mål – hun bliver selvfølgelig disket, men pyt, hun havde et rigtig godt løb med god fart.
Alt i alt, var det en rigtig god dag. Dingle løb super godt. Tog alle slalomer, alle feltforhindringer og var glad og i godt humør.
Ih, hvor jeg glæder mig til næste konkurrence… nu skal der meldes til dobbeltstævne i Risskov i marts måned
Minsandten om ikke Gizmo hver gang han nedlægger en mus, skal bære den helt ind i baggangen, og med største velbehag (og høje knase-lyde) spiser han den lige for næsen af hundene, mens han af-og-til sender onde øjne over skulderen så hundene ved at de IKKE skal komme nærmere!
…og her til morgen lykkedes det Gizmo at nedlægge hele to mus inden for en time og æde rub og stub, men det tog ikke appetitten fra ham. Da hundene skulle fodres stod han parat til at få sin mad. Det giver appetit at være på “arbejde” )
Heeven har jo aldrig været særlig glad for fysisk kontakt og har siden sin lidt hårde opvækst med Fiona, aldrig været særlig social. Derfor har hun også svært ved at forstå at Dingle (som er en meget selskabelig, social, glad og aktiv lille tøs), gerne vil både hilse og tage kontakt. Specielt om morgenen når Dingle er ekstra “fresh” så vil hun enormt gerne slikke Heeven i mundvigen, men det foregår altid i et vild og voldsomt tempo så gamle Heeven nærmest bliver blæst omkuld. Heeven skælder ud og brummer men der sker aldrig mere. Vi er ofte nødt til at stoppe Dingle for Heeven kan/vil ikke selv stoppe den lille uromager
Det flotte vejr er bare herligt specielt for Odie og Dingle der bare elsker at spæne afsted over markerne. Det er et par år siden Heeven ikke mere kunne følge de yngste.
Der er bestemt fordele og ulemper ved hård vinter og sne. Én af de store fordele ved frost og sne, er at huset kan kan holdes usædvanlig rent. Ingen støv ligger sig over møblerne få timer efter der er gjort rent. Gulvet kan betrædes med bare fødder uden at det knaser med jord og andre gode ting. Frostvejr gør også et eller andet ved hundene. Gåturen bliver pludselig dobbel så sjov og Ode og Dingle farer rundt efter hinanden så vi skriger af grin… selv gamle Heeven tager sig et par løbeture.
De mange gøremål som der altid er på landet bliver “desværre” nødt til at vente. Nogle gamle hegnspæle skal skiftes ud, fliser skal lægges om da rotter eller lignende har undermineret fliserne i carporten og fået dem til at synke, mange, mange ting skal gøres, men kulden gør at de må vente. Altså får man lige pludselig en weekend som kun kan bruges til hygge. Gåture med hundene, varm cacao og gode film i fjernsynes mens brændeovnen sørger for en dejlig temperatur. Jo, det er bestemt også hyggeligt at bo på landet om vinteren.
Når det så er sagt, så behøver det altså ikke være helt så koldt. Når temperaturen når ned under minus 10 grader, så stopper de lange dejlige gåture lige pludselig. Det er så koldt at hundene fryser poterne og isklumper danner sig oppe mellem trædepoterne. Specielt Odie er meget pivset med hendes poter – en tur på omkring 40 meter i det kolde vejr, og Odie tilbringer tiden med at prøve at gnave poterne fri for is.
I dag kom temperaturen heldigvis “op” på ÷6 grader, ikke koldere end at vi kunne tage en lang tur i skoven uden frosne poter.
Odie og Dingle på vej til agilitytræning. Normalt pakker vi ikke vores hunde ind, men når det er så koldt – næsten minus 14 grader – så bliver det for koldt at vente i bilen.
Jeg havde lovet hundene, at den første februar, så startede lydighedstræningen igen. Nu har vi udelukkende trænet agility de sidste par måneder og da den første store lydighedsprøve er sidst i marts, så er det bestemt ikke for tidlig at komme igang. Kulden gør dog at det ikke bliver til så meget. Jeg har været over i stalden et par gange og træne, men der går ikke længe så er mine fingre stivfrosne og jeg bliver nødt til at gå ind. Lidt træning, som stillingskift og pladssidninger kan trænes indenfor, men det bliver ikke til det helt store. Nå, det er der ikke noget at gøre ved… om ikke andet tager Dingle og jeg 14 dages intensiv træning inden LP-prøven, det har vi prøvet før, og det gik jo helt fint.
Odie bliver der holdt nøje øje med. Jeg tør ikke mere tage chancen for, at Dingle kommer først i løbetid og trækker Odie med. Dingle burde for længst være kommet i løbetid, men jeg tror hendes sygdom i julen har lagt et låg på hendes cyklus. Hvis Odie går hendes sædvanlige 7-8 måneder mellem løbetiden, så kan løbetiden komme i løbet af februar. Vi er ved at blive helt hvalpe-skruk. Vi kan jo se på gamle Heeven at det bare går stærkt med hendes alderdom. Tanken om, lige pludselig at have kun 2 hunde, er ikke til at bære. Hvor vi da glæder os til at kunne få et par hunde mere i flokken (ja, ja, det er næsten besluttet at to hvalpe bliver her )
Hjemme fra en gåtur. Heeven ligger sig (som om det var det mest naturlige) lige ved siden af Gizmo.
Gizmo har det supergodt og fungerer fint med hundene. Heeven tror stadig han har boet her altid og reagere slet ikke på ham. Odie og Dingle vil så gerne have lidt mere kontakt med ham. De står ofte foran katten og logrer og prøver at indynde sig – det virker bare ikke på Gizmo. Måske med tiden, vil Gizmo blive lidt mere imødekommende over for hundene, men i øjeblikket ignorerer han dem.
Én ting Gizmo kan, er at holde sig til ved hundenes spisetid. Ligegyldig hvor han er og hvor længe han har været uden og jage, så dukker han altid op når hundene skal fodres. Han styrter med hundene hen til fodertønden og tilbage til bryggerset igen, for at få sin lille klat vådfoder. Ja, ja, det bliver vi nok nødt til at give ham resten af livet… lidt sødt at han sådan allerede har fået nogle vaner.
I morges sov vi for en gang skyld længe. Da vi sagde godmorgen kl. ca. 8.30, kom der et meget klagende miauw nede fra gulvet. Gizmo var ikke tilfreds med at vi ikke var stået op og havde serveret hans morgenmad. Da vi ikke rejste os gik han – som om han ejede hele verden– hen til sengen og sprang op og lagde sig mellem os og tre hunde og begyndte (efter han havde “æltet” dynen) at spinne helt vild. Meget underligt at kigge på en stor kat mellem alle hundene… hvis nogen havde sagt det ville ske for bare en måned siden, så havde vi troet de var skøre.
Gizmo kommer ikke meget helt hen til os for at få kantakt – jeg tror han er træt af alle hundene som ustandselig er omkring os. Han holder sig dog altid til når der er fodringstid og han kommer altid ind og siger miauw når han har været ude. Selvom vi ikke på den måde har den store kontakt, så er han allerede en stor glæde for os at have. Det giver et eller andet i hundeflokken at have en kat, og jeg tror på lang sigt, så skal de også nok få mere glæde af hinanden. Hvis ikke, så er det lige meget. Gizmo har det som blommen i et æg. Han kan gå ud og ind af hundelemmen som han vil. Gå rundt nede i skoven eller ovre i staldbygningerne.
Jeg er sikker på, at han ikke ville bytte sit nye hjem for et andet
Gizmo sover i hundenes stol... så er den sag ligesom afgjort, ingen af hundene vover at sige noget til det )
Hønsene har droppet alt der hedder udeliv… det ville vi måske også gøre, hvis vi rundt på bare fødder. Der er selvfølgelig blevet noget mere rengøring, nu hvor de ikke vil ud. Hønselortene fryser fuldstændig til is og er svære at fjerne fra toppen af redekasserne, hvor de sover om natten. Vandet fryser også til is og vi må tre gange om dagen over med en liter kogende vand og blande det i det frosne vand. Magle er blevet skruk, hun ligger hele tiden inde i den redekasse hvor de normalt alle lægger æg. De andre kan nu ikke få lagt deres æg, så vi har prøvet at ligge en æg-atrap i en af de andre redekasser, for at vise tossehovederne at man godt kan ligge æg i andre kasser end lige den, de alle åbenbart finder bedst. Indtil nu har det ikke virket, og vi får bare to æg (normalt 4)… måske det har noget med kulden at gøre også?
Vores flinke nabo har være på besøg med en KÆMPE gummiged og skrabet vores 300 meter grusvej fri. Vi havde egentlig ordnet den med håndkraft, men så bliver det også kun til to små spor, som man skal holde tungen lige i munden for at køre på. Nu har vi en hel motorvej ned til huset.
Underligt nok skal alt det sne der falder i hele området, altid blæse ned og fylde op på vores vej. Selvom der ikke er mere end 5-10 cm sne rundt omkring, så ligger der rask væk 30-40 cm på vores vej så snart det fyger lidt, og med en lille stigning oven i, ja så bliver det hurtig helt umuligt at køre herfra.
Hvem kan da stå for denne charmetrold? Vi kan ikke...
Alt i alt nyder vi vinteret. Pyt med at vi ikke får trænet og ordnet så meget. Ikke nogen af projekterne løber deres vej, og foråret kommer inden vi får set os om. Har I lagt mærke til hvor lyst der allerede er om morgenen og aftenen
). Den irriterende miauw’en blev han så ved med fra kl. 6 til kl. 9.30 da jeg tog afsted til dyrlægen! Jeg havde bemærket at gamle Heeven’s mave rumlede lidt da jeg stod op, og da jeg spiste morgenmad kom hun pludselig forbi i skarpt trav og fortsatte ud i baggangen hvor hun jo ikke kunne komme ud af hundelemmen, så inden jeg nåede at få hende ud, skidtede den stakkels tøs på måtten. Mens jeg tørrede op, fortsatte Heeven ud i forgangen hvor døren jo også var lukket så hun lagde en bæ foran døren, fortsatte ind i stuen og lagde endnu en dynge midt på gulvet. Klokken nærmede sig hastigt det tidspunkt hvor jeg skulle afstede med den klagende kat, morgenmaden stod halvfærdig på bordet og der var bæ over det meste at huset. Om jeg havde en god start på dagen? Næ….
