I dag fylder Heeven 14 år. Ikke noget vi nogensinde havde troet da vi hentede hende i Ødsted for mange, mange år siden. Hun skulle have været en “trøst” for Fiona når de var alene hjemme, fordi jeg skulle gå fra aften- til dag-arbejde, men Fiona hadede den stakkels lille hvalp fra første øjeblik. Vi tog Heeven med ud til bilen, åbnede bagklappen og præsenterede lille Heeven, men Fiona vendte hovedet væk i afsky. Siden lærte den stakkels hvalp på den hårde måde, at Fiona ikke ville have noget som helst med den at gøre. Heldigvis har Heeven altid været en stærk tøs, og hun klarede den hårde opvækst, men fik aldrig den sociale kontakt hun burde, og det bar hun med sig hele livet. Derfor har hun aldrig brudt sig særlig meget om fysisk kontakt hverken fra os eller de andre i flokken. Ikke at hun er asocial eller berøringsangs, hun har det bare bedre tæt på men ikke rører.
Hun har i de sidste mange år været “min” hund, som jeg har løbet agility med og dyrkede på det seneste også rally med hende, men svigtende hørelse og svigtende kræfter i bagbenene har gjort, at hun nu er pensioneret, men vil stadig med på gåture, som dog er nedsat i længde for hendes skyld.
Hun har det fint på trods af den fremskredne alder. Hun har siden sit første kuld hvalpe haft en kronisk mavesygdom “á la Chrons sygdom”, som uanset hvad vi forsøger at gøre, alligevel kommer og går. Det har givet hende mange gange “dårlig mave” i en enkelt dag eller 2, men også det har hun klaret.
Heeven er bare en sej gammel tøs, men gammel ér hun blevet, og er tilmed officielt den ældste nulevende Schapendoes i Dansk Schapendoes Klub hvor hun topper listen over de gamle hunde.
Dagen blev fejret først med en dejlig kold gåtur i blæst og regn, og om aftenen fik de hver et marvben fra vores Osso Buco.

Koldt, vådt og blæsende men er det ikke det man siger: Vejret er der ikke noget i vejen med, det kommer an på påklædningen?

Gizmo holdt øje med de trætte og våde hunde som lagde sin ind i soveværelset hvor han havde planlagt at skulle tilbringe dagen pga. regnvejret.
JanK





